13. februar 2020 arkiv

50: Black Sabbath

13. februar 2020

Til forskel fra the Doors var Black Sabbath et band, jeg skulle lære at elske. Det tog sin tid. Lige da det eponyme debutalbum var udkommet havde jeg svært ved at goutere den åbenlyse flirten med det okkulte og skulle også lige stille ørerne ind på det oppulente opbud af ‘heavy metal’, som pladen var (den første) eksponent for. Faktisk gik der flere albums tid, inden jeg synes Black Sabbath var for noget at regne.

I dag fremstår debutpladen for mig som det, den først og fremmest er: En god rockplade, hvor guitaristen Tony Iommi og sangeren Ozzy Osborne er bærende elementer med hhv. den personlige guitarstil og den mørke, dystre stemme. Og så kan man – i hvert fald på den remasterede udgave – tydeligt høre og mærke at pladen blev indspillet “live” i studiet uden fiksfakserier. Det lyder faktisk meget autentisk. Jeg er nok ikke blevet decideret Black Sabbath-fan, men det er en solid rockskive, de lagde fra land med.

Rolling Stone fortæller historien om dette album. Her.

 

50: The Doors – Morrison Hotel

13. februar 2020

Jeg byttede mig til The Doors’ femte album Morrison Hotel i1970. En af mine forældres naboer var kommet hjem fra et længere ophold på Thule Airbase, hvor han arbejdede som smed – og hvor han købte masser af musik. Blandt andet to album med The Doors. Morrison Hotel og Live. Den sidste fik jeg ikke fat i dengang, da jeg byttede et album med the Association (lækker, let amerikansk vokalpop) med Doors femmer.

Og hvilket bytte var det ikke!? Efter at have sovset deres musik godt ind i strygere og blæsere på forgængeren Soft Parade (1969) fandt Jim Morrison og vennerne tilbage til grndformlen i en svedig, potent bluesbaseret rock.

Og The Doors havde brug for at genstarte motoren. Det foregående album havde krævet mange kræfter i studiet og havde ikke helt indfriet publikums forventninger. Og så havde der været balladen om Jim Morrison, der havde vist sin tissemand frem ved en koncert og efterfølgende var blevet dømt for uanstændig optræden. Og det kostede på populariteten i guds eget bornert land.

Og genstarten lykkedes. Doors fremstod som forvandlede. Jim Morrison synger bedre end nogensinde, og de tre andre musikere viser virkelig, hvad de havde at byde på. Det er 11 potente sange med saft og kraft, fordelt på de to sider: “Morrison Hotel” og “Hard Rock Cafe”. Et hoved- og mesterværk i Doors oevre – og en milesten i halvfjerdserrocken. Og min personlige Doorsfavorit til alle tider.