januar 2020 arkiv

Der regner…

3. januar 2020

Det regner. Ikke silende regn, men stille, næsten umærkelig regn. Men hunden, min ven, ved det. Og han forsøger at holde sig uden for regnens rækkevidde, går langs husmurene på den halve meter, der er tør og under hustagets beskyttelse. Og han kigger på mig med det blik, der siger: Det her gider jeg altså ikke, så det er med at få overstået det med nødtørften.

Heldigvis er viceværten på sit kontor, og vi kan lige slå et par minutter ihjel i hans selskab. Og han gider godt klø hunde på ryggen og bag ørerne, så det udsætter hundens lidelser lidt. Men så er vi ude igen og hunden kender den korteste vej, når det ikke kan være anderledes. Hen langst den store græsplæne, hvor der er masser af gode (hunde)dufte og rige muligheder for at lette ben og måske endda for at krumme sig sammen og lægge et visitkort, som jeg så kan samle op i mine medbragte sorte, biologisk nedbrydelige poser, for så at smide dem i nærmeste affaldscontainer.  Og så videre – just walking the dog in the rain.

Præ-rock’n roll: Tommy Elmer Duncan

2. januar 2020

Skæringen er fra 1956, hvor den udkom på Fire Records. Tommy spillede western swing, en af forudsætningerne for rock’n roll (selv om det er svært at høre forskel), og han var medstifter af (sammen med Bob Wills) The Texas Playboys, der blev dannet i 1934. Duncan var en texansk bondeknold, der efter at været flyttet hjemmefra begyndte at “buske”, spille rundt omkring, indtil Bob Wills opdagede ham og tog ham med i Light Crust Doughboys i 1932.

Texas Playboys i 1951 med “Ida Red”, der efter sigende skulle have inspireret Chuck Berry til at skrive sin “Mabelene”…

https://youtu.be/ZFef08YZ6qk

Nytårstalen 2

2. januar 2020

Når man har sagt A, så kan man også lige så vel sige B. Først dronningens nytårstale, så den socialdemokratiske dronnings i går aftes. Jeg hæftede mig især ved to ting. For det første, at Mette Frederiksen igen forsøgte at markedsføre sig som børnenes statsminister. Og der er da også forhold i det såkaldte velfærdssamfund, som trænger gevaldigt til at blive reformeret. Ikke kun de misrygtede børn, som Frederiksen snakkede en del om, men også dem, der lever under fattigdomslignende vilkår, hvor forældrene er på forringede overførselsindkomster. Det med fattigdommen glemte Frederiksen i forbifarten – eller også ville hun helst ikke ind på det, fordi enhver form for klar udmelding vil låse sig fast som en forpligtelse.

Dernæst noterede jeg med med tilfredshed, at Frederiksen nævnte klimaet og ikke mindst børenenes og de unges konstante, vedholdende opfordring til det voksne om at gøre noget ved det. Herefter kan Frederiksen og hendes allierede ikke sidde på hænderne, men må gennemføre en meget ambitiøs klimalov og -politik. Det kan kun gå for langsomt.

Jeg har også bemærket, at reaktionerne fra oppositionspartierne på Frederiksens tale har været dræbende forudsigelige. Som altid bliver hun kritiseret for at være ukonkret, som om en nytårstale nogensinde vil kunne blive det uden at miste selve sin idé. Derimod er der mere substans i retorikprofessor Christian Kochs kritik af Frederiksens prioritering i talen. Den lange snak om børnene. Er det virkelig det vigtigste problem for den socialdemokratiske mindretalsregering? Det kan man sagtens betvivle. Det ville måske have klædt Frederiksen bedre netop at gøre klimaet, der også var den seneste valgkamps øverste tema, til det altsoverskyggende tema. Men Frederiksen vil åbenbart gå langt for at blive husket som børnenes minister, når engang hun ikke er statsminister længere…

https://www.youtube.com/watch?v=2vnYKRacKQc

Den dag John mødte Paul

1. januar 2020

https://youtu.be/DSGvznibHdA

Det er ikke hifidelity sound, men det er en historisk optagelse. I følge registranten The Beatles Complete Studio & Home Recordings (seneste udgave), så er det den allerførste optagelse med et Beatles-medlem, nemlig John Lennon som forgrundsfigur i præ-Beatles-konfigurationen The Quarry Men. Optaget ved sommerfesten for St Peter’s Parish Church i Woolton, lørdag, den 6. juli, 1957. Kendt som The Bob Molyneux Tape. Og lige netop den dag var det, at Lennon første gang mødte McCartney.

Nytårstalen

1. januar 2020

Selv om man ikke er royalist, så kan man jo godt følge med og se dronningens nytårstale. For selv om hun ikke længere har direkte politisk magt, så har hun stor betydning og indflydelse for alle de royalister, der er i landet – herunder de politiske royalister.

Og det kan nok være, at den let forkølede monark fik stanget en næsestyver ud til klimaskeptikerne (heriblandt Pia Kjærsgaard, der nok har fået problemer med sine royale værdier i dag… klimatosse). Og efter den udmelding, så får den siddende regering og dens støttepartier endnu sværere ved at undslå sig en bindende klimalov i de kommende måneder.

Lige som dronningen næsten umærkeligt fik pirket og prikket til al den forblommede snak om “danske værdier”, da hun talte mod antisemitisme og xenofobi, og fik lempet  lidt civilisationskritik ind, da hun talte om den generaliserede ensomhed, der er en del af vor tids fælles diagnoser.

At monarken undervejs måtte snyde sin næse gjorde kun talen så meget desto mere menneskelig og sårbar i dens opsang til danskerne.

Godt nytår.