april 2020 arkiv

Nick Lowe and Los Straitjacket – Live bootleg

24. april 2020

Coronatidssange: The Police – Next to you

24. april 2020

The Police får lov til at overtage stafetten. Dels synes jeg The Police er lidt g(l)emt for tiden, og det fortjener denne fantastiske trio bestemt ikke. Og dels er det fyrre år siden, jeg blev ramt af en kraftig Police-feber, da jeg opholdt mig på Sardinien og fik mulighed for at lytte til Outlandos d’amour og Regatta de blanc. Og det første jeg gjorde, da jeg kom hjem til Århus var at købe Zenyatta Mondatta, der netop udkom i 1980 og – efter min mening – er kronen på værket for de tre englændere. Så fyrreåret er en passende anledning til at genopleve gruppens mange fine sange. Og sangen her er ikke en opfordring til ikke at holde afstand her i 2020…

Capac anbefaler: Det sidste orkester – Ungdomstungsind tur/retur

24. april 2020

Et nyt, dansksproget rockalbum på orange vinyl. What’s not to like, som vi siger, når vi læner os alt for kærligt op af det angelsaksiske. Det sidste orkester brager gennem lydmuren med et dansksproget conceptalbum, der som sådan skriver sig ind i, hvad jeg vil tilllade mig at kalde, en lang tradition i dansk populærmusik. En tradition, der i hvert fald går tilbage tll 1960’erne. Og som sådan har Det Sidste Orkester noget at leve op til. Uskrevne forventninger om tekster, der rager op over den gennemsnitlige sproglige havregrød, og om et musikalsk udtryk, der i hvert fald ikke lader lytteren uberørt. Og lad mig bare afsløre, at jeg synes, Det Sidste Orkester kommer i land med deres ambitioner.

Ungdomsstungsind tur/retur, som pladens titel er, er et conceptalbum. Der er tale om en slags situationsrapport fra den fase i livet, som englænderne og amerikanerne kalder coming of age, et begreb, der er blevet en genrebetegnelse i kunst, litteratur og film, og som betegner den periode i livet, hvor man ikke er helt ung længere, og hvor man forventes at etablere sig med arbejde, familie osv. En periode, der ofte er præget af uskyldstab, ængstelse, forvirring, usikkerhed og nogle gange livsangst eller ligefrem livslede.

Sangskriver Asbjørn de Meza Jensen beskriver denne særlige udsatte situation i den første sang på pladen, “Dørmand”:

Jeg stod i kø i et år

Men blev ikke lukket ind

Nu jeg for gammel til at dø

Af ungdommeligt tungsind

Højt at flyve, Klub Syvogtyve

Ingen vinger, dybt at dø,

I valsen var der slinger

Selvom dansegulvet havde kø

Jeg mangler et sted at gå ud

Hvor man for altid må bli’

Den evige natklub,

Det aller sidste skrig

Et sted hvor musikken aldrig lukker ned

Lad nu djævelen stemple mit håndled

Syvogtyve år, og ude på dybt vand

Men her noget ældre

Bliver jeg afvist af en dørmand

Fanget mellem det, der var, og det der endnu ikke rigtig er, i et ingenmandsland, hvor der ikke er nogen vej tilbage, selv om længslen mod det tabte brænder som et begær efter ‘den evige natklub’, hvor musikken aldrig holder op. Jeg tror mange vil kunne nikke genkendende til denne følelse af splittelse mellem en tabt fortid og en uvis fremtid. Og lige netop taler for sangskriverens tekster, der formår med et enkelt sprogbrug at beskrive stemningen i en situation af opbrud, forandring og usikker bevægelse.

Og sådan fortsætter det på pladen. I sangen “Platinhits” er situationsrapporten helt aktuel og beskriver, hvordan et bandmedlem forlader skuden på et tidspunkt, hvor gennembruddet synes at ligge lige for. Og man får det indtryk at den person, der dropper ud af bandet, ikke er en konkret person, men måske snarere en del af sangskriverens splittede jeg:

Du droppede ud af bandet, før vi nåede at slå en tone an

Og før du nåede at erkende, at vi var som to dråber vand

Vi var ikke skabt til 15 minutter, men til den helt lange vej

Og selv hvis bandet skulle fejle, havde du allerede vundet mig

Du droppede ud af bandet, før vi nåede at stemme rent

Men hvis du skulle have droppet ud af mit hjerte, så gjorde du det for sent

Så gjorde du det virkelig for sent

Men måske overfortolker jeg… Derimod er der ingen tvivl om, hvad “Rodehoved” handler om. Netop det kaos, der kan opstå i hovedet på en, når man er fanget i det ingenmandsland eller limbo, det er at befinde sig mellem ungdommen og den voksentilstand, man forventes at indtræde i. Og rodet i hovedet modsvares selvfølgelig af et sprogligt ditto, som sangen “Paradoks” fint beskriver den sproglige tilstand, samtidig med at sangen også har tilløb til en slags samfundskritik eller i hvert fald et opgør med den omgivende verden:

Det er vel nok et paradoks -men det er ikke så stort som os

Det ikke så stort som os – ikke så stort som os

Ja det vel nok et paradoks -men det er ikke så stort som os

Det ikke så stort som os – det er ikke så stort

Fuck fordomsfulde mennesker, jeg ved hvilke typer I er

og fuck ”dem og os”-terminologi det bli’r jo kun brugt af jer

Fuck tyngdekraften jeg er jordbunden nok i mig selv..

og fuck foragt for menneskeliv, i burde sgu slås ihjel

Og sådan kunne man blive ved med at citere fra tekstuniverset og underbygge, hvordan conceptet udfolde i dybden og bredden. I de første akkorder på pladen blev denne lytter sendt tilbage til C.V. Jørgensen. Det var noget med stemmeføringen hos Asbjørn de Meza Jensen. Men det var blot en forbigående association. For sangskriverens tekster ligner heldigvis ikke C. V. Jørgensens særegne udtryk, men har sine egne kvaliteter. Asbjørn de Meza Jensen skriver fyldige prosaagtige tekster, der ligger tæt på talesproget og uden litterære aspirationer, men krydret med humoristiske tilløb.

Musikken er regulær, hård rock, der især udmærker sig ved flotte flerstemmige vokaler. Sangene er meget homogene, sådan som man kan forvente sig af et helstøbt conceptalbum. Og det er som sådan denne orange vinylplade skal nydes: Et vellykket conceptalbum, der med sine egensindige tekster og sit rastløse univers på fineste vis lever op til de forventninger, man kan have til en ny, dansksproget rockplade. Giv De Sidste Orkester en chance på din grammofon. Hermed anbefalet.

 

Det Sidste Orkester. Ungdomstungsind Tur / Retur. Nordsø Records. Er udkommet.

 

 

 

 

 

Et spøgelse i en spøgelsesby – Rolling Stones i en smittetid

24. april 2020

Der gror ikke mos på en rullesten, heller ikke i en coronatid. Alligevel havde de færreste nok forventet at rockens grand old men kastede en coronarelateret sang af sig!? Men det gjorde Jagger, Richard og de andre. En dub-sej sag, som Rullestenene sagtens kan være bekendt og som viser, at man endnu ikke skal afskrive dem på rockens scene.

Marianne Faithfull klarede den…

23. april 2020

Det forlyder, at Marianne Faithfull er blevet udskrevet fra hospitalet efter sin indlæggelse med coronainfektion. Det glæder vi os over og håber, hun slipper for mén efterfølgende.

Coronatidssange 2: Catie Curtis – 100 Miles

22. april 2020

Og vi fortsætter med en skæring fra Curtis’ “gennembrudsplade” A Crash Course in Roses, “100 miles”.

Isolation: Johnny Depp og Jeff Beck laver en John Lennon

22. april 2020

“Lennon’s poetry — ‘We’re afraid of everyone. Afraid of the Sun!’ — seemed to Jeff and me especially profound right now, this song about isolation, fear, and existential risks to our world. So we wanted to give it to you, and hope it helps you make sense of the moment or just helps you pass the time as we endure isolation together.” – Johnny Depp

Ivan Pedersen – 70

22. april 2020

En stor stemme i dansk populærmusik fylder 70. Ivan Pedersen, der startede tilbage i tressernes midte med McKinleys og siden blev det til Laban, Backseat og en solokarriere, plus alt det andet, der omfatter backingvokaler hos mange kendte kunstnere, fagpolitisk arbejde og på det seneste memoireforfatter (se ovenfor).

Efter coronaen

21. april 2020

Myndighederne med statsministeren og sundhedseksperterne i spidsen er – godt presset af den politiske opposition – begyndt at ‘åbne samfundet op’ igen, som det hedder med en ret så misvisende sprogbrug. For samfundet har ikke været ‘lukket ned’, der har ikke været tale om nogen ‘lockdown’ med et ofte brugt engelsk udtryk. Ganske vist har visse virksomheder været lukket som følge af smittebekæmpende tiltag, men store dele af virksomhederne har fungeret ret så upåvirket og de private og offentlige virksomheder, der har været mere eller mindre nedlukkede er ikke det samme som samfundet. Sprogbrugen er ikke tilfældig, sproget afslører, hvad der er på spil. Det er ikke samfundet, der åbnes op efter at være lukket ned. Det er især de privatkapitalistiske virksomheder, der har været lukket ned og ønskes åbnet op igen. Bag sprogbrugen ligger forestillingen om et bestemt samfundsmæssigt system.

Men coronaepidemien udfordrer netop det tankesæt, der ligger bag sprogbrugen. Hvad skal der ske efter coronaepidemien? Hvad skal der ske, hvis vi ikke skal tilbage til den ‘normalitet’, vi forlod? Hvad vil der ske, hvis vi ikke lærer af tiden med hyppig håndvask, fysisk afstand mellem mennesker osv.? Hvordan forhindrer vi, at coronaen vender tilbage – og måske i en mere fatal form end den, vi ser lige nu? Er vi overhovedet i stand til at lære af den lektion, som coronaen har givet os – og som sætter et stort spørgsmålstegn ved vores levevis i kapitalismens tidsalder?

Hør podcastet Epidemier former vores historie med Lone Frank og Jeanette Varberg.

Cy Nicklin – 80

21. april 2020

Engelskfødte -Cy Nicklin (nederst til højre på MM ovenfor) har sat et kraftigt spor i dansk populærmusik (især beat og folk) med  navne som Day of Phoenix, Cy, Maia & Robert og ikke mindst Culpeper’s Orchard (senere blot Culpeper). Dertil kommer et virke som (film)komponist, lydtekniker og producer (for bl.a. TV-2). Per Wium udfolder CV’et her.

The Royal- – Landsbyhospitalet-spillelisten vokser fortsat.

20. april 2020

Og nu er den oppe på 156 numre – og jeg arbejder stadigvæk på sagen.

Mere nyt fra Bob Dylan: I contain multitudes

20. april 2020

Igen har Bob Dylan udsendt en sang – uden at der er nyheder om et nyt album eller lignende. Men hvorfor skulle han også det, altså udsende en plade. For hans karriere har jo været en lang række sange, der godt nok har fordelt sig på album, men måske i virkeligheden har udgjort en lang kæde af sange, der fortsætter så længe Dylan er levende.

coronatidssange: Catie Curtis

20. april 2020

Kate Jacobs sender stafetten videre til Catie Curtis, der nok ikke er ret mere kendt end Jacobs, men alligevel fortjener lyttere.

Den 54-årige Curtis har udsendt en lang række plader, siden debuten i 1984, den selvfinansierede Dandelion. Og hun kategoriseres (til dels med rette) som folk-rock. Men først og fremmest gør hun indtryk ved at insistere på sine egne ideer og holdninger. Hun brød igennem til et større publikum i 1999 med A crash course in roses. Her er hun med titelsangen fra hendes første udgivelse, kasettebåndet Dandelion:

Cecil Bødker er død, 93 år

20. april 2020

Digteren og forfatteren Cecil Bødker er død, 93 år gammel. Mange vil kende hendes navn, fordi hun fik stor succes som børnebogsforfatter, bl.a. med serien om Silas. Men jeg mødte hende længe før hun kastede sig over børnelitteraturen – dengang, hvor hun med tre digtsamlinger og novellesamlingen “Øjet” skrev sig centralt ind i det felt af digtere, der siden blev kaldt tressermodernisterne. Takket være min dansklærerinde i folkeskolens sidste klasser  – fra 5. til om med realen. Her sørgede Alice, som hun hedder for at vi blev konfronteret med de modernistiske og efter sigende “uforståelige” og svært læselige moderne tekster, der piblede frem i de år. Og Cecil Bødker var en af dem. Det var med sin insisteren på det svære, at Alice lagde grunden for mit valg af uddannelsesretning (humaniora med fokus på tekster og deslige). Og det er jeg hende og Bødker taknemmelig for.

Dandy – en Ray Davies-sang

19. april 2020

Ray Davies fortæller detaljeret om de problemer The Kinks har med rådgivning og management i de unge år. Problemer, som mange – de fleste?! – af datidens beatgrupper vil kunne nikke genkendende til. Problemer med at fastholde rettighederne til sangene over for snedige pengemænd, der ikke tøver med at tørre kunstnerne godt og grundigt.

Et sted fortæller Ray om sangen “Dandy”, som han har skrevet og forsøger at sidde på, indtil den er udsendt med The Kinks. Men manageren Alan Klein (der siden spillede en uflatterende rolle for the Beatles) får fat i det prøvetryk, der er blevet lavet med og af Kinks, og giver det videre til den dengang succesfulde producer Mickie Most (The Animals, Donovan og Herman’s Hermits), der straks indspiller den med Herman’s Hermits. Da Ray Davies konfronterer ham med “problemet” fortæller Klein ham, at Herman og hans Hermitter har solgt 600.000 eksemplarer af den single i USA. Som om det var et argument, der kunne oveflødiggøre enhver diskussion. Davies er imponeret over salgstallet, men slet ikke overbevist om handlingens rigtighed.

Sangen om levemanden og skørtejægeren Dandy er en udmærket popsang i Herman’s Hermits og Micke Mosts version. Men den passer – ikke mindst indholdsmæssigt – meget bedre til The Kinks.Ja, med en vis ret kan man hævde, at der er noget af Ray Davies i Dandy-figuren.