28. november 2019 arkiv

Syrien

28. november 2019

Jeg tror, at den første gang, jeg hørte noget om landet Syrien, der ligger klemt inde mellem Israel, Jordan, Irak og Tyrkiet, var i 1960’erne, hvor min far, der var sømand, sejlede med stykgodsskibe i Middelhavet. På en af sine ture, den mest omfattende, hvor skibet var inde i næsten alle lande ved Middelhavet, var min mor med som gæst. Og hun berettede levende om sine oplevelser i havnebyen Lattakia. (Det var i det hele taget en stor oplevelse for min mor, der kom fra landet med seks års skolegang og kun havde oplevet Danmark, at komme med på den tur Middelhavet rundt i seks måneder).

Senere hørte jeg om Syrien fra kolleger og andre, der havde besøgt landet – og ikke mindst hovedstaden Damaskus – i årene før krigen. Damaskus blev beskrevet som Mellemøstens Paris og som et sted, hvor man – for små penge – kunne få store kulturelle o.a. oplevelser.

Dengang forestillede jeg mig ikke, at jeg en dag ville stå over for syriske flygtninge og undervise dem i dansk sprog og kultur. Flygtninge, der omkring 2015 var flygtet over Middelhavet for at finde et tilflugtssted for krig og elendighed. Syrerer, kurdere, arabere, der alle havde det tilfælles, at de kunne fortælle forfærdelige historier om det, der skete i Syrien under krigen.

Og i dag hører vi ikke ret meget om Syrien i de store medier. Det er som om landet har mistet pressens interesse, efter at Islamisk Stat er blevet besejret. Efter at det selvudnævnte kalifat er blevet nedkæmpet. At krigen så fortsætter, synes pressen ikke at interessere sig synderligt for – bortset fra tyrkernes forsøg på at skabe en “sikkerhedszone” i grænseområdet mellem Syrien og Tyrkiet. Og USAs tilbagetrækning fra samme område. Men – krigen er ikke slut Islamisk Stat har stadigvæk mange tilhængere, der opererer som små celler i Syrien og gør livet for de tilbageblivende syrere til et helvede på jorden.

Men ikke alle journalister har glemt Syrien. Således har den danske journalist Puk Damsgaard gjort, hvad hun kunne, for at fortælle om situationen dernede. Senest – i går på tv og på DR-radio – kan man følge Damsgaard, der sammen med forfatterinden Suzanne Brøgger besøger en kurdisk kvindemilits, der bekæmper IS-tilhængere, en stor flygtningelejr med 70.000 kvinder og børn og en syrisk familie. Med det formål at fortælle os herhjemme noget om, hvordan det bl.a. er at være kvinde i den kontekst. Og det er ikke alene oplysende, men også overraskende at se, hvordan kvinder under disse ekstreme forhold kan udleve en kamp for kvinders rettigheder. Det er feminisme under svære kår. Feminisme, som burde få enhver hjemlig, privilegeret feminist til at forstå at kampen for kvinders rettigheder måske for alvor begynder i den del af verden, hvor feminismen har de sværeste kår. Damsgaards og Brøggers reportage giver et indblik i det konkrete liv, som kurdiske militskvinder, islamistiske flygtningekvinder og “almindelige” syriske kvinder lever og de ting, de har at slås med for at opnå ligestilling og ligeværd i samfundet. En sådan reportage, der vel varer et par timer alt iberegnet, gør det ud for mange timers nyhedsjournalistik, der aldrig kommer så meget som et spadestik under overfladiskheden.

Capac anbefaler: Ginne Marker – For seasons to come

28. november 2019

Musikken taler til hjernen og – måske især – til følelserne. Som moderne hjerneforskning fortæller os, så hænger de to ting sammen. Vi kan ikke forstår noget, uden at følelserne er med. Og for mig personligt er det følelserne, der åbner musikken for mig. Og måske lader mig forstår noget af, hvad der sker.

Og den unge Ginne Markers debutalbum For Seasons to Come har talt til mine følelser. Ja, for at sige det lige ud: Jeg er blevet forført af Ginne Markers musik. En musik, der – skåret ind til benet – er sanger-sangskriver-kunst, når den er bedst. En forførende, indtagende, personlig stemme, en guitar og en snes gode, slidstærke sange.  Mere skal der ikke til for at overbevise. En lytter som mig.

Og Ginne Marker, der kommer fra det nordjyske, er 24 år gammel, har det hele, og overbeviser med sin debutplade om, at her er en sangskriver, som vi roligt kan forvente os meget af de kommende år.

De i alt ti sange på pladen breder sig stilistisk over et stort sanger-sangskriver-spektrum. Fra nedtonede, inderlige folk-pop-sange over fransk chancon-tradition-livtag (singleudspillet “La vie en glace”) til sange, der befinder sig et udefinerligt sted mellem pop og jazz. Jovist, Ginne Marker er ikke fremmed for de forskellige genrer og man mærker, at det er, fordi det personlige udtryk, der vejer tungest og presser sig på. Ikke genremæssige og stilistiske hensyn, så at sige.

Det er den garvede musiker (guitarist m.m.) Aske Jacoby, der har taget Ginne Marker under sine vinger og har udgivet hende på sit eget plademærke. Og det forstår jeg godt, når jeg her ved tastaturet lader Ginne Marker besætte min musikopmærksomhed. Ginne Marker har et stort potentiale i enhver henseende. Hun kan skrive sange, der rører og bevæger lytteren, hun kan håndtere guitaren på overbevisende måde og så er der hendes sang, der som sagt er forførende og indtagende. Hvad kan man næsten forlange mere?! Jeg ved det ikke. Men jeg vil gerne give Ginne min varmeste anbefaling, og jeg håber at høre meget mere fra hende de kommende år. Så kære læser og medlytter: Giv Ginne en chance – på vinyl eller hvilket medie, i kan finde pladen på.

Ginne Marker. For Seasons to Come. Produceret af Aske Jacoby. Giant Birch. Er udkommet.