28. april 2020 arkiv

Capac anbefaler: Chresten – Vindfang (c)

28. april 2020

Hvad den aktuelle pandemi måske fortæller os noget om er, at vi alle er blevet en del af et stort globalt netværk, der også indebærer et opgør med forne tiders opfattelse af de globale, kulturelle magtforhold. For ikke så mange år siden fokuserede vi gladeligt og ubesværet på kulturelle metropoler, der dominerede de kulturelle udvekslinger. Men den tid er mere eller mindre forbi. Det er ikke længere en selvfølge at New York, London, Paris eller Tokio skal sætte enhver dagsorden for, hvilken vej de kulturelle tendenser blæser. Nej, i dag er det lokale, det afsides, ud-kanterne  – både de nationale og de internationale – blevet steder, der taler med lige så stor vægt som de metropole centrer.

Musikken har været et område, der tidligt har opsnappet denne udviklingstendens. Og i dag er det – bl.a. i kraft af World Music-trenden – en selvfølge at lytte til musik fra en afrikansk provins eller en dansk ditto  – på lige fod med musik fra de store studier i storbyerne. En afrikansk nomade eller en vestjysk troubadour taler med lige så stor vægt som en superstjerne fra Amerika. Det er det nye globale netværks vilkår  – heldigvis.

Ovenstående kulturanalytiske betragtninger er blevet ansporet af Chrestens nye album Vindfang, der udkom i fredags. Chresten har en fortid som vinder af tv-programmet X-factor, men efter et debutalbum på engelsk, har Chresten fundet tilbage til sit udgangspunkt, det danske sprog og dets forankring i det nordvestjyske. Og det er der kommet en lytteværdig plade ud af, en plade, som fortjener, at alle Chrestens X-factor-tiljublere – og mange andre – for en tid slukker for streamingtjenesten og giver Vindfang en chance på afspilleren.

Chresten synger som skrevet på dansk, og han har noget på hjerte. Et opgør med netop den gamle dem-og-os-tænkning, modsætningen mellem “København” og “udkanten”. Ingen tvivl om det, Chresten har fået nok og kæfter op, råber op. Men det blødes dog lidt op, når han fx gribes af en særlig følsom- og ømhed i sangen “Da far var dreng”.  En sang, der peger på en mulig udviklingsretning for den nye dansksprogede sangskriver.

Pladen er blevet til i tæt samarbejde med musiker og producer Knut Haavik, og musikalsk byder pladen på et konglomerat af stilarter – fra elementær rock til blues. Helt i vor globale tids tidsånd, fristes man til at sige. Velproduceret er den og giver os et første indtryk af en regional (og global) sanger-sangskriver, der sagtens kan vokse sig større på kommende plader. Vindfang er en plade, der fortjener at bryde igennem hos mainstream-folket og alle dem, der luller sig ind i streamingens behagesyge listeri. Hermed anbefalet.

Chresten. Vindfang. Produceret af: Knut Haavik. Fjellskabet. Udkom i fredags.

Coronatidssange: The Police – Regatta de blanc – live på tv

28. april 2020

The Kinks og den danske forbindelse..

28. april 2020

Selv om det går lidt for langsomt for tiden, så er jeg ved at være færdig med at genlæse Ray Davies’ XRaybiografi, der mere er en hybrid af biografi og litterær fortælling end en klassisk biografi. Og den er en dybt interessant fremstilling af Davies’ forståelse af, hvad der skete i de formative år fra bandets dannelse til begyndelsen af 1970’erne.

Det er for eksempel sjovt at læse, hvordan Davies’ opfatter bassist Pete Quaife udtræden af bandet som en opløsning af The Kinks. Quaife var sammen med Daviesbrødrene den, der skabte The Kinks. Først som The Ravens, der skiftede navn til The Kinks. Og det var ham, der med sin bas var med til at skabe beatlyden på de første mange plader – til og med Village Green-albummet. Men Qauife forlader Kinks i april 1969, dels fordi han havde mødt en dansk hjerterdame, og dels fordi han var gammeldags træt af de evindelige konflikter mellem Ray og Dave.

Ray forsøger det bedste han kan at overtale Quaife til at blive, men uden held og Quaife erstatte på bas af John Dalton. Men selv om Davies godt kan lide Dalton og hans basspil, så giver han direkte udtryk for, at det med Quaifes afgang var slut med The Kinks. Ganske vist fortsætter Kinks under det navn i mange år frem, men forstår man det “rigtige” Kinks er fortid med Quaifes afgang. Og for at det ikke skal være løgn, så gifter broder Dave sig i 1967 med Quaifes danske kones kusine. Han forbliver dog i bandet, så balladen mellem brødrene kan fortsætte (og det gør den vist endnu…).

Davies skriver følgende om sangen “Days”: “Sangen forudsagde gruppens endeligt. Inden vi indspillede sangen var jeg overbevist om, at Quaife havde besluttet at forlade bandet for bestandig.”

“Days” blev udsendt som opfølger til “Wonder boy”, og som denne og et par efterfølgende singleudspil blev den ikke et hit. Sangen er siden blevet indlemmet på genudgivelser af Village Green-albummet.