4. maj 2020 arkiv

Coronatidssange: Scotty – Draw your brakes

4. maj 2020

The Police slap grebet om reggaen, så det er da passende, at vi fatter det igen. Og med en af mine yndlingsskiver udi den genre. Soundtracket fra The harder they come med Jimmy Cliff m.fl. Og m.fl. betyder blandt andet Scotty og hans sang om at stoppe toget, fordi vi vil af…

Det var 75 år siden

4. maj 2020

Selv om jeg tilhører en af de såkaldte eftertidsgenerationer, så var den tyske besættelse af Danmark i 1940 og befrielsen i 1945 noget, der var en væsentlig del af min uddannelse og opdragelse. I skolen hørte og læste vi meget om den tid. Det brune, lakerede bogskab i klasseværelset var fuld af bøger om de fem forbandede år. Og også i familiens skød var historier og erindringer fra den tid noget, man igen og igen måtte lægge øre til. Og traditionen med at sætte stearinlys i vinduet på denne aften i maj, fulgte min familie i mange år. Så længe at det helt føles mærkeligt, når senere generationer ikke gør det.

I denne coronatid sammenlignes vores situation med ‘isolation’, fysisk afstand osv. undertiden med Besættelsen. Men det er bortset fra de overfladiske ligheder misvisende. Coronaen er ikke nogen fjende, der trænger ind i vores land, vores frivillige afkald på at forsamles i det offentlige rum er ikke udgangsforbud med mørkelægningsgardiner og så videre. Man kan godt få det indtryk, at sammenlignngen handler om noget andet: At nogen – bl.a. pressen – gerne vil ‘forgylde’ danskerne og den aktuelle situation med det nationalistiske og heroiske skær fra besættelsestiden. Et af journalisternes yndlingstillægsord er ikke for ingenting: “historisk”. Og det bruges så tit, at det næsten bliver banalt (for alt er jo i en eller anden forstand historisk, tilhørende historien…) eller udtryk for den sædvanlige overvurdering og overdrivelse. Dronningens firsårsfødselsdag var “historisk”, jovist… bum-bum.