januar 2020 arkiv

Capac anbefaler: Hanne Boel – Between Dark & Daylight

24. januar 2020

Hanne Boel får meget passende lov til at indlede pladeåret her i bloggen med sit nye album Between Dark & Daylight.

Da jeg fik den nye plade i hænderne og kiggede på den alvorlige Boel på coveret, kunne mine tanker ikke lade være med at glide tilbage til dengang i sidste halvdel af 1980’erne, hvor jeg oplevede Boel sammen med det danske soul-funk-bigband Blast optræde i Tivoli Friheden. Jeg var lokket til koncerten, fordi Boels stemme – sammen med Tina Schäfers og Lisa Dandanells stemmer – havde trukket mine ører i den retning. Og det var – ikke mindst i kraft af d’damers indsats – en af den slags koncerter, der brænder sig fast og bliver siddende længe i kroppen.

Og det er stadigvæk stemmen, der trækker i dag – her mange år og mange soloplader senere. Ikke kun fordi det er en soloplade, men fordi produktionen i den grad fremhæver Boels stemme og sætter den i et naturligt centrum. Det illustreres eksemplarisk af pladens første sang, “Paint me a picture”, hvor stemmen står næsten nøgen i sangens indledning, kun akkompagneret af noget rytmisk electronica. Herefter lægges der lag på lag. Strygere, piano, backingvokaler m.m. om- og indsvøber Hanne Boels stemme, uden at drukne den. Den står beundringsværdigt klart i lydbilledet, helt som den fortjener det.

Og Jacob Funchs produktion kan lige netop det: At lade Hanne Boels stærke stemme komme til sin ret, samtidig med at den lader musikere og medsangere udfolde sig omkring Boels stemme. Og det på en måde, hvor de enkelte instrumenter også får lov til at komme til orde, hvis man kan sige det på den måde. Illustreret af sang nr. 2, titelsangen, hvor fx Funchs basspil står helt skarpt i lydbilledet, i fin kappestrid med strygere og vokaler. Det er en nænsom og respektfuld produktion, Funch har leveret.

Og Hanne Boel, der selv har skrevet sangene (i samspil med Jacob Bellens, Emil Falk, Anders SG, Peter Vetesse og Bobby Ricketts på flertallet af sangene), synger om erfaringerne og oplevelserne fra et voksent liv. Desværre er sangteksterne ikke trykt i mit eksemplar, hvilket de godt kunne fortjene, men Boels synger klart nok til at man godt kan følge med. Og det er refleksive, alvorlige tekster, der passer sig for et voksent menneske i populærmusikkens verden.

Musikken på pladen er meget moderne og international. Bigbandmusik, der helt i tidens ånd blander stilarter frit og ubesværet. Her er elementer af jazz, rock, folk og meget andet, legeret til sin helt egen bigbandlyd. Sangene besidder umiddelbar poptæft og aspirerer til dem, der gerne vil have musik, man kan nynne med eller synge med på. En slags voksen, moderne pop, kunne man måske driste sig til at kalde det. I hvert fald har Hanne Boel og hendes hold af fortræffelige musikere og sangere skabt en plade, der uden problemer må ramme dem, der har ventet i mange år (9!?) på nyt fra Boel, men også mange nye, potentielle Boel-fans. Det er en plade, der fortjener at blive spillet meget og lyttet meget til. Hermed varmt anbefalet.

Hanne Boel. Between Dark & Daylight. Produceret af: Jacob Funch. Stunt Records. Udkommer i dag.

John Lennon versus Paul McCartney – og lidt Perry Como

23. januar 2020

På nettet kører den gamle diskussion om, hvem der var bedst i The Beatles. John Lennon eller Paul McCartney. Og hvad så med George Harrison? Som sangskrivere forstås. Var Lennon bandets rocker? Og McCartney den søde poppedreng? Den diskussion har aldrig interesseret mig, for i mine ører var det samspillet – i bogstavelig over overført forstand –  mellem talenterne, sangskriverne og musikerne, der for alvor løftede musikken på Beatlespladerne.

Men jeg er heller ikke i tvivl om, at der er forskel i Lennon og McCartneys inspirationsgrundlag. I forbindelse med udgivelsen af coveralbummet Kisses on the Bottom (2012), hvor McCartney fortolker sange af Frank Loesser, Irving Berlin og andre sangskrivere fra tiden før beat og rock – og selv giver et par bud på den stilart – gav McCartney et interview, hvor han indrømmede, at den tids musik – musikken fra hans forældres ungdom – faktisk inspirerede ham mere end Chuck Berry, Little Richard, Elvis Presley osv. Det var arven fra hans egen musikerfar, han talte om. Og jeg tror, at lige netop dette spor måske forklarer en lille forskel i udgangspunktet mellem Lennon og McCartney – selv om heller ikke dette spor skal overdrives.

Jeg kom til at tænke på Maccas interview, da jeg i går hørte to numre med den italo-amerikanske popsanger Perry Como (1912-2001), der var et stort navn før Beatlemania. Det er lyden af fortiden. Af de tidlige halvtredsere og fyrrerne. Og det var den slags popsangere, der fik det svært, da først Elvis kom frem og siden beatmusikken. Popsangere med gode popsange, der stadigvæk holder.

50: Da Dave Clark Five stoppede

22. januar 2020

Det var ikke kun The Beatles, der gik hver til sit i 1970. Også konkurrenterne Dave Clark Five valgte at trække stikket det år. Efter sigende var det den psykedeliske bølge, der gjorde det svært udpræget single-hitliste-band at fortsætte. Ikke desto mindre genopstod noget af bandet som Dave Clark and Friends, men det er en anden sag.

For nylig udkom et dobbeltalbum med alle Dave Clark Fives “hits”, både dem, der kom på hitlisten og lidt til. Sikkert for at markere, at en halvt århundrede er gået siden dengang, hvor Tottemham-bandet var hyppige gæster på hitlisterne og lå lige i slipstrømmen af The Beatles. De var således det andet band, der udgjorde The British Invasion i USA og optrådte hos Ed Sullivan.

Hovedpersonen Dave Clark har haft rettighederne til bandet musik. Det har betydet af man i mange år ikke kunne få fat i plader med gruppens musik. Først i 1993 skete der noget, og Clark indgik en aftale med Disney-koncernen om en retrospektiv plade.

Musikalsk set var Dave Clark Five ikke i samme liga som The Beatles, men gruppen er en godt eksempel på den effekt, Beatles havde på britisk beatmusik i tresserne, hvor markedet oversvømmedes med bands med tæft for iørefaldende singlehits.

Sne eller ikke

21. januar 2020

På min formiddagsvandring med hunden mødte jeg vores lokale gartnere og altmuligmænd, og de var ved at afmontere saltsprederen på deres køretøj. Og gartneren og jeg blev enige om, at vi nok ikke får rigtig sne i denne vinter. I bedste/værste fald får vi lidt sludsne, inden vi når påske. Så i stedet ville de satse på at få klippet noget hæk i nabolaget.

Og sne er en mangelvare. Jeg kan godt komme til at savne oplevelsen af sne, der falder, og lægger sig som et hvidt tæppe over det hele. Og fornemmelsen af at træde i den jomfruelige sne og sætte sine spor. Men nej, der er ikke meget der peger i retning af snevejr.

Så er det jo godt, at man har digtere og kunstnere til at besynge det hvide stof. Fx og ikke mindst Kate Bush og hendes 50 Words For Snow, sangen og albummet, der på fineste vis illustrerer, hvad Bush-kvinden kan som kunstner. Fortrylle med ord og musik.

Men længe før Kate Bush – 1886 – besang Helge Rode den magiske hvidhed i sangen “Der er ingenting i verden så stille som sne”. Han behøvede ikke 50 ord for det hvide eller for at beskrive sneens element:

1. Der er ingenting i verden så stille som sne,
når den sagte gennem luften daler,
dæmper dine skridt,
tysser, tysser blidt
på de stemmer, som for højlydt taler.

2. Der er ingenting i verden af en renhed som sne,
svanedun fra himlens hvide vinger.
På din hånd et fnug
er som tåredug.
Hvide tanker tyst i dans sig svinger.

3. Der er ingenting i verden, der kan mildne som sne.
Tys, du lytter, til det tavse klinger.
O, så fin en klang,
sølverklokkesang
inderst inde i dit hjerte ringer.

Og lagt i munden på DR Pigekoret, så bliver sangen så smuk som man kan ønske sig det.

Hitsville fylder 60

20. januar 2020

Den 16. januar var det 60 år siden Barry Gordy startede Motown, også kaldet Hitsville på grund af alle de hits, der væltede ud af studiet i stueetagen til Barry Gordys toetagers familiehus. Og DR har vakse til at vise dokumentaren Hitsville – the Making of Motown i går, sent på DR2. En interessant dokumentar, der lader Gordy og andre involverede fortælle historien om det store “sorte” pladehus, der var med til at skabe lyden af tresserne og halvfjerdserne. Blandt andet er det interessant at høre sangskriveren Gordy fortælle, hvordan han blev inspireret af bilproduktionen i byen. Samlebåndsproduktionen, der starter med bilplader, hjul osv. og ender med flotte Ford-modeller. På lignende vis ville Gordy skabe noget af et talent + pladeproduktion + mode + management osv. Altså en fortælling om en meget kommerciel branche, men med fokus på det produkt, der kom ud i den anden ende. Populærmusikken har altid været i kløerne på købsmænd og krejlere. Og ikke altid for det gode, men denne gang fik man begge sider med.

https://youtu.be/sTbb39iNNqo

50: John B. Sebastian

19. januar 2020

Også den tidligere frontfigur i Lovin Spoonful, John B. Sebastian, debuterede som solist i januar 1970. Pladen blev indspillet i efteråret 1968, men på grund af problemer med pladeselskaber udkom den først i 1970. Og den indeholder en række sange, som Sebastian brugte ved sine koncerter op gennem halvfjerdserne.

50: Badfinger – Magic Christian Music

19. januar 2020

Blandt de intessante pladenyheder for 50 år siden var Badfinger og deres debutalbum Magic Christian Music. Badfinger var det første navn, der udkom på Beatles’ Apple-mærke, og blev dengang betragtet som en slags arvtagere af det opløste Liverpool-band. Og alle bandets fem albums udkom på Apple.

Albummet kastede et singlehit af sig. “Come and get it”

https://www.youtube.com/watch?v=9tOnbeNAxdU

The Blue Jodle

19. januar 2020

Nu hvor DRK er en saga blot, så bliver der nok længere mellem udsendelser om musikhistorie. Men heldigvis ligger der stadigvæk lidt i arkivet. I går fandt jeg således en 10-afsnit-lang serie om countrymusikkens historie. Og i første afsnit behandler man tiden frem til 1933, det år hvor countrysangeren Jimmie Rodgers døde.

Rodgers var det første store navn i den countrymusik, som han selv var med til at skabe og som ikke havde noget bestemt navn de første mange år. På et tidspunkt blev det kaldt hillbilliemusik, fordi nogle bonderøve (hillbillies) kaldte sig sådan. Men nok så vigtigt var, at countrymusikken opstod som en tidlige americanaform, hvor blues blev blandet med forskellige elementer fra de forskellige stilarter, som immigranterne havde med sig fra Europa, Mexico, Afrika osv.. Tysk polka, mexicansk folkemusik, østrigsk jodlen og meget mere.

Countrymusikken var – og er vel sagtens endnu – den hvide mands blues, som det blev sagt. Og Jimmie Rodgers, der egentlig var fabriksarbejder, men endte med at tjene gode penge som omkringrejsende musiker, var det første store navn inden for genren. Godt hjulpet på vej af et talent for sangskrivning, , grammofonpladens, radioens og tvs fremkomst. Og uden Jimmie Rodgers ville der ikke have været nogen Bob Dylan, Hank Williams eller andre store navne, der siden kom til og byggede deres karriere på traditionen, fortæller en af arvingene.

Jimmie Rodgers døde kun 35 år gammel af den tids pest, tuberkulosen, men efterlod sig en rig sangskat, der siden er blevet fortolket af gud og hvermand. Og vandmærket i mange af hans sange var den lille jodlen, som han lagde ind. The blue(s) jodle.

Hvis du har tv-abonnement, så kan du sikkert finde serie i dit arkiv.

En Bangle fylder 60

18. januar 2020

Det er næsten ikke til at tro det, men Susanna Hoffs (tv ovenfor) runder de 60 år i dag. Men tiden løber ubønhørligt, også for det såkaldt smukke køn.

Hoffs, der var en af stifterne af The Bangles, fik The Beatles ind med modermælken (moderen spillede sine plader for lille Susanna og satte hende i gang med at spille guitar og skrive sine egne sange) og har sidenhed fremstået som en af videreførerne af den melodiøse pop og rock fra tresserne. Ikke kun hos Bangles, men også som solist og i andre sammenhænge. Så det kunne være rart snart at høre fra hende igen.

Erindringsglimt: papirsløjd

18. januar 2020

[foto, lånt fra Folkeskolen.dk]

Medens jeg sidder og læser om den seneste folkeskolereforms fallit, glider tankerne tilbage til Vestre Skole i Esbjerg, hvor jeg gik i skole de første 6-7 år. Og jeg kommer i tanke om faget “papirsløjd”, hvor vi lavede ting og sager af papir. Jeg husker bl.a. at vi skulle lave en æske med låg af noget kraftig, kvadreret papir. Da jeg flyttede skole til Sædding Skole i 1965 fik vi så træ- og metalsløjd, men det var en helt anden sag…

Siden er faget papirsløjd forsvundet, og det blev vist opslugt af fag som “formning” og “billedkunst”. I dag ville man nok ikke komme langt med papirsløjd over for tidens digitaliserede unge…

skolemuseet gemmer man sporene af papirsløjd og andre hedengangne sløjdfag.

Politik – på “børnenes hold”

18. januar 2020

På min formiddagstur med hunden kom vi forbi et af de lokale busskure. Og ved siden af farvestrålende, markskrigeriske reklamer havde Socialdemokratiet fået plads med en stor rød plakat, der’meddelte, at “Uligheden begynder i barndommen. Det vil vi gøre noget ved” (citeret efter hukommelsen, måske er formuleringen lidt en anden, men meningen den samme). Og statsminister Mette Frederiksen har gjort det til sit eget personlige korstog at være børnenes statsminister.

Indtil videre har denne profilering fortrinsvis udmøntet sig i et meget omdiskuteret forslag til ændring af de såkaldt tvangfjernede børns vilkår. Uanset, hvad man end vil mene om den problematik, så er det nok ikke ved indgreb i denne minoritets vilkår, at man får ændret ret meget ved den fundamentale ulighed i det danske samfund. Der ville det være meget mere effektivt at tage fattigdomsproblemet ved hornene. Ved at tone rent socialistisk flag og gå til kamp mod fattigdommen i landet, ville man for alvor få begyndt en radikal samfundsændring. Fordi det omfatter så mange niveauer i samfundet: overførselsindkomsternes størrelse, udlændingepolitikken, løndannelsen i landet, boligpolitikken osv. osv. Men lige netop på dette punkt har socialdemokraterne været meget tilbageholdende og har haft uld i mund. Det er som om man helst vil markedsføre partiet på små, symbolske sager med stor mediegennemslagskraft. Og der tynger store reformsager som afskaffelse af fattigdommen tilsyneladende ikke nok og kræver også mod og vilje til at gå mod hele den borgerlige fløj i folketingssalen.

Og så var det jeg tænkte, medens hunden for anden gang satte sig til at skide, at den røde farve på plakaten var lige rød nok til den politik. Måske skulle de have valgt en lyserød eller hot pink i stedet…

Dage i Laurel Canyon

17. januar 2020

Laurel Canyon er et bjergrigt område i Hollywood Hills ved Los Angeles. Men det er også navnet på en af de lokaliteter, der blev centrer for tressernes og halvfjerdsernes såkaldt “mod-kulturelle” strømninger i amerikansk kultur. Det var således her cremen af periodens rockmusikere boede og opholdt sig og skabte den musik, der kom til at bære perioden. Fra Frank Zappa til the Monkees. Stedet er for nylig blevet portrætteret i dokumentaren Echo of Lauren Canyon.

Og på Laurel Canyoun Days: West Coast Folk and Rock får man et smukt tværsnit af den musik, der blev til på den lokalitet. Desværre findes opsamlingen vist kun som streaming (du kan lytte med her), selv om den fortjener at blive trykt på vinyl og brændt på CD.

Troels Trier – 80

17. januar 2020

[. Foto: Stephen Freiheit Foto må trykkes uden vederlag på betingelse af at fotografen krediteres i by-line. Jf. Triers egen hjemmeside]

Billedkunst, Røde Mor, soloplader, duo med Rebecca Brüel, økologisk landbrug og meget mere. Troels Trier er ikke sådan at holde fast i, heller ikke i dag, hvor han runder de 80 år. I det forgangne årti var ham med til Røde Mors afskedskoncert. Men det var ikke første gang, og lur mig om ikke det gamle agit-pop-rock-band kan finde på at rejse sig igen og synge de gamle sange mod den skide kapitalisme og al dens elendighed. Til lykke til Troels. Vi håber, der er mange gode år i ham endnu. Og så er der en passende lejlighed til at blive mindet om Røde Mors forunderlige blanding af samfundskritik og poesi. LIl’ Johnnys mund.

Ingen ende på Penkowa

16. januar 2020

Milena Penkowa er som en prop, man trykker under vandoverfladen. Hun bliver ved med at dukke op igen. Og det bekræfter kun det billede af en udpræget stræber i nyliberalismens konjunktur, som jeg tidligere har forsøgt at beskrive, da sagen om hende for alvor rullede i pressen.

Og nu er hun på nyhedsspisesedlen igen. Fordi hun har droppet ankesagen om at vinde sin fradømte doktorgrad tilbage. Da hun ikke har fået lov til at køre sagen som “fri proces”, hvor staten betaler udgifterne, ønsker hun ikke at gennemføre sagen ved landsretten.

Og jeg skulle tage meget fejl, om det er sidste gang, vi hører om og fra Penkowa.

Nekrolog: Tony Vejslev 25. okt. 1926 – 13. jan. 2020

16. januar 2020

 

Det er med stor sorg, at jeg må meddele, at min gode ven, komponisten, visesangeren og fhv. overlærer Tony Vejslev er afgået ved døden efter kort tids sygdom, 93 år gammel.

Tony Vejslev er især kendt for sine iørefaldende, enkle og sangbare melodier til Frank Jægers digte.

Han blev landskendt i 1953, da han sammen med vennen Frank Jæger udsendte bogen “19 Jægerviser”. Men allerede som barn under krigen optrådte han med egne digte og kompositioner samt recitation af bl.a. jyske digte i de dengang så populære hjemstavnsforeninger. Han fik engagement i bl.a. Lulu Ziegler Kabaret’en og i Tivolis Glassal. Han medvirkede også i Danmarks Radios Drengekor, i hørespil og teaterforestillinger – og ledede en jazz-kvartet!

Efter mødet med Frank Jæger på Schneekloths Gymnasium koncentrerede Tony Vejslev sig om musikken til Frank Jægers digte og senere til tekster af andre danske forfattere – det var vennerne Thorkild Bjørnvig, Ole Sarvig og Jørgen Gustava Brandt og ældre digtere som Emil Aarestrup, Sophus Claussen og Johs. V. Jensen.

Allerede, mens Tony gik på seminariet, var han at finde blandt den lille snes mennesker, der startede det danske fjernsyn – som kameramand og aktør. Efter sin lærereksamen i 1950 rejste han til Argentina og underviste børn af danske udvandrere. Siden hjemkomsten fra Argentina underviste han i sprog i flere skoleformer og bosatte sig på Samsø med sin hustru Benthe – og siden i Ejlstrup ved Helsinge i Nordsjælland. Han afsluttede sin karriere som overlærer i midten af 1980’erne på Fredensborg Skole.

Efter at Kim Larsen i 1982 havde fået stor succés med maxi-singlen ”5 Eiffel”, som indeholdt to af Tony Vejslevs melodier, blev jeg opfordret af Poul Bruun, Medley/Xenia Records, til at kontakte Tony mhp. at producere en LP med Tony som solist. Det førte i 1983 til indspilningen af LP’en ”Tony Vejslev synger Frank Jæger, Thorkild Bjørnvig, Ole Sarvig og Johs. V. Jensen”, og senere til indspilning og udgivelse på LP/CD og i nodebøger på Olafssongs af stort set samtlige melodier Tony Vejslev har komponeret. Men ikke mindst førte det til et, gennem fire årtier, langt samarbejde mellem Tony og Musikforlaget Olafssongs – og ét for mig berigende nært venskab med et vidunderligt, inspirerende, humoristisk og musikalsk menneske.

Efter at Tony Vejslev selv ophørte med at optræde, har Tom Frederiksen, Torsten Olafsson og jeg optrådt over hele landet med et stort antal hyldestkoncerter for Tony Vejslev og Frank Jæger. Over alt bliver vi mødt af et publikum, for hvem Tony Vejslevs melodier til Frank Jægers digte har stor betydning, ligesom vi møder utallige elever, som fortæller begejstret om deres charmerende lærer.Tony Vejslev efterlader sig sin søn Jakob Vejslev og sit barnebarn Kristoffer Vejslev Dyssegaard, der også er komponister.

Æret være Tony Vejslevs minde.

Af musikforlægger, komponist og guitarist Finn Olafsson