I medierne fylder sagen om Britta Nielsen meget. Pressen rapporterer grundigt fra sagen, selv på dage, hvor hovedpersonen er syg og fraværende. Til gengæld hører vi ikke længere så meget om hvidvaskningssagerne, udbytteskatssvindlerne og lignende sager. De har tydeligvis mistet nyhedsjournalistikkens interesse.
Når Britta Nielsen-sagen fylder så meget, så skyldes det nok også, at der her er sat ansigt på “forbryderen”, og at der er tale om en enkeltmandsforbrydelse (i hvert fald tilsyneladende). Det er lettere for menigmand at hidse sig op over denne kvinde, der har tilranet sig millioner, som skulle gå til forskellige sociale formål. En karikaturtegning viser Britta Nielsen, der bliver overfaldet af rasende danskere, medens nogle bankfolk i baggrunden står og gnider sig i hænderne og tænker ‘så kan vi fortsætte som hidtil’, ‘business as usual’.
Hvad, pressen derimod ikke graver så meget i, er det politiske ansvar. For en væsentlig forudsætning for såvel Britta Nielsens sag som de andre såkaldte svindelsager er, at der eksisterer en lovgivning – på nationalt plan og EU-plan – der gør det muligt at svindle. Og dertil skal lægges, at vi her i landet har haft nogle borgerlige politikere, der har gjort det svært for skattevæsenet at dæmme op for svindel, bl.a. ved at nedsætte antallet af skattemedarbejdere (som det er sket under Venstre-styret siden 2001).
Statsrevisor Frank Aaen (medlem af Enhedslisten) er en af de få, der i Britta Nielsen-sagen har peget på det politiske ansvar, der ligger til grund for skandalen. Nemlig, at Britta Nielsen har stjålet fra Satspuljen, hvor der modsat finansloven ikke bliver fulgt op på, hvad der skete med pengene. En kombination af svigtende administration og politisk fejlen gjorde det muligt for Britta Nielsen at tilrane sig mange millioner. Politikerne skulle aldrig have lavet Satspuljen, men have koncentreret sig om at føre socialpolitik via finansloven.
Som borgere og skattebetalere i dette land burde vi forvente, at pressen gravede mere i det politiske ansvar omkring disse skandaler, der dræner statskassen for penge, der skulle gøre gavn i det såkaldte velfærd. Og vi burde også forvente, at politikerne tog sig sammen og fik revideret skattelovgivningen med henblik på at få fjernet mulighederne for svindel med skattemidlerne – herunder: At de folkevalgte i EU også sørger for at få ryddet op i de EU-love og -regler, der letter arbejdet for svindlerne. Fx muligheden for at forhandle sig til skatterabatter i Luxemburg.
Det er ikke nok at følge pengestrømmen i svindelsager som disse, man skal også kigge på lovgivningen.
