CAPAC

Og dog er det også en almindelig dag af den slags, der ikke kommer igen. I hvert fald kun i erindringens blakkede lys. En dag, hvor kloden sejler rundt i universet, som den plejer – blot lidt mere tynget af den 7,5 milliarder mennesker, der bebor den og endnu ikke har fundet fælles fodslag i håndteringen af klimakrisen. Og man kan læse, at vi med denne dag forlader “det tabte årti“, forstået på den måde, at 2019 var året, hvor klimaet for alvor blev sat på dagsordenen, uden at vi fik gjort noget radikalt ved problemerne.

Og medens krigen stadigvæk raser i Syrien og de australske skovbrande tager til i omfang og styrke og truer storbyer som Melbourne, så  bruger vores lokale public-service-kanal DR hele syv kvarter, to timer og femogfyrre minutter, på at “varme op” til dronningens nytårstale. Og det i et land, hvor ikke alle – men ganske mange – er royalister, men også (via skattebiletten) licensbetalere til en tv-station, der burde tage mere hensyn til mindretallene i programlægningen. Syv kvarter – helt ærligt.

Den 31. december er en almindelig dag, den sidste i 2019 og i det årti, og der er stadigvæk noget at forholde sig kritisk til (og indrømmet: DR er et af mine yndlingsofre), men også noget at glæde sig over. Vejret er gråt og lidt vådt, men også påfaldende mildt, og hunde er endnu ikke gået ud af sit gode skind på grund af nytårsfyrværkeriet. Lidt har også ret. Godt nytår.

No more champagne
And the fireworks are through
Here we are, me and you
Feeling lost and feeling blue
It’s the end of the party
And the morning seems so grey
So unlike yesterday
Now’s the time for us to say

Happy New Year
Happy New Year
May we all have a vision now and then
Of a world where every neighbour is a friend
Happy New Year
Happy New Year
May we all have our hopes, our will to try
If we don’t we might as well lay down and die

You and I

Sometimes I see
How the brave new world arrives
And I see how it thrives
In the ashes of our lives
Oh yes, man is a fool
And he thinks he’ll be okay
Dragging on, feet of clay

Never knowing he’s astray
Keeps on going anyway

Happy New Year
Happy New Year
May we all have a vision now and then
Of a world where every neighbour is a friend
Happy New Year
Happy New Year

May we all have our hopes, our will to try
If we don’t we might as well lay down and die
You and I

Seems to me now
That the dreams we had before
Are all dead, nothing more
Than confetti on the floor
It’s the end of a decade

In another ten years’ time
Who can say what we’ll find
What lies waiting down the line
In the end of eighty-nine

Happy New Year
Happy New Year
May we all have a vision now and then
Of a world where every neighbour is a friend
Happy New Year
Happy New Year
May we all have our hopes, our will to try
If we don’t we might as well lay down and die
You and I

Heller ikke her ved udløbet af året stopper manden med leen sit arbejde. Og så faldt Neil Innes for leen. Innes, kendt fra Beatles-parodikerne The Rutles, galningenen i Monty Pyton og deres musikalske pendanter Bonzo Dog Doo Dah Band, er død i en alder af 75 år. Efter sigende af “naturlige årsager”, hvad det så end er. Og verden blev lidt mindre morsom at være i.

Svenske A-Teens kom frem i 1998 og hed oprindeligt ABBA-Teens, for  Marie Serneholt, Amit Sebastian Paul, Dhani Lennevald og Sara Lumholdt var først og fremmest en hyldest til Sveriges ABBA. Det var med cover-versioner af ABBA-sange, de fire unge svenskere havde succes frem til 2006, hvor de gik hvert til sit for at forfølge drømmen om en solokarriere. De var langt fra en døgnflue, men hvem husker dem mon i dag?

Ovenfor tager de sig af ABBAs nytårssang “Happy New Year” (og giver mig en anledning til at spille denne sang også dagen før nytårsaften). Og i mine ører afslører deres udgave, hvorfor disse fire teenagere ikke når originalerne til sokkeholderne. Jovist, de synger meget godt og lægger sig besnærende op ad ABBA, men arrangementet yder ikke helt Anderssons og Ulvaeus’ bittersøde sang fuld retfærdighed. Arrangementet tildeler sangen en hårdere lyd (bemærk fx det indledende tangentspil) og er i det hele taget mere mekanisk. Sikkert i et forsøg på at ramme et nyt publikum, der er flasket op med en moderne og mere steril sound end den, ABBA stod for. Lyt til sammenligning til originalen, der disker op med en anderledes blid og blød sound, der passer perfekt til den smerteligt vemodige stemning (lyt til teksten!), der er i sangen, som er langt fra at være endnu en banal jubeloptimistisk nytårssang.

[Illustration, lånt fra en tyrkisk sproget kilde]

I 2016 underviste jeg syriske flygtninge, bl.a. mange fra den nordsyriske by Aleppo, der blev kendt som helvede på jorden og blev helt ødelagt. I 2015 var der kommet nogle få tusinde flygtninge til Danmark, men flygtningestrømmen stilnede lidt af og det politiske establishment reagerede med at stramme op på udlændingepolitikken, herunder undervisningen af udlændinge. Og siden har samme politikere ladet som om flygtningestrømme var noget, der hørte fortiden til og at der fremover ville være ro i andedammen Danmark.

Men den kedelige sandhed er, at hundredtusindvis af syrere er i bevægelse væk fra Syrien – bl.a. i retning af Tyrkiet (og videre mod nord) – fordi præsident Asad og hans allierede systematisk forsøger at udrydde syriske borgere i byen Idlib og andre steder. Og som man kan læse af nedenstående artikel af Janine di Giovanni, der er en af de få journalister, der faktisk har rejst i området og tilsvarende områder i andre krige, så overgår præsident Asad tidligere krigsherrer i brutalitet, bl.a. ved konsekvent at bombe hospitaler og dræbe læger. Og det sker, medens ikke blot præsidentens allierede, men stort set hele verdenssamfundet vender ryggen til.

For det er mere interessant for fx den danske presse at berette udførligt og længe om “utilpassede unge” mænd og børn, der skyder nytårsfyrværkeri af efter hinanden og efter tilfældige forbipasserende i København. Men at orientere om den flygtningesituation, der er ved at blusse op igen i Tyrkiet og dermed ved grænsen til Europa (den tyrkiske præsident Erdogan har allerede truet med at lukke op for flygtningestrømmen mod Europa…), det har man åbenbart ikke overskud til. Men de fleste tv-journalister bor jo også i København eller nærmeste omegn…

Her på tærsklen til det nye årti kan jeg ikke lade være med at tænke på alle de syrere, der har måttet lade livet for præsidentens udryddelsespolitik eller har måttet forlade alt for at flygte gennem krigshærgede områder for at nå i sikkerhed et sted – og på de elever jeg havde som alle kunne fortælle forfærdelige historier om død, lemlæstelse, voldtægt, tortur m.m. Jeg ønsker dem det bedste, hvor end de nu befinder sig. Og så håber jeg, at pressen vågner op og lever op til sit ansvar som værende magthavernes kritikere. For tragedien i Syrien hviler ikke kun på præsidentens, russernes og amerikanernes skuldre, men også på europæernes. Det er også vores ansvar at sikre syrerernes sikkerhed og få stoppet det meningsløse slagteri dernede.

Læren fra krigszonerne: Hvad Syrien, Bosnien og Tjetjenien havde til fælles.

Det var ikke overvældende, hvad der kom af albums i december 1969. Men mellem jul og nytår udkom dog Fairport Conventions fjerde album Liege & Leaf, der udmærkede sig ved at have Sandy Denny i den vokale forgrund og have Dave Swarbrick og Dave Mattacks med som faste medlemmer.

Det var også på dette album, Fairport Convention for alvor viste deres stil, nemlig en blanding af opdaterede, moderniserede udgaver af klassiske britiske folksange og selvskrevne numre, der lagde sig tæt op ad traditionen. Selv om pladen ikke var den helt store kommercielle succes, så var den med til at tegne konturerne af den britiske folkrenæssance og er siden blevet fremhævet som en af mesterstykkerne i denne genre.

Og så var det den plade, der for alvor gjorde mig til en af Fairport Conventions fast lyttere.

En af ugens nyheder var oplysningen om, at Nirvanas grungeklassiker “Smells like teen spirit” var blevet vist en milliard gange på Youtube. Og det er da rigtig mange gange, men hvad fortæller det os egentlig? Andet end, at vi lever i en konjunktur, hvor kvantitet, målbarhed, procentstørrelser og lignede vejer meget tungere end kritisk eftertanke og refleksion.

For en milliard visninger på en internetside, der er tilgængelig for alle med en smartphone, en tablet, en computer fortæller os fx ikke noget om, hvor mange der kan lide den sang. Hvis der havde været tale om en milliard købte “downloads” eller solgte singleplader, så ville sagen have været en lidt anden. For så havde der været tale om, hvad man kunne kalde aktive tilvalg. Og man køber vel ikke en sang, hvis man ikke kan lide den, vel?!

Youtuberekorden fortæller mest af alt noget om det medie, der dominerer i vores tid, internettet. Noget om hvor lille den digitale medielandsby, som salige McLuhan tænkte over, faktisk er, noget om, hvor næsten lemmingeagtigt, vi opfører os, når vi er “on-line” og ikke mindst noget om, hvor forvrængede proportionerne er blevet i denne lille globale landsby. Næh, Nirvanas rekord kan på ingen måde sammenlignes med fortidens musikalske hitlister og salgsbarometre.

Og så er det astronomiske tal for afspilninger på Youtube-platformen også en påmindelse om, hvor dårligt musikken – dens rettighedshaverer og kunstnere – bliver behandlet her ved indgangen til et nyt initiativ. Musikkens kunstnere er altid blevet taget ved røven af industriens bagmænd. Det er blot blevet mange fold værre i digitaliseringens tidsalder.

Musikindustrien har aldrig været særlig progressiv i betydningen af at sætte kunsten før profitten. Listen af musikere, der er blevet snydt og bedraget af industrien er lige så lang som musikhistoriens linje. Men heldigvis har musikken aldrig været helt og aldeles afhængig af denne industri. Der har altid været nogle musikere, der er gået deres egne veje. Og efter internettets fremkomst er det nok flere end nogensinde før, fordi digitaliseringen har åbnet for nye muligheder og veje for formidlingen af musik.

Ani Difranco er et godt eksempel på en kunstner, der fra en ung alder er gået sine egne veje med eget plademærke og altid med mange gode, demokratiske sager at slås for og synge om. Her optræder hun på Democracy Now, der er en af de mange små demokratiske medier, der eksisterer og forsøger at være et demokratisk modspil til de store dominerende medier, der hjernevasker os alle sammen fra morgen til aften.

Og dette års pladeomtaler afrunder jeg på bedst tænkelige måde med genudgivelsen af Finn Olafssons soloalbum fra 1981, Elements.

Den konkrete anledning til genudgivelsen er, at trommeslageren Gert Smedegaard døde – alt for tidligt – i slutningen af 2018. Og eftersom Smedegaard er drivkraften på trommer og slagtøj på Elements, så kan man vel ikke fortænke nogen i at bruge den triste baggrund som en passende anledning til en genudgivelse. Og Smedegaard er i øvrigt allerede på behørigt vis blevet mindet, bl.a. ved udgivelsen af datteren Signe Trylles “Bølgerne ved Bellevue” (omtalt i bloggen) og ved en stor mindekoncert.

Jeg tror heller ikke, at det er helt tilfældigt at Elements er valgt som erindringsstof. For Gert Smedegaard spiller – bogstaveligt – en stor rolle på denne plade som trommeslager og slagtøjspiller. Og allerede fra første skæring bliver man mindet om, at Gert Smedegaard ikke kun slog på tromme, men faktisk spillede trommer og slagtøj. På titelsangen, der indleder pladen, ligger Smedegaard både bag og helt fremme i lydbilledet (hvis det giver mening..). Han er både tilbagelænet og helt fremme i lydbilledet og på beatet og bærer det frem med en forbavsende lethed, spændstighed og markant fremdrift.

Løsriver man sig lidt fra lytningen til Smedegaards prægnante spil (og det kan være svært, når først man har indstillet ørerne på det…), så er det selvfølgelig Finn Olafssons plade. Det er hans guitarer, der er i centrum af musikken. Og det er post-Ache-musik, rock der er farvet af akustiske guitarer og de strømninger i datidens rock, som var inspireret af folk , men samtidig har et fast greb om rocken – lyt fx til det heftige “Currents”, hvor Olafsson giver sig selv mulighed for at strække ud på guitaren.

Og måske er Elements nok en tand mere rocket end Savannah, som jeg tidligere har givet min varme anbefaling. Og det klæder Olafsson, Smedegaard, Torsten Olafsson (bas, bambusfløjte og slagtøj), Per Vium (tangenter) og Steen Toft Andersen (mundharmonika på et enkelt nummer) at holde fast i rockudgangspunktet (så det kan kun blive spændede at høre, hvad det netop gendannede Ache kan udrette i det nye år…). Elements består af hele tolv sange (med bidrag fra alle involverede, men primært sange af Finn Olafsson), der besidder en høj grad af homogenitet og stilistisk ensartethed. Det gør pladen til en sand fornøjelse at lytte til.

Elements er en plade, der oser langt væk af spilleglæde. Der musiceres lystigt på mange iørefaldende sange, og ensemblespillet løfter og bærer pladen igennem. Det er en rigtig lytteplade, der kan få lytteren til at fortabe sig i de mange lækre detaljer fra de involverede. Hermed varmt anbefalet.

Finn Olafsson. Elements. Produceret af: Finn Olafsson. Olafssongs. Er udkommet.

Når man har siddet bag trommerne i Danmarks vel nok mest berømmede rockorkester Gasolin, så er der måske ikke så meget, man kan ønske sig som rocktrommeslager?! Eller hvad!? Det skulle da lige være at fortsætte med at spille på sine trommer og spille den rock og rul, man er vokset op med og elsker.

I hvert fald er Søren Berlev aktuel med et nyt rockalbum, Close to the line, som han har lavet sammen med sine medarbejdere i rockhotellet, forsanger Esben Hegelund, guitarist Erik Winther og bassist Søren Fjalland. Close to the line hedder pladen.

Det er ikke sådan, at Berlev har ligget på den lade side, siden dagene med Gasolin. Han har et soloalbum på samvittigheden. En plade, der fik mange knubbede ord med på vejen af den altid nyhedshungrende og sensationalistiske presse. Og så har han ej at forglemme udfyldt rollen som trommeslager i evigtunge Young Flowers, hvor han har været en fuldgod kompensation for den afdøde Ken Gudman.

Men tilbage til rockhotellet. Konstellationen Berlev, Hegelund, Winther og Fjalland byder på rock, der ikke kan og heller ikke vil benægte gælden til en rockform, der havde sin storhedstid i de sene tressere og ikke mindst halvfjerdserne. Rock, hvor kvalitetsstemplet er sat i form af velturnerede sange med latent hitlisteappel, gode guitarriffs (der nok har været brugt før, men bevares…), grooves og så en masse energi. Energi, der selvfølgelig leveres af Berlev selv bag trommerne, men også af Hegelund, der leverer en klassisk energisk vokalpræstation i forgrunden med mange associationer til forgængene i faget. Og også resten af det tætte combo gør, hvad de kan for at leve op til de krav og forventninger, som klassisk rock fra halvfjerdserne sætter.

Og der er, som stilen foreskriver, plads til både de mere balladeagtige sange og så de decideret uforfalskede rocksange. Berlevs hotel opfinder hverken den dybe tallerken eller det varme barbervand i så henseeende, men stiller sig tilfreds med at træde allerede trådte stier. Men kvartetten gør det med sin egen insisteren på berettigelse og en umiskendelig kærlighed til en rockform, der måske/måske ikke har haft større publikumsappel end her på kanten til et nyt årti!? I hvert fald er der ingen grund til at holde sig tilbage, hvis man er gammel Gasolinfan, elsker halvfjerdserrocken  og/eller trænger til at få pulsen sparket op her op til årsskiftet. Hermed varmt anbefalet.

Berlev’s Rock ‘N’ Hotel. Close to the Line. +Musiccode. Er udkommet.,

Hvad skal vi sende første juledags aften? Har nogen på DR måske tænkt, og en eller anden har svaret: Elvis. Og sådan bliver det på DRK. Først kommer Aloha from Hawaii, efterfulgt af 68 Comeback Special og til sidst G. I. Blues. Man kan altid diskutere udevalget, men lad det nu ligge. Hvis man har forspist sig på julemaden de foregående dage, så kan man passende slå mave og afvikle den sidste rest af julestemning til The KIng.

Vi havde egentlig aftalt, at de voksne i familien ikke skulle have julegaver i år. Men yngstebarnet ville det anderledes, så jeg endte med at få ovenstående værk indlemmet i samlingen af Beatles-bøger. Tim Hills The Beatles The there was music. The complete story. Rare photographs. Ephemera. Timeline. Oprindeligt fra 2010, men genudgivet i flere forskellige udgaver. Min er fra 2018, Atlantic Publishing. En såkaldt coffee table books (stort format på næsten 500 sider med masser af fotos m.m.). Og så er det jo svært at være utilfreds med dette års juleaften…

I 1980’erne overtog Århus førertrøjen fra København inden for pop og rock. Fra Gnags til Shit og Chanel var der en lang række navne, der blev toneangivende. Og meget af den musik, der boblede op i den jyske hovedstad dengang havde rødder i den navnkundige Århus Friskole, hvor folk som Leif Falk og Holger Laumann arbejdede pædagogisk med at gøre århusianske børn glade for musik. Og den historie er blevet fortalt mange gange, i hvert fald her i Århus. Og nu sker det så igen. På DR2 kan man for tiden se en udsendelse med titlen Århsu rocks!, hvor Leif Falks søn Mek Pek som guide fortæller historien om det, der skete dengang. Men – det interessante ved denne udsendelse er, at den flytter inspirationen langt tilbage i historien, nemlig til dengang i 1950’erne, hvor komponisten og musikpædagogen Bernhard Christensen indførte en moderne musikpædagogik, der – inspireret af den amerikanske jazzmusik – bestræbte sig på at få kroppen tilbage i musikudøvelse hos danskerne. Og samme Christensen var forbilledet for de pædagoger, der arbejdede på Århus Friskole og videreførte Christensens ideer i takt med nutidens antiautoritære tendenser.  Det er en fin udsendelse med masser af spændende musikalske klip fra de frugtbare år i Århus og tiden før og input fra mange af dem, der var med, da Århus for alvor swingede. Se med her.

Opdatering: Leif Falk døde i år, 79 år gammel. Det samme gjorde hans kone Ivalo Falk, kun to dag efter Falk. Og på deres endnu aktive blog kan man få et indtryk af de to drivkræfter bag Århusmusikken og af deres farverige og musikalske farvel til livet. Se her.

Jeg vågner og kigger på vækkeuret, der står i vindueskarmen over mit hovede. Kl. er over 10. Og jeg kan mærke, at jeg allerede er kommet forkert ind i denne dag, der normalt begynder med, at jeg er i køkkenet fra tidlig morgen for at koge ris (til ris à la mande), små kartofler (til de brune) og lave citronfromage (som traditionen her i casa foreskriver: både citronfromage og ris á la mande – kompromisser virker ikke på denne dag). I stedet for står min ven hunden på gulvet og signalerer, at nu vil han altså ud og pisse og jagte damer. Så jeg skynder mig ind under bruseren og får rengøringen overstået på rekordtid, på med tøjet og hundens ditto og så af sted ud af døren.

Det er nærmest totalt stille udenfor. Medens hunden tømmer blæren op ad en hæk, kan jeg se, at nogle få biler sniger sig af sted mod ukendte ærinder og gøremål. Og da vi har gået nogle få hundrede meter, kommer en ung dame med en rød King Chevalier-damehund travende og min hund finder lynhurtigt damehundens spor og så er min/vores rute angivet. Men efter et stykke tid har damerne lagt betragtelig afstand, fordi min hun lige skal snuse til hver eneste spor af damehunden, medens hun har travlt med at sætte mange nye, og vi opgive jagten og drejer ned ad en stille villavej, hvor det eneste der sker er, at vi bliver overhalet af en løbende kvinde iført tidens løbeudstyr af kropsnært lycra og lignende. Resten af turen tilbage til casa foregår i adstadigt tempo. Hunden har tømt blæren og tarmen og har opgivet damejagten for en stund og jeg kan se frem til lidt morgenmad og en kop kaffe.

Resten af dagen er planlagt for længe siden. I år skal jeg ikke i køkkenet for at realisere julens spiseri, men allerhøjst stå til rådighed med råd og vejledning til dem, der har påtaget sig opgaven i år. Men fornemmelsen af, at dagen er kommet forkert i gang sidder der stadigvæk som mandlen i ris à la manden.