december 2019 arkiv

Glædelig jul til alle læsere

23. december 2019

Nu er der vist ingen vej udenom. Julen er over os, om vi vil det eller ej. Så glædelig jul til alle læsere. Og vi markerer det med ungdommens versionering af Joni Mitchells bittersøde julesang “River”, der handler om meget mere og andet end julen.

Sunshine of your love

22. december 2019

Så skete det igen. En eller anden reklame gen- og misbruger et klassisk stykke musik. Denne gang går det ud over Cream og deres vidunderlige “Sunshine of your love”. Den skal nok holde til det, men det irriterer mig voldsomt med denne respektløshed.

Og så kan vi samtidig sende en kærlig tanke til Ginger Baker, der jo forlod os i år.

Årets julesang

22. december 2019

Årets julesang for mig er Lukas Grahams “Here”.

Fordi den åbnede mine ører for, hvilken fortrinlig sanger og sangskriver, Graham er. Han har været på banen længe, men altså først nu slået hul på min skal.

Og fordi den handler om noget af det, julen bør dreje sig om – hinsides al dens kristlige og ukristlige indhold i øvrigt – nemlig mindet om dem, der ikke længere er blandt os. Forældre, venner, bekendte osv. Glædelig jul til alle, der læser med her i den gamle blog.

Jul med løverne

21. december 2019

Det er nok meget passende, at latino-rock-bandet Los Lobos dukker op her lige op til jul. For det er alt for længe siden – fem år faktisk – man har hørt noget til dem på plade. Men her er de altså med julelys og hele udtrækket.

Forbi Pompeji og Herkulanum

21. december 2019

På billedet ovenfor ser man Herkules, der på mandsvis sår og pisser. Det er en af de mange attraktioner, man kan opleve på Moesgaard Museeum, hvor udstillingen “På vej mod katastrofen – Pompeji og Herkulanum” kan ses frem til den 10. maj 2020. Og det er en på alle måder anbefalelsesværdig udstilling, som enhver med interesse for  historie og beslægtede fagområder bør unde sig at se og ikke mindst opleve. For selv om udstillingen ikke er voldsom stor (og dermed voldsomt besværligt at nå igennem og omkring…), så får man både et historisk overblik og indblik i mange små detaljer om Romerriget i den periode.

Noget, der især gjorde indtryk på mig, er et rum, hvor man fortæller om de mennesker, der blev ofre for Pompejis og Herkulanums ødelæggelse. Om de 30 timer, det foregik, og de små fortællinger om menneskenes forgæves forsøg på at undslippe vulkanudbruddets voldsomhed.

Dette års julesang: I’m walking backwards for Christmas – The Goons

20. december 2019

Andre Stiff-piger

20. december 2019

Efter Kirsty Maccoll og Tracy Ulman…

Jane Aire

Lene Lovic

https://youtu.be/kwiQcRb-JcU

Rachel Sweet

Brigit Novik (Vinchon)

The Go-gos

– og så er der måske glemt nogen undervejs…

Den gamle skærslibers forårssang

20. december 2019

Nu lokker atter de lange veje,

og jeg har flikket de gamle sko.

Og jeg har skåret en grøn skalmaje

bag piledammen i Holstebro.

Jeg går fra Skagen med kurs mod Fakse,

og glemt er vinterens sult og nbd.

Jeg sliber knive, jeg sliber sakse,

jeg sliber solskin og dagligt brød.

Hvor er min ungdom? Jeg ved det næppe.

Hvor var den skøn. Jeg var fri og løs.

Jeg sov i vejgrøftens blomstertæppe,

jeg sov hos landsbyens bedste tøs.

Med hende var det en fryd at bakse,

thi vårens duft var i hendes skød.

Jeg sleb kun knive, jeg sleb kun sakse,

men sleb dog solskin og dagligt brød.

Jeg var jo bare en skør skærslipper

foruden hjem og foruden ro.

Jeg var kun rakker og hundeklipper,

og bonden stænged’ for mig sin lo.

Han var så selvsikker, thi hans akse

var plantet støt i et stort fad grød.

Jeg sleb kun knive, jeg sleb kun sakse,

men sleb dog solskin og dagligt brød.

Hvor er I nu, alle I jeg kendte,

hver buttet pige, hver kammesjuk?

Hver anden af jer på Sundholm endte.

Hver anden kvaltes i flaskens kluk.

Men jeg er stadig iblandt de vakse!

Mit hår er hvidt, men min tud er rød!

Jeg sliber knive, jeg sliber sakse,

jeg sliber solskin og dagligt brød.

Dengang var brændevin hvermands eje

thi den var billig, og den var ram.

Men malurt dufted’ langs alle veje

og gav kulør til en fuseldram.

Å, soldebrødre, å, lurifakse,

I drak jer tumbet fra vid og sans,

men jeg sleb knive, og jeg sleb sakse

og plukked’ malurt omkring sankthans.

Den, der har pligter, kan sagtens dømme

en pjalt, som ikke betaler skat.

Men jeg er digter og jeg må drømme,

thi jeg er et med den lyse nat.

De digtere er så mange slagse,

og selv blandt dem er jeg kun en fant,

der sliber knive og sliber sakse,

og takker rørt for en kobberslant.

Og endnu venter de lange veje

med morgenkulde, med middagsglød.

Min slibesten kan jeg fortsat dreje

og holde næsen forsvarligt rød.

Jeg går fra Skagen med kurs mod Fakse

og glemt er vinterens sult og nød.

Jeg sliber knive, jeg sliber sakse,

jeg sliber solskin og dagligt brød.

Teksten er af min yndlingsdigter Sigfred Pedersen og melodien af Kaj Normann Andersen. Året var 1955, og jeg var knap to år gammel. Det er igen Sebastian, der spiller sangen om skærsliberen i Fred Åkerströms svenske version.

Sigfred Pedersen kunne noget af det samme som fx Jens August Schade, nemlig at skrive poesi om hverdagen, så den blev brudt op med menneskelig indsigt, humor og erotik. Desværre har Pedersen aldrig fået den helt store stjerne på det akademiske parnas, men det skal nok komme, er jeg sikker på.

Da låget røg af Sebastian

19. december 2019

Fødselaren Sebastian fortæller i ‘Rockhistorier’ på heartbeats.dk, at det var Rolling Stones og deres version af Dylans “It’s all over now”, der fik ham til at vælge musikken som sin levevej. Lyt med her.

Opdatering: Gunnar gør opmærksom på, at det selvfølgelig ikke er Dylans “It’s all over now, Baby Blue”, som Stones plankede, men derimod Bobby og Shirley Womacks “It’s all over now”, der var et mindre hit for The Valentinos (m. Bobby Womack) i 1964. Stones blev introduceret til sangen på deres første nordamerikanske turné af en DJ. Dylans sang kom først året efter på albummet Bringin it all back home. Men sjovt at høre, at også Stones (som The Beatles) levede højt på at planke gamle amerikanske hits og sange, inden de selv begyndte at skrive – og at det var kopibandet Stones, som vores egen Sebastian lod sig inspirere af. Det var lidt overraskende – for mig i hvert fald.

Labour tabte valget med Corbyn…

19. december 2019

…men det handler om at sætte de rigtige spor for eftertiden:

 

To Jeremy Corbyn MP – leader of the Labour PartyAs artists and writers, we would like to thank you for raising political awareness in our country to a level not seen since the end of World War II. Your humanity, courage and insight have mobilised a new generation of socialist activists.Much of our work reflects the world we live in and, as leader of the Labour Party, you have inspired and energised us for the future.The media has been atrocious in the recent election and, in the face of provocation, we congratulate you for keeping your dignity and clarity.You will never be forgotten.SincerelyKen Loach – film directorBrian Eno – musician/producerGrime 4 CorbynNigel Kennedy – musicianKen Livingstone – writer and ex-Mayor of LondonAlexei Sayle – writer and comedianA L Kennedy – writerMichael Rosen – writer/poetFrancesca Martinez – comedianPeter Kennard – artistMatthew Collings – painter and art criticVictoria Brittain – writerLouise Christian – writer/ human rights lawyerHabib Ahmadi – writerJacky Alty – glass artistSue Angus – artistTessa Angus – photographer/musicianAnthony Anaxagorou – poetAnne Aylor – writerFrank Barat – writerGerry Barnett – musicianGreta Berlin – sculptorHeather Bird – musicianCecily Bomberg – writerRichard Bradbury – writerJezz Brown – writerCarol Browne – writerEmma Catnip – musicianKlaudija Cermak – writer/artistJulia Chantrell – artistPenny Crichton-Seager – artistNigel Clark – musician/former ‘Dodgy’Frank Darnley – sculptorNeil Devlin – writerAnnie Duarte – theatre directorValerie Driscoll – artistNeil Faulkner – archaeologist/writerOdette Farrell – artistAndrew Feinstein – writerNicola Field – writerMary Finnigan – writerMatt Foot – writerOwen Gallagher – poetDonald Gardner – poetLindsey German – writerIan Graham – writer/computer scientistLana Grant – writerAdrian Green – poetKevin Higgins – writerAmanda Hunter – silversmithTansy Hoskins – writerRobert Ilson – poetStuart Inman – poet/photographer/writerKatherine Jameson – painterThusitha Jayasundera – actorPallo Jordan – writer and Minister in Mandela’s SA governmentJudith Kahn – writer/musicianRonnie Kasrils – writer and Minister in Mandela’s SA governmentPenny Kealey – artistAlice Kilroy – banner makerNatasha Koczy – musicianRichard Kuper – writerSimon Leibowitz – photographer/educatorMaxine Linnell – writerTom Loffill – painter/musicianVanessa Lucas-Smith- musicianLee Mark-Jones – Theatre of the WildAnna Mazotta – artistKathleen McCreery – writer/playwright/directorSusan Medina – writerRussell Mills – artistNak Modak – actorLes Monaghan – photographerBrendan Montague – Editor, The EcologistMerilyn Moos – writerDeicola Neves – musicianMaggie Nicols – musicianMia Nisbet – fashion designerRebecca O’Brien – film producerMiriam O’Donovan – director Speakeasy Sessions, SkibbereenMatt Panesh – writerHekate Papadaki – writerJamie Perera – composer/producerBilly Radford – artistJohn Rees – writerSelese Roche – poetEmma Rowell – independent bookshopDilshini Sandhu – musicianSabby Sagall – writerTim Sanders – illustrator/cartoonistDavid Seeger – ceramics artistNabil Shaban – actorSarah Shore – illustratorAngela Tapping – poetTheresa Tomlinsion – writerGreg Tree – musician/artistAndy Turner – musicianMichael Walling – Border Crossings, Artistic DirectorMat Watkinson – voice artist/former DJRoy Weard -writer/musicianSamantha Welstead-Wood – illustratorRichard West – AKA Mr CMerryn Williams – poetIan Wilson – sound designerJohn Wilton – Prof. Intern. RelationsDavid Wilson – writerJan Woolf – writerHaifa Zangana – Iraqi writerAnd many people who are not artists or writers. Let engineer Phil Smith speak for them: “Although I’m not an artist or poet I would like to the thank Jeremy Corbyn and this post just about says it all.”We are receiving many requests to add names to this list and will regularly update the letter.

Sebastian – 70

19. december 2019

I dag fylder Knud Torben Grabow Christensen, bedre kendt under kunstnernavnet Sebastian, 70 år. Vennen og kritikeren Torben Bille ville have nydt at skrive (endnu) en tilbageskuende artikel om sangeren og sangskriveren, der blev en af dansk pops og rocks helt store sangmagere. Men det er der så andre, der må tage sig af. Heldigvis er Sebastian stadigvæk aktiv. Senest med hele to opsamlingsplader – en for voksne og en for børn – der fortæller noget om spændvidden hos kunstneren Sebastian.

Og jeg kan ikke lade være med at tænke på den unge Sebastian, der stod der med  cowboyjakke, mundharmonikastativ, guitar og langt hår og forsøgte at få sat skub i sin karriere. Det er mange år siden.

Tracy Ulmann – 60

18. december 2019

Og jeg kan ikke nævne Kirsty Maccoll uden også at nævne Tracy Ulmann, der scorede et hit med Maccolls sang “They don’t know”. Og samme Ulmann fylder også 60 den sidste dag i denne måned.

Historien om hendes pladekarriere er lidt sjov. Ulmann havde allerede skabt sig et navn i England som komedienne. Men en dag er hun hos frisøren, hvor hun skal have lavet noget dread lock-lignede ved sin frisure. Ved siden af hende sidder Rosemary Robinson, og på et tidspunkt læner Rosemary sig over mod Tracy og spørger: “Vil du lave en plade?”. “Ja, jeg vil gerne lave en plade”, svarede Tracy. Og Rosemary var ikke en fru-hvem-som-helst, med hustruen til lederen af punk-plademærket Stiff Records. Og sådan startede Ulmanns karriere som pladekunstner. Og hun hittede dels med omtale Maccoll-sang og med “Breakaway”…

Ulmann kom i Stiffs stald, men desværre havde hun så mange kunstneriske jern i ilden, at det kun blev til to album i firserne (og en række opsamlinger). Hun kastede sig over komedie, dans, tv, skribentvirksomhed og meget andet. Og i dag er hun en af de rigeste komedienner/skuespillerinder i Storbritannien. Som pladekunstner er hun nok gledet lidt i g(l)emmebogen, fordi hun fravalgte at indspille plader, men fortjener at blive husket, fordi hun havde en fornem fornemmelse for tidsånden, en rigtig god popstemme og – selvfølgelig – en god portion humor. Det sidste var heller ikke punktidens store styrke…

Kirsty Maccoll – 60

18. december 2019

Det er juletid. Og man kommer ikke uden om The Pogues og deres “Fairytale of New York”, hvor Kirsty Maccoll medvirker. Den er blevet en uomgængelig julesang i hendes hjemland, men selv er hun gledet lidt i g(l)emmebogen (bortset fra en inkarneret fanskare, der holder hendes minde varmt og levende).

Jeg har lige hørt Billy Bragg fortælle om sit venskab med Kirsty på radio CBC. Han fortæller, hvordan han var fan af hende fra starten, og hvordan hun førte traditionen fra tressernes pigegrupper videre. Og han fortæller også, at hun en dag tropper op hos ham, fordi hun ønsker at indspille hans vel nok kendteste sang “New England”, men hun vil have lov til at ændre kønnet i sangen, og så vil hun have et ekstra vers. De aftaler at mødes hos hende. Hun laver morgenmad og samme skriver de sangen. Men inden hun er færdig med at lave bacon og æg har Bragg skrevet det ekstra vers. Og hun indspiller sangen.

Han fortæller også, at Kirsty var en gave at have med i studiet. Da U2 har indspillet sangene til deres Joshua Tree-album, ved de ikke, hvilken rækkefølge sangene skal have. Og produceren spørger Kirsty om hendes mening. Og vupti laver hun en rækkefølge, der imponerer bandet og produceren. På spørgsmålet om, hvordan hun gjorde det svarede hun sådan cirka: ‘Jeg tog den sang, jeg bedst kunne lide, som nr. 1, den sang, jeg næstbedst kunne lide blev nr. 2, den sang, jeg synes var den tredjebedste…osv. As simple as that.

I år ville Kirsty Maccoll være fyldt 60 år, hvis ikke en grim bådulykke allerede havde afkortet hendes liv i december 2000.

Capac anbefaler: Where did Nora go – Womb of Life

17. december 2019

Mere end fem år skulle der gå, før Astrid Nora lod høre fra sig igen. Sidst var det med albummet Shimmer (omtalt her i bloggen). Og nu gælder det mini-LP’en eller EP’en Womb of Life.

Og såvel titel som tidsafstanden peger i retning af en årsag til den lange ventetid. I mellemtiden er Nora blevet mor til to små piger. Og netop denne begivenhed er – som den altid er – skelsættende i et menneskes liv. Og i en kunstners. Og i Astrid Noras tilfælde har den nye status og alle oplevelserne undervejs givet noget eksistentielt at tænke over, sådan som det meget ofte sker. Meningen med livet og alt det der. Og det kan man sagtens læse ind i pladens tekster, hvor den nye erfaring skriver sig tydeligt ind, som fx i sangen “Surroundet by light”:

Surrounded by light
Vibrating my shattered body
I let it in
For too long
I carried far too heavy a load
To prove that I could
Now I let go
Aid comes in all the many shapes of light
Let it comfort you
All draped in colors of the womb of life
Let it shelter you
Or are you too stubborn
Too busy proving your worth?
Darling, let it go
They’re all patterns – shadows of the past
They no longer hold the truth
Let it go
Aid comes in all the many shapes of light
Let it comfort you
All draped in colors of the womb of life
Let it shelter you
Surrounded by light
Vibrating my shattered body
Let it in

Den nye status udmønter sig her i en tro på, at der var en mening med galskaben, og i at man skal tro på og tillid til livet og det, der kommer til en som lys udefra.

Musikalsk er der er en klar forbindelse til de gamle udgivelser. Det er stadigvæk Astrid Noras specielle stemme, der er den store attraktion i lydbilledet. Musikken er indspillet “live i studiet”, som det hedder, når miksning og redigering er begrænset til minimale. Og det kan da også høres, at der er et særligt klangligt nærvær.

Dertil kommer, at Astrid Nora får det fornemste med- og modspil af Jacob Haubjerg (bas), Anders Bach Pedersen (slagtøj og tangenter), Aske Bode (tangenter) og Brian Batz (tangenter og effekter). De har sammen med Astrid Nora skabt et lydunivers, der passer fint til hendes stemme og sangenes seriøsitet. Et lydbillede, der emmer af både noget gammelt og noget helt moderne. Jovist, Astrid Nora er tilbage med manér. Tag godt imod Womb of Life.

Where did Nora go. Womb of Life. Produktion: Brian Batz. Celebration Records. Er udkommet.

 

Capac anbefaler: Death Machine – Orbit

17. december 2019

I dag kan man i pressen læse om en exo-planet, der har fået et dansk mytologisk navn, Surt. Men det er ikke den eneste astrobegivenhed, dagen byder på. Her i bloggen skal Death Machines tredje album med den astronomiske titel Orbit anbefales. Orbit betyder bl.a. en planets eller rumfærges omløbsbane. I bredere forstand er orbit et billede på det, der kredser om noget andet – uden at der nødvendigvis bliver tale om kontakt mellem de to ting. Og hvis jeg ellers har forstået sangskriver Jesper Mogensens tekster, så er Orbit en slags metafor for eller billede på det moderne menneske i dets på samme tid distante, iagttagende og lidt alienerede udsathed i vor tid. Tag som eksempel den indledende sang “Alien”, hvor det hedder:

Alien
I am not quite here
Not there
I’m the man who used
to care
I’ve been walking many miles
But now and then it seems
Like memories of places I’ve never seen
We’ve been talking many times
But now I can’t recall
If everything is built upon dilusive core
Don’t know where it goes
if blown to a hole
Don’t know
I’ve been up all night
Just waiting
Need to dye your eyes
I’m fading
I will go for anything I’m longing to connect
But something deep inside me will not eject
Going down this road where I’ve been a thousand times
Wait! this ain’t getting anywhere,
I let you drive
Don’t know where it goes
if blown to a hole
Don’t know
Don’t know

Fremmedfølelse, uvished, uvirkelighedsfornemmelse osv. Uden skulle eller ville overfortolke teksten her, så fornemmer man en fundamental fremmedgjorthed, der er som grundlag for oplevelsen i denne sang – og flere af de andre.

Og musikken i de i alt ti sange på pladen passer på smukkeste vis til denne grundfølelse. Sangene er alle sært betagende og melodisk besnærende uden på noget tidspunkt at blive tilnærmelsesvis poppede. De tager uden tvivl sigte mod hitlisternes fællesnævner, men arrangementerne, der måske bedst kan beskrives som lydlandskaber (soundscapes) eller lyduniverser, sørger for at det samlede udtryk befinder sig udenfor “mainstream”, et sted, hvor analoge og digitale elementer (lige fra gammeldags trædeorgel til moderne “synths”) helt i tidens ånd blandes til en musikalsk kompot, der unddrager sig selv de mest komplekse genrebetegnelser, men associerer til alt muligt fra moderne og ældre folk over americana til moderne ambient. Men først og fremmest afslører arrangementerne, at Death Machine har fundet en lyd og et udtryk, der er deres eget.

Orbit er en af den slags plader, der falder lidt uden for kategori og med sin forførende stemning og særprægede lyd gør krav på en vis tidløshed og derfor fortjener en plads blandt den slags plader på pladereolen. Orbit skal nok appellere til vor tids streamere, men fortjener også et stort publikum blandt de lyttere, der foretrækker at lytte til et helt album ad gangen. Hermed anbefalet.

Death Machine . Orbit. Produktion: Death Machine. Celebration Records. Er lige udkommet.