april 2020 arkiv

Coronatidssange: Police – Voices in my head

30. april 2020

Yahya Hassan er død, 24 år

30. april 2020

Nyhedsmedierne har netop meddelt, at den unge digter Yahya Hassan er fundet død i sin lejlighed. Kun 24 år gammel. Den unge digter voksede op i Århus og havde palæstinensisk baggrund. Med udgangspunkt i sit eget liv og sine erfaringer skrev han sin første digtsamling, der blot hed Digte, og den blev den mest solgte digtsamling i dansk litteraturhistorie. Siden fulgte han den op med endnu en samling, der også blev modtaget positivt af såvel anmeldere som læsere.

Der er ingen tvivl om, at livet på mange måder var svært for Yahya Hassan, men han formåede at transformere sine oplevelser til kunst, til digtning. Og det er selvfølgelig alt for tidligt, at han er gået bort.

The tightest band on the planet

29. april 2020

https://www.facebook.com/TheImmedFamily/videos/267964407697195/?t=1

Overskriften skyldes Carole King, der viser denne fine video med nogle af de allerbedste musikere fra Los Angeles og omegn: Rus Kunkel, Waddy Wachtel, Leland Sklar, Danny Kortchmar og Steve Postell, der gør Warren Zevon ære, som om de ikke havde bestilt andet….

Coronatidssange: The Police – Zenyatta Mondatta

29. april 2020

Det tredje album med en sproglig nydannet titel, Zenattà Mondatta, kom i oktober 1980. Og cementerede bandet gennembrud med en førsteplads på den britiske albumliste og hele to Grammyer.

Pladen blev indspillet på under fire uger, og bandmedlemmerne var ikke helt tilfredse med resultatet, men måske blev indspilningstempoet og presset på bandet kanaliseret over i musikkens energi, i hvert fald kunne publikum lide, hvad de hørte. Og trioen måtte også droppe ønsket om at indspille i deres gamle studie,hvor de to første plader blev til, fordi de  – typisk for succeskunstnere – var løbet ind i problemer med det britiske skattevæsen. Så sammen med co-producer Nigel Gray blev albummet til i Holland for et budget på ca. 35000£ (dobbelt så meget som budgettet for de to foregående til sammen…). Dagen efter færdigindspilningen af pladen drog bandet på en verdensturné, der førte dem helt til Australien  – og resulterede i en tv-dokumentar, som jeg endnu ikke har haft held til at få fingre i.

Opdatering: Og næppe har jeg skrevet sidste sætning, før jeg finder dokumentaren – The Police Around the World – på tuben…

Alfred Hitchcock – 13.08.1899 – 29.04.1980

29. april 2020

I dag er det fyrre år siden mesteren over dem alle, Sir Alfred Joseph Hitchcock døde. Der er lavet mange spændings-, gyser- og kriminalfilm siden dengang, men de færreste når Hitchcocks mesterværker til sokkeholderne.

Capac anbefaler: Chresten – Vindfang (c)

28. april 2020

Hvad den aktuelle pandemi måske fortæller os noget om er, at vi alle er blevet en del af et stort globalt netværk, der også indebærer et opgør med forne tiders opfattelse af de globale, kulturelle magtforhold. For ikke så mange år siden fokuserede vi gladeligt og ubesværet på kulturelle metropoler, der dominerede de kulturelle udvekslinger. Men den tid er mere eller mindre forbi. Det er ikke længere en selvfølge at New York, London, Paris eller Tokio skal sætte enhver dagsorden for, hvilken vej de kulturelle tendenser blæser. Nej, i dag er det lokale, det afsides, ud-kanterne  – både de nationale og de internationale – blevet steder, der taler med lige så stor vægt som de metropole centrer.

Musikken har været et område, der tidligt har opsnappet denne udviklingstendens. Og i dag er det – bl.a. i kraft af World Music-trenden – en selvfølge at lytte til musik fra en afrikansk provins eller en dansk ditto  – på lige fod med musik fra de store studier i storbyerne. En afrikansk nomade eller en vestjysk troubadour taler med lige så stor vægt som en superstjerne fra Amerika. Det er det nye globale netværks vilkår  – heldigvis.

Ovenstående kulturanalytiske betragtninger er blevet ansporet af Chrestens nye album Vindfang, der udkom i fredags. Chresten har en fortid som vinder af tv-programmet X-factor, men efter et debutalbum på engelsk, har Chresten fundet tilbage til sit udgangspunkt, det danske sprog og dets forankring i det nordvestjyske. Og det er der kommet en lytteværdig plade ud af, en plade, som fortjener, at alle Chrestens X-factor-tiljublere – og mange andre – for en tid slukker for streamingtjenesten og giver Vindfang en chance på afspilleren.

Chresten synger som skrevet på dansk, og han har noget på hjerte. Et opgør med netop den gamle dem-og-os-tænkning, modsætningen mellem “København” og “udkanten”. Ingen tvivl om det, Chresten har fået nok og kæfter op, råber op. Men det blødes dog lidt op, når han fx gribes af en særlig følsom- og ømhed i sangen “Da far var dreng”.  En sang, der peger på en mulig udviklingsretning for den nye dansksprogede sangskriver.

Pladen er blevet til i tæt samarbejde med musiker og producer Knut Haavik, og musikalsk byder pladen på et konglomerat af stilarter – fra elementær rock til blues. Helt i vor globale tids tidsånd, fristes man til at sige. Velproduceret er den og giver os et første indtryk af en regional (og global) sanger-sangskriver, der sagtens kan vokse sig større på kommende plader. Vindfang er en plade, der fortjener at bryde igennem hos mainstream-folket og alle dem, der luller sig ind i streamingens behagesyge listeri. Hermed anbefalet.

Chresten. Vindfang. Produceret af: Knut Haavik. Fjellskabet. Udkom i fredags.

Coronatidssange: The Police – Regatta de blanc – live på tv

28. april 2020

The Kinks og den danske forbindelse..

28. april 2020

Selv om det går lidt for langsomt for tiden, så er jeg ved at være færdig med at genlæse Ray Davies’ XRaybiografi, der mere er en hybrid af biografi og litterær fortælling end en klassisk biografi. Og den er en dybt interessant fremstilling af Davies’ forståelse af, hvad der skete i de formative år fra bandets dannelse til begyndelsen af 1970’erne.

Det er for eksempel sjovt at læse, hvordan Davies’ opfatter bassist Pete Quaife udtræden af bandet som en opløsning af The Kinks. Quaife var sammen med Daviesbrødrene den, der skabte The Kinks. Først som The Ravens, der skiftede navn til The Kinks. Og det var ham, der med sin bas var med til at skabe beatlyden på de første mange plader – til og med Village Green-albummet. Men Qauife forlader Kinks i april 1969, dels fordi han havde mødt en dansk hjerterdame, og dels fordi han var gammeldags træt af de evindelige konflikter mellem Ray og Dave.

Ray forsøger det bedste han kan at overtale Quaife til at blive, men uden held og Quaife erstatte på bas af John Dalton. Men selv om Davies godt kan lide Dalton og hans basspil, så giver han direkte udtryk for, at det med Quaifes afgang var slut med The Kinks. Ganske vist fortsætter Kinks under det navn i mange år frem, men forstår man det “rigtige” Kinks er fortid med Quaifes afgang. Og for at det ikke skal være løgn, så gifter broder Dave sig i 1967 med Quaifes danske kones kusine. Han forbliver dog i bandet, så balladen mellem brødrene kan fortsætte (og det gør den vist endnu…).

Davies skriver følgende om sangen “Days”: “Sangen forudsagde gruppens endeligt. Inden vi indspillede sangen var jeg overbevist om, at Quaife havde besluttet at forlade bandet for bestandig.”

“Days” blev udsendt som opfølger til “Wonder boy”, og som denne og et par efterfølgende singleudspil blev den ikke et hit. Sangen er siden blevet indlemmet på genudgivelser af Village Green-albummet.

 

Pete Ham – 27.04.1947 – 24.04.1975

27. april 2020

Tre dage fr han fyldte 28 år, hængte Pete Ham sig selv efter at have skrevet et afskedsbrev til sin gravide kæreste. Økonomiske problemer var dråben, der fik ham til at sætte et punktum for sit liv.

Og dermed mistede popmusikken en meget talentfuld sangskriver og musiker. Sammen med sit band Badfinger havde Pete som de første fået kontrakt med Beatles’ pladeselskab Apple. Og det kan man godt forstå, når man hører Pete Hams sange, for han var tydeligvis en af dem, der kunne føre Beatles’ musikform videre – efter The Beatles.  I dag ville Pete Ham være blevet 73 år, men sådan skulle det altså ikke være.

Wonder Boy – The Kinks

27. april 2020

“…Grenville sagde, at nogen havde set John Lennon på en klub og at han blev ved med at bede DJ’en om at spille ‘Wonder Boy’ igen og igen. Jeg tror at anerkendelse fra mine ligemænd betyder at ‘Wonder Boy” ikke har været en fuldstændig fejltagelse.” [Ray Davies, X-Ray]

Coronatidssange: The Police

26. april 2020

Outlandos d’amour skulle egentlig have heddet Police Brutality, men – heldigvis – fik “Roxanne” Miles Copeland til at foreslå Outlandos d’amour, en titel, der minder om fransk uden at være det og måske/måske ikke skal forstås som “outlaws of love”, kærlighedens lovløse. Tja – men i hvert fald en titel, der skilte sig ud fra andre bands albumtitler.

Denne “franglais” – frangelske – titel medførte, at album nr. 2 også fik sådan en titel, nemlig Regatta de Blanc. Den udkom i oktober 1979 og gav bandet det egentlige store gennembrud. LP’en nåede førstepladsen på albumlisten og singlerne “Message in a bottle” og “Walking on the Moon” gjorde sig rigtig godt på singlelisterne.

Indtægterne fra debutalbummet kunne dække produktionen af album nr. 2, og The Police indspillede den på kun fire uger – fordelt over nogle måneder – og ignorerede pladeselskabets ønske om større studier og større produktion. Police holdt fast i udgangspunktet. Et lille studie og en low budget-produktion (6-9000 £).

Mere fra det imaginære skrivebord: Laura Marling

26. april 2020

Også pladeaktuelle Laura Marling, en af mine personlige favoritter på spindesiden, bidrager til skrivebordskoncerterne. Ganske vist hjemmefra, men alligevel.

John Fogerty med familie – ved skrivebordet

26. april 2020

Det klæder John Fogerty at optræde ved skrivebordet hos NPR sammen med familiemedlemmerne. Det swinger dejligt og lyder slet ikke som et ekko af Creedence Clearwater Revival.

Coronatidssange: The Police – So lonely

25. april 2020

Det fortælles, at trommeslager Stewart Copeland måtte låne 1500 £ af sin broder Miles for at få råd til at indspille the Police’s debutalbum Outlandos d’amour. Og at bandet måtte bruge et halvt år til at indspille pladen, hvor de sprang ind, når der var plads og tid i studiet. Og, at Miles slet ikke brød sig om det, han hørte. Før han blev præsenteret for sangen “Roxanne”, der blev et af de tre singleudspil fra albummet. Det fik Miles til at kontakte pladeselskabet A & M med henblik på en udgivelse. Og det korte af det lange blev, at plademærket tog The Police til sig og udgav debutalbummet og de tilhørende singler.

Selv om debutpladen fik blandede anmeldelser, da den udkom, så er den siden hen blevet fremhævet som et af de mest vellykkede debutalbums fra perioden. En af dem, der tog positivt mod pladen, var min anmelderdarling Robert Christgau, der roste bandet for dets melodiøse, ligefremme rock-and-roll.

Og her et par og fyrre år siden udgivelsen fremstår pladen som et særdeles vellykket koncentrat af ungdommelig new wave-rock med overtoner af reggae.

https://youtu.be/fXcbDEczwwc

The Beatles eller The Rolling Stones?!

25. april 2020

Åh nej, tænkte jeg, da jeg hørte Paul McCartney hævde, at the Beatles var bedre end Rolling Stones. Det spørgsmål er sådan cirka lige så gammelt som The Rolling Stones er som band. Allerede dengang jeg var en lille knægt og blev Beatlesfan, sådan som man gjorde dengang i de tidlige 1960’ere, og Rolling Stones dukkede op, har spørgsmålet om, hvem der var bedst kørt rundt i medierne og blandt fans. Og allerede dengang synes jeg, at det var et spørgsmål af samme format som spørgsmålet om, hvad der er højest – Rundetårn eller et kanonslag?

Mick Jagger har venligt svaret på Sir McCartneys gentagelse af et synspunkt, han har haft, siden dengang, og påpeget, at Rolling Stones spillede stadiumkoncerter på et tidspunkt, hvor Beatles var fortid. Og det er jo rigtigt. Stones har haft en storhedsperiode efter 1970. Men det svar har mere karakter af en venlig undgåelse af spørgsmålet om, hvem der var bedst – musikalsk set. Og her er det, vi ender ved Rundetårn-analogien. Giver det mening at sammenligne Rolling Stones, der fra første dag har været et band, der var dybt forankret i the blues, med The Beatles, der var et kopiband, der spillede alt muligt – fra den amerikanske sangskat? Nej, det giver ikke rigtig mening. Og heldigvis er der plads til det hele i musikken. Jeg er både til The Beatles og The Rolling Stones.