4. november 2019 arkiv

Dødsfald: Marie Laforêt – 80

4. november 2019

Ad omveje erfarer jeg, at den franske skuespillerinde og sangerinde Marie Laforêt er død i en alder af 80 år. Pigen med de gyldne øjne, som hun blev kaldt, havde en karriere, som hun selv betegnede som rodet. Men hun gjorde sig både inden for sangen og skuespillet. Blandt andet flirtede hun med navne som Bob Dylan, Stones og Beatles i sine sange fra tresserne. Og med 35 film og et pladesalg på den rigtige side af 35 millioner blev hun en af Frankrigs yndlingkunstnere, som kun i beskedent omfang gjorde sig gældende uden for de fransktalende lande. Men sådan er det jo ofte.

Og sin egen stemme, der bestemt er speciel, sagde hun, at hun ikke havde en stemme med en klang, en timbre (“un timbre”).

Åh radio

4. november 2019

Jeg har lige lyttet til et podcast fra Radio247. Som bekendt stoppede denne radiostation forleden, fordi den ikke fik en kanal at sende på. Og det har fået mange mennesker til at begræde tabet af denne såkaldte taleradio. Og da jeg aldrig rigtig har lyttet til kanalen – de udsendelser jeg har hørt kan tælles på en hånd – synes jeg, at jeg ville lytte lidt. Ikke nok til at danne mig en mening om, hvorvidt kanalen er værd at savne eller ej.

Jeg lyttede også lidt til den nye Radio 4 forleden. Den markedsfører sig som en radio for ungdommen og som en ny “taleradio”. Og ungdommeligt var det, det jeg hørte. Unge mennesker, der primært henvender sig til unge radiolyttere (hvis den slags overhovedet eksisterer i disse tider, hvor ungdommen ikke alene er bogdroppere, men også radio- og tv-droppere…). Men taleradio – nej, snarere snakkeradio. Unge radioværter, der snakker, ja plaprer derudaf.

Og disse oplevelser fik mig til at længes tilbage til Danmarks Radio tresserne og halvfjerdserne, hvor det ikke handlede så meget om lyttertal, hvor man talte et dansk, der både var tydeligt og roligt, og hvor man – som hovedregel – ikke var bange for små pauser og ikke snakkede ind over musikken. Det var i monopolets tid, det var før den konkurrence, der – i følge fortalerne for den – skulle øge i alene valgmulighederne, men også kvaliteten. Det har jeg nu aldrig været overbevist om skulle være et resultat af konkurrence. Hverken på markedet i sin helhed eller på radio- og tv-området. Snarere tværtimod.  Uanset, hvad man ellers måtte mene om statsradiofonien, som den hed i gamle dage, så er det min opfattelse, at den kunne noget med hensyn til folkeoplysning, som siden er gået mere eller mindre tabt.

Det er selvfølgelig nostalgi. Men det betyder ikke, at det er forkert. Noget var altså bedre i “gamle dage”. Og når jeg tænker tilbage på alle de timer, jeg har tilbragt med hovedet inde i radioen – først mine forældres store rørforstærkede radio i stuen i Esbjerg, siden mine egne radioer på mine værelser – så bliver jeg virkelig nostalgisk og blød om hjertet. For hvordan ville det ikke være gået, hvis ikke jeg havde haft denne kanal til en virkelighed, der var så meget større end den, derhjemme i den gamle fiskerby. Jeg tror virkelig, at min radiolytning har haft stor betydning for det retning, mit voksne liv tog. Og radioen var der i mange år, efter jeg var flyttet hjemmefra, som en flugtmulighed, et åndehul, en kanal ud mod verden. Her kunne min virkelighed sættes på stand by, her kunne jeg for en stund glemme hverdagens problemer og byrder og bare flyde af sted.