februar 2020 arkiv

Dødsfald: Lyle Mays – pianist og komponist – 66

14. februar 2020

Pianisten og komponisten Lyle Mays, der blandt meget andet er kendt for sit virke i Pat Methenys gruppe, døde d. 10. februar. Joni Mitchell giver ham følgende ord med fra sin hjemmeside:

“Lyle Mays passed away this morning in Los Angeles. Lyle was an integral part of Joni’s 1979 tour with Pat Metheny, Jaco, Michael Brecker, and Don Alias. He and Pat’s hauntingly beautiful transition between Amelia and Hejira stands as one of the enduring highlights of the tour. Lyle was a founding member of the Pat Metheny Group, providing arrangements, orchestration, and the harmonic and metric backbone of the group’s musical signature. “

Disco

14. februar 2020

Jeg har kun været på diskotek en gang i mit liv. Og det var på Sardinien i 1980. Og det mindede mere om en aften i ungdomsskolen med lokale anstandsdamer, der passede på de sardiske ungmøer. Ellers har jeg holdt mig væk fra alt med stroboskop og hvad der ellers hører til et rigtigt diskotek. Og meget af diskomusikken, der kom frem i de gyldne år i halvfjerdserne gik hen over hovedet på mig. Det var brugsmusik, der skulle få folk til at danse og feste igennem med alt, hvad det indebærer. – Men så, så, dukkede Earth, Wind & Fire op og løftede med deres unikke fusion af soul, disco, funk m.m.diskoteksmusikken op og ud af discotekernes iscenesættelse. Og  med mindre mand var en træmand (eller tilsvarende af hunkøn), så smittede bandets dansante musik og rev en med i noget, der let kom til at ligne en ekstase.

Jeg kan huske, at en af musiktidsskriftet MMs skribenter – Torben Enghoff, tror jeg det  var –  anmeldte Earth, Wind  Fire og lod sin ekstatiske begejstring flyde over og den kritiske sans forstumme. Torben Bille, daværende chefredaktør på MM, fortalte mig, at han og andre (forgæves) forsøgte at lægge en dæmper på den eksalterede skribent, uden held. Og jeg havde og har det som omtalte skribent. Når Earth, Wind & Fire er bedst – som fx i “September” – så river de gulvtæppet væk under mig og tilfører min krop en nærmest elektrisk energi og smitsom begejstring. Et rent dopaminsus af musikalsk fryd hinsides discomusikkens verden.

50: Black Sabbath

13. februar 2020

Til forskel fra the Doors var Black Sabbath et band, jeg skulle lære at elske. Det tog sin tid. Lige da det eponyme debutalbum var udkommet havde jeg svært ved at goutere den åbenlyse flirten med det okkulte og skulle også lige stille ørerne ind på det oppulente opbud af ‘heavy metal’, som pladen var (den første) eksponent for. Faktisk gik der flere albums tid, inden jeg synes Black Sabbath var for noget at regne.

I dag fremstår debutpladen for mig som det, den først og fremmest er: En god rockplade, hvor guitaristen Tony Iommi og sangeren Ozzy Osborne er bærende elementer med hhv. den personlige guitarstil og den mørke, dystre stemme. Og så kan man – i hvert fald på den remasterede udgave – tydeligt høre og mærke at pladen blev indspillet “live” i studiet uden fiksfakserier. Det lyder faktisk meget autentisk. Jeg er nok ikke blevet decideret Black Sabbath-fan, men det er en solid rockskive, de lagde fra land med.

Rolling Stone fortæller historien om dette album. Her.

 

50: The Doors – Morrison Hotel

13. februar 2020

Jeg byttede mig til The Doors’ femte album Morrison Hotel i1970. En af mine forældres naboer var kommet hjem fra et længere ophold på Thule Airbase, hvor han arbejdede som smed – og hvor han købte masser af musik. Blandt andet to album med The Doors. Morrison Hotel og Live. Den sidste fik jeg ikke fat i dengang, da jeg byttede et album med the Association (lækker, let amerikansk vokalpop) med Doors femmer.

Og hvilket bytte var det ikke!? Efter at have sovset deres musik godt ind i strygere og blæsere på forgængeren Soft Parade (1969) fandt Jim Morrison og vennerne tilbage til grndformlen i en svedig, potent bluesbaseret rock.

Og The Doors havde brug for at genstarte motoren. Det foregående album havde krævet mange kræfter i studiet og havde ikke helt indfriet publikums forventninger. Og så havde der været balladen om Jim Morrison, der havde vist sin tissemand frem ved en koncert og efterfølgende var blevet dømt for uanstændig optræden. Og det kostede på populariteten i guds eget bornert land.

Og genstarten lykkedes. Doors fremstod som forvandlede. Jim Morrison synger bedre end nogensinde, og de tre andre musikere viser virkelig, hvad de havde at byde på. Det er 11 potente sange med saft og kraft, fordelt på de to sider: “Morrison Hotel” og “Hard Rock Cafe”. Et hoved- og mesterværk i Doors oevre – og en milesten i halvfjerdserrocken. Og min personlige Doorsfavorit til alle tider.

Aldrig fortærsket: God only knows

12. februar 2020

Ja, der er sange, der aldrig bliver fortærsket. Man kan lytte til dem i det uendelige, og de tager ikke skade af, at naboen synger den i brusebadet eller at nogen fløjter den og rammer tonerne skævt. Og sådan er det med Beach Boys’ “God only knows”, som jeg nævnte i går og straks fik til at køre non-stop derinde i den grå grødede masse (eller grødmassen, om du vil). Og jeg forstår godt at den hæderkronede public service-mediekoncern BBC valgte at genindspille lige netop den sang, da man i 2014 lancerede tjenesten BBC Music. Med en perlerække af kunstnere – fra Pharrel over Elton John og videre til bl.a. Chrissie Hynde. Ikke at BBCs version lægger alen til originalen eller overgår den – næh, det er nok umuligt – men den ødelægger heller ikke noget ved den, men hylder den bare.

Håndbold og politikens grænser – en simpel analyse

12. februar 2020

Hvor går grænsen for det politiske? Hvornår ophører  man med at være et politisk menneske? Er det fx sådan, at fordi man træder ind i et omklædningrum og iklæder sig sportstøj og -sko, så hænger man også sit politiske habitus på knagen ved siden af sin jakke og træder ind i sportshallen eller på -anlægget som et menneske berøvet enhver politisk holdning eller tilbøjelighed? Nej vel!

Det politiske stopper ikke ved omklædningsrummet eller sportsarenaen, fordi sport er en del af, en forlængelse af det øvrige gennempolitiserede samfund, og det har den altid været. Nogle siger enddan at sporten er et spejlbillede af de øvrige samfund. Et privilegeret spejlbillede, der fortæller os en masse om dette samfund – og dets politik.

Og man behøver ikke at tænke ret meget tilbage i sportens historie for at finde eksempler på, at sport og politik er uløseligt forbundet. Vi husker alle (?) balladen om olympiaden i Tyskland i 1933, hvor Hitler græmmedes over, at en sort amerikaner vandt guldmedalje i løb. Vi husker også terrorangrebet på israelere ved en senere olympiade i Tyskland. Vi husker, hvordan de Sorte Pantere viste deres støtte til bevægelsen under olympiaden i USA i 1968.

Men vi behøver ikke at gå så langt tilbage. For ganske nylig fik en dansk fodboldspiller næsen i klemme i pressen, fordi han optrådte for sit tyrkiske klubhold med en trøje, der roste det tyrkiske regime. Og selv om fodboldspilleren var kontraktligt forpligtet på at spille med det tøj, som klubben nu fandt passende, så måtte han stå for skud alligevel. I pressen. Og vi kan tage balladen om misbrug af præstationsfremmende stoffer, balladen om racisme i fodbold (og andre sporsgrene), balladen om seksuelle krænkelser i sport, balladen om aftalt spil og korruption i de politiske forbund og så videre. Jovist, sport er et spejlbillede af samfundet og dets økonomiske, politiske og andre problemer.

Og når den herhjemme i pressen forgudede tidligere landstræner for det kvindelige landshold i håndbold, Ulrik Wilbeck , plæderer for, at atleter, der deltager i store sportsbegivenheder skal ‘holde mund’ og ‘blive hjemme’, hvis ikke han/hun kan rette ind under holdets ambitioner (og dermed hele den kontekst, disse ambitioner er en del af), så afslører den fhv. landstræner, nu  Venstre-politiker i Viborg, at han ikke forstår, at sport altid allerede er politisk. Eller sagt på en anden måde: Han står for en opfattelse af politik, der reducerer politik til noget, der varetages af bestemte strukturerer og institutioner i samfundet. Wilbekck afviser ikke, at sportsmanden el. -kvinden er et politisk subjekt, men ønsker at holde sport og politik adskilt. Han taler om, at atleten kan blive taget som “gidsel” af politiske interesser. Og det er ingenlunde en tilfældig metafor, idet et gidsel er en apolitisk eller afpolitiseret person, der ulovligt og mod sin egen vilje bruges i et politisk afpresningsspil. Og netop eksemplet med den danske fodboldspiller i den tyrkiske, “politiske” trøje, bringes på banen som et eksempel på, hvor håbløs forsøget på at skille sport og politik er. Fodboldspilleren spiller med den forbandede trøje, fordi sporten altid allerede er politiseret.

The Hollies havde ikke brug for autotuning (Torben Bille)

11. februar 2020

Har man sagt Graham Nash, skal man også sige Alan Clarke

11. februar 2020

Graham Nash

11. februar 2020

ja, Graham Nash, besøger det århusianske musiktempel Musikhuset til sommer, og jeg har købt billet til fruen og mig selv. Orkesterplads, så jeg rigtig kan høre, hvordan manden, der – med Torben Billes ord – var med til at brande The Hollies, lyder i fremskreden alder. Og jeg håber, han vil synge Marrakesh Express (fra Crosby, Stills & Nash’ debutalbum), og gerne i den demoudgave, der kom med Nash for få år siden.

Og billetkøbet har hensat mig i en Hollies-Nash-tilstand (ekstase er måske så meget at skrive, men jeg er ganske vild med Hollies og Nash lige for tiden, igen).

50: The Magic Christian

11. februar 2020

Halvtredsårsdagen for premieren på filmen The Magic Christian, der blandt mange andre har Ringo Starr på rollelisten – en af Ringo første post-Beatles-filmprojekter.  En forglemmelig komedie, der især huskes for sit soundtrack, hvor Beatles-protegeerne Badfinger har lavet musikken, der også bliver indholdet på deres debutalbum Magic Christian Music. Navnlig sangen “Come and get it”, skrevet af selveste Paul McCartney udmærker sig i filmen og på pladen.

 

Musikværktøj på nettet

11. februar 2020

Digitaliseringen af musik har ført meget med sig. Både godt og skidt. Adgang – mod betaling forstås – til stort set al musik via streamingtjenester, der leverer mådelig lydkvalitet og langfra altid leverer det udbud, de påstår. Og for en gammel musikelsker som mig er det et stort fremskridt, at man med internettet har mulighed for at finde musik, som man tidligere måske/måske ikke kunne opsnuse via diverse opslagsværker og associationsevne.

Noget, jeg altid har haft fornøjelse af, er at opspore musik, jeg har hørt i en film, en tv-serie eller et tv- eller radioprogram. Musik, der ikke bliver omtalt under og efter filmens, programmets afvikling. Nogle gange var man henvist til af finde lydsporet på filmen og kunne være heldig at finde melodien der (men langtfra altid). Andre gange kunne ens egen hjerne selv finde svaret. Men nu til dags er der andre hjælpemidler. Fx sitet Tunefind.com, hvor man kan søge på alskens programtyper og finde gode svar.

Men heller ikke Tunefind.com (og tilsvarende sider) giver altid svar. Det skete for mig i går. På tv – for n’te gang – The Royal (Landbyhospitalet) – over skærmen. Et afsnit om en katastrofal brand på et plejehjem og et bryllup mellem to af landsbyhospitalets læger. Og et lille stykke inde i afsnittet lød tonerne af en rigtig god gammel popsang, men selv om min hjerne genkendte den, så faldt tiøren ikke helt. Og hvad gør man så? Jo, tjekker Tunefind. Men nej. Lige netop dette afsnit ( sæson 4, afsnit 1) er resultatløs: “It’s a little quiet in here. You can help…osv.”. Nå, hvad så?! Jo, der er andre veje på nettet. Så jeg gik ind på computeren og genstartede programmet og tog min mobiltelefon, hvor jeg har programmet Soundhound. Og med det kan man aflytte musik og – med held – få et svar på, hvad det er der spiller. Og vupti, så var den der. Marmalade og deres prægtige sang “Reflections of my life”…

https://youtu.be/xTeI65yrhGw

Sangen er skrevet af Junior Campbell og Dean Ford fra gruppen, og den blev et hit for halvtreds år siden og er solgt i omegnen af 2 millioner eksemplarer. Nummeret udmærker sig bl.a. ved smukke Beatleslignende harmonier og en guitarsolo, der spilles baglæns (såkaldt reverse tape eller backmasking) og giver en helt speciel psykedelisk stemning på nummeret.

Jeg skulle selvfølgelig have kunnet huske nummeret. Ikke mindst fordi jeg har det på en fin opsamling med skotske Marmalade, der måske (og ganske ufortjent) er gledet lidt i g(l)emmebogen. Det er der hermed rodet lidt bod på.

Men selv med programmer som Tunefind og Soundhound kan man komme til kort. Jeg fandt således ikke ud af, hvem der sang en særlig smuk udgave af Beach Boys “God only knows” i en irsk serie for år tilbage. Jeg skrev endda til tv-selskabet, men fik ikke svar. Så – den ligger stadigvæk og venter på en afklaring, som internettet måske ikke har.

Joni Mitchell siger det selv…

11. februar 2020

Mere om gode råd til børnene

10. februar 2020

“Teach Your Children”

You, who are on the road,
Must have a code
That you can live by.
And so become yourself
Because the past is just a goodbye.Teach your children well.
Their father’s hell
Did slowly go by.
And feed them on your dreams.
The one they pick’s the one you’ll know by.

Don’t you ever ask them, “Why?”
If they told you, you would cry.
So, just look at them and sigh,
And know they love you.

[Verse in the background:]
Can you hear and do you care
And can’t you see
We must be free
To teach your children
What you believe in,
Make a world that we can live in?

And you, of tender years,
Can’t know the fears
That your elders grew by.
And so please help them with your youth.
They seek the truth
Before they can die.

Teach your parents well.
Their children’s hell
Will slowly go by.
And feed them on your dreams.
The one they pick’s the one you’ll know by.

Don’t you ever ask them, “Why?”
If they told you, you would cry.
So, just look at them and sigh
And know they love you.

Apropos Patti Smiths velmente råd til de unge, så kom jeg selvfølgelig i tanke om Crosby, Stills og Nash og deres helt anderledes håndtering af det spørgsmål…

Gode råd til ungdommen

9. februar 2020

Jeg har altid (?) haft det sådan, at jeg ikke ville lytte til voksnes “gode råd”. Og jeg har også selv forsøgt at holde mig tilbage med at give “gode råd” til andreog forsøgt at knibe uden om, når jeg en enkelt gang er blevet bedt om et livsråd. Det kom jeg til at tænke på, da jeg faldt over Patti Smiths forsøg på at dele ud af sin livserfaring til ungdommen. Ikke at hun siger noget forkert eller uheldigt. I værste fald er det banaliteter, der kommer ud af hendes – og andre rådgiveres – munde. Og det er nok det, der begrunder min holdning. At mange af de råd, man kan give, vil være noget, andre mennesker selv vil kunne opleve gennem deres rejse i livet. Men ok, hun er en klog kone og sympatisk i sit forsøg på at gøre ungdommen til en udvalgt ungdom med et særligt ansvar.

https://www.youtube.com/watch?v=1mNkACk9UMg

 

Walking the dog – Forsthaven

8. februar 2020

Da jeg startede med at skrive weblog, skrev jeg ofte om det at gå tur med min hund. Det var dengang, jeg havde en smartlog og endnu ikke var sprunget ud som autonom blogger. Og jeg kan huske, at en New Yorker (eller måske rettere: Manhattan-borger) kommenterede et af mine indlæg, fordi jeg fortalte om, at jeg lod hunden – min gamle gravhund – bestemme, hvilke stier og veje, vi skulle gå. Han ville gøre det samme med sin hun – i Central Park. Jeg kom til at tænke på ham i dag, da hunden og jeg gik rundt på vores vanlige weekendtur i Forsthaven og mødte et ældre ægtepar, der kommenterede, at min hund fik lov til at stå og kigge og snuse i lang tid. For det er stadigvæk sådan, at hunden – gravhundens afløser – får lov til at bestemme meget af det, der skal ske. For så er jeg sikker på, at han får en god tur, hvor alle hans behov er tilgodeset – og jeg får luftet mig selv godt igennem. Win-win, som dansker siger nu om stunder.