2. december 2019 arkiv

Capac anbefaler: Ise – Født på kanten

2. december 2019

At have deltaget i tv-programmet “X-factor” er ikke ensbetydende med, at man har den der “x-factor”. Men det udelukker det heller ikke. Og Ise, der var med i programmet i 2011 er et godt eksempel på, at man sagtens kan have noget på hjerte, selv om man ikke lige vandt den der konkurrence.

Efter sin deltagelse udsendte Ise, der til daglig hedder Annelouise Adolph, albummet Kø på Himalaya. Og nu følger hun så op med EP’en Født på kanten.

Hvad det er for en kant, Ise er født på, er jeg ikke helt sikker på. Ud-kanten? Livets kant? Selv skriver Ise i sangen, der giver titel til pladen: “Jeg er født på kanten af kortet/ Med fare for at falde ud af kurs/ Jeg er født som plaster på såret/ Med tidsfordriv og kedsomhed/ Og frihedstrang på min samvittighed“. Ja, måske er den kant, der er tale om, i virkeligheden den kant, vi alle som unge mennesker skal balancere på i vores forsøg på at finde en mening med galskaben (livet!), i vores søgen efter at finde en balance, fast grund under fødderne og noget at holde fast i. En søgen, der – i Ises tilfælde – er drevet af “frihedstrang” og en grundliggende tro på, at det nok skal gå, at det nok skal lykkes med at finde den der balance.

Sangteksterne vejer tungt på Ises plade. Det er ligefremme sange uden litterærlige tilbøjeligheder. Selv om Ise  nok har skelet til sine forbilleder (fx Anne Linnet), så er hendes tekster helt deres egne i deres ukunstlede, hverdagsagtige beskrivelse af en rastløs og dog tillidsfuld søgen efter mening med det, vi kalder livet.: “Jeg er ingen PJ eller Emmylou, jeg ved det godt/ Jeg er kun mig selv, måske en smule lunefuld” (“Frie hjerter”). Det er ganske normalt at være født på kanten og bevæge sig ad den. Det kan der komme ganske gode sange ud af.

Musikalsk byder Ise på poppet sanger-sangskrivning med klare popelementer, der sagtens ville kunne klare sig på diverse playlister rundt omkring. Men egentlig er der mere tale om en slags voksenpop i sin vorden – som fortjener at blive lytte til i de små hjem, hvor grammofonen snurrer. Hermed anbefalet.

Ise. Født på kanten. Produceret af: Ise & Rasmus Glendorf. Ise Rec. Er lige udkommet.

 

 

Nostalglimt: Science Fiction som dukketeater

2. december 2019

Den forrige episode af den britiske krimiserie Endeavour, der følger den unge kriminaldetektiv Morse, foregik i tiden omkring den første amerikanske månelanding. Og miljøet var tilsvarende et, der bestod af rumfartsforskere og nogle tv-folk, der lavede en tv-serie med dukker i snore. En science fiction-serie. Og det sendte mig straks tilbage tll dengang i tresserne, hvor tysk tv – der som bekendt var en af mine væsentlige kilder tll kulturelle oplevelser – sendte en tilsvarende serie. Jeg er ikke sikker på, hvad den hed på tysk (det kommer nok…). Men jeg tror den britiske titel var Thunderbirds.

Det var længe før computeranimation og lignede var noget, man havde opfundet. Vi befandt os et sted mellem Jules Vernes fantasiverden og dansk tv-dukketeater med snoretræk. Alligevel kunne disse primitive serier sætte gang i en drengs fantasier og drømme om erobring af det ydre rum. Fantasien lader sig nøje med lidt, når det kommer til stykket – selv om vor tids ungdom nok ikke tror på den påstand.

Mose Allison – hyldet igen

2. december 2019

Når man med sin finurlige blanding af blues, jazz og humor har inspireret en lang række kunstnere – fra Pete Townshend/The Who over Rolling Stones til Georgie Fame, så er det på sin plads at man får en hyldestplade. Og det er såmæn ikke første gang, det overgår Mose Allison, der døde for et par år siden i en fremskreden alder.

Den nye plade hedder If you’re going to the city – a tribute to Mose Allison og byder på en perlerække af kunstnere – Taj Mahal, Robbie Fulks, Jackson Browne, The Tippo Allstars/ Fiona Apple, Ben Harper og Charlie Musselwhite, Chrissie Hynde, Iggy Pop, Bonnie Raitt, Loudon Wainwright III, Richard Thompson, Peter Case, Dave Alvin og Phil Alvin, Anything Mose!, Frank Black, og Amy Allison med Elvis Costello. Derud over får man en dokumentarfilm om manden selv. Alt i alt en udmærket julegaveidé for musikglade mennesker.

Her er min favorit Loudon Wainwright IIIs kongeniale fortolkning af “Ever since the world ended”: