5. maj 2020 arkiv

Coronatidssange: The Melodians – Rivers of Babylon

5. maj 2020

Statsministeren – en modstræbende socialist?

5. maj 2020

Forleden ‘advarede’ jeg mod at sammenligne den tyske besættelse af Danmark i 1940 med coronakrisen i dag. Og måske skulle jeg have tøvet lidt med den kommentar, fordi jeg endnu ikke havde set DR1s fejring af den 4. april. For den understregede med ubehagelig tydelighed, hvor let det falder for nogen at drage sammenligninger mellem de to perioder i historien.

Placeret i en baggård på Nørrebro (for coroanreglementet gælder også for tv…) fejredes den 4. aprils 75årsjubilæum med musik (altansange! anført af professionelle sangere) og taler (af bl.a. Nationalmuseets direktør Villerslev og statsminister Mette Frederiksen). Og hvor Villerslev i sin tale talte for Danmarks historiske afhængighed af den øvrige verden, var Frederiksen meget mere nationalt orienteret mod ‘os danskere’, ‘Danmark’ osv. Og det nationale selvsmageri fik ikke for lidt i valget af sange og fremførelsen af dem.

Det fik mig til at tænke på, at jeg for nogle dage siden så statsministeren i folketingssalen (på Folketingets tvkanal, som fruen i casa fornøjer sig med at lytte til sent om aftenen og ud på natten), hvor hun provokeret af Pernille Vermund (Nye Borgerlige) benægtede at være socialist. Måske ikke så overraskende, hvis man tænker på Socialdemokratiets reformistiske historie, hvor partiet politisk har bevæget sig langt væk fra sit socialistiske udgangspunkt. Men set fra coronakrisens situation ser det måske lidt anderledes ud!? For er det ikke rigtigt, at statsministeren – sammen med sin regering – faktisk har handlet socialistisk med sin coronastrategi. Ikke mindst på det økonomiske område, hvor hensynet til fælleskabet har stået over individualismen, og hvor selv individualistisk orienterede, ‘liberale’ politikere og erhvervsfolk har måttet sande, at de ikke er noget uden fælleskabet!? Med andre ord: At statsministeren måske – trods sin erklærede benægtelse – handler som en socialist. En modstræbende, uvillig socialist. Men ikke desto mindre.

Denne analyse forudsætter selvfølgelig, at socialisme ikke forstås i den gængse forstand, som har været almindelig i mange år (og ikke mindst blandt dens modstandere), af et  bestemt samfundssystem, men derimod som en bevægelse i samfundet mod at lade fælleskabet veje tungere end individuelle hensyn. Karl Marx var i øvrigt inde på det samme sit skrift om den tyske familie, hvor han kalder kommunisme (der ofte er synonymt med socialisme) “eine Bewegung”. En bevægelse, der kan – og bør – resultere i et samfund, hvor fælleskabet er det centrale.