29. marts 2020 arkiv

Musikken på den øde ø

29. marts 2020

Den gamle leg med at vælge musik, plader, man ville have med på en øde ø, hvis man skulle strande der som en anden Crusoe (men dog med elforsyning og musikafspiller osv.), har fået fornyet energi i disse karantænedage. Selv ville jeg komme temmelig i vildrede, hvis jeg skulle vælge blot ti plader – album – jeg ville tage med. Hvor skulle jeg begynde? Elvis – den tidlige Elvis? Beatles – Sgt. Pepper eller det hvide album? Og ville jeg ikke i længden også blive træt af disse klenodier?! Måske skulle man vælge noget, man aldrig helt er blevet færdig med?! Captain Beefheart/Trout Mask Replica eller !?
Men der er mange andre, der kan den kunst. Og BBC radio har for længst lavet en serie med Desert Island Discs, hvor mere eller mindre kendte mennesker afslører, hvilke plader de ville have med og giver  pladerne nogle ord med på vejen. På BBCs hjemmeside kan man lytte til – og nedhente – disse mange øplader. Og det er, om ikke andet, inspirerende at se og høre, hvilken musik andre mennesker skatter højt. Og andre menneskers lytteri har altid – for mig – været en kilde til mit eget musikforbrug og musiknydelse – mere end, hvad anmeldere og kritikere har ment.

Tom Waits-sange – fortsat

29. marts 2020

Jeg holder stadigvæk fast i min karantæne-Tom Waits-lytteprogram. Og er nået til en af Waits vel nok bedst kendte sange, nemlig “Tom Traubert’s Blues (Waltzing Matilda)”. Her i en fin fortolkning af Rod Stewart. Har du tænkt over, hvad “waltzing matilda” betød? At det oprindeligt er titlen på en australsk bush ballad, oven i købet en slags nationalsang down under, og at udtrykket henviser til en vagabonderende løsarbejder, der går med sin matilda (tøjbylt) på en læp over skulderen. Og at den i Waits univers bliver et billede på en bar fly, altså en person, der frekventere byens barer med hvad dertil hører af alkoholiske drikke og letlevende kvinder (mænd…).

Og I skal ikke skånes for den originale, officielle video med en skægget Rod…

Coronaen – læren og perspektivet?

29. marts 2020

Vi nærmer os hundrede dødsfald herhjemme i den aktuelle smittesituation. Det er meget mindre end i Italien og Spanien, og det er mindre end der dør af almindelig influenza hvert år, men alligevel er det trist. Og som tiden går begynder den kritiske eftertanke at melde sig. Godt nok står vi sammen ved at holde afstand osv. Men rundt omkring begynder man at sætte spørgsmålstegn ved alt omkring den aktuelle epidemi – lige fra den valgte strategi til spørgmål om, hvad fremtiden vil bringe!? Og langsom bliver vi lidt klogere på, hvad der sker.

I 2005 forudsagde Microsoftbossen Bill Gates, at vi kunne komme i den situation, vi er i nu. Var der nogen – bortset fra videnskabsfolk og eksperter på området – der lyttede? Et par år senere blotlagde en gruppe læger, hvad coronasmitten ville betyde og udpegede Kina som en tikkende bombe, hvor et udbrud kunne ske. Hvilke politiske konsekvenser fik denne artikel? Og herhjemme har arkæologen Jeanette Varberg fortalt os, at pandemien er en logisk konsekvens af den kultur, vi lever i, hvor menneskene lever tæt sammen og er tæt på andre dyr (se tidligere indlæg), og andre er inde på lignende tanker om vores forhold til naturen. Og andre forskere og kloge folk som Yuval Hariri gør sig tanker om, hvordan verden kommer til at se ud efter pandemien.

Og man begynder også at knytte pandemien sammen med det økonomiske system, vi alle er underlagt, kapitalismen. Lige som man – bl.a. Jeanette Varberg og The Guardian – set tegn på, at kapitalismens førende nation, USA, er ved at gå mere eller mindre i opløsning, og at det ikke bliver bedre af, at man har en præsident, der sætter økonomien over menneskene.

De økonomiske problemer, som politikerne skaber med store hjælpepakker, vil uden tvivl medføre store, økonomiske problemer, måske endda en ny krise. Men det vil kun være et mindre problem for politikerne i den kommende tid. Coronapandemien er som en katalysator og fremkaldervæske, der på samme tid sætter skub i kapitalismens grundlæggende, kriseskabende modsætninger og kaster et ubehagelig lys på de indbyggede farer og katastrofer, vores økonomiske og kulturelle liv har.