CAPAC

For at følge op på sidste udladning om tilbagevendte syrienskrigere, så var det slet og ret ynkeligt at se landets justitsminister på tv i går klamre sig til ideen om at straffen for disse krigere skulle sættes op. Det var tydeligt, at han – Nick Hækkerup fra Socialdemokratiet – ikke ville forholde sig til det, der er sagens kerne i udleveringen af syrienskrigeren Ahmed el-Haj, nemlig: at udleveringen er helt efter bogen, dvs. gældende love og regler, og at de nu er domstolenes rolle at udmåle den straf, manden skal have for at have brudt landets love. Justitsministeren agerede blind over for sin intenderede krænkelse af magtens tredeling. Det Radikale Venstres retsordfører Kristian Hegaard sagde det ganske klart: “- Jeg nærer ikke nogen sympati med IS-krigere overhovedet, men det er dommerne, som skal dømme dem, ikke politikerne”. Enhedslistens Rosa Lund fulgte op og opfordrede justitsministeren i hans egenskab af øverste myndighed for anklagemyndigheden til at “tænke sig godt om”, inden han udtalte sig. Og symptomatisk for den penible situation justitsministeren har bragt sig selv i ved sine ugennemtænkte udtalelser, så har han ikke efterfølgende ønsket at uddybe over for DRs journalister.

Det er som antydet i går alarmerende og skræmmende, at førende politikere med justitsministeren og statsministeren i spidsen udviser en så vakkelvorn holdning til grundlæggende principper i retssamfundet. Det giver kun anledning til bekymring for, hvordan det vil gå i fremtiden med hensyn til borgernes retssikkerhed.

Det er ikke blevet til mange koncerter her i 2019. Faktisk var den sidste koncert, jeg oplevede, Algiers i januar måned. Og forklaringen er en kombination af dovenskab og så, at jeg ikke har fundet et navn, jeg ville bruge en aften på. Så enkelt er det.

Men da nyheden om Manchester-bandets eller -duoens Lambs optræden i Århus dukkede op, måtte jeg lægge dovenskaben af mig og overvinde min trang til at bruge tiden på andet end koncert-gængeri. Udsigten til at opleve duoen Andy Barlow og – ikke mindste – sangerinden og sangskriveren Lou Rhodes på en dansk scene var for pirrende og fristende. Så således bliver det på lørdag, hvor de indtager Voxhall i Århus.

Det er efterhånden ti år siden, jeg fik fingre i duoens hitopsamling Best Kept Secrets (2004) på bibliotekets udsalg. Og den begivenhed var med til at transformere mig til mere end en engageret lytter til noget, der kunne ligne en regulær fan. Kald det trip-hop, drum and bass med jazz, kald det lige hvad du vil, men jeg er fascineret, når duoen med Rhodes stemme i forgrunden inviterer til en oplevelse af moderne electronica, iblandet jazz, pop og andre godter. Og Rhodes har sådan en stemme, der falder lidt uden for kategori. Den er bare indtagende og forførende.

Jeg vender selvfølgelig tilbage med en rapport fra koncerten.

I går kom en såkaldt “Syrienkriger” tilbage til Danmark, ledsaget af tyriske politifolk. Og den tyrkiske tilbagesendelse af syrienkrigeren, der er dansk statsborger og har tjent under Islamisk Stats faner i Syrien, gav anledning til politisk ballade i pressen og de sociale medier.

Statsminister Mette Frederiksen slog tonen an, da hun på tv og Facebook meldte ud, at de – syrienskrigerne – ikke var velkomne i Danmark. Og Danmarks svar på konen i muddergrøften Pia Kjærsgaard fulgte op på Twitter, hvor hun pippede: “- En sorgens dag, når Danmark åbner landet for IS-terrorister. Hvem skal have ham som nabo?”.

Problemet er blot, at de to politikere inden de lod tastaturet danse burde vide, at udleveringen af den pågældende kriger har været på politiets dagsorden siden december 2017, hvor han blev fængslet af de tyrkiske myndigheder, fordi han havde krydset grænsen mellem Syrien og Tyrkiet. Og han har været fængslet “in absentia” i Danmark siden april 2014 og har været efterlyst internationalt siden da.

Når politikere som Frederiksen og Kjærsgaard over for vælgerne giver indtryk at at det skulle være muligt at afvise sådanne syrienkrigere med dansk statsborgerskab, så er det i følge juraprofessor emerita Eva Smith udtryk for politikernes “hykleri”. Og hykleri betyder, at politikerne taler mod bedre vidende. De ved godt, at syrienkrigere med dansk statsborgerskab, skal tilbage til landet – men foregøgler os, at det er muligt at afvise dem.

Men spørgsmålet er, om ikke Eva Smiths kritik er en moralsk, uholdbar kritik. Om ikke de to politikeres udsagn er udtryk for noget helt andet og mere alvorligt, nemlig at retsbevidstheden – vores opfattelse af, hvad der er ret og uret – er i skred, ja, er ved at gå fløjten. Fordi politikerne tjener andre interesser end sikringen af principperne for retssikkerhed i landet!?

Den ellers kritiske jurist Thorkil Høyer kalder det “spin”, fordi han mener, at politikerne taler mod bedre vidende: “for politikerne kender udmærket godt reglerne omkring statsborgerskab. De ved godt, at man ikke kan afvise en dansk statsborger ved grænsen eller forhindre dem i at komme til Danmark.”. Men hvor sikre kan vi være på, at de udmærket kender reglerne? Eller rettere spurgt: Hvis de kender reglerne, hvilket ærinde er det så, de er ude i, når de forsøger på putte blår i øjnene på danskerne?

Desværre må jeg nok konstatere, at det ærinde de ophidsede politikere er ude i, er populismens grimme ærinde. De ved sikkert godt begge to – Kjærsgaard gør i hvert fald – at sådanne skråsikre udmeldinger vinder genklang blandt visse højrepopulistiske vælgere ude i folkedybet. Og det bekymrende er, at de med sådanne, selvsikre udmeldinger bærer ved til det bål, hvorpå retssikkerheden brænder til aske.

De seneste uger har ordet “tunnelsyn” spøgt i mit hovede. Det er blevet brugt om fx de unge medieforbrugere, der – efter sigende – kun gider se noget i medierne, der er kortvarigt og helst kan relatere sig til dem selv, deres egen navlebeskuende virkelighedsopfattelse. Og om pressens fugle, der også har et begrænset udsyn, fordi de er historieløse og helst ikke vil kigge ud over den horisont, som deres journalistiske skoling har tegnet for dem.

Historieløshed, manglende almendannelse, et svigtende skolesystem… ja, man kan pege på mange faktorer, der resulterer i tunnelsyn.

Men heldigvis kom jeg så til at tænke på alle de film, hvor tunneller spiller en vigtig rolle. Som metafor eller dramaturgisk effekt.

Fx denne scene, hvor den katolske Alfred Hitchcock afslører sin facscination af Sigmund Freud og seksualsymbolikken.

https://www.youtube.com/watch?v=frsBq9MCNVg

Når man sidder i dyreklinikken og venter på at komme til med sin hund, så er det nærliggende at tænke på hundesange. “Der sidder en vovse i mit vindue”, ja, ja. Men også “Hound dog”. Ain’t nothin’ but a hound dog…

Det var bandets andet udspil i 1969 (Aoxomoxoa kom i juni det år), og det var bandets første livealbum – det første af en uendelig række, der siden er kommet til og som stadigvæk vokser. Forklaringen var vist dengang, at Aoxomoxoa havde givet underskud, at bandet skyldte pladeselskabet endnu et album – og at bandet ønskede at give publikum noget, der lignede bandets koncerter så meget som muligt.

Sjovt nok blev pladen en succes hos kritikerne – men også hos publikum, der stadigvæk anser pladen for at være en af gruppens bedste.

Denne weekend er ikke kun mærkedag for Berlinmurens fald, men også for Krystalnatten – eller Rigskrystalnatten, som tyskerne benævner den – i 1938, hvor 91 jøder blev slået ihjel, 267 synagoger brændt ned, 7500 butikker smadret og vandaliseret og op mod 30000 jøder sendt i “koncentrationslejr”. Krytalnatten indvarslede nazisternes jødeudryddelse, holocaust.

Samme weekend markerede også et nazistisk “jubilæum”. Det var nemlig femten år tidligere, at Hitler og hans medsammensvorne havde forsøgt at kuppe sig til magten i Bayern ved det såkaldte “ølstuekup” der dog mislykkedes og sendte en række nazister i fængsel. Ved fejringen blev Hitler og de andre topnazister informeret om, at en tysk diplomat, Ernst von Rath, var blevet skudt i Paris af en ung polsk jøde ved navn Herschel Grynszpan, der udførte drabet som hævn over nazisternes tvangsfordrivelse af hans familie fra Hannover til et ludfattigt udsted ved den polske grænse. Og dette drab blev anledningen til iværksættelsen af Krystalnatten. Det var gnisten, der antændte den rabiate anti-semitisme, der allerede lå som en eksplosiv mulighed i nazibevægelsen.

I går “fejrede” nogen Krystalnatten ved at hælde grøn maling på 80 jødiske gravstene på Østre Kirkegård i Randers. Det understreger blot, at opgøret med nazismens anti-semitisme og racisme langt fra er afsluttet, og at jødehadet og racismen trives i bedste velgående – og ikke kun i Tyskland.

Opdatering 11/11-19: Det lader nu til, at det ikke kun gik ud over kirkegården i Randers, men at der også var anti-semitiske aktioner i Aalborg, Århus, Silkeborg og Vallensbæk. Og noget tyder på, at der er tale om en systematisk, organiseret aktion mod jøder i dette land. Et enkelt sted – i Vallensbæk – har man i forbindelse med den anti-semitiske handling (en Davidstjerne på en husvæg) fundet symbolet for Nordfront (el. Den Nordiske Modstandsbevægelse), der er en yderligtgående højregruppering med udtalte nazisympatier. Mistanken bekræftes af researchkollektivet Redox, der har specialiseret sig i at dokumentere, hvad der foregår på den yderste højrefløj.

Ja, sådan så de ud, da de pladedebuterede. Og i disse dage fylder de hhv. 70 (Bonnie Raitt) og 65 (Rickie Lee Jones), og heldigvis er de stadigvæk i blandt os.

I denne weekend er det 30 år siden Berlinmuren begyndte af falde. Foran mig ligger en bog med titlen Die Mauer Früher und Heute (Komet Verlag), som jeg købte sidste gang, jeg var i Berlin (det er efterhånden en del år siden). En bog, der sobert fortæller historien om den mur, der delte Berlin op i et vest og et øst, splittede familier, forhindrede borgere i den østlige del i frit at rejse ud og skabte to slags tyskere. Dem i vest og dem i øst.

Og man kan, som vi så, rive en stor mur ned på relativt kort tid og med enkle midler. Den fysiske mur vel at mærke. For her 30 år efter, er det tydeligt, at der stadigvæk eksisterer en mental og kulturel mur mellem det i øst og det i vest. Det er som om den tiljublede genforening lader vente på sig dybt inde i hovederne på tyskerne. Fx blev der for ganske nyligt skabt, hvad tyskerne kalder “et initiativ” ved navn Wir sind der Osten – Vi er øst – der vil synliggøre alle de mennesker, der har deres rødder i det hedengangne DDR. Både dem, der blev derovre, dem, der rejste mod vest og dem der vendte tilbage.

Den borgerlige presse i Danmark benytter jubilæet (?!) til at frisere den ideologi, der plejer det såkaldt liberale borgerlige demokrati, og tale DDR ned. DDR er, forstår vi, var undertrykkelse, ufrihed, diktatur osv. Vi kender det demagogiske ordvalg. Men DDR var også meget andet. Det var bristede drømme om et reelt demokrati, hvor demokratiet ikke stopper ved indgangen til de private virksomheder, men omfatter alle sider af samfundet. Og det var et samfund, der sørgede for, at alle kunne få en uddannelse, alle kunne få deres børn passet, når de var på arbejde, alle kunne komme på sygehuset og få den samme behandling, når der var brug for det osv. Jo, den såkaldt “virkeliggjorte socialisme” fik aldrig for alvor sat socialisme og kommunisme på dagsordenen og måtte derfor gå under – efter et voldsomt pres fra den såkaldt “frie verden”.

Jeg var så heldig at besøge DDR en uge i starten af halvfjerdserne. Da jeg gik i gymnasiet. Og det var bestemt en særlig oplevelse af et samfund og en virkelighed, der var meget anderledes end den, vi kendte fra Danmark. Først og fremmest var det synligt, at det ikke var en markedsøkonomi, der herskede derovre. Væk var hele det massive reklameopbud, vi møder på gader, veje og i medierne. Væk var alle de funklende butikker med deres overflod af forbrugsgoder. Væk var markedets konstante appelleren til ens sanser og lyster. Køb, køb, køb. Forbrug, forbrug, forbrug. Og det var mærkeligt at opleve – når man nu er socialiseret i et forbrugersamfund som det danske – at man ikke bare kunne gå ind i et stormagasin og vælge mellem forskellige mærker af tandbørster, men måtte tage til takke med det sparsomme udvalg, der var i en skuffe bag disken. Til gengæld var børsten med rigtige hår og træskafte.

Jeg var så heldig at få kontakt med en DDR-borger, som jeg var penneven i mange år. Og vi udvekslede meninger om det at leve i de to forskellige samfundssystemer. Han var bestemt ikke tilhænger af DDR-styret, men havde dog blik for de sider af det østtyske samfund, der fungerede i hverdagen. Sider, der nu og da dukker op i debatten, når borgere i og fra det tidligere DDR oplever den nye undertrykkelse i det genforenede Tyskland.

Det er også tankevækkende her i 30-året for murens fald at opleve, at vi her i vesten er blevet ivrige murbyggere. Lige fra Donald Trumps meget omtalte mur mod Mexico til vores eget vildsvinehegn ved grænsen til Tyskland og vores insisteren på toldkontrol ved samme grænse. Man kunne godt få den tanke, at Berlinmuren efter faldet har formeret sig i mange små mure rundt om på den vestlige halvkugle som fysiske markører af grundliggende forskelle og modsætninger, der også var basis for Berlinmuren.

TOWER OF SONG

Well, my friends are gone and my hair is grey
I ache in the places where I used to play
And I’m crazy for love but I’m not coming on
I’m just paying my rent every day in the Tower of Song
I said to Hank Williams, how lonely does it get?
Hank Williams hasn’t answered yet
But I hear him coughing all night long
Oh, a hundred floors above me in the Tower of Song
I was born like this, I had no choice
I was born with the gift of a golden voice
And twenty-seven angels from the Great Beyond
They tied me to this table right here in the Tower of Song
So you can stick your little pins in that voodoo doll
I’m very sorry, baby, doesn’t look like me at all
I’m standing by the window where the light is strong
Ah, they don’t let a woman kill you, not in the Tower of Song
Now, you can say that I’ve grown bitter but of this you may be sure
The rich have got their channels in the bedrooms of the poor
And there’s a mighty judgment coming, but I may be wrong
You see, you hear these funny voices in the Tower of Song
I see you standing on the other side
I don’t know how the river got so wide
I loved you baby, way back when
And all the bridges are burning that we might have crossed
But I feel so close to everything that we lost
We’ll never, we’ll never have to lose it again
Now I bid you farewell, I don’t know when I’ll be back
They’re moving us tomorrow to that tower down the track
But you’ll be hearing from me baby, long after I’m gone
I’ll be speaking to you sweetly from a window in the Tower of Song
Yeah, my friends are gone and my hair is gray
I ache in the places where I used to play
And I’m crazy for love but I’m not coming on
I’m just paying my rent every day in the Tower of Song

Fotografen Robert Freeman – kendt for sine coverfotos på Beatles’ With the Beatles, Beatles for Sale, A Rubber Soul og Hard Days Night – er død i en alder af 83 år. Og Paul McCartney giver ham følgende ord med på vejen:

At hedes egen “Circle Game” skulle være et modsvar til Youngs sang, vidste jeg ikke, før nu.

…og Bob Dylan…

I anledning af fødselsdagen har Rolling Stone lavet en “guide” til Joni Mitchells sangskat (heldigvis ikke en “best of”-liste, for det ville have været ubærligt). Men en liste man kan dykke ned i, hvis man vil lære hende at kende eller genopfriske alle de fine stykker, der ligger rundt om på hendes plader. Og så er der også en håndfuld løse sange fra andre sammenhænge.

“Fly me to the moon”, “I’m leaving on an  jet plane”, “Up, up and away” osv. Der er mange sange, der har beskrevet og besunget menneskenes trang til at flyve som fugle. Men som i den græske myte om Ikaros, der ville flyve bort fra Kreta, hvor han var fanget, så endte flyvningen i en tragedie for menneskene. Ikaros kom for tæt på solen, menneskenes flyvninger  har belastet klimaet i en grad, der truer med at udløse tragedier for hele menneskeheden.

Derfor er debatten om, hvad man kan gøre for at begrænse flyveriet blusset op de seneste par år. Og et af forslagene har været at lægge afgifter på flybilletter. Modstandere af afgiften har dog fremført det argument, at afgifter var socialt skæve – underforstået: Afgifter ramte især de laveste indkomstgrupper. Men nu har Klimarådet punkteret det argument, fordi rådet kan påvise, at det især er de højestlønnede, der rejser med fly. Derfor vil en afgift også især ramme dem.

Selv om man også kan mene, at afgifter ikke i sig selv vil stoppe flyveriet (så skal de i hvert fald være meget store), så er der nok ingen tvivl om, at afgifter vil have en afdæmpende effekt på flyvelysten (lige som en afgift på tobak vil have en dæmpende virkning). Og spørgsmålet er også, om indkomstforskellene har det allerstørste betydning i denne sammenhæng? For vi er alle klimasyndere. Vi belaster alle klimaet i et vist omfang. Derfor kan man hævde, at en klimaafgift på flyrejser vil have en generel dæmpende effekt på flyrejser og dermed være et bidrag til nedbringe den CO2-udledning, som vil skal have gennemført snarest muligt.

Det er alt for længe siden, man har hørt noget fra Kathleen Edwards. Og så dukker hun pludselig op på en ny plade med julesange – A Dualtone Christmas. Og oven i købet med en julesang, der fortæller rigtig meget om den tilstundende begivenhed. Hendes stemme vil jeg gerne høre mere til i det nye år.