Han døde alt for tidligt, men nåede at sætte et uudsletteligt aftryk på reggaemusikken og dermed på musikken i det hele taget. Det var ham, der for alvor gjorde reggaen til en respekteret og elsket stilart i populærmusikken, selv om mange andre havde banet vejen for ham i efterkrigstiden.
I går ville han være blevet 75 år, og ville sikkert have været aktiv. Men sådan gik det ikke.
“I got cancer, when was it? Five years ago was it? I was told I had less than a year to live – 10 months they said. They said that they couldn’t do anything for me. In fact, this was the beginning of one of the greatest years of my life laughs waiting to die from cancer! Many, many strange things happened to me that year. One of them was that Roger Daltrey got in touch. Roger phoned me and said ‘listen we should make an album together’ and I said ‘we better do it quick!’
“So, this song, I was almost due to die and I’m in the studio working with Roger. Every now and then I used to go for a walk outside – it was out in the country this studio – and look at the stars, look at the trees and think ‘come on, is this weird or what?! I’m making an album with Roger Daltrey, I’m gonna die quite soon and it’s all a bit too much to take in!’ I didn’t die, obviously, because I’m sitting here talking now. My life was saved by Addenbrooke’s hospital. In an 11-hour operation, they removed this tumour from my stomach that weighed three kilograms and it was the size of a melon. They saved my life. Thank you once again Addenbrooke’s hospital and everybody there.” [Wilko Johnson]
Hvis man har læst Jens Andersens bog om Kim Larsens unge år, så vil man vide, at Hollywoodskuespilleren Kirk Douglas spiller en helt særlig rolle for den helt unge Larsen, der får en kunstnerisk opvågnen ved at se Douglas i “Odysseus” i barndommens biograf Nora på Nørrebro. Og denne lille anekdote fortæller noget om, hvilket format den nu afdøde Hollywood-legende havde. Han var en af de sidste store skuespillere fra Hollywoods gyldne år. Og med hans bortgang forsvinder en ikke ringe portion af Hollywoods storhedstids glans.
Douglas var også en af en af de helte, der indtog lærredet i min barndoms biograf, Phønis bio, når søndagsprogrammet løb over lærredet. En af dem, hvis fysionomi. kropslige ageren og stemmeklang, vi drenge forsøgte at efterligne i den efterfølgende obligatoriske leg. Jeg hsuker især En verdensomsejling under havet. Jules Verne og datidens science fiction.
Ud over en imponerende filmografi, så gjorde Douglas sig også bemærket ved at være en af dem, der nægtede at være medløber i heksejagten på Hollywoods påståede kommunistsympatisanter, da Mccarthyismen satte den politiske dagorden sidst i 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne . Noget han blev rost for (af sin svigerdatter Cathrine Zeta-Jones) så sent som i 2017, hvor han var 101 år.
Nu er Kirk Douglas ikke mere, og Hollywood er kun en bleg afglans af sin storhedstid.
https://youtu.be/Xhyuey4xU3Q
Instrumentalhits hører til sjældenheder. Og jazz-instrumental hits udgør en endnu mindre del af summen af hitlistehits. Og i går fik jeg et genhør med et sådant hit: Cast your fate to the wind, der er skrevet af Vince Guaraldi og indspillet af ham og hans trio i 1963 på albummet Impressions of Black Orpheus. Men det var da det britiske Sounds Orchestral genindspillede nummeret i 1965, nedtonede jazzen og fremhævede det poppede easy listening i sangen, at det blev et rigtigt hit – her og hisset.
Med titlen på den nye plade – Come on in – inviterer Thorbjørn Risager og bandet The Black Tornado indenfor i det musikalske univers, vi efterhånden kender fra en række fine udspil, seneste Change my game fra 2017.
Og det vil sige et univers, hvor grobunden består af the blues. Ikke kun som en musikalsk doktrin, der foreskriver visse taktarter og akkordstrukturer, men også og ikke mindst i betydningen: en grundfølelse. Og en følelse, der bestemt ikke er ensbetydende med beklagelse og hængen-med-mulen hele tiden.
For selv om sangskriver Risager på denne plade nok er en kende mere introspektiv (for nu ikke at bruge tidens misforståede term introvert) og gør sig tanker over den fremadskridende alder og hangen til melankoli, så demonstrerer pladens sange, at bluesen – som al god kunst – rummer sin modsætning. Hvor bluesens melkankolske ensomhed findes, der findes også fælleskabets glæde, hvor det slidsomme arbejdslivs beklagelser presser sig på, ja der finder man også festen med vin, dans og fornøjelser med det modsatte køn. Bluesen – i hvert fald i Risager og Co’s udmøntning – er som livets tragikomik, man kan ikke få det ene uden også at få det andet og modsatte. Livsmismodighed, men også en fundamental overbevisning om, at det nok skal gå alt sammen.
Musikken på pladen er ikke væsensforskellig fra de foregående to, fremragende udspil, som jeg har omtalt her på siden. Måske er der dog en lillebitte,diskret forskel i produktion og arrangement. Det forekommer mig, at Thorbjørn Risagers stemme – i det mindste på en del af sangene – er trukket lidt mere frem og i fokus i lydbilledet, således at produktionen flugter lidt mere med bandnavnet Thorbjørn Risager & the Black Tornado. Og det klæder bestemt Risagers stemme at få en anelse mere accent. Og det ændrer ikke ved, at The Black Tornado fint kommer til deres ret i produktionen, både som det sejt sammenspillede ensemble, det er, og som instrumentalister med solistudfoldelser.
Kom indenfor siger titlen til lytteren, og man kan kun følge det råd og bevæge sig ind i det modsætningsfulde univers, som pladens ti sange byder på. Ti sange, der som oftest hos Risager er helt på højde og niveau med bluesens i almindelighed. Sange, der måske ikke vil dominere vor tids streamingsradiostationer, men til gengæld gør god fyldest i koncertsammenhæng, dvs. der, hvor Thorbjørn Risager & The Black Tornado har hjemme. Hermed anbefalet.
Thorbjørn Risager & The Black Tornado. Come on in. Produceret af: Peter Iversen, Søren Bøjgaard, Joachim Svensmark, Thorbjørn Risager & The Black Tornado. Ruf Records. Udkom d. 31. jan. 2020
Som nævnt valgte DR at bruge hele lørdag aften på at samle penge ind til børn på flugt, iscenesat som underholdning til flødeskumskagen og kaffen. Og det var nok til at jeg måtte finde andre adspredelser, når nu dummekassen ikke rigtig havde noget at byde på. Og så er det jo godt, at man alligevel havde været på biblioteket og høste nogle lån til øre og øje.
Og på den visuelle side havde jeg fundet den new zealanske film Love Birds fra 2011. Jeg havde bestilt den, fordi den har den henrivende britiske skuespillerinde Sally Hawkins (kendt fra bl.a. nogle af Mike Leighs film, fra The Shape of Water m.fl.). Så kunne det ikke gå helt galt, var ræsonnementet.
Og ganske rigtig. Filmen er en charmerende bagatel af en romantisk komedie. Om Dough, der lever et ubekymret liv med fast arbejde, kæreste og hus i forstaden. Men så går det hverken værre eller bedre end at kæresten forlader ham, fordi der ikke er sket en skid de seneste to af deres samliv. Og Dough er slået hjem.
Men så indfinder der sig en slags mcguffin, der skal sætte historie i bevægelse. En and lander på Doughs tag og tager ham, hans hus og liv i besiddelse. Med lidt god – ja meget god vilje – er anden et symbol på Doughs fastlåste liv. Anden kan ikke længere flyve og bedre bliver det ikke af, at den knytter sig til Dough, der også trænger til luft under vingerne. Og man mere end aner, at andens evne til at flyve hænger sammen med Doughs evne til at komme videre med sit liv. Og uden at afsløre for meget, så er det også det, der sker. Det ligger i genrens selvforståelse. Anden kommer på vingerne igen, hjulet på vej af en løssluppen plæneklipper. Og Dough møder Holly (Sally Hawkins) og sammen stiger de til vejrs i en luftballon… Symbolikken er til at føle på.
Filmen er som sagt en bagatel. Som en flødeskumskage, der smelter på tungen, inden kaffen får skyllet den ned. Men de medvirkende spiller ganske habilt, og så er der en formildende omstændighed: Dough er Queen-fan. Noget han har fået fra sin far. Og lydsporet er 90% Queen-sange, der passer rigtig godt til den lette tone i filmen. Og så er der et par sange med den new zealandske folk-rock-sangskriver og sanger Virginia “Gin” Wigmore, som var et nyt, behageligt bekendtskab for mine ører. Mindre interessant bliver denne Gin ikke af, at hendes debutalbum Holy Smoke (2009) er indspillet med Ryan Adams backingband The Cardinals.
Og selv om bibliotekets kopi kun havde tyske undertekster, så var filmen bestemt et bedre valg sådan en lørdag aften end hjernedød indsamlingsunderholdning på public service-kanalen…
Dramaet i Tour de France er flyttet fra de stejle bjergtoppe og de flade spurter til det medicinske kapløb mellem nye stoffer og teknologier og “renhedspolitiets” jagt på synderne. I den store renhedsfortælling gøres den enkelte rytter til skurken i spillet, medens bagmændene, der har presset udøverne længere og længere ud i eksperimenternes jungle, vasker deres hænder i fuld offentlighed. Vi er vidner til et kæmpemæssigt hyklerisk show, der opføres for fulde gardiner (og licenskroner) i DR og på andre store tv-kanaler. Et show, der ganske langsomt, men sikkert, vil afsløre, at de olympiske konkurrenceidealer, man foregøgler at hylde og forfægte, er som kejserens nye klæder.
Sådan skrev jeg her i bloggen i 2008, da dopingskandalen havde ramt Tour de France. Og i går aftes blev jeg mindet om, at min lille analyse dengang havde ramt plet med hensyn til forståelsen af pressens behandling af skandalen som en fortælling om renhed. En fortælling, hvis formål det var – og er – at rense selve sporten ved at hænge enkelte sportsudøvere ud som skurke. Siden har vi set den syvdobbelte Tour de France-vinder Lance Armstrong miste al sin glans i et anstrengt forsøg på at bringe renselse til den martrerede cykelsport.
Og i går fik vi så et nyt frisk eksempel, idet DR Nyhederne kunne fortælle os, at landets pt. måske mest succesfulde cykelrytter, Jakob Fuglsang, var kommet i ‘cykelsportens uafhængige anti-doping-enhed, Cycling Anti-Doping Foundations (CADF)’ søgelys. Sammen med dagbladet Politiken og norske Verden Gang har DR fået fat i en ‘hemmelig’ rapport, der afslører, at Fuglsang er sat i forbindelse med den skandaleomsuste, italienske ‘dopinglæge’ Michele Ferrari, der er ekskluderet af cykelsporten på grund af sine meritter inden for dopingområdet.
Interessant ved nyheden er, at den stort set kun nævner den populære og succesfulde rytter, Jakob Fuglsang. Ganske vist nævnes også hans hold, Astana. Men fokus er entydigt på kransekagefiguren. Den ypperste repræsentant for sporten i Danmark. Man kunne jo – for god ordens skyld om ikke andet – have opremset flere andre cykelryttere i rapporten og flere hold, men nej. Man vælger at vinkle det på lige netop den måde: Jakob Fuglsang. På næsten gammeltestamentlig facon (Abraham, Job) gøres Fuglsang til en syndebuk, der som sådan skal ofres som et lille spædt lam for at Sporten som sådan med al dens kapital, sundhedssystem osv. kan gennemgå en renselse. Men han er jo ikke dømt endnu, vil man måske sige. Nej, men han er allerede, qua rapporten og relationen til Ferrari, så miskrediteret, at også han på nærmest rituel vis må slagtes for åben skærm. For det er jo det paradoksale ved syndebukken: At det ikke er tilstrækkeligt at gennemføres renselsesofringen én gang (som i det privilegerede tilfælde: Jesus Kristus), den skal (som korsfæstelsen) gentages rituelt igen og igen for at holde liv i illusionen, fortællingen om renheden.
Tilbagespoling: doping
Debutalbummet kom på Beatles’ Apple-mærke. Plade nr. 2 blev til i Los Angeles og produceret af Peter Asher og blev begyndelsen til en lang række plader, der udgør noget af rykradden i den amerikanske singer-songwriter-tradition, der netop blev skabt i halvfjerdserne. Og lytter man til Taylor dengang og nu, så er der ikke den store forskel at høre. Det er stadigvæk de samme kvaliteter, der hersker. Stemmen, som man enten elsker eller ikke. De gode, slidstærke sange. Og de smagfulde arrangementer med nogle af de bedste amerikanske studiemusikere.
Og oven på lidt politisk opvask er det nok på sin plads med en frisk, fin fortolkning af Bob Marleys sang “Turn your lights down low” med de fortrinlige mennesker bag Playing for a change.
[Min barndoms Robin Hood, Erroll Flynn]
Ja, Robin Hood og hans lystige svende i Sherwoodskoven, har meget længe været en metafor for politik. En metafor, der blev brugt om “socialistisk” politik, der ‘tog fra de rige og gav til de fattige’, sådan som den folkelige udgave af Robin Hood-fortællingen vil have det. Og som sådan er det også en metafor, der også ofte afslører, hvor metaforbrugeren befinder sig sådan rent politisk.
I dagens eksempel er mine yndlingsofre, journalisterne på DRs nyhedsside, der bruger metaforen i en omtale af regeringens meget omtalte nye kommunale udligningsreform, Under underrubrikken “Sådan kan nyt ”Robin-Hood-system” påvirke din skat” skriver de tre journalister: “Regeringen ønsker, at de brede skuldre bærer mere, og rige kommuner betaler endnu mere til fattigere. De kommuner, der mister penge, må hæve skatten tilsvarende, så de har råd til det samme i dag.” Synsvinklen er klar nok: Regeringen vil at de “brede skuldre”, “de rige kommuner” skal betale mere til de “fattige” og derfor må de brede, rige kommuner sætte skatte op for at få de kommunale pengekasser til at stemme. Og faktuelt er det da også rigtig nok, at velhavende kommuner – i fx Nordsjælland – måske skal betale mere i skat for at få pengene til at passe og ikke mindst: for at knap så velhavende kommuner kan få lidt mere at gøre godt med til den såkaldte velfærd. I følge DRs egne beregninger skal vi her i Århus fx betale et sted mellem 50-60 kr. pr. person pr. år mere i skat. I de velhavende nordsjællandske kommuner (fx Gentofte og Rudersdal) skal man pr. person betale et sted mellem 2-3000 kr. om året.
Men man må spørge sig selv: Er Robin Hood-metaforen og dens logik en rimelig måde at vinkle nyhedens om reformen på? Hvad er reformens sigte? At tage fra de rige? I hvert fald kun meget snævert anskuet. Reformens sigte er at udjævne en voksende ulighed mellem samfundets kommuner. Det fremgår oven i købet af regeringens eget forståelsespapir (regeringsgrundlag), at det er kampen mod uligheden, der har øverste prioritet. I øvrigt har en sådan reform jo ikke primært til formål at tage penge fra nogen, men derimod at fordele pengene således at alle, inkl. dem i de velhavende kommuner, kan sikres en rimelig ældrepleje, skolegang, sundhedsbehandling osv. Altså en rimelig del af den såkaldte velfærd.
Alligevel vælger man at vinkle nyheden på en måde, der kunne være planket fra Cepos’ kommunikationsmanualer eller lignende. Hvorfor mon?
