juni 2020 arkiv

Rockens rødder: Louis Jordan

30. juni 2020

For snart længe siden blev jeg beriget med en posefuld musik-CD’er, der var smidt til storskrald. Og i går kom jeg tilfældigvis til at kigge lidt nærmere på de cd’er, jeg i første omgang blot havde puttet ind i reolen uden at studere dem nærmere. Og jeg faldt over B. B. Kings album fra 1999 Let the good times roll. Og ved en grundigere undersøgelse viser det sig så, at der er tale om en række indspilninger af numre, skrevet af Louis Jordan (1908-1975), der var et stort navn i swingmusikken fra trediverne til halvtredserne. Og samme Jordan, kan man læse sig frem til via nettet og opslagsbøger, var en – af mange – forudsætninger for rock and roll. Ikke mindst sammen med sine Tympany Five bands gødede Jordan jorden for rock and roll. Det var ikke tilfældigt, at Jordans producer Milt Gabler kom til at producere Bill Haley, bl.a. “Rock around the clock”.

Og selvfølgelig er Lois Jordan med på The First Rock and Roll Record, som jeg omtalte for mange år siden.

En krank film: Crank

30. juni 2020

Alle gode (eller dårlige) gange tre. Endnu en dårlig film blev indtaget ved tvskærmen. Denne gang actionfilmen Crank med actionskuespiller Jason Statham i hovedrollen. Jeg er ikke kultursnob, når det gælder spillefilmsunderholdning og går hverken af vejen for familiedramaer, tegneserieheltefilm eller som i dette tilfælde actionfilm. Og med Statham i hovedrollen vidste jeg på forhånd, at der ville være slagsmål, materiel ødelæggelse, biljagter og lignende i vente.

Og Crank lever da også helt op til fordommene. Som andre film med Statham har han rollen som den enlige mand eller hævner, om man vil, der har et regnskab at gøre op. I dette tilfælde får plottet blot endnu en drejning i retning af det mindre sandsynlige. Af en gangster er lejemorderen Chev (Statham) blevet injiceret med et kinesisk stof, der hæmmer og standser adrenalinen i kroppen og slår offeret ihjel. Men selvfølgelig har Chev ikke tænkt sig at lægge sig til at dø, men derimod at holde gang i adrenalinproduktionen og finde den skyldige gangster. Og sammen med en ven og sin læge starter Chev så en vanvidstur, hvor han i en destruktiv rus jagter gangsteren. Men hvor andre film med Statham overholder den uskrevne lov om at plottet skal have et minimum af sandsynlig- og troværdighed, så kniber det gevaldigt denne gang. Og lige så tvivlsom plottet er, lige så overgearet er aktionscenerne. De er bare for meget, i hvert fald nogle af dem. Det virkede som om denne film er lavet som en slags karikatur af tidligere Stathamfilm.

Filmens formildende musikalske indslag var “Everybody’s talking” med Harry Nilsson fra filmen “Midnight Cowboy”..

Felice og Boudeleaux Bryant – sangskrivere

29. juni 2020

Sangskriverparret Felice (1925–2003) og Boudeleaux Bryant (1920-1987) , der blev berømte for en lang række sange, fx “Love Hurts”, “Wake up Little Suzie”, “Buy buy love” og “All I have to do is dream”, mødte hinanden, da Felice (som egl. hed Mathilda Genevieve Scaduto) var 19 år gammel. Og kort tid efter stak de af sammen.

Felice arbejdede som elevatorfører på et hotel i hjembyen Milwaukee. Det fortælles, at Boudleaux skrev sangen “All I have to do is dream” (som var en af de sange, The Everly Brothers forevigede for parret) som en selvbiografisk sang for Felice, som han foretrak at kalde Mathilda. Hun havde fortalt, at hun straks ‘genkendte’ Boudeleaux, den første gang hun så ham, fordi hun havde set hans ansigt i en drøm, hun havde, da hun kun var otte år gammel, og siden havde hun ledt efter ham alle steder. Med sådan en romantisk myte i bagagen forstår man godt, at de fik skrevet nogle af poppens største kærlighedssange.

Tal Wilkenfeld – en australsk kunstner

28. juni 2020

Det var Henrik Strube, der gjorde mig opmærksom på den unge sangskriver, sanger, bassist, guitarist m.m. Tal Wilkenfeld. Her i en optagelse, hvor hun – og bandet, der bærer hendes navn – varmer op for The Who. Strube bruger Wilkenfeld som eksempel på musik, der (endnu) ikke er blevet offer for vor tids musikteknologi. Dvs. fænomener som “kvantificering”, “autotuning”, “sampling” osv. – alle de muligheder, som computerteknologien har givet musikindustrien, så den kan strømline det musikalske produkt, den musikalske vare – på bekostning af den menneskelige faktor. Og Henrik Strube har ret. Det er en kedelig tendens, der handler mere om kommercielle hensyn end om musik som kunstform. Men jeg tror – og Tal Wilkenfeld og flere andre unge musikere er gode eksempler i så henseende – at der til stadighed vil være masser af kunstnere, der vil sætte musikken over industrien.

En filmoplevelse: Thor

28. juni 2020

En af de mærkbare forandringer, der fulgte med DRs nedlæggelse af DRK og DR3, har været at udbuddet af spillefilm er blevet betragteligt begrænset. Der er blevet væsentligt længere mellem filmoplevelser, der ligger uden for mainstream. På den måde kommer DR også til at svigte filmkunsten – på linje med andre kunstarter. Hvornår har DR sidst vist et hovedværk fra filmhistorien? Eller bare en ældre dansk film af kvalitet? For slet ikke at tale om de mange højkvalitetsfilm, der bliver lavet uden for Europa og USA? Nej vel!?

Dette blot som intro til den kendsgerning at jeg – fejlagtigt viste det sig – valgte at se filmen Thor (2011 – instrueret af Kenneth Brannagh) i mangel af bedre, medens jeg ventede på et afsnit af krimiserien Unge Morse (Endeavour). En filmatisering af en figur fra Marvel-tegneserieuniverset. En figur, der er modelleret frit over den nordiske mytologis guddom Thor.

Jeg bliver nødt til at tilføje, at jeg har et meget overfladisk, ja kursorisk forhold til Marvel. Det er ikke en del af min barn- eller ungdoms pligtlæsning. Men det betyder ikke, at jeg går af vejen for en kulørt historie om tegneseriehelte. En god historie og godt skuespil kan kompensere for meget. Men det kneb lidt i denne film, synes jeg.

Historien er sådan set enkel nok. Noget med en magtkamp mellem brødrene Thor og Loke, en gammel konge og et forestående krigerisk opgør med riget Jothunheimen. Thors og Lokes far, kongen, tvinges til at eksilere Thor på Jorden, medens Loke overtager ledelsen, fordi faderen bliver syg og henligger i Odins søvn. Det kommer til at handle om, at Thor blandt menneskene (heriblandt den obligatoriske hjertenskær af et pigebarn) skal finde sig selv og befri Thors hammer, der er blevet sendt med i eksilet og er blevet genstand for den amerikanske efterretningstjenestes opmærksomhed. Og ellers forløber det forventeligt. Thor får sin hammer, vender tilbage til hjemmet og får genoprettet ro og orden der. Om han får pigen til sidst er jeg lidt i tvivl om, for da havde jeg tabt interessen for filmen lidt.

Historien kunne sikkert med en anden instruktør være blevet mere umiddelbart underholdende end tilfældet er. Historien er ok, skuespillet er også i orden. Det største problem i filmen, som jeg så den, er, at den i sin fortælling gør umådeholdent brug af computeranimation. I et omfang, der efter min mening resulterer i fortællemæssigt over-kill. Man kan så meget med computeranimation nu om stunder, at den æstetiske devise må være: med måde. Brug kun computeranimation, når det er strengt dramaturgisk påkrævet. Men åbenbart ikke i Brannaghs opfattelse, hvor teknologien sættes ind hele tiden med det resultat, at det for præmissen nødvendige minimum af troværdighed går fløjten. Jeg greb mig i at tænke på, hvordan man mon i halvtredserne eller tresserne, hvor computeranimation var udelukket, ville have fortalt historien. Sikkert meget mere primitivt, men ikke nødvendigvis ringere end denne overgearede udgave.

Filmen var, kort sagt, en skuffelse, der ikke levede op til den mindste forventning om at få en god historie.

Eneste formildende omstændighed var, at denne sang dukkede op på lydsporet:

 

 

Capac anbefaler: Holtsø & Wittrock – Holding On/ The Bright Side

27. juni 2020

Ti år er gået, siden Jes Holtsø og Morten Wittrock slog deres musikalske pjalter sammen. Og det skal selvfølgelig markeres – og markeres med manér. Og hvad kan være mere oplagt og bedre end at udsende en rigtig singleplade, der sammen med EP’en er blevet det nye sort i pladeindustrien (selv om der selvfølgelig er tale om en genkomst af den elskede og elskelige 45″).

Og helt i det gamle medies ånd er også indspilningerne af A- og B-side holdt i gammeldags analog, organisk og håndholdt stil. Med hjælp fra et udsøgt hold af musikere, der omfatter guitaristene Knud Møller og Jacob Rathje og et fantastisk kor, bestående af selveste Ivan Pedersen, Ester Brohus, Lei Moe, Sahra da Silva,Charlotte Vigel og Bossy Bo, griber Holtsø og Wittrock fat om de bluesrødder, de har gjort til deres varemærke. Men den er smurt godt og grundigt ind i rock og rul  (med boogie-woogiee-klaver, svingende guitarer og det hele) og soulfølelse. Jeg Holtsøs karakteristiske stemme lyder bedre end nogensinde, når han fører for i hyldestoden “Holding on”, der lyder som en rigtig kærlighedserklæring til duoprojektet, og som en lovende smagsprøve på det album, der forhåbentlig snart kommer fra den kære duo.

Og fejringen fortsætter på B-siden med “The Bright Side”, der fortæller os den sandhed, at blues ikke er den rene begrædelighed og kun sortsyn, men snarere den grundstemning, der også kan bære både glæde og livsappetit. Og på denne skæring får selveste Charlie McCoy, countrymusikkens elegante harmonikabetvinger, lov til at understrege sangens budskab med skarpe indlæg.

Nej, hvis man er til rigtige singleplader (med stift cover), original dansk blues-rock af bedste skuffe og i det hele taget dansk kvalitetsmusiceren, så er der ikke noget at betænke sig på. Lyt til Holstsø & Wittrock. Ja, køb den skive til samlingen af vinyler.  Hermed anbefalet.

Holtsø & Wittrock. “Holding on”/  “The Bright Side”- Producer: Morten Wittrock. DME. Udkom i går.

 

Elvis Presley – The Searcher

27. juni 2020

I DRs udmærkede serie “Dokumania” vises – igen – dokumentaren Elvis Presley – The Searcher. Datoen er vist ikke oplyst endnu, men den består af to dele – og de kan allerede nu ses på DRs arkivsider. Blandt de mange dokumentarfilm om Elvis stikker denne ud ved ikke at fokusere på den glamourøse side, men på den kunstneriske, fortolkeren og hans sange – fra den allerførste tid, hvor han arbejdede som lastbilchauffør og var i lære som elektriker til de mytificerede Jungle Room-optagelser fra hjemmet Graceland i 1970’erne. En solid indføring i Elvis – både for gamle fans og nybegyndere.

[Fotoet er et screendump fra filmen]

Aftenens filmoplevelse: Fathers and daughters

27. juni 2020

Når Hollywood er værst, så er det rigtig slemt. I går aftes så jeg filmen Fathers and Daughters, der aspirerer til at være en af de slemme. Og hermed mener jeg en film, der på ingen måde viger tilbage for at genbruge og opslide klichéer, heller ikke afstår fra den dybeste, kvalmende sentimentalitet, blankpolerer forudsigeligheden og afstår fra ethvert indfald, der blot kunne forrykke det forventelige billede.

Russell Crowe spiller den succesfulde far Jake Davis, der mister sig kone i en trafikulykke, som også kvæster ham hårdt og efterlader ham i en kritiske psykisk tilstand med tilbagevendende psykotiske affald. Han bliver nødt til at undergår psykiatisk behandling. Og medens han er inde tager tanten Elizabeth og onkel William sig af den overlevende datter Katie (der bl.a. spilles af Amanda Seyfried – især kendt fra ABBA-filmen Mamma Mia!).

Og da Jake forlader hospitalet ønsker tanten og onklen at adoptere Katie. Og hermed er det dramatiske plot sat. For Jake ælsker sin datter og vil klare sig som eneforsørger. Og så får den ikke for lidt med fastlagte konventioner, klicheer, forudsigelige forløb (inklusive en helt forudsigeligehappy ending), hvor vi indgydes troen på den ægte familiære kærlighed, der bærer igennem alskens problemer og modstand i Unites States of Money, som Jake meget rammende kalder USA. Og første efter Jakes død – i et anfald på badeværelset – falder tingene på plads på Hollywoodsk manér. Hans bog – om Fædre og Døtrebliver en kæmpesucces, Katie finder kærligheden hos en ung forfatterspire, der ligner en kopi af faderen (Freud er du der?), onklen og tanten får en lærestreg af “skæbnen” og troen på familieværdier, de rigtige ikke-materielle værdier og på at Amerikan dybest set er en garant for disse værdier og så videre er retableret. Hollywood-løgnehistorie fra øverste hylde.

En lille formildende omstændighed ved filmen, som jeg kun så til ende, fordi jeg var træt, varm, svedig og skulle ud med hunden, var, at Burt Bacharachs og Hal Davids “They long to be ( Close to you)” var en slags musikalsk rød tråd i filmen. Ganske vist i Michael Boltons udgave, men alligevel. En evergreen er det.

Fra Dixie Chicks til bare Chicks

26. juni 2020

For snart mange år siden lagde The Dixie Chicks sig ud med præsident Bush, som de mente var en dårlig repræsentant for staten Texas. Og det kostede dem dyrt. For man lægger sig ikke sådan bare ud med det republikanske Amerika, uden at det får konsekvenser. Men pigerne klarede sig endda, fordi de spiller og synger godt og har en tilhængerskare blandt mere liberale amerikanere.

Nu er pigerne så igen ude i et politisk ærinde. I forlængelse af den aktuelle Black Lives Matter-uro dropper pigerne ordet Dixie i deres kunstnernavn. Dixie betyder egl. Dixieland og henviser til de 11 sydstater, hvor slaveriet engang havde hjemme.

Selv om jeg har stor sympati for bandet, så synes jeg, at det er en fejl af dem. De stammer fra et Dixieland, nemlig Texas. Og uanset hvad man mener, så kan man ikke fjerne slaveriets historie fra virkeligheden ved at slette eller undertrykke et ord. Det er udtryk for tendentiøs historieforfalskning. Uanset hvor meget man kunne ønske det, så er det ikke muligt at fjerne slaveriet fra USAs historie. Hvad man derimod kan gøre er, at fortælle historien så nøjagtig så muligt, så man får såvel de gode og de mindre gode sider med. Vi bliver nødt til at bekræfte, forstå og acceptere, at historien også har været præget af racisme, undertrykkelse, forfølgelse af anderledestænkende, folkedrab og så videre. Ellers risikerer vi i endnu højere grad at blive ved med at gentage historiens mørke sider.

Nålen og skaden der er sket

25. juni 2020