Fra spaghettiwesterns til egne filmværker. Clint Eastwood, der bliver 90 og stadigvæk er aktiv, har været en del af den kulørte filmunderholdning i mange år. Og jeg har været ganske godt underholdt, hvad enten det var i italienske westerns, Dirty Harry-film eller hans egne værker. Men hvad vil det sige: underholdt? Jo, i Eastwoods tilfælde: en vis forudsigelighed af højredrejede (republikanske) amerikanske synspunkter og “værdier”, en dyrkelse af den handlende ener (à la John Wayne og lign. typer), en særlig tør, tilknappet, ordknap maskulinitet, der synes at være gået lidt af mode i disse år og nogle film, der levede højt på handlingen og mindre på filmæstetikken. Til lykke og velbekomme.
Selv om man har været på afstedsturné, så betyder det ikke nødvendigvis, at al musikalsk aktivitet er slut. Og se om ikke Paul Simon – for det er ham det gælder – dukker op sammen med en anden musikalsk gigant, Dion, i en hyldest for en tredje gigant, Sam Cooke.
Nettet flyder over med fine optagelser med mange af de store navne. Her er Paul McCartney med fru Linda og et par stykker mere i gang med at øve. Et fint lille indblik i motorrummet hos Macca.
Den århusianske trio Velvet Volume har fået nok, kan man læse på DRs Nyhedsside. Og det de tre søstre, Noa, Naomi og Nataja Lachmi, har fået nok af, er – kort og måske lidt tendentiøst formuleret – den standende kønsforvirring. Noa formulerer det bramfrit således: “- Hvis du er for feminin, bliver du ikke taget seriøst nok, men hvis du er for maskulin, er du ikke smuk og cute nok, og så er der ingen, der vil kneppe dig – hvilket åbenbart er succeskriteriet.”, og tilføjer, at ‘man aldrig kan gøre det rigtigt’. Velkommen til rockens verden, får man lyst til at tilføje. Øl, fisse og rockmusik, for nu at bogstavere fordommen om rocken. Velvet Volume er, med andre ord, gået i identitetsfællen.
Den fælle, hvor det for alt i verden gælder om at finde og/eller definere en identitet. Er du hetero, bøsse, lesbisk, trans eller ?! LGBT+?! Og det er vel at mærke en identitetsfælle, som rocken som historisk fænomen har opstillet. Som bekendt er rocken blevet anklaget – af moderne feminister – for at være mandsdomineret, en maskulin verden, hvor der ikke er nok kvinder eller hvor kvinder kun spiller en underordnet rolle. Rocken er med andre ord “bare” et aspekt af det patriarkalske samfund, som er feministernes modpol.
Og Velvet Volume tre søstre oplever, hvor absurd kønslogikken stadigvæk fungerer i rockmusikken: Man kan ikke gøre det rigtigt. Enten er man for feminin eller også er man for maskulin. Og sådan vil det forblive med at være, så længe man søger en bestemt kønsidentitet. Er jeg en mand eller en kvinde, når jeg spiller rock?
Som min tænkemester, den provokerende intellektuelle filosof Slavoj Zizek, understreger, så skal man ikke tro på identitet. Som han siger i nedenståen kommentar til ‘black lives matter’-bevægelsen og LGBT+-bevægelsen, så kan vi ikke forstå subjektet, vor tids subjekt, som en fasttømret identitet. Med henvisning til LGBT+-tanken, siger han, at subjektet snarere er dette “+”, dette mere, det overskud af noget identisk.
Og Velvet Volume kommer faktisk frem til samme indsigt – uden på nogen måde at gribe til filosofiske termer:
– Nogle gange har vi nok glemt at spørge os selv om, hvad fuck det egentlig er, vi vil, hvordan vi har lyst til at fremstå, og hvad det er, vi drømmer om. På det nye album har vi virkelig haft brug for at være ligeglade med, hvad andre synes, og udfolde os selv på alle parametre. Det har været naturligt for os at udtrykke os endnu mere ekstremt, endnu mere maskulint og endnu mere egocentrisk, forklarer guitarist og sanger Noa Lachmi.
Med deres nye album Ego’s need sætter de strøm til dette “+”. Sagt på en anden måde, så har Velvet Volume fundet ud af, at sætte parantes om alt det med “feminin” vs. “maskulin” og koncentre sig om de musikalske drømme. Og dermed viser de vejen for andre kønsforvirrede rockelskere.
I går rundede John Fogerty 75 år. Og for 50 år siden var han og resten af Creedence Clearwater Revival på toppen af deres succes. To album blev det til det år, Cosmo Factory og Pendulum . Året før var det dog blevet til hele tre stykker. Men det kørte for bandet, selv om mørke skyer voksede i horisonten.John Fogerty var meget dominerende i bandet og i starten af 1971 fik broder Tom Fogerty nok og forlod bandet, og det var begyndelse på enden på gruppen.
Selv om det er svært at finde den præcise udgivelsesdato, så er der ingen tvivl om, at vi befinder os i halvtredsåret for udgivelsen af Mungo Jerrys store hit “In the Summertime”. Og selv om Mungo Jerry og ankermand Ray Dorset har lavet meget andet, så er det især denne sommerhyldest, bandet og Dorset huske for. Det er lige før, vi kan tale om et one-hit-wonder.
Dorset skrev sangen på ingen tid, i en pause i arbejdet på urfirmaet Timex. Og sådan er det ofte med gode sange, de skriver næsten sig selv. Og så blev den udsendt på en maxisingle sammen med andre sange, men det forhindrede den ikke i at krybe op ad den britiske hitliste.Efterspørgslen var så stor, at pladeselskabet Dawn Records (en filial af Pye Records) måtte lave en ordinær single med sangen som A-side – af hensyn til alle radiostationerne og de lokale djs.
Og sangen havde og har alt det, der skal til for at hitte. Og jeg tror, den holder de næste 50 år med.
Et af de band, der faldt under min radar dengang, var Siouxsie Sioux and the Banshees. Ganske ufortjent, hvorfor jeg siden har forsøgt at genoprette forbindelsen til dette førende navn i den såkaldte post-punk. I dag fylder Siouxsie – Susan Jane Baliot – 63 år, og det er næsten ikke til at forstå. Var post-punken ikke i går?!
På Facebook har en god ven opfordret mig til at vise 10 album, der har ‘påvirket min musiksmag’. Og selv om jeg i første omgang ikke havde lyst til at deltage, så sprang jeg alligevel ud i det, for man skal jo ikke være ein Spielverderber, som tyskerne siger. En, der ødelægger legen og den gode stemning.
Men selv om jeg har indskrænket mig til at vise omslaget på 10 album, jeg faktisk har i min lille samling, så er de dårligt nok repræsentative for den musik, der har påvirket mig. Jo ældre jeg bliver, desto klarere bliver det for mig, at stor set al den musik, jeg har hørt og lyttet til, har været med til at præge min musiksmag. Også musikarter, jeg egentlig ikke bryder mig om, som fx den mest banale dansktopmusik, visse former for heavy metal, visse former for avantgarde-jazz, visse former for orientalsk og arabisk musik og en hel del aversioner. Også de har været med til at påvirke min musiksmag, som jeg i øvrigt ikke kan sige noget sammenfattende om. Jo ældre jeg bliver, desto rummeligere bliver min musiksmag. Fx betyder musik fra tiden før beatmusikkens fremkomst og rock and rollens fremkomst mere end nogensinde før. I dag kan jeg nyde kvaliteterne i Glenn Millers musik, som jeg bare hørte på dampradioen og på folkeskolens samtaleanlæg, da jeg var dreng. Og jeg kan høre kontinuiteten mellem den slags musik og vor tids musik. Og det er sådan set det væsentligste.
Dear Mister Fantasy, play us a tune Something to make us all happy Do anything, take us out of this gloom Sing a song, play guitar, make it snappy
You are the one who can make us all laugh But doing that you break out in tears Please don’t be sad. If it was a straight mind you had We wouldn’t have known you all these years
Dear Mister Fantasy, play us a tune Something to make us all happy Do anything, take us out of this gloom Sing a song, play guitar, make it snappy
Dear Mister Fantasy, play us a tune Something to make us all happy Do anything, take us out of this gloom Sing a song, play guitar, make it snappy
You are the one who can make us all laugh But doing that you break out in tears Please don’t be sad. If it was a straight mind you had We wouldn’t have known you all these years
Den har snurret rundt på den indre, grønne grammofon. Traffics gamle sang om “Mr. Fantasy”. Og det gør ikke noget, for det er og bliver en dejlig sang. Her i en sublim udgave med Steve Winwood og Slowhand.
Øv, så blev den ‘intime aften’ med Graham Nash i Musikhuset aflyst. Forventeligt, javist, men alligevel ærgerligt. Men sådan er det jo med den coronavirus. Folk, der tager smitten alvorligt, tager også deres forholdsregler. Så må vi håbe på, at gamle Graham kommer forbi en anden gang.
Og så kan vi jo passende læse Torben Billes hyldest til den lyse tenor, der brandede The Hollies og Torbens egen revurdering af den fabelagtige vokalgruppe: The Holllies var ikke stemmespild.
Ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det. [Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare]
Cicero, år 43 f. Kr.
Manden bag CAPAC
Hvem eller hvad er Capac?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internettider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 14 år.
Velkommen.
Kontakt
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er emailadressen følgende:
capac[SNABELA]capac.dk
Capac: About this weblog
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog. And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification of the
danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 14 years.
Welcome
Omtale af musik etc. / Reviewing music etc.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(mr.capac_SNABELA_gmail.com).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful. (Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Om brug af billeder – The use of internet photos etc.
Når man låner billeder på nettet kan det være svært at afgøre, om de er “frie” eller ej. Jeg bestræber mig dog altid på kun at bruge billeder, der ikke er behæftet med rettigheder. Og i de tilfælde, hvor det er muligt, altid at angive navnet på fotografen/kilden.
Skulle nogen derude mene, at jeg krænker deres rettigheder til et billede, så kontakt mig, og det vil straks blive fjernet. Det gælder også links til videoer.
/
This site takes pride in using pictures that are not copyrighted or are royalty free. If I know the name of the photographer I always mention it.
Should someone out there regard my publishing of one of their photos and/or video footage as a violation of their copyright, do drop me a mail and I’ll remove it right away.
Ovenstående formulering er venligst lånt af Torben Bille og fru Anna-Katrine. Tak.
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”. -Joni Mitchell
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
