6. maj 2020 arkiv

Coronatidssange: Jimmy Cliff – You can get it if you realle want

6. maj 2020

Og hermed den sidste sang i denne serie. Nu må coronaen passe sig selv.

Færdig med X-Ray for denne gang..

6. maj 2020

Selv om retableringen af min pc har trukket tænder ud, så lykkedes det mig alligevel før jeg faldt i søvn at få afsluttet genlæsningen af Ray Davies’ X-Ray. Og den var endnu bedre end jeg mente ved første læsning.

Selv om Davies på det tidspunkt – bogen kom i 1995 – ikke havde skrevet andet end sange, så er man ikke i tvivl om, at han både er en litterært belæst herre og en herre med ambitioner om at gøre indtryk – ikke kun hos sine fans, men også hos dem, der forholder sig kritisk til litteratur. Selv har Davies sammenlignet bogen med Vladimir Nabokov (ham med Lolita, Pnin m.fl.). Og det er da også et meget moderne stykke prosa, der både leger med fortællerrollen (en fiktiv 19-årig ung mand, der af ‘The Corporation’ får til opgave at interviewe Davies og skrive om ham – og som bliver mere og mere uadskillelig fra personen Ray Davies som fortællingen skrider frem, hvor man får det indtryk, at den unge mand er en del af Davies’ personlighed, muligvis ham selv som ung eller måske snarere en fiktiv, opdigtet, del af ham selv…) og med ‘virkelighedsopfattelsen’ (den Davies, der interviewes er en døende gamling), så teksten mere har karakter af noget science fiction end noget selvbiografisk (deraf betegnelsen ‘uautoriseret selvbiografi’). Og så er den – trods alt – meget underholdende og også informativ om tiden med det originale Kinks, selv om Davies formår at kaste et let slør af tvivl hen over det hele. Jo, Ray Davies kunne godt være blevet en god forfatter – hvis ikke det var for rockmusikkens dragende kraft.