27. december 2019 arkiv

Capac anbefaler: Finn Olafsson – Elements

27. december 2019

Og dette års pladeomtaler afrunder jeg på bedst tænkelige måde med genudgivelsen af Finn Olafssons soloalbum fra 1981, Elements.

Den konkrete anledning til genudgivelsen er, at trommeslageren Gert Smedegaard døde – alt for tidligt – i slutningen af 2018. Og eftersom Smedegaard er drivkraften på trommer og slagtøj på Elements, så kan man vel ikke fortænke nogen i at bruge den triste baggrund som en passende anledning til en genudgivelse. Og Smedegaard er i øvrigt allerede på behørigt vis blevet mindet, bl.a. ved udgivelsen af datteren Signe Trylles “Bølgerne ved Bellevue” (omtalt i bloggen) og ved en stor mindekoncert.

Jeg tror heller ikke, at det er helt tilfældigt at Elements er valgt som erindringsstof. For Gert Smedegaard spiller – bogstaveligt – en stor rolle på denne plade som trommeslager og slagtøjspiller. Og allerede fra første skæring bliver man mindet om, at Gert Smedegaard ikke kun slog på tromme, men faktisk spillede trommer og slagtøj. På titelsangen, der indleder pladen, ligger Smedegaard både bag og helt fremme i lydbilledet (hvis det giver mening..). Han er både tilbagelænet og helt fremme i lydbilledet og på beatet og bærer det frem med en forbavsende lethed, spændstighed og markant fremdrift.

Løsriver man sig lidt fra lytningen til Smedegaards prægnante spil (og det kan være svært, når først man har indstillet ørerne på det…), så er det selvfølgelig Finn Olafssons plade. Det er hans guitarer, der er i centrum af musikken. Og det er post-Ache-musik, rock der er farvet af akustiske guitarer og de strømninger i datidens rock, som var inspireret af folk , men samtidig har et fast greb om rocken – lyt fx til det heftige “Currents”, hvor Olafsson giver sig selv mulighed for at strække ud på guitaren.

Og måske er Elements nok en tand mere rocket end Savannah, som jeg tidligere har givet min varme anbefaling. Og det klæder Olafsson, Smedegaard, Torsten Olafsson (bas, bambusfløjte og slagtøj), Per Vium (tangenter) og Steen Toft Andersen (mundharmonika på et enkelt nummer) at holde fast i rockudgangspunktet (så det kan kun blive spændede at høre, hvad det netop gendannede Ache kan udrette i det nye år…). Elements består af hele tolv sange (med bidrag fra alle involverede, men primært sange af Finn Olafsson), der besidder en høj grad af homogenitet og stilistisk ensartethed. Det gør pladen til en sand fornøjelse at lytte til.

Elements er en plade, der oser langt væk af spilleglæde. Der musiceres lystigt på mange iørefaldende sange, og ensemblespillet løfter og bærer pladen igennem. Det er en rigtig lytteplade, der kan få lytteren til at fortabe sig i de mange lækre detaljer fra de involverede. Hermed varmt anbefalet.

 

Finn Olafsson. Elements. Produceret af: Finn Olafsson. Olafssongs. Er udkommet.

 

 

Capac anbefaler: Berlev’s Rock ‘n’ roll hotel – Close to the line

27. december 2019

Når man har siddet bag trommerne i Danmarks vel nok mest berømmede rockorkester Gasolin, så er der måske ikke så meget, man kan ønske sig som rocktrommeslager?! Eller hvad!? Det skulle da lige være at fortsætte med at spille på sine trommer og spille den rock og rul, man er vokset op med og elsker.

I hvert fald er Søren Berlev aktuel med et nyt rockalbum, Close to the line, som han har lavet sammen med sine medarbejdere i rockhotellet, forsanger Esben Hegelund, guitarist Erik Winther og bassist Søren Fjalland. Close to the line hedder pladen.

Det er ikke sådan, at Berlev har ligget på den lade side, siden dagene med Gasolin. Han har et soloalbum på samvittigheden. En plade, der fik mange knubbede ord med på vejen af den altid nyhedshungrende og sensationalistiske presse. Og så har han ej at forglemme udfyldt rollen som trommeslager i evigtunge Young Flowers, hvor han har været en fuldgod kompensation for den afdøde Ken Gudman.

Men tilbage til rockhotellet. Konstellationen Berlev, Hegelund, Winther og Fjalland byder på rock, der ikke kan og heller ikke vil benægte gælden til en rockform, der havde sin storhedstid i de sene tressere og ikke mindst halvfjerdserne. Rock, hvor kvalitetsstemplet er sat i form af velturnerede sange med latent hitlisteappel, gode guitarriffs (der nok har været brugt før, men bevares…), grooves og så en masse energi. Energi, der selvfølgelig leveres af Berlev selv bag trommerne, men også af Hegelund, der leverer en klassisk energisk vokalpræstation i forgrunden med mange associationer til forgængene i faget. Og også resten af det tætte combo gør, hvad de kan for at leve op til de krav og forventninger, som klassisk rock fra halvfjerdserne sætter.

Og der er, som stilen foreskriver, plads til både de mere balladeagtige sange og så de decideret uforfalskede rocksange. Berlevs hotel opfinder hverken den dybe tallerken eller det varme barbervand i så henseeende, men stiller sig tilfreds med at træde allerede trådte stier. Men kvartetten gør det med sin egen insisteren på berettigelse og en umiskendelig kærlighed til en rockform, der måske/måske ikke har haft større publikumsappel end her på kanten til et nyt årti!? I hvert fald er der ingen grund til at holde sig tilbage, hvis man er gammel Gasolinfan, elsker halvfjerdserrocken  og/eller trænger til at få pulsen sparket op her op til årsskiftet. Hermed varmt anbefalet.

Berlev’s Rock ‘N’ Hotel. Close to the Line. +Musiccode. Er udkommet.,