13. december 2019 arkiv

Julen er en underlig fest

13. december 2019

På Facebook kan man blandt meget andet læse, at julen ikke er en kristen fest men en hedensk drukfest. Men har man læst bare noget af historien om kristendommens indtog i Danmark, så er det ikke svært at forstå, at det ene ikke udelukker det andet. Selv om danskerne officielt tog kristendommen til sig, byggede kirker osv., så beholdt mange af “os” noget af den gamle (over)tro ved siden af. Måske for at “helgardere” i de store eksistentielle spørgsmål, hvem ved? Og sådan tror jeg, det stadigvæk er for mange folkekirkekristne. Der er ikke nogen modsætning mellem at gå til julegudstjeneste og så i øvrigt kaste sig over nisser, juletræer, -gaver, julemad og -drikke.

Apropos den søde juletid, så læste jeg, at Paul McCartney for nogle år siden indspillede et julealbum – til sin familie. Han var ikke tilfreds med de julealbum, han havde hørt, og indspillede så sit eget. Og pladen blev en del af Macca-familietraditionen. Nu er det vist især børnebørnene, der har glæde af bedstefars kreativitet. Om plade kommer ud til os andre, det vides vist ikke.

Shine on!

13. december 2019

Ja, Labour tabte valget stort, og kan kun bebrejde sig selv og Corbyns forfejlede valgkamp for, at partiet nu står dårligere end siden trediverne. Og herhjemme fik vi da sat ild under terrortrusselildebranden, og de store medier brugte timer på at rapportere fra de lukkede døre ved retslokalerne og spekulere om, hvad der mon foregik derinde, alt imedens alle glemte, at ingen endnu er dømt for noget som helst og måske heller ikke bliver det. Jovist, der er al mulig grund til at se lyst på dagen i dag og håbe at solen eller måske snarere månen vil skinne lidt ned på os her midt i al elendigheden. Shine on, shine on…