CAPAC

Jeg må indrømme, at jeg ofte er ved at rive håret ud af min hovedbund, når jeg ser og hører, hvordan de to store tv-kanaler  behandler situationen i USA her i corona- og George Floyd-tiden. Hvor længe kan man blive ved med at agere journalistisk på-den-ene-side-og-på-den-anden-side, når det bliver tydeligere og tydeligere for enhver, der har øjne og ører i hovedet, at det står helt galt til med det såkaldte demokrati i USA, hvor selve systemet – ikke kun de enkelte politipersoner i frontlinjen – er pilråddent, dybt racistisk og ude af stand til at tage sig af sine borgere på en forsvarlig måde. Jeg kan kun opfordre alle læsere her i bloggen til at læse den i USA boende musiker Nanna Bjerregaard Hansens beretning om forholdene i USA. Det er så meget mere relevant end velfriserede danske journalisters alt for pæne omtale af urolighederne i USA. Læs hendes indlæg her – og del gerne.

Et enkelt citat fra artiklen:

Det her er ikke blot en kamp for retfærdighed for George Floyd eller de tusindvis af andre sorte der er døde i hænderne af politiet, men et opgør med selve de insitutioner der holder hånden over og opretholder et system bygget på racisme og vold, et system kolonialismen eksporterede og implementerede overalt i verden.
Det er værd at huske at Danmark på nuværende tidspunkt stadig er en kolonimagt..
Og hvis du tror dansk politi er udelukkende ordentlige og uskyldige så prøv at spørge en person med en anden hudfarve eller religion i Danmark om deres oplevelser og for guds skyld LYT. Anerkend dit privilegie og brug det til at hjælpe dem der ikke har det og kald folk ud på deres bullshit når du er vidne til racisme og had (også selvom det er dine bedsteforældre…).

Og en stor tak til min gamle blogven Nene, der har gjort mig opmærksom på Nannas vigtige indlæg. Og hos Nene kan du finde flere links til relevant læsestof om situationen i USA (og udenfor) lige nu. Det er på Nenes blog labeet.dk.

Jeg glemmer aldrig den solskinssommerdag i 1963 uden for Grådybets svømmeanlæg, hvor et meget ungt kærestepar på cykel skrålede omkvædet til ovenstående sang “What’s new Pussycat?”. Det sidder som en lille klar, sort-hvid film derinde bag mine briller. Tom Jones, den waliske sanger, der også gjorde  selveste Beatles rangen stridig på hitlisten med sangen “Green green grass of home”  (1966). Og som stadigvæk er aktiv. Så sent som i 2018 havde han planlagt en længere sommerturné, men den blev aflyst på grund af sygdom og dårligt vejr.

Tilfældigt kom jeg til at læse i min gamle Smartlogblog. Og det er så længe siden, at det næsten er som at læse noget, man ikke kender. Og dog -. For også dengang gik jeg ture med min hund. Ganske vist var det min gamle gravhund, der ikke er mere, men også med min nye, bedste ven, der er en hybrid af Jack Russell terrier og Westphalen terrier (en afart af tysk jagtterrrier), går jeg mange ture. Og som dengang bliver turene med tiden mere og mere et spørgsmål om, hvor hunden vil hen. Det er hans snude, der bestemmer retning og orientering . Og så skal jeg bare holde fast i snoren – der er en line på ca. 8 meter – og følge med. Som regel uden den store indblanding.

Som regel, fordi det jo sker, at vi kommer i nærheden af en anden repræsentant for ‘menneskets bedste ven’, og er det ikke et interessant eksemplar af hunkøn, så udviser min hund en umisforståelig trang til dominans – uanset hvor stor den anden hanhun så end måtte være. Og så gælder det om at få låst linen og forsøge at aflede hundens dominanstrang. Med tiden går det bedre og bedre. Jeg er blevet ældre, og han er blevet ældre – og ved, at jeg ikke gider konflikter, der alligevel ikke fører noget godt med sig.

Og så går vi rundt i nærområdet. Han snuser – for snuseri er, hvad mange hundejere ikke har forstået, en handling af allerhøjeste prioritet – og jeg henfalder i min egen udgave af hundeejer-zen. Hjernen får lov til at associere frit, for så på et tidspunkt at falde til ro i sin egen tankeløshed. Det er, som jeg var inde på dengang på smartloggen, det, der sker, når man motionerer. Efter nogen tid brister den mentale bobbel og en særlig ro og afslappethed indfinder sig. Og det er det hele værd. At man også får fysisk motion, kommer til at svede  og får pulsen op, ja det er blot et ekstra plus i det samlede regnskab.

Og som sagt er det hunden, der bestemmer. Ja, det er kommet så langt, at det første jeg gør, når jeg vågner om morgenen og har været i bad, er at gå tur med min hund. Kaffe og morgenmad må vente til han har fået tilgodeset sine behov. Og han ved det. Med et sigende blik fortæller han mig, at jeg godt kan finde selen og linen frem og gå en tur. Og måske er det alderen og erfaringen, der taler, når jeg tilsidesætter mine egne umiddelbare behov og føjer ham, hver morgen. Også i den erkendelse er der noget opløftende. Man skal være noget for andre for selv at få det godt.

I tresserne fremstod the Beatles som et upolitisk band. Og det var først, da John Lennon gik solovejen, at det politiske blev tydeligt. Men det indtryk er retteligen fejlagtig. Afhængigt af, hvordan man forstår “politisk”. Er det upolitisk at propagere kærlighedsbudskaber i en tid, hvor verden stod i flammer med krige, racistiske konflikter, hadforbrydelser af enhver art osv.?! Nej vel.

Og også i en mere holdningsmæssig forstand markerede Beatles sig, som ovenstående citat fra Paul McCartneys Twitterkonto lader os forstå. The Beatles kunne ikke spille for et raceadskilt  publikum. Selvfølgelig ikke. Og vi skal huske på at dengang i de tidlige tressere var det uhørt at en kunstner krævede racelighed og oven i købet lod de være en kontraktlig forpligtelse. Uden en lang række sorte kunstnere og uden et sort publikum ville Beatles slet ikke være, hvad de var. Og de viste vejen for alle os andre med deres holdning. Beatles var politiske i en forstand, som mange – måske de fleste – vil kunne identificere sig med, hvis man går ind for ligestilling, menneskerettigheder og demokrati.

https://www.youtube.com/watch?v=0zRW-A5aDuU

72 år blev Steve Priest, der har været bassist i Sweet. Dødsårsagen er ikke angivet.

Sammen med forsanger Brian Conelly, guitarist Andy Scott og trommeslager Mick Taylor indtog Sweet i halvfjerdserne den  britiske top 20 hele 13 gange. Glam rock – eller med den danske oversættelse: glitterrock – blev deres stil kaldt, bl.a. fordi den gjorde en del ud af udklædning og udseende med glamourøst tøj, rigeligt med make up, højhælede sko og støvler. Sangskriverduoen Chin og Chapman sørgede for at skrive en lang række poppede sange, der blev tilført Sweets hårdtslående rock – og så var successen hjemme. Den holdt frem til 1975, hvor bandet og sangskriveresset gik hvert til sit. Sweet mente, at de nok selv kunne skrive sange, men publikum var ikke helt med på den idé og populariteten dalede. Men Sweet har ellers været i gang – i flere udgaver – helt frem til i dag. Steve Priest, der altså er død, havde helt frem til sit dødsfald en amerikansk udgave af Sweet kørende.

Jeg havde næsten glemt, at vi befinder os i en særlig global situation. Glemt, fordi jeg har vænnet mig til at agere inden for de grænser og regler, der er blevet udstukket af myndighederne med henblik på en begrænsning af coronasmitten. Jeg var lige ved at skrive (og gør det altså…), at coronasituationen (-krisen eller hvad man nu vil kalde den) var ved at blive en ny normalitet.

Men det ville ikke harmonere med, hvad medierne kolporterer i disse dage, hvor landet “åbner op”.  For følger man med i pressens informationsstrøm, så er der ingen tvivl om, at man tænker “åbningen” af samfundet som en slags tilbagevenden til normaliteten. Til den normalitet, der var før. Imidlertid er denne rygmarvsreaktionelle tænkning måske i virkelighed helt og aldeles forkert, og vi må spørge os selv, om ikke den aktuelle smittesituation er og har hele tiden været normaliteten!?

For den situation, som menneskeheden har bragt sig selv i, er jo ikke ny (der har været lignende sundhedskriser før som bekendt) og heller ikke overraskende. Smitten, der har ramt os, kommer ikke som noget radikalt fremmed udefra, men er noget, vi selv har skabt. Den går under navnet zoonose, der betegner infektionssygdomme, der overføres mellem mennesker og dyr. Ser vi bort fra den (vigtige) debat, om hvorvidt corona stammer fra Asien, så kan vi konstatere, at zoonose er så almindeligt et fænomen, at WHO anslår, at 75% af alle nye sygdomme er zoonoser og 61% af alle menneskelige sygdomme er zoonotiske i deres oprindelse. Coronasmitten er altså ikke noget radikalt andet, der er kommet til os udefra, men så at sige noget, vi hele tiden har levet med som en del af vores levemåde.

Det nye – hvis der overhovedet er noget nyt i situationen!? – er måske, at nationalstaterne denne gang reagerer på statsligt og overstatsligt niveau med smittespreddningsforholdregler. Det har vi nok ikke set i den skala før – .

Hvis vi ikke kan genkende den aktuelle situation som det, den er, nemlig normalitet, så skulle vi måske se på den side af vores kultur, der beskæftiger sig med den slags problemstillinger i fiktionsform. Jeg tænker på den næste hundrede år gamle tradition for film om zombie apokalypser. Før coronakrisen kunne man være tilbøjelig til at opfatte fx George Romeros klassiker Night of the living dead (1968) som blot og bar et stykke exploitation, hvor en instruktør for at tjene penge laver en sindrig fortælling om zombier. Men som det gælder for al fiktion – science fiction, horror osv. – så handler fiktionen om os selv. Oprindeligt var zombien i dens haitianske udgave resultat af noget magisk, men med tiden – og med Hollywoods og alskens undergrundsfilms overtagelse af skrønen om zombien, så er der tale om, at noget menneskeligt vender sig mod mennesket selv. Fx en muteret virus, der forvandler mennesker til levende døde, der efterstræber de levende. Eller som i Romeros film, hvor zombierne er resultat af radioaktiv stråling (Romeros film er selvfølgelig et barn af sin tid, hvilket afspejler sig i atomtruslens skygge – og i det racistiske tema, der anslås til sidst i filmen, hvor den eneste overlevede efter zombiangrebet er en sort mand, der efterfølgende skydes af hvide mænd, der ‘rydder op’ efter zombiernes hærgen).

Hvis jeg har ret i denne analyse, så er spørgsmålet ikke, hvad der sker ‘når vi åbner samfundet igen’, som det hedder. Men derimod: Om vi overhovedet har lært noget som helst, medens vi har været i mere eller mindre frivillig isolation!? Hvis vi ikke skal tilbage til normaliteten, fordi vi allerede står til halsen i den, hvad skal vi så?

Den britiske avis The Guardian har sat sig for at opliste og omtale de 100 største nr. 1-hitlistesange. Og i dag er de nået til nr. 3, The Beatles og deres “She loves you”:

“At høre She Loves You brage ud af radioen den sidste ud i august 1963 var at opfatte et råb om triumf. Alt hvad the Beatles havde lovet det første halve år blev sat i fokus på deres fjerde single, en eksplosion af overskud, der tvang verden, og ikke kun deres teenagefans, til at anerkende deres eksisten”.

Hvis man skal angive et begyndelsestidspunkt for Beatlemania, så er et godt bud netop udsendelsen af She Loves You. Det er med denne single og denne sang, det for alvor sker for The Beatles. Herefter var de og verden ikke de samme.

Femte gang var lykkens gang for Deep Purple. De foregående fire album gjorde især indtryk i USA, men med in Rock fik bandet hul igennem til Europa og hjemlandet. Og siden er albummet blevet hyldet som et af de album, der har været definerende for heavy metal-genren.

Susan Kay Quatro – bedre kendt som Suzy Quatro – var mange unge mænds våde drøm, da hun iført stramt læderdress indtog hitlisterne og scenerne i starten af 1970’erne. Den nu 70-årige amerikanske bassist og sanger blev et levende bevis på, at kvinder sagtens kan gøre sig i den mandsdominerede rockbranche – længe før, det blev en feministisk pointe at påstå noget andet.

Selv om hendes storhedstid var ovre ved udgangen af halvfjerdserne, hvor det tætte samarbejde med producer m.m. Mickie Most ophørte, så har hun været i gang lige siden. Med skuespil, radio og musik. Så sent som i 2019 udkom hendes seneste album No control. Og måske fortæller den titel noget om, hvem Suzy er og var: En kvinde, der gik sine egne veje og ikke lod andre kontrollere hende.

Der er plader, det er svært ikke at holde af. En sådan plade er skuespilleren og operasangeren Joachim Knops nye plade Fortællinger fra en jazztid – Evergreens på dansk.

Ja, titlen fortæller helt præcist, hvad Joachim Knop har på hjerte og sinde på denne plade. Sammen med et hold af de bedste danske jazzmusikere – Nikolaj Bentzon (piano), Christ Minh Doky (bas) og Espen Laub von Lillienskjold (trommer) – har Knop kastet sig over en god snes danske og udenlandsk evergreens. Evigtgrønne sange, der årtier efter, de blev lavet, stadigvæk tiltrækker alle med sans og smag for godt sangskriverhåndværk.

Sange, der godt nok bærer farve af den tidsånd, de er rundet af, men samtidig har en almengyldighed – tekstligt og musikalsk – der rækker ud over den tid, de er en frugt af. Hvad enten der er tale om Fabricius-Bjerres og Rifbjergs “Jeg sætter min hat som jeg vil”, kendt i Daimis fortolkning, der iscenesætter en evigtgyldig rebelsk, femini individualisme. Eller Chaplins og Dams “Smil” med dens næsten ubærlige tro på, at det alt sammen nok skal gå, hvis bare man smiler. Sange, der ikke helt kan sige sig fri for sentimentalitet og simpel naivitet, men som lever højt på netop det, fordi vi jo også er det, og nu og da gerne vil tro på det.

Og der er ingen tvivl om, at Joachim Knop gerne køber sangenes budskab. Og han fortolker dem med en næsten blid mandsstemme, der roligt og ubesværet fraserer teksterne, så de står helt tydeligt og let dechiffrerbart i arrangementerne. Tilbagelænet og diskret får Knop lov til at indtaget centrum i arrangementerne, medens musikerne omkring ham får lov til at understøtte på smukkeste vis, samtidig med at der selvfølgelig er plads til at de får lov til at sætte individuelt præg på sangene.

Det er lykkedes for Knop og venner at skabe en af den slags plader, der forstår at videreføre de valgte evergreens og – det er den svære kunst – at bevare tidløsheden, således at pladen vil forblive aktuel og relevant længe efter, at den er udsolgt og gledet ud af radioprogrammernes spillelister. Hvis man er til gammeldags evergreens i nye klæder skal man kende sin besøgelsestid nu og få fat i den plade.

Joachim Knop. Fortællinger fra en jazztid. Evergreens på dansk. Producer: Chris Minh Doky. RDM. Er lige udkommet.

Det var ikke kun The Beatles, der blev opløst for 50 år siden. Også Nice, Bonzo Dog Do-Dah Band, Simon & Garfunkel, The Turtles, Dave Clark 5 med flere gik i opløsning. Nogle for siden at blive gendannet – fx Bonzo Dog Band. Og så gik også Quill i opløsning.

Det amerikanske band Quill, der med brødrene Jon og Dan Cole i spidsen formåede at nå ud over den nationale interesse og få en vis international berømmelse på grund af deres lysende deltagelse på Woodstock-festivalen. Deres optræden der er et af de mange mindeværdige øjeblikke på alle festivalers moder.

Quill formåede ikke at gøre successen på Woodstock til et afsæt for større interesse. Og det skyldtes måske, at bandet slet ikke var interesseret i popularitet og penge og mest var en del af ånden på festivalen. I hvert fald optrådte Quill rundt omkring på festivalen for mange af dem, der gjorde festivalen mulig. Og bandet tog også efterfølgende på en lille turné, der omfattede sindsygehospitaler, fængsler og lignende. Og det var der heller ikke dengang megen prestige eller penge i.

At Quill fik fornøjelse af at spille et fyrre minutter langt sæt lige efter af den famøse regn var holdt op med at sile ned over festivalen, var ikke nok til at sikre bandet et fast plads i alle publikummers erindring. Heller ikke det ene-stående album, der blev udsendt kort tid efter, gjorde nogen forskel. Og derfor var det ikke så underligt, at kort tid efter gik hvert til sit.

https://www.youtube.com/watch?v=nfH18WqJuY8

I følge den kristne mytologi så er pinsen en fejring af helligåndens komme. Ti dage efter Kristi himmelfart samledes apostlene for at fejre Shavout, “da der pludselig kom “en lyd som af et kraftigt vindstød” og tunger som af ild kom til syne og sætter sig på hver af dem. De blev derefter fyldt af Helligånden og begyndte at “tale på andre tungemål”, hvorved de kunne gøre det kristne budskab forståeligt for de jøder fra mange forskellige verdensdele” [Wikipedia]. Speaking in tongues. I følge citatet ovenfor, der henviser til Apostlenes gerninger, så betyder tungetale, at apostlene ved helligåndens mellemkomst begyndte at tale sprog, de ellers ikke beherskede eller forstod. Så er det nok enklere med Snakkehovedernes tungetale, det er musikkens sprog og det er universelt, tror jeg.

https://www.youtube.com/watch?v=sZpZuIWu1tw