For snart længe siden blev jeg beriget med en posefuld musik-CD’er, der var smidt til storskrald. Og i går kom jeg tilfældigvis til at kigge lidt nærmere på de cd’er, jeg i første omgang blot havde puttet ind i reolen uden at studere dem nærmere. Og jeg faldt over B. B. Kings album fra 1999 Let the good times roll. Og ved en grundigere undersøgelse viser det sig så, at der er tale om en række indspilninger af numre, skrevet af Louis Jordan (1908-1975), der var et stort navn i swingmusikken fra trediverne til halvtredserne. Og samme Jordan, kan man læse sig frem til via nettet og opslagsbøger, var en – af mange – forudsætninger for rock and roll. Ikke mindst sammen med sine Tympany Five bands gødede Jordan jorden for rock and roll. Det var ikke tilfældigt, at Jordans producer Milt Gabler kom til at producere Bill Haley, bl.a. “Rock around the clock”.
Og selvfølgelig er Lois Jordan med på The First Rock and Roll Record, som jeg omtalte for mange år siden.
Alle gode (eller dårlige) gange tre. Endnu en dårlig film blev indtaget ved tvskærmen. Denne gang actionfilmen Crank med actionskuespiller Jason Statham i hovedrollen. Jeg er ikke kultursnob, når det gælder spillefilmsunderholdning og går hverken af vejen for familiedramaer, tegneserieheltefilm eller som i dette tilfælde actionfilm. Og med Statham i hovedrollen vidste jeg på forhånd, at der ville være slagsmål, materiel ødelæggelse, biljagter og lignende i vente.
Og Crank lever da også helt op til fordommene. Som andre film med Statham har han rollen som den enlige mand eller hævner, om man vil, der har et regnskab at gøre op. I dette tilfælde får plottet blot endnu en drejning i retning af det mindre sandsynlige. Af en gangster er lejemorderen Chev (Statham) blevet injiceret med et kinesisk stof, der hæmmer og standser adrenalinen i kroppen og slår offeret ihjel. Men selvfølgelig har Chev ikke tænkt sig at lægge sig til at dø, men derimod at holde gang i adrenalinproduktionen og finde den skyldige gangster. Og sammen med en ven og sin læge starter Chev så en vanvidstur, hvor han i en destruktiv rus jagter gangsteren. Men hvor andre film med Statham overholder den uskrevne lov om at plottet skal have et minimum af sandsynlig- og troværdighed, så kniber det gevaldigt denne gang. Og lige så tvivlsom plottet er, lige så overgearet er aktionscenerne. De er bare for meget, i hvert fald nogle af dem. Det virkede som om denne film er lavet som en slags karikatur af tidligere Stathamfilm.
Filmens formildende musikalske indslag var “Everybody’s talking” med Harry Nilsson fra filmen “Midnight Cowboy”..
Sangskriverparret Felice (1925–2003) og Boudeleaux Bryant (1920-1987) , der blev berømte for en lang række sange, fx “Love Hurts”, “Wake up Little Suzie”, “Buy buy love” og “All I have to do is dream”, mødte hinanden, da Felice (som egl. hed Mathilda Genevieve Scaduto) var 19 år gammel. Og kort tid efter stak de af sammen.
Felice arbejdede som elevatorfører på et hotel i hjembyen Milwaukee. Det fortælles, at Boudleaux skrev sangen “All I have to do is dream” (som var en af de sange, The Everly Brothers forevigede for parret) som en selvbiografisk sang for Felice, som han foretrak at kalde Mathilda. Hun havde fortalt, at hun straks ‘genkendte’ Boudeleaux, den første gang hun så ham, fordi hun havde set hans ansigt i en drøm, hun havde, da hun kun var otte år gammel, og siden havde hun ledt efter ham alle steder. Med sådan en romantisk myte i bagagen forstår man godt, at de fik skrevet nogle af poppens største kærlighedssange.
Det var Henrik Strube, der gjorde mig opmærksom på den unge sangskriver, sanger, bassist, guitarist m.m. Tal Wilkenfeld. Her i en optagelse, hvor hun – og bandet, der bærer hendes navn – varmer op for The Who. Strube bruger Wilkenfeld som eksempel på musik, der (endnu) ikke er blevet offer for vor tids musikteknologi. Dvs. fænomener som “kvantificering”, “autotuning”, “sampling” osv. – alle de muligheder, som computerteknologien har givet musikindustrien, så den kan strømline det musikalske produkt, den musikalske vare – på bekostning af den menneskelige faktor. Og Henrik Strube har ret. Det er en kedelig tendens, der handler mere om kommercielle hensyn end om musik som kunstform. Men jeg tror – og Tal Wilkenfeld og flere andre unge musikere er gode eksempler i så henseende – at der til stadighed vil være masser af kunstnere, der vil sætte musikken over industrien.
En af de mærkbare forandringer, der fulgte med DRs nedlæggelse af DRK og DR3, har været at udbuddet af spillefilm er blevet betragteligt begrænset. Der er blevet væsentligt længere mellem filmoplevelser, der ligger uden for mainstream. På den måde kommer DR også til at svigte filmkunsten – på linje med andre kunstarter. Hvornår har DR sidst vist et hovedværk fra filmhistorien? Eller bare en ældre dansk film af kvalitet? For slet ikke at tale om de mange højkvalitetsfilm, der bliver lavet uden for Europa og USA? Nej vel!?
Dette blot som intro til den kendsgerning at jeg – fejlagtigt viste det sig – valgte at se filmen Thor (2011 – instrueret af Kenneth Brannagh) i mangel af bedre, medens jeg ventede på et afsnit af krimiserien Unge Morse (Endeavour). En filmatisering af en figur fra Marvel-tegneserieuniverset. En figur, der er modelleret frit over den nordiske mytologis guddom Thor.
Jeg bliver nødt til at tilføje, at jeg har et meget overfladisk, ja kursorisk forhold til Marvel. Det er ikke en del af min barn- eller ungdoms pligtlæsning. Men det betyder ikke, at jeg går af vejen for en kulørt historie om tegneseriehelte. En god historie og godt skuespil kan kompensere for meget. Men det kneb lidt i denne film, synes jeg.
Historien er sådan set enkel nok. Noget med en magtkamp mellem brødrene Thor og Loke, en gammel konge og et forestående krigerisk opgør med riget Jothunheimen. Thors og Lokes far, kongen, tvinges til at eksilere Thor på Jorden, medens Loke overtager ledelsen, fordi faderen bliver syg og henligger i Odins søvn. Det kommer til at handle om, at Thor blandt menneskene (heriblandt den obligatoriske hjertenskær af et pigebarn) skal finde sig selv og befri Thors hammer, der er blevet sendt med i eksilet og er blevet genstand for den amerikanske efterretningstjenestes opmærksomhed. Og ellers forløber det forventeligt. Thor får sin hammer, vender tilbage til hjemmet og får genoprettet ro og orden der. Om han får pigen til sidst er jeg lidt i tvivl om, for da havde jeg tabt interessen for filmen lidt.
Historien kunne sikkert med en anden instruktør være blevet mere umiddelbart underholdende end tilfældet er. Historien er ok, skuespillet er også i orden. Det største problem i filmen, som jeg så den, er, at den i sin fortælling gør umådeholdent brug af computeranimation. I et omfang, der efter min mening resulterer i fortællemæssigt over-kill. Man kan så meget med computeranimation nu om stunder, at den æstetiske devise må være: med måde. Brug kun computeranimation, når det er strengt dramaturgisk påkrævet. Men åbenbart ikke i Brannaghs opfattelse, hvor teknologien sættes ind hele tiden med det resultat, at det for præmissen nødvendige minimum af troværdighed går fløjten. Jeg greb mig i at tænke på, hvordan man mon i halvtredserne eller tresserne, hvor computeranimation var udelukket, ville have fortalt historien. Sikkert meget mere primitivt, men ikke nødvendigvis ringere end denne overgearede udgave.
Filmen var, kort sagt, en skuffelse, der ikke levede op til den mindste forventning om at få en god historie.
Eneste formildende omstændighed var, at denne sang dukkede op på lydsporet:
Bag det akronymiske palindrom gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internettider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 14 år.
Velkommen.
Capac: About this weblog
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog. And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification of the
danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 14 years.
Welcome
Drengen bag CAPAC
Omtale af musik etc. / Reviewing music etc.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(mr.capac_SNABELA_gmail.com).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful. (Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Om brug af billeder – The use of internet photos etc.
Når man låner billeder på nettet kan det være svært at afgøre, om de er “frie” eller ej. Jeg bestræber mig dog altid på kun at bruge billeder, der ikke er behæftet med rettigheder. Og i de tilfælde, hvor det er muligt, altid at angive navnet på fotografen/kilden.
Skulle nogen derude mene, at jeg krænker deres rettigheder til et billede, så kontakt mig, og det vil straks blive fjernet. Det gælder også links til videoer.
/
This site takes pride in using pictures that are not copyrighted or are royalty free. If I know the name of the photographer I always mention it.
Should someone out there regard my publishing of one of their photos and/or video footage as a violation of their copyright, do drop me a mail and I’ll remove it right away.
Ovenstående formulering er venligst lånt af Torben Bille og fru Anna-Katrine. Tak.
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”. -Joni Mitchell
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
