Skulle der mangle nogle få procent i at nå 70 procents-målsætningen til sidst, har partierne indført en sidste udvejsklausul. Her kan partierne mødes igen og finde andre løsninger – eksempelvis CO2-kvoter – hvis det er nødvendigt for at nå målet.
Så lykkedes det alligevel. At få nedfældet en klimalov, og få et flertal af partier (minus Nye Borgerlige og Liberal Alliance) til at stå bag den. Og politikere og institutioner kan næsten ikke få armene ned af begejstring. Og det er da også en nyhed, der vil noget. Nationalt og globalt. Med loven sender danskerne en klar besked til den øvrige verden om, at vi tager klimaproblemerne alvorligt og agter at gøre noget radikalt ved det.
Men, men, inden begejstringens smil størkner til en grimasse, så skal vi huske på, hvad der har kendetegnet de sidste mange års klimadebat internationalt: Mange gode hensigter, udbredt forståelse for de videnskabelige advarsler om klodens tilstand og de farer, der lurer lige om hjørnet – men INGEN MÆRKBAR HANDLING.
Og det er det springende punkt. Loven skal først vedtages formelt i Folketinget, og så skal der sættes handlinger i gang på alle niveauer i samfundet. Befolkningen har allerede vist sin gode vilje og er begyndt at tænke i de baner, dele af erhvervslivet har også vist interesse og vilje til at lave en omstilling og nogle politikere er gået i forvejen og har gjort befolkningens skepsis til grundlag for deres egen tale. Så banen er tegnet op. Nu mangler vi bare, at ord bliver til konkret handling.
Så den folkelige bevægelse for en grøn omstilling skal fortsætte. Bedsteforældre, studenter, børn og unge skal fortsat demonstrere og råbe op for at sikre, at politikerne ikke falder tilbage i folketingssæderne og lader pragmatikken tage luften ud af de gode hensigter. Politikerne skal som altid vurderes på deres handlinger, ikke på deres ord.