“Music was what bothered me, what interested me. I always believed that I have something important to say and I said it. That’s why I survived, because I still believe I’ve got something to say. My God is rock and roll. It’s an obscure power that can change your life.”
– LOU REED
[Fra et interview med American Songwriter i 2000]
Udgivelsesdatoen er uvis, men sikkert er det, at Loundon Wainwright – en af mine personlige favoritter udi sangskrivningens ædle kunst – pladedebuterede i 1970 med det eponyme album. Ganske vist skulle der gå lidt tid, inden han slog igennem til en større publikumsskare med sit tredje album (i 1972) og specielt sangen “Dead Skunk”, men stilen var allerede lagt på den første plade. Iørefaldende sange med tekster, der både var skarpsindige og med en sjælden humoristisk sans, der altid nænsomt tog den værste skarphed. Som i sangen om skoledagene, hvor han fint spidder skoleknægtens ambitiøse selvovervurdering og smører tykkere på end der var belæg for…
In Delaware when I was younger
I would live the life obscene
In the Spring I had great hunger.
I was Brando. I was Dean
Blaspheming, booted, blue-jeaned baby boy
Oh how I made them turn their heads
The townie, brownie girls, they jumped for joy
And begged me bless them in their bedsIn Delaware when I was younger
I would row upon the lake
In the Spring I had great hunger
I was Keats. I was Blake.
My pimple pencil pains I’d bring
To frogs who sat entranced
My drift-dream ditties I would sing
The water strider dancedIn Delaware when I was younger
They thought St. Andrew had sufficed
But in the Spring I had great hunger
I was Buddha. I was Christ.
You wicked wise men where you wonder
You Pharisees one day will pay
See my lightning, hear my thunder
I am truth. I know the way
In Delaware when I was younger
Der er noget gedigent gammeldags ved irske John Bleks album The Embers. Ikke i betydningen bedaget , anakronistisk eller tilhørende fortiden. Men for et gammelt musikøre som mit er der ingen vej uden om at tænke på dengang i 1960’erne og 1970’erne, hvor folkemusikken fik en renæssance og blev ført up to date som folk.
Det var dengang, man kunne slippe af sted med at udgive et album, der stort set kun bestod af en stemme, en akustisk guitar og nogle sange. Tænk fx på John Renbourne, Bert Jansch eller en Nick Drake. Og det er samme type nøgenhed og umiddelbarhed i æstetikken, John Blek dyrker, selv om han får hjælp af fire andre musikeres analoge instrumenter på pladen. Og måske fortæller den indledende sang “Empty Pockets” noget om, hvad der er på færde i Bleks musik, noget om, hvad der driver hans sangskrivning. Sangen beretter om et søgende menneske uden en mønt på lommen, men med frihed i sit hjerte:
Following the sky, sleep beneath the stars
Fever in my mind, freedom in my heart
I lost touch I let go
Searching for something more.
With these rusted strings I will make my fortune
Singing for my supper on every corner.
I hear voices in my head
Why am I so easily lead?
Skal man indkredse et tema på pladen, så er det måske den søgende sjæl og dens refleksioner over det levede liv. Selv når en elsket person er inden for horisontens kreds (fx “Death & his daugther fair”, “Ciara waiting”, “Flame (little death no 3)” og især singleudspillet “Revived”), så er det på baggrund af den søgendes projekt, så at sige.
Hvis denne beskrivelse kan lyde lidt mismodig eller trist, så ophæves mismodet af den musikalske side. Dels synger John Blek såre smukt. Han har en stemme, der – apropos titlen – har en glød, der varmer mere og mere som nålen bevæger sig ind i sangene. Og han spiller en lige så smuk fingerpicking guitar og har skrevt nogle sange, der er moderne bevægende og smukke folkstykker. Endelig backes Blek op på fineste indfølende vis af de andre musikere.
Med The Embers viderefører John Blek et nøgen, akustisk folktradition på fornemste vis, dvs. han viderefører og tilfører den en god portion personlighed. Så hvis man er til akustisk folk af fineste slags, så er der ingen grund til at betænke sig over for John Blek, men nyde denne plade og se frem til, hvad han kan præstere i fremtiden. Hermed anbefalet.
John Blek. The Embers. Produceret af Brian Casey & John Blek. KF Records. Udkom 7/2-2020
Han havde egentlig lagt musikken på hylden, da han for et år siden fik et alvorligt slagtilfælde, der sendte ham på rekreation, hvor han kæmpede med førligheden – og med at få sin højre hånd til at fungere på klaveret…
I sidste måned kunne den 84-årige Jerry Lee Lewis så bestille tid i pladestudiet. For at se om han kunne indspille en række gospelnumre, som han har kendt siden han var en bette knægt. Første ville han nøjes med at synge, fordi højre hånd ikke makkede ret, men producer T-Bone Burnett lod pianoet stå i optagerummet, og – som ved et mirakel – begyndte Jerry Lees hånd at spille, så snart det nærmede sig tangenterne. ‘Jeg kunne ikke tro det’, fortæller Jerry Lee til Rolling Stone, men sådan var det. Hånden gjorde det, de altid havde gjort, spille. To dage senere var indspilningerne i hus.
Al den snak om lydsporet til Forrest Gump fik mig til at grave et andet opsamlingssæt frem af gemmerne. Nemlig ovenståernde dobbeltcd med titlen De glade 60’ere (fra 2005), med hele 48 skæringer fra perioden 1960-1963. Hvoraf en stor del har ligget nr. 1 på enten den amerikanske eller britiske hitliste (det fremgår af coverinformationerne). Og at lytte til disse skæringer er som at blive beamet tilbage til dengang, hvor man sad med øret inde i den rørforstærkede radio og lyttede til Mylius’ programmer. For han var flittig til at spille alle disse præ-beatmusik-hits.
Det er en påmindelse om en periode, hvor den gode, iørefaldende melodi var alfa og omega for en popkunstner. Men også en tid, hvor sentimentalitet, forloren romantik og undertrykt seksualdrift var en integral del af poppens image og fremtræden. En “uskyldig” tid, som slet ikke var så uskyldig endda – hvilket illustreres af coverfotoet af to unge par på bagsædet af en bil i fuld gang med en omgang heftig “petting”.
Men en ren fryd er det at genopfriske alle disse sange, der har været en del af ens musikalske bagtæppe siden dengang. De to cd’er rummer ingen overraskelser, det er den rene vare, der gemmer sig i de næsten to timers underholdning. Der er dog et par numre, der er lidt mere obskure end resten, fx Claude Kings “Wolverton Mountain” og Heinz’ “Just like Eddie” – og de blev heller ikke nr. 1, men måtte nøjes med en 5. og 6. plads.
Og halvtredsårsjubilaren i dag er dansk, nemlig nygendannede Ache og deres album De homine urbano, der udkom på denne dag. Læs hvad pladeselskabet Philips skrev i forbindelse med udgivelsen i 1970. Mere om Ache på deres hjemmeside: www.achesite.dk.
Og Finn Olafsson skriver i en mail i anledning af jubilæet:
Den 18. februar 1970, altså i dag for 50 år siden, blev ACHE’s første LP, ”De Homine Urbano”, udgivet i Danmark.
Det var en ret speciel plade af en ”beatmusik” plade at være, for der var kun to lange numre på pladen – ét på side 1 og ét på side 2. Endnu mere specielt var det, at ACHE’s musik dannede grundlaget for to balletter med koreografi af Peter Schaufuss og med Peter Schaufuss selv i hovedrollen. Den ene ballet, ”De Homine Urbano”, blev opført med klassisk uddannede dansere på Det Kgl. Teater i København og på Bolshoi Balletten i Moskva i Sovjetunionen – og den anden, ”Little Things”, på Det Ny Teater i København.
Nogle journalister kaldte derfor dengang musikken for ”finkulturel”, men vi ACHE-musikere dengang, Peter Mellin, Glenn Fischer, Torsten Olafsson og jeg, så det bare som en fed opgave at komponere, arrangere, tilrettelægge og dramatisere vores musik til to virkeligt spændende begivenheder.
Vi havde også det fantastiske lysshow ”The Tezcatlipoca Light Show” med i forestillingerne – det lysshow, som ellers lavede lys til vores musik på spillesteder som Klub 27, Dagmar Teatret, til Musik & Lys arrangementer i Københavns omegns sportshaller og i koncertsalene rundt omkring i landet.
At dette, vores første album, hurtigt skulle blive udgivet i mange andre lande og siden er blevet genudgivet adskillige gange på både CD og vinyl – og som jo også blev startskuddet tl ACHE’s mangeårige ”karriere” – ja, det kunne hverken vi eller andre forudsige i 1970. Men musikken lever stadig i bedste velgående og seneste nyt er, at både ”De Homine Urbano” og vores andet album ”Green Man” nu snart bliver genudgivet igen – i marts måned 2020 – i Japan.
På Karma.dk – Tømrerclaus’ side for dansk musik m.m. – faldt jeg over ovenstående ‘hippiearkiv’ med en række numre med bl.a. Tømrerclaus selv og andre kunstnere fra og omkring Tømrerclaus.
Beatles opløstes for 50 år siden, og de var uden diskussion den helt store eksportsucces for havnebyen Liverpool. Men langt fra den eneste. Det lille nørdede retroplademærke Ace dokumenterer på en ny plade, at Liverpool blandt andet bød på en lang række kvindelige kunstnere. Vi kender nok Cilla Black, der var Lennon/McCartneys protege, og måske også Beryl Marsden (på billedet ovenfor med George Harrison), men der var – som oversigten nedenfor viser – mange andre, der ikke må gå i g(l)emmebogen.
I 50 året for Beatles opløsning er det lidt underligt stadigvæk at skulle læse om Yoko Ono som årsagen til gruppens gåen fra hinanden. Måske handler det om, at ‘døden skal have en årsag’ og at det nemmeste er at skylde skylden på den japanske pige, som John Lennon forelskede sig noget så grundigt i.
Det værste ved det gamle rygte er, at det skygger for Onos egen kunstneriske karriere, der stadigvæk kører. At hun er en af de avantgardister, der fortjener at blive anerkendt som sådan. Også inden for musikken.
Det forlyder er Signe Svendsens fjerde udspil som solist, og der er gået godt og vel ti år siden, hun sprang ud som sangerinde-sangskriver med albummet Ny passager (2010). Sidst jeg havde fornøjelsen af at anbefale hende var med Kun de faldne rejser sig igen fra 2013.
Dengang kredsede teksterne om de midaldrendes erfaringer fra kærligheds- og parforholdslivet, og denne tematik er da også repræsenteret på den nye plade, blandt andet i titelsangen “Det forlyder”, hvor den udkårne har fundet en anden kvinde:
Det forlyder, du har fundet én
Du har fundet én, der passer bedre ind
Men sig mig, ved hun ingenting
Ved hun, jeg har din ring
Ved hun, jeg har din ringHvor skal jeg nu gå hen
Kan du sige mig, hvor jeg kan finde fred
Hvis hun ligger i din seng
Hvor kan jeg så gå hen
Sig mig, hvor er mit hjemDu tog mig, du tog mig helt
Under månens blik blev vi to til én
Du kaldte mig for din brud
Og sang det imod min hud
Sig mig, hvad gør jeg nuOver alle bjerge, under have
Gennem byer ser jeg dig
Og mit halve hjerte vil for evigt
Længes mod dit, min ven
Så længe jeg har din ringDet forlyder, du har fundet én
Du har fundet én, der passer bedre ind
Men sig mig, ved hun ingenting
Ved hun, jeg har din ring
Ved hun, jeg har din ring
Sangen er et udmærket eksempel på, hvor langt Signe Svendsen er kommet som sangskriver her på sin fjerde lp. Med et meget enkelt, nøgternt sprog (bemærk også titlen, der får en til at tænke på den næsten hårdkogte stil i fortidens telegrambureauer…”Det forlyder i følge Ritzaus bureau…”) beskrives en katastrofal følelsesmæssig situation af (formodet) svigt så de underliggende følelser af tab, uro, længsel, bebrejdelse, lidenskab osv. holdes i ave. Og det er jo en kunst at kunne gøre det.
Et andet eksempel fra samme temakreds er sangen “Langsom musik”, hvor Signe får et fint vokalt mod- og medspil af selveste Michael Falch. En sang, der kunne handle om ønsket eller drømmen om at skrue tiden tilbage, nulstille den udvikling, man har været igennem, og starte helt forfra. At tørre tavlen ren og begynde på en frisk:
Hvis jeg siger det, som det er
Vil du lade mig drukne her i dine hænder
Tag hvad jeg ved, tag hvad jeg har
Lad mig lære alt forfraVi ku’ drive væk
Til langsom musik
Før dagen sætter ind
Og vi husker alt igenHvis jeg siger det, som det er
Vil du lade mørket være, så tæt som det er
Udenfor står frosten klar
Jeg vil gøre alt forfraVi ku’ drive væk
Til langsom musik
Før dagen sætter ind
Og vi husker alt igenHvad kan du mon mærke
Skal vi altid banke på
En lukket dør
Som vi har gjort det tusinde gange førVi ku’ drive væk
Til langsom musik
Før dagen sætter ind
Og vi husker alt igen
Igen bemærker man det nøgterne, hverdags- og talesprogsnære sprog, hvor ordene doseres nøje og nøgternt – og lytteren nødes til at lytte efter, hvis meningen skal begribes.
Parforholds- og kærlighedstematikken fastholdes dog ikke helt, for i en sang som “Lys ud, lys ind” kan man tale om, at et personligt, indadskuende, eksistentielt perspektiv kommer ind eller fremhæves, men det er nærmest som et supplement til de andre sange.
Signe synger sine sange nøgent og smukt og med et ærligt udtryk, der passer fint til teksternes nøgne og til tider næste rå karakter. Og producer og musiker Lars Skjærbæk har skabt et lydbillede, der bærer Signe Svendsens sang og sange frem uden på noget tidspunkt at dominere. Og musikken er en slags voksenpop, der bærer præg af moderne indierock af den mere diskrete slags.
Alt i alt har Signe Svendsen lavet en plade, der bekræfter hendes ubestridelige talent som sanger-sangskriver i sin egen ret og demonstrerer, at hun roligt kan forfølge det spor, hun er inde på. Det vil kun kunne resultere i mere godt. Hermed varmt anbefalet.
Signe Svendsen. Det forlyder. Producer: Lars Skjærbæk. Eget plademærke. Udkom 31. januar 2020
https://www.youtube.com/watch?v=fcsoKv3RDfI
Som nævnt har K. D. Lang gået i overvejelser om at stoppe karriere eller i hvert fald stoppe med at synge som hun hidtil har gjort. Alligevel er det lykkedes australienerne at lokke hende helt derud downunder for at give sin støtte til kampen mod de flammer, der igen og igen truer med at lægge store dele af Australien øde. Og selvfølgelig var Lang på pletten og sang Leonard Cohens “Hallelujah” – så smukt som altid. Hvor er det godt at se hende på scenen igen.
Jeg sidder og læser om sange af Carole King. Sange, som Rolling Stone mener, vi ikke vidste hun havde skrevet. Men måske tænker magasinet på de unge læsere (der er tilbage), for jeg er sikker på, at mange af os, der var med i tresserne og halvfjerdserne godt ved, at hun fx skrev “Chains”, som Beatles indspillede, eller “Up on the roof” til the Drifters. Og så kom sammenfaldet, for RS mener også at vi ikke kender “I’m into something good”, som Herman’s Hermits hittede med. Hvad RS til gengæld ikke ved – og her er jeg ret sikker – er, at vores egen Lasse Helner (Baronets, Lasse & Mathilde m.m.), der netop er fyldt 73, indspillede en meget fin version på sit noget overset album Cover.
Faktisk synes jeg Helners udgave er bedre en Herman’s Hermits…
Jeg har omtalt filmen Forrest Gump mange gange. Og også det fortræffelige soundtrack, der er lavet over filmen. Et soundtrack, jeg i flere år har haft liggende på min gamle mp3-afspiller – og som stadigvæk ligger der, hvis trangen skulle opstå.
Men jeg er langt fra færdig med dette soundtrack. For som tilfældet er med mange soundtrack, så er heller ikke Forrest Gump-lydsporet helt dækkende for den musik, der er i filmen. En række sange kom ikke med:
“Lovesick Blues” – Hank Williams
“Sugar Shack” – Jimmy Gilmer and The Fireballs
“Hanky Panky” – Tommy James and the Shondells
“All Along the Watchtower” – The Jimi Hendrix Experience
“Soul Kitchen” – The Doors
“Hello, I Love You” – The Doors
“People Are Strange” – The Doors
“Love Her Madly” – The Doors
“Hey Joe” – The Jimi Hendrix Experience
“Where Have All the Flowers Gone?” – Pete Seeger
“Let’s Work Together” – Canned Heat
“Tie a Yellow Ribbon Round the Ole Oak Tree” – Tony Orlando & Dawn
“Get Down Tonight” – KC & the Sunshine Band
“Free Bird” – Lynyrd Skynyrd
“Running on Empty” – Jackson Browne Additional Bonus track on Collector’s Edition CD 2001
“Go Your Own Way” – Fleetwood Mac Additional Bonus track on Collector’s Edition CD 2001
– så der burde faktisk have været ikke to men tre CD’er i det lydspor.
Og som der står, så kom der en samlerudgave (Cellector’s Edition) i 2001 – og det er den jeg har – og på den er Jackson Browne og Fleetwood Mac med.
Og måske gemmer der sig mere på det lydspor, som kun ihærdig gennemlytning vil afsløre…
I går var det 50 år siden, The Who stod på scenen på universitetet i Leeds og indspillede live-albummet Live at Leeds. Bandet var lidt i vildrede oven på succesen med rockoperaen Tommy, og valgte at satse på en koncertoptagelse. Og sådan blev det. Hvad de ikke vidste, var, at pladen siden hen er blevet kåret som alle tiders bedste livealbum.
Egentlig skulle livealbummet have afspejlet koncertaktiviteterne i kølvandet på Tommy, men efter sigende orkede Pete Townshend ikke at lytte optagelserne igennem og beordrede dem brændt. I stedet satsede man så på to koncerter, en i Leeds og en i Hull. Den sidste blev ikke til noget på grund af tekniske problemer, så man satsede helt på Leeds. (Live at Hull udkom dog i 2012 som dobbeltcd med 112 minutters musik, hvor man havde rekonstrueret problemerne med den manglende/defekte baslyd). I første omgang var planen et dobbeltalbum, indeholdende sange fra Tommy. Men det blev hverken et dobbeltalbum eller et Tommy-album. I stedet et album, hvor the Who spillede en blanding af kendte Who-numre og ældre blues- og rocknumre. Og så trådte Who et skridt tilbage og genfandt deres gamle tilgang til rocken. Og tak for det. Who genopfandt, revitaliserede sig selv.
Pladen blev udsendt senere på året.
Fødselsdage er en passende anledning til et genopfriske musik med. Således er der to, der fylder 73 år i dag. Den ene oplever det ikke, da han allerede døde som 28-årig. Og det er Tim Buckley.
Den anden er The Kinks trommeslager og slagtøjsspiller Mick Avory, der er spillevende.
