30. maj 2020 arkiv

Sam Cooke – Dion og Paul Simon

30. maj 2020

Selv om man har været på afstedsturné, så betyder det ikke nødvendigvis, at al musikalsk aktivitet er slut. Og se om ikke Paul Simon – for det er ham det gælder – dukker op sammen med en anden musikalsk gigant, Dion, i en hyldest for en tredje gigant, Sam Cooke.

Paul McCartney øver sig … i 1972

30. maj 2020

Nettet flyder over med fine optagelser med mange af de store navne. Her er Paul McCartney med fru Linda og et par stykker mere i gang med at øve. Et fint lille indblik i motorrummet hos Macca.

Velvet Volume har fået nok

30. maj 2020

Den århusianske trio Velvet Volume har fået nok, kan man læse på DRs Nyhedsside. Og det de tre søstre, Noa, Naomi og Nataja Lachmi, har fået nok af, er – kort og måske lidt tendentiøst formuleret – den standende kønsforvirring. Noa formulerer det bramfrit således: “- Hvis du er for feminin, bliver du ikke taget seriøst nok, men hvis du er for maskulin, er du ikke smuk og cute nok, og så er der ingen, der vil kneppe dig – hvilket åbenbart er succeskriteriet.”, og tilføjer, at ‘man aldrig kan gøre det rigtigt’.  Velkommen til rockens verden, får man lyst til at tilføje. Øl, fisse og rockmusik, for nu at bogstavere fordommen om rocken. Velvet Volume er, med andre ord, gået i identitetsfællen.

Den fælle, hvor det for alt i verden gælder om at finde og/eller definere en identitet. Er du hetero, bøsse, lesbisk, trans eller ?! LGBT+?! Og det er vel at mærke en identitetsfælle, som rocken som historisk fænomen har opstillet. Som bekendt er rocken blevet anklaget – af moderne feminister – for at være mandsdomineret, en maskulin verden, hvor der ikke er nok kvinder eller hvor kvinder kun spiller en underordnet rolle. Rocken er med andre ord “bare” et aspekt af det patriarkalske samfund, som er feministernes modpol.

Og Velvet Volume tre søstre oplever, hvor absurd kønslogikken stadigvæk fungerer i rockmusikken: Man kan ikke gøre det rigtigt. Enten er man for feminin eller også er man for maskulin. Og sådan vil det forblive med at være, så længe man søger en bestemt kønsidentitet. Er jeg en mand eller en kvinde, når jeg spiller rock?

Som min tænkemester, den provokerende intellektuelle filosof Slavoj Zizek, understreger, så skal man ikke tro på identitet. Som han siger i nedenståen kommentar til ‘black lives matter’-bevægelsen og LGBT+-bevægelsen, så kan vi ikke forstå subjektet, vor tids subjekt, som en fasttømret identitet. Med henvisning til LGBT+-tanken, siger han, at subjektet snarere er dette “+”, dette mere, det overskud af noget identisk.

Og Velvet Volume kommer faktisk frem til samme indsigt – uden på nogen måde at gribe til filosofiske termer:
– Nogle gange har vi nok glemt at spørge os selv om, hvad fuck det egentlig er, vi vil, hvordan vi har lyst til at fremstå, og hvad det er, vi drømmer om. På det nye album har vi virkelig haft brug for at være ligeglade med, hvad andre synes, og udfolde os selv på alle parametre. Det har været naturligt for os at udtrykke os endnu mere ekstremt, endnu mere maskulint og endnu mere egocentrisk, forklarer guitarist og sanger Noa Lachmi.

Med deres nye album Ego’s need sætter de strøm til dette “+”. Sagt på en anden måde, så har Velvet Volume fundet ud af, at sætte parantes om alt det med “feminin” vs. “maskulin” og koncentre sig om de musikalske drømme. Og dermed viser de vejen for andre kønsforvirrede rockelskere.