19. marts 2020 arkiv

Sebastian bekæmper corona med sang

19. marts 2020

Corona: Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget – samfundssind

19. marts 2020

I dag kom jeg til at tale med en bekendt, da jeg var ude med hunden. Vi snakkede lidt sammen – på stor afstand – og blev enige om, at der er noget paradoksalt over den aktuelle coronakrise. Et paradoks, der kommer til udtryk i myndighedernes opfordring til os om ‘at stå sammen – men at holde afstand til hinanden’. En lille virus breder sig med stor hast over globen og opløser de menneskelige samfund, der reagerer ved at forsøge at stå sammen om krisen.
Og dette paradoks tror jeg vi kan (og skal) lære af. Nemlig som Rane Willerslev er inde på i videoen ovenfor. Corona er også en belæring om, hvor sociale vi dybest set er. Hvor afhængige vi er af andre. Af den anden. Det er for så vidt ikke nogen ny erkendelse. I filosofien, psykoanalysen, etikken og andre fagområder har man vidst det i mange år: Mennesket er dybt afhængigt af sine medmennesker. Dybere end vi i normale tider er tilbøjelig til at ville acceptere. Og denne lære bør vi tage alvorligt, meget alvorligt, når vi om nogen tid bevæger os ud af krisen. Og vi bør gøre den fornyede bevidsthed om fællesskabets – det sociales – betydning til en grundtanke i vores forståelse af samfundet (herunder: politikken) og af livet i det hele taget. Hvis vi gør det, så skal det nok blive godt igen – selv om det aldrig bliver som før.

Virusmættet… og klar til noget rock

19. marts 2020

Da jeg i går aftes fik nok af virus-information-over kill, som medierne udsætter os for (jo, jeg husker at vaske hænder og ansigt, holder mindst to meters afstand til andre end min hun, holder mig mestendels indendøre og følger med i myndighedernes instrukser og vejledninger), så zappede jeg over på kanalen TV2 Charlie. Den skulle jo efter sigende være skræddersyet til min generations segment. Og jeg landede lige i et program med den gamle mediefigur Michael Meyerheim, der af en eller andet årsag har fået sit eget program, hvor han snakker med kendte mennesker. Og så var det, at Billy Cross dukkede op – i anledning af mandens 50 års jubilæum som musiker. Som Billy sagde, så startede han som professionel som 15-årig. Og så fik han lov til – uden så megen snak – at give to numre sammen med Jan Glæsels orkester. Så var den aften reddet. Og som fruen sagde fra sofaens dyb: Så kan de der x-factorere godt gå hjem og lægge sig… Hørt, hørt.

Capac anbefaler: Consolation – Astoria

19. marts 2020

Jeg har haft fornøjelsen af at anbefale Consolation hele to gange før. Og jeg gør det gerne igen. For Consolation er noget så sjældent i disse x-factor-tider et band, der har fundet sin niche i det store, uoverskuelige musikalske landskab. Nichen har mange kælenavne. Americana, roots osv. Altså en musikform, der dyrker, ja rendyrker, de genrer, der udgør den amerikanske populærmusiks dybeste rødder. Og det er det sangskriver Nis Gaarde(sang, guitar, tangenter og slagtøj) gør sammen med sine gode medspillemænd, Jacob Svensson-Hahn (bas), Svens Busck Andersen (trommer), vincent Daly (guitar, sang) og Leif Bruun (steel guitar).

Som sidst har Nis Gaarde skrevet en snes sange, der ikke lader de amerikanske sangskrivere meget tilbage at ønske. Sange, der er både medrivende, iørefaldende på den poppede måde og som besidder nogle tekster, der har noget på hjerte og give lytterne lidt at tænke over og tygge på. Fx balladen “Invisible girl”, der godt kunne være en ode til en vis svensk pige, der har sat verdens politikere til vægs med sin autistiske insisteren på det banale, at vi skal passe på den jord, vi alle sammen deler. Eller titelsangen “Astoria”, der – hvis ellers jeg forstår den – er et stykke nostalgi, der passer smukt til Consolations ægte traditionalisme.

Hvis den nye plade Astoria adskiller sig fra de foregående to, så er det måske på den måde, at der er blevet skruet lidt op for rockknappen. En lille smule mere smæld i trommerne, lidt mere potens i guitarakkorderne. Det er i hvert fald det indtryk, man umiddelbart får, når man starter pladen med det heftige nummer “Running the light”. Og måske hjælpes det indtryk på vej af produktionen (af Nis Gaarde), der virkelig har fundet en fin balance mellem et fortættet bandudtryk og klarhed i de enkelte instrumenters fremtræden i lydebilledet.

Med til det let fornyede lydbillede hører også, at bandet får hjælp af en flok musikere, der hver på deres måde kvalificerer det samlede lydunivers. Emma Sommer lægger en lækker backingvokal og Michael Hartvig (slagtøj), Johan Bylling Lang (saxofon), Bjarke Nikolajsen (trompet), Søen Dahl-Pederen (orgel), Line Feldig (cello) og Lasse Storgaard (accordion) skaber en nuanceret kontekst for kvintetten som underbinder og understøtter Consolations modnede udgave af dansk americana (hvis man ellers kan mene det – det kan man godt i disse internationalistisk og globaliserede tider…).

Med Astoria sætter Nis Gaarde og Consolation en tyk, sort streg under deres position som et af genrens førende eksponenter i vort lille land. Og selv om pladen måske ikke lægger mange alen til de to vellykkede forløbere, så overbeviser den fuldt og helt om, at Consolation har fundet deres stilistiske hjem. Og man kan kun opfordre dem til at fortsætte ad det spor, så er der meget mere godt i vente. Hermed varmt anbefalet af capac.

Consolation. Astoria. Produceret af: Nis Gaarde. DME. Er udkommet

Dødsfald: Lise Reinau

19. marts 2020

Det er via Klaus Lynggaard, jeg erfarer, at sangerinden Lise Reinau er død. Og Berlingeren kan fortælle, at hun blev 87 år. Med sin mørke, bløde stemme og sin smag for jazz og bossa nova var hun et del af det lydbillede, der strømmede gennem statsradiofonien dengang i de sene halvtredsere og tidligste tressere – og dermed et del af den side af mit lybagtæppe, der ikke har med pop og beat at gøre. Easy listening til tressernes højkonjunktur og fremadbuldrende forbrugerisme.

Allerede i 1954 fandt Annelise Engelbrecht Hansen, som Lise Reinau egentlig hed, sin følgesvend i livet Poul, og sammen sørgede de for at præge omtalte lydbillede. Efter sine succesfulde år fortsatte Rainau i det pædagogiske arbejde. Ægtemanden Poul døde i 2005.

Her er hendes kendteste sang “Herlev”, men der er meget materiale på Youtube med Reinau: