10. december 2019 arkiv

Ache – gendannet

10. december 2019

Døden har altid en årsag, siger man. Men døden kan også være en årsag. Og sådan er det lidt med dagens nyhed om, at det legendariske progrockband Ache nu officielt er blevet gendannet.

Tankerne om en gendannelse er ikke helt ny, men går tilbage til sensommeren 2018, hvor medlemmerne besluttede at spille live i foråret 2019. Men så gik trommeslageren Gert Smedegaard hen og døde og planerne blev skrinlagt – indtil Smedegaards begravelse, hvor Gerts søn, Jacob Smedegaard, ytrede et ønske om at gendanne bandet i den form, det havde, da det blev opløst i 1980. Blot med Jacob ved trommerne i stedet for far Gert. Og sådan bliver det.

Så et stykke inde i 2020 vil man rundt om i landet kunne opleve Jacob Smedegaard, trommer & vokal,Torsten Olafsson, bas & vokal, Johnnie Gellett, leadvokal & percussion, Per Wium, keyboards & vokal, Finn Olafsson, guitar & vokal og Bjarne “Eskild” Eskildsen som Ache. Den første koncert bliver i Aalborg d. 1. maj (Huset i Hasserisgade). Det skal blive spændende at se og høre Ache anno 2020.

Gert Smedegaards bortgang er også blevet markeret med genudgivelsen af Finn Olafssons album Elements. Det vender jeg tilbage til inden så længe.

Læs mere om Ache på www.achesite.dk, hvor man også kan lytte til bandets musik.

Exit Marie Frederiksson

10. december 2019

Jeg blev aldrig fan af Roxette, der ellers indtog den vestlige verden med deres post-ABBA-pop. Forekom mig at være lidt for bombastisk og mainstreamappellerende i al sin velproducerede kalkulation. Men –  jeg kunne sagtens høre, at Marie Frederiksson, der nu er død efter mange års kræftsygdom i en alder af kun 61 år, var en fin sangerinde og havde noget på hjerte. Som ovenstående videoer ganske godt giver et indtryk af. Og sådan blev Sverige og globalpoppen en god stemme fattigere.

50: Delaney & Bonnie & Friends i København

10. december 2019