januar 2020 arkiv

Den politiske boomerang – om Jens Rohde, Radikale Venstre og boligpolitikken

31. januar 2020

Det er længe siden, jeg har kommenteret den frafaldne Venstre-mand, nu Radikale Venstre-medlem, Jens Rohde. Det var dengang, han snublede i en “missil”-udtalelse, der kostede ham jobbet som direktør for TV2 Radio. Men nu har han igen været ude og demonstrere sin særlige sans for at få næsen i klemme i det politiske spil.

Det var forleden, da han mente at have lavet en aftale med såkaldte “blå blok” om håndteringen af store kapitalfondes spekulation i socialt boligbyggeri i København og store provinsbyer. Det var på det tidspunkt ikke lykkedes for den socialdemokratiske boligminister Kaare Dybvad Bech at få lavet en aftale med regeringsgrundlaget – Radikale Venstre, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti – der kunne indfri løfterne i det såkaldte “forståelsespapir” mellem partierne hvoraf fremgår, at man ville sætte en stopper for Blackstones og lignende foretagenders boligspekulation.

Det huede ikke den forhenværende Venstrepolitiker Rohde, at nogen (regeringen) skulle spænde ben for enterprenante pengefirmaers muligheder for at investere og tjene penge på “forbedringer” og “fornyelser” af eksisterende boliger og i den forbindelse jage boliglejere på flugt. Og sammen med blå blok fik han så lavet en aftale, der ikke indeholdt en af regeringen ønsket karensperiode for huslejestigninger på fem år (at der skulle gå fem år fra en boligforbedring til en ny huslejestigning). Og i den forbindelse hoverede Rohde og belærte boligministeren om, at han skulle lære sig sit politiske håndværk’ og mente i øvrigt, at karensperioden ikke udgjorde den store forskel mellem de to aftaler. Men – som så ofte før var Rohde for hurtig på aftrækkeren. For inden de borgerlige havde papirerne på plads, trådte Dansk Folkeparti ind i stedet for Radikale Venstre og sikrede at regeringen fik sin plan igennem. Man kunne hævde, at Jens Rohde her fik en lektion i politisk håndværk – nemlig den, at hvis man som han springer fra et fælles regeringsgrundlag for at lave politiske rævestreger med oppositionen, så må man forvente at ens stemmer bliver bytte ud med andre. I dette tilfælde Dansk Folkepartis. Og ikke blot er det, som pressen skriven “en mavepuster” til partiet Radikale Venstre. Det er også en sviende øretæve til Jens Rohde, der i denne sag har afsløret, at han godt nok har skiftet partiet Venstre ud med Radikale Venstre, men i bund og grund holdt fast i det nyliberal(istiske) grundlag, som det gamle regeringsparti har hvilket på siden Anders Fogh Rasmussens tid.

Nogle har så måske undret sig over, hvorfor Dansk Folkeparti har allieret sig med “rød blok”. Men jeg tror, at forklaringen er, at partiet dels godt ved, at mange af dets potentielle vælgere er lejere af den slags, der har været i kløerne på boligspekulanterne (og det sidste partiet har brug for er at miste flere af den slags stemmer…), og dels at Dansk Folkepartis ledelse godt ved, at det i partiets nuværende parlamentarisk trængte situation ikke kan tillade sig at lade et godt forhandlingresultat gå af hænde. Altså kort og godt politisk pragmatisme (eller om man vil: populisme).  Og det kan være en del af den lære, Rohde fik mulighed for at tilegne sig.

The Who, 21. september 1970

30. januar 2020

Man tror næsten at det er løgn, når man falder over en båndoptagelse fra The Whos koncert i Århus i september måned 1970.

Man forestiller sig, at en eller anden langhåret ungersvend eller -mø har slæbt si kilotunge båndoptager ind ad bagdøren, fået nogen til at trække en el-ledning og så videre… Hvis der da ikke er tale om en optagelse fra gruppens egne lydfolk, der mod en passende betaling har overladt båndet til en fan. Det fremgår ikke at optagelsen, men energien – den Whoske energi – fejler ikke noget, selv om der ikke er tale om hi-fi-lyd.

Nyt fra Maria McKee

30. januar 2020

Næsten et årti skulle der gå, før der er nyt fra sangerinden Maria McKee, der startede sin karriere i bandet Lone Justice. Men at dømme efter det foreløbige udspil, så er der grund til at være fornøjet. Stemmen er som altid smuk og indtagende, og musikken ligeså.

Eric Burdon & the Animals

30. januar 2020

Hvad musikåret 2020 kommer til at byde på på plademarkedet, må tiden vise. Indtil videre har jeg ikke løftet øjenlåget ret meget. Men blandt genudgivelserne finder vi en lille boks med Eric Burdon & the Animals. Det var den konstellation, der tog over, da det gamle Animals opløstes.

When I Was Young: The MGM Recordings 1967-1968 – Eric Burdon & The Animals viser, hvad Eric Burdon og dyrene havde at byde på i de vigtige år 1967 og 1968 hos plademærket MGM. Bandet nåede at lave 9 album i alt, inden det var slut. Boksen er kun begyndelsen.

Og selv om det var svært, ja umuligt, at leve op til det gamle Animals’ status, så er der megen god musik at finde hos Burdon og Co.

Anbefalet: Drengekoret – 12 år og verdensklasse

29. januar 2020

[Foto lånt fra drengekorets egen hjemmeside]

Apropos DRs musikformidling, så vil jeg godt anbefale musikelskere og bloglæsere at se udsendelsesrækken med titlen Drengekoret – 12 år og verdensklasse. Især hvis man er i stand til at filtrere den her ofte kritiserede, tidstypiske tilbøjelighed til at dyrke individet og konkurrencesamfundet. Og det kan sagtens lade sig gøre, fordi de medvirkende er med til at vægte andre forhold.

Fokus i udsendelsesrækken er Københavns drengekor, der er et kor bestående af de bedste drengestemmer fra København. Man følger en god håndfuld drenge, der synger (primært) tenor i koret. Man får indblik i deres travle hverdag, der omfatter såvel almindelige hverdagsliv med skolegang, fritidsaktiviteter og så koret, der kræver meget af dem. Mange timers øvning, optrædener osv. Og med et repertoire, der afkræver respekt. Man synger Händel og Bach med største selvfølgelighed og nærmest til perfektion. Og koret er omgivet af engagerede lærere, læger m.fl. Og den eneste bekymring, det eneste problem, drengene har, er – og det ved de fra allerførste dag – at deres stemmer vil gå i overgang, og så kan det være helt slut med koret.

Men drengene ved det godt. Det er næsten som vores viden om døden. Den kommer en dag, det ved vi, og kan i bedste fald indstille os på det og leve med visheden om den.

Det fine ved udsendelserne (der kan ses online) er, at man for det første får en oplevelse af et kor, der har en tårnhøj kvalitet. Det er ganske enkelt imponerende, hvad det kor kan. Dernæst får man en fin indsigt i, hvilken gave det må være, at være en del af projektet. Ikke alene får de purunge drenge en dyb kærlighed til musik (og ikke kun kormusik og klassisk musik), men deres optagethed af koret og dets virke smitter af på deres liv i det hele taget i form af personlig udvikling, livsindhold osv. Man bliver bekræftet i den gamle sandhed om, at børns beskæftigelse med musik – og æstetiske fag i det hele taget – gavner dem på alle felter af skolegangen og livet i det hele taget. Udsendelserne er et forsvar for, at folkeskolen og ungdomsuddannelserne bør gøre meget mere ved de musiske fag end tilfældet er. Det vil være en løftestang for det, man engang kaldte almendannelsen af danske skoleelever.

Drengenes engagement og glæde ved koret overskygger alt andet. Så det er lige før, man glemmer at se, at der er tale om en endog meget privilegeret skole, hvor privilegerede folks børn får mulighed for at udfolde et talent på en måde, der er afskåret andre børn i andre skoler. Det er elitært, ophøjet og tilsvarende dyrket. Det ændrer ikke ved, at det er et kor af så høj kvalitet, at enhver med musikinteresse vil have stor fornøjelse af at se og opleve programmerne.