17. november 2019 arkiv

En regnvåd novemberlørdag med Lamb

17. november 2019

[Foto, ukrediteret, lånt fra Voxhalls galleri]

Næsten på slaget 21 gik Lamb på scenen på det århusianske musikåndehul Voxhall og lagde ud med en meget mørk og melankolsk og lavmælt sang. Og midt på scenen indfandt Lou Rhodes sig, iført en enkel hvid, ærme- og rygløs kjole og en sort hårudsmykning, der med det samme ledte tankerne hen på en krone. En sort krone af noget der lignede fuglefjer.

Og ingen tvivl om det. Louise Ann Rhodes – kaldet Lou Rhodes – er dronningen i Lamb, der denne aften var mere et band end duoen Rhodes og Andy Barlow. Barlow var aftenens dirigent og konferencier, der sørgede for at holde bandet i gang og publikum, der blev instrueret i at klappe, vifte med hænderne over hovedet og, ja, synge med på en enkelt sang. Men Lou var dronningen. Det naturlige midtpunkt der midt på scenen, hvor hun regerede med sin let hæse, sensuelle og forførende stemme. Åh Louise, som Torben Bille skrev i en kommentar her i bloggen. Ja, åh Louise.

Den indledende mørke sang blev fulgt op af partymusik, der var som taget fra klubberne tilbage i halvfemsernes Storbritannien. Voldsom, energisk electronica, der rystede publikum godt igennem og mindede en om, hvor umulig en genrebetegnelse hip hop, som er blevet hæftet på Lamb, er. De spiller en blanding af præ-programmeret electronica, der er tilsat både rockrytmik, popmelodiøsitet og elementer af folk, jazz og andet godt fra det store musikalske tag-selv-bord. Og det blev tydeligt denne aften, at godt nok er den til tider næsten sterile programmerede electronica en vigtig del af Lambs lyd, men den hårde kant blødes op og får et elegant modspil af bandets analoge instrumenter. Især cellisten Danny Keane og den danske trommeslager Nikolaj Bjerre, men også bassisten Jon Thorne, sørgede for at bandets sound fik en mindre mekanisk og menneskeligt kødelig kvalitet.

De fleste af aftenens numre var hentet fra bandets seneste The Secret of Letting Go og aftenens gav et godt billede af bredden i Lambs udtryk. Fra de hårde, hårdpumpede numre, der tydeligvis sigter på svedige dansegulve i klubber og på diskoteker, til ballader, der var uden elektronica, men i stedet med el-klaver og el-gulvbas, til elektroniske stykker, hvor Lou Rhodes forlod scenen (for at få lidt varme under sin jakke, kunne man se). Men alt var gennemsyret af Barlow-Rhodes’ sans for skæv og kantet rytmik og sangskriver Rhodes’ sans for det vemodige og melankolske. Åh Louise.

Ja, for mig, der – modsat mange publikummer denne aften – aldrig har oplevet Lamb live før, var Lou Rhodes den store indtagende oplevelse. Den stemme har jeg bare en svaghed for. Men bandet gjorde også et stort indtryk. Ikke mindst Thornes fysisk mærkbare og kreative basspil og Bjerres trommer, der både trakterede det rockede og det maskinelle var med til at give bandets sound fylde og flere dimensioner. Og Barlow kunne med god grund fremhæve musikernes indsat i flere ombæringer. Det var velfortjent.

Alt i alt viste koncerten, at godt nok er halvfemserne længe siden, men Lamb har stadigvæk meget at byde på. Kald det bare trip hop eller, hvad det nu hed dengang, men Lamb lader sig ikke sådan sætte på en simpel formel. Halvanden times tid blev det til, og der var heldigvis ikke nogen opvarmning denne gang til at forstyrre indtrykket af hovednavnet, der gerne må lægge vejen forbi Århus en anden gang.