Også MC5s 50-årsjubilæumsalbum Kick out the Jams er blevet udsat for vinyltryllerier af Rhinoforlaget. Splattervinyl kalder det meget passende. Måske skal de illudere gang i gaden-ballade!? Men så længe musikken holder…
Det var lige før, jeg blev fristet, da jeg læste, at Warren Zevons hovedværk Exitable Boy er blevet genudgivet på vinyl. Og ikke bare på vinyl, men på rød vinyl, der lyser i mørke! Glow-in-the-dark-vinyl. Jo, de musikkøbmænd forstår sandelig at lokke musikelskere ud i uføre. Men heldigvis har jeg pladen i den gode gamle vinyludgave – og også i CD-udgave, så jeg er dækket ind.
En ting har ikke ændret sig på DR siden årsskiftet. Gentagelserne af allerede sendte programmer – såvel egne som importerede – er ikke hørt op. Og måske er det et tegn på, at nyskabelse og -tænkning vil det blive så som så med i fremtiden.
Således sender DR1 for tiden den engelske serie Landbyhospitalet – The Royal – for n’te gang. Og selv om serien er underholdende i al sin nostalgi og dyrkelse af gamle britiske dyder, så er der alligevel grænser for, hvor mange gange man kan holde den ud. En formildende omstændighed er seriens allerede omtalte dyrkelse af britisk og amerikansk pop og beat fra tressernes gyldne tid, men selv det er ikke nok til at holde min opmærksomhed fanget ret længe.
Og kigger vi 50 år tilbage så finder vi 1970. Det år, hvor the Beatles opløstes, jeg fik min realeksamen og begyndte på gymnasiet.
Og det år, hvor et af de helt store hits var med hollandske Shocking Blue, der med Mariska Veeres i forgrunden specialiserede sig i poprock med indflydelse fra den psykedeliske undergrund i USA.
Og det gav pote, og med “Venus” fik de deres største succes, der toppede i de fleste lande, inkl. USA, som var alle pop- og rockartisters våde drøm dengang.
Rolling Stone forsøger at kigge frem mod årets album. Og oplister en lang række navne – mange kvinder – som jeg ikke har hørt om og derfor heller ikke har forventninger til. Men der er da også et par gamle kendinge. Således udgiver Neil Young albummet “Homegrown”, der i mange år har været bootlegemne og er fuld af gode Youngsange. Heye Lewis and the News vender tilbage efter en lang hiatus med albummet Weather, så helt domineret af nye navne bliver året ikke. Og så – det glæder jeg mig lidt til – udsender det gamle (post)punkband Wire endnu en plade, Mind Hive. De har holdt en høj formkurve på de seneste album, så der er noget at se frem til. Prøvesmagning: “Cactused”.
PS. Og mine faste musikleverandører er også begyndt at vise tegn på liv, så der vanker nok også nogle anbefalinger inden så forfærdeligt længe.
TV-serier er det nye sort. Netflix, HBO og mange flere trækker ungdommen væk fra den traditionelle tv-streaming, herunder: TV2 og DR. Og her ved indgangen af 2020 melder spørgsmålet sig for en gammel(dags) tv-serie-kigger som mig, der ikke ønsker at abonnere på de nye tjenester: Hvad vil der ske med de serier, som DR har vist hidtil? Ikke mindst kriminal-tv-serierne. Vil vi fortsat kunne følge Vera, Shetland og andre kvalitetsserier?! Man kan kun håbe, at de bedste får lov til at fortsætte, så længe de er i produktion.( Men intet er sikkert, når det gælder DR. Fx viste de engang zombieserier The Walking Dead (der vist stadigvæk er i produktion), men pludselig stopper de med det – uden forklaring. )
Nå, men i det mindste er en af mine yndlingsserier vendt tilbage, nemlig Jordmoderen, der på engelsk hedder Call the Midwife. Vi er nået til ottende sæson, og det forlyder, at serien i hvert fald skal fortsætte til 2022, hvor 11. og 12. sæson skal laves. Og jeg forstår godt, at serien er populær, for den forener på smukkeste vis drama (omkring jordmødrenes arbejde med fødende kvinder m.m. i den fiktive bydel Poplar) med historieskrivning, set fra et perspektiv på bunden af det engelske samfund. Jeg krydser fingre for, at DR vil holde fast i denne serie.
I ottende sæson er man nået til 1964 og tressertidsånden (med mode, forbrugerisme osv.) melder sig så småẗ, diskret og en passant, i serien. Selv tressermusikken får lov til at stikke sin snude ind i serien. I episode to får vi således lov til at høre lidt af Swinging Blue Jeans og deres “Hippie Hippie Shake” og The Temptations “My girl”.
Sir Roderick David Stewart, kendt som Rod Stewart, fylder 75 i dag. Og det kommer vi ikke uden om, selv om der er mange fødselsdage her i januar. Så tilbage til sangen om Maggie… og så Elvin Bishops “Fooled around…”, som ikke findes i bedre udgave en denne, som jeg allerede har vist et par gange før…
På ovenstående fotos ser man sangerinden Tanya Day optræde på Star Club i Hamborg i 1962. Backingbandet var – ja, såmæn – The Beatles. Men hvem er/var denne sangerinde?
Googlesøgemaskinen afslører ikke meget, men dog at blondinen optrådte med mange forskellige backinggrupper og gik under øgenavnet Tanya Day The Turkish Towel Girl, selv om ingen vist havde set hende med et håndklæde.
Man kan også læse, at Tanya var en attraktiv blondine, der havde en imponerende optræden, der kunne kompensere for hendes vokale begrænsninger. Det fremgår også, at hun i hvert fald fik indspillet en plade med The Nu-Notes (der skulle inkludere en ung Richie Blackmore på guitar) – “I get so lonely” – og at hun på et tidspunkt rejste til Israel, hvorefter informationerne om hendes ophører.
Selvfølgelig fylder Elvis og Bowie meget, men det er ingen grund til at glemme min egen favoritsangskriver Ron Sexsmith, selv om han er en årsunge i den sammenhæng. Også han fyldte år i går, hele 56 af slagsen. Og det kan vi passende markere med hans køkkenbordsudgave af Ray Davies’ “Harry Rag”. Måske fødselsdagen vil sætte lidt skub i køkkenbordet igen…
73 år ville hun være blevet i dag, hvis ikke hun allerede havde takket af i 1978. Og det lå ikke i kortene, at den talentfulde Alexandra Elene MacLean Denny, kaldet Sandy Denny, skulle blive ret gammel. Svære psykiske problemer, misbrug af alkohol og andre stimulanser og i det hele taget et problematisk liv gjorde det ikke let for hende at gå let gennem livet.
Men som mange af de andre unge, der døde for tidligt i halvfjerdserne, nåede hun at sætte spor. Hos The Strawbs, Fairport Convention, Fotheringay og på en række fine soloplader.
Fair skal være fair. Og måske vil det lykkes for DR at få noget godt ud af DR2, der nu skal rumme meget af det, der forsvandt med DRK. Lad os give DR en chance mere for at vise, at selv med 20% nedskæringer og fejlagtig ungdomsdyrkende programpolitik kan det være muligt at lave tv, som også voksne mennesker gider se. Vi ser tiden an og følger DRs nærmeste udvikling.
I går aftes var DR lidt oppe på beatet med interviewudsendelsen “Elton John uden filter”, hvor talkshowværten Graham Norton fik lov til at gå Elton John på klingen. Noget, kunne man forstå, der efterhånde sjældent sker. Og et passende anledning er dels Elton Johns meget omtalte og roste selvbiografi Mig, hvor John ret så åbenhjertigt fortæller om sit liv, både det kunstneriske og det private, og dels den biografiske film Rocketman, der også fortæller om Johns liv.
Og interviewet tog meget fint tråden op fra biografi og film og gav et nuanceret billede af en kunstner og et menneske, der har været meget – også meget ondt – igennem siden barndommen, men også har været begunstiget af et stort held, hvor tilfældighedens terningespil har faldet ud til hans fordel mange gange og hvor han ofte har truffet de helt rigtige valg på rette tidspunkt. Med det resultat, at han nu i en alder på 71 år kan se tilbage på et liv, der primært har været godt og vellykket, selv om der har været mange problemer undervejs, lige fra alkoholisme og stofmisbrug til pressehetz og sygdom.
Desværre kom interviewet ikke så meget og dybt ind på den kunstneriske dimension i Johns liv. Men det hænger nok sammen med det publicistiske udgangspunkt. Det kunne ellers have været interessant med en analyse af udviklingen i hans musik fra de formative år i halvfjerdserne til de senere, modne års breden sig over koncerter, film, musicals osv. Men det må vi så have til gode en anden gang.
Måske siger det noget om Danmarks Radios situation her ved årskiftet, at stationens hovedkanal nytårsaften vælger at vise 2019-udgaven af Cirkusrevyen de sidste to timer før årskiftet!? Kan man forestille sig en mere udpræget københavnerbegivenhed end netop denne revy? Skulle man absolut kaste sig over den efterhånden noget bedagede revygenre, kunne man i det mindste have vist repræsentative udsnit af nogle af de mange små revyer, der har været rundt om i det ganske land. Men nej. Københavneriet fik lov at dominere.
Og det er nok blot et lille tegn på, hvad der er i vente på DR. Københavneri, leflen for ungdommen (DR3 som streamingtjeneste med alskens ungdommelige programmer, der fokuserer på ungdommelige problemer som kærester, sex, udseende osv.) og UNDERHOLDNING (ud røg stationens eneste bogprogram, “Vild med bøger”, og billedkunstprogrammer, fx “Danmarks bedste portrætmaler”, til fordel for konkurrencefikserede programmer som “Versus” og bagedysten). Efter at have set udbuddet de første dage i det nye år, kan man kun grue for, hvad året vil bringe – eller rettere: ikke vil bringe.
Nå, men når den danske public service-station svigter, så må man jo gå andre steder hen. Og i går var valget let for en musikelsker som mig. DR indoktrinerede seerne med “Løvens hule”, hvor nyliberalisternes våde drømme om iværksætteri iscenesættes som et spil om forlokkende investering (læs: udbytning) og innovation inden for varer og tjenesteydelser. Og efter sådan en omgang ideologisk hjernevask, fortsatte DR med mere dyrkelse af konkurrencementalitet og individidolisering i “Sport 2019”, hvor sportens institutioner, hånd i hånd med sportsjournalister og erhvervsliv, dyrker enkeltpersoners og guldvindende holds præstationer gennem året.
Men heldigvis havde konkurrenten TV2s seniorkanal, TV2 Charlie, valgt at markere 50-året for ABBAs opståen med hele tre programmer. Først med den svenske dokumentar fra halvfjerdserne “ABBA Dabba Doo”. Dernæst med den helt nye britiske dokumentar “ABBA – The Winner takes it all”, omdøbt til ABBA Forever, og endelig “ABBA in concert”, den velkendte koncertfilm, der viser gruppens optræden på Wembley. Hovedstykket var helt klart den nye britiske dokumentar. Hvor de to gamle programmer mest af alt var produkter af god markedsføring med masser af god musik, så kastede den nye dokumentar på forfriskende og velgørende vis lys over sider af ABBA-successen, som tidligere har været lidt underbelyste. Det gælder fx den betydning, som Michael B. Tretow havde for gruppens lyd. Inspireret af bl.a. Phil Spector og hans “Wall of Sound” arbejdede Trechow sammen med Andersson og Ulveaus om at lave den store, fyldige lyd, der kendtegner mange af ABBA-indspilningerne. Og på lignende vis blev der kastet lys over arrangørens store betydning for sangenes endelige udformning, og over bagmanden (manager, tekstforfatter m.m.) Stickan Andersons afgørende betydning – i kraft af planlægning, forberedelse og projektering af, hvad der skulle ske – for gruppens succes. Endelig kastede dokumentaren også et klart lys over dobbeltheden af tragedie og succes, der kendetegnede gruppens succesår. Og dette dobbeltsyn er helt fremme i titlen The Winner Takes It All, der er hentet fra gruppens post-skilsmisse-sang, der – som Agnetha Fältskog understregede i en kommentar til de to ægtepars skilsmisser og bandets opløsningen – er et smerteligt vidnesbyrd om, at ingen skilsmisse er lykkelig, men en begivenhed, hvor alle er tabere, selv dem, der i første omgang fremstår som vindere.
Dokumentaren fortjener at blive set af alle, der holder af ABBA eller blot af god musik, fordi den tager musikken alvorlig som den kunstart, popmusik i bedste fald kan være, og fordi den ikke forfalder til lavpandet idoldyrkelse, som ellers er state of the art i mange musikdokumentarer. [Pt. kan den findes på Youtube, hvor den ligger splittet op i flere dele. Den findes også på dvd. Og mon ikke pensionistkanalen Charlie genudsender den på et tidspunkt!)]
i dag er det halvfjerds år siden, Sam Phillips åbnede Memphis Recording Service, der snart derefter blev til Sun Studios, hvor Elvis Presley, Johnny Cash, Roy Orbison og Jerry Lee Lewis trådte deres musikalske barnesko.
I følge rygter og anekdoter var den første indspilning på stedet “Rocket 88” med Jackie Brenston and his Delta Cats, der var et dæknavn for Ike Turner and his Kings of Rhythm.
Og medens fingrene danser hen over det vaskbare tastatur, så dukker Birgit Lystager op på P8Jazz, der slap for mediedøden og fortsætter dette år med. Birgit Lystager, som jeg altid (siden hun kom frem) har holdt af. Af samme grund investerede jeg i det lille bokssæt, der kom for et par år siden med det bedste fra hende. Desværre bremsede en bilulykke Lystagers sangkarriere op. Men en snes år blev det dog til. Nok til at hun stadigvæk huskes for sine sangen inden for jazz og danskpop – af såvel anmeldere og publikum. – Og hvem kan mon synge en sang om Birger, hvis ikke netop Birgit Lystager.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger