DR2 opper sig i aften og viser den aktuelle dokumentar Marianne & Leonard: Words of Love af Nick Broomfield. Og den handler selvfølgelig om forholdet mellem den norske pige Marianne og Leonard Cohen, et forhold, der satte sig spor i Cohens musik. Dokumentaren har fået mange rosende ord med på vejen. Den vises kl. 20.45.
Apropos Pete Townshends fødselsdag, så er det 50 år siden i disse dage, at albummet Live at Leeds udkom. Optaget i februar det år og tænkt som en anderledes opfølgning af albummet Tommy. Man kan vel sige, at The Who – på næsten Rolling Stonesk manér – vendte bøtten og fandt tilbage til den forrygende rock, de begyndte med i starten af tresserne. Pladen står stadigvæk som et af de bedste livealbums gennem rockens historie, og det er da noget af en bedrift.
https://www.facebook.com/1183191885/videos/10222460604122231/?t=28
[Coronarelateret sang, lånt fra Cross’ Facebookside]
Som nævnt læser jeg pt. – blandt meget andet – Billy Cross’ lille erindringsbog Så langt så godt. Det er en letlæst bog, hvor Cross fortæller om sit liv som studerende og musiker fra de unge år og frem. Og undervejs hører man selvfølgelig om de mange musikalske sammenhænge, han indgår i. Fra The Esquires og videre.
Blandt de navne, man høre om, er Cat Mother and the night newsboys, der omtales om dels et Jimi Hendrix-fund (han mistede dog hurtigt interessen…) og dels som et af de første ‘roots’-orkestre, som Cross støder på.
Andre bands, Cross er involveret i, er Meat, der vist ikke får udgivet noget, og Black Sabbath, der må skifte navn og er lige ved at få en pladekontrakt, der dog forpurres af et bandmedlem, der er blevet lidt for glad for heroin. Men bedst kendt er nok bandet Sha Na Na, der nok er bedst kendt for deres optræden på Woodstock-festivalen. Cross giver et fint billede af dette retro-rock-band, der er dygtige musikere, men som plages af indbyrdes konflikter.
Forleden så jeg – som omtalt – en dokumentar om Woodstock-festivalen. Og der var et lille glimt med The Who. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke: Kors, hvor har Townshend dog en gennemslagskraft i The Who. Og sådan har jeg altid haft det med Pete Townshend. Han guitar i the Who var og er markant.
I dag fylder den unge mand så 75, og vi må med rette nævne alle hans andre meritter. Sangskriver, producer, forfatter og så videre – læs eventuelt min omtale af hans memoirer – her.
