8. juni 2020 arkiv

Nancy Sinatra – 80 år

8. juni 2020

Hold da op, nåede jeg lige at tænke ved meddelelsen om, at Nancy Sinatra fylder 80 år i dag. Og straks er tankerne tilbage i tiden til dengang, hvor hun prægede datidens hitlister med uforglemmelige sange som solist, sammen med Lee Hazlewood eller farmand Frank. Her sammen med sidstnævnte i “Something Stupid”, der stadigvæk er en dejlig popsang.

Ført tilbage til vinylhylden

8. juni 2020

På nettet – bl.a. Facebook – huserer projektet The Immediate Family, der består af virkeligt garvede studiemusikere – Danny Kortchmar (guitar), Waddy Wachtel (guitar), Leland Sklar (bas) og Steve Postell (guitar). Og især de tre førstnævnte var nærmest uomgængelige sessionmusikere på den amerikanske vestkyst i halvfjerdserne. Og så var der ikke så langt til at finde Warren Zevons album Exitable Boy fra 1978 frem fra reolen (den første Zevon-vinyl, jeg købte – det blev til flere…). Og her er titelsangen, der byder på Wachtel (sang og guitar) og ‘backingsangerinderne’ Linda Ronstadt og Jennifer Warnes. Ret meget bedre bliver det ikke.

Capac anbefaler: Mansfield – Star-Crossed Lovers

8. juni 2020

Fire unge mænd iført jakke og bukser, måske endda jakkesæt, på det sort-hvide coverfoto til Mansfields nye album Star-Crossed Lovers – det kaster mange associationer af sig. Først når vinylen snurrer lystigt på grammofonen falder de værste associationer bort. Nej, der er ikke tale om en flok kontorister på bytur i frokostpausen eller en håndfuld yuppidrenge på gale veje.

Musikken fortæller fra første anslag (på trommer) om en musikalsk udfoldelse, der peger tilbage i tiden. Først og fremmest til den britiske beatmusik fra tresserne, den der rejste sig i sporet af the Beatles, og også brit-poppen, der i halvfemserne samlede arven fra beatmusikken op og pustede liv i en sangskrivning med vægt på gode melodier og klassiske dyder som kvartetrockinstrumentering (guitar, bas, trommer og sang) og jordnær, enkel produktion.

Og det er da lige netop, hvad der møder lytteren på de to pladesider. Elleve iørefaldende sange, der har den der lette popkvalitet, der var vandmærket i meget af den musik, inspirationen hentes i. Elleve sange, der – som den shakespearske albumtitel antyder – i høj grad kredser om den altid svære kærlighed (model: Romeo og Julie), der i bedste fald fremtvinger en real-opti-misme, hvor drømmene godt nok er ramponerede, men hvor kærligheden dog kan udfolde sig.

Christian Stage (der sammen med de andre tre musikere – Mads Havelund (guitar, sang), Mathias Wedeken (bas) og Filip Gulløv (trommer, sang) – har skrevet sangene) synger for på klassisk vis, og han har en af disse rene, intense stemmer, der tager den naturlige føring i sangene og i arrangementerne, der lige præcis lader den rollefordeling være gennemgående på pladen.

Helt efter rockens grønspættebog, så er pladens sange en god blanding af ballader og rockere. Og soliditeten og kvaliteten af sangene er sådan, at det nærmest er umuligt at fremhæve en eller to sange på bekostning af andre. Sangskrivningen niveau er med andre ord højt og adskiller sig måske kun fra den inspirative fortids sangskrivning ved ikke at indeholde et eller to numre med tydelig adresse til singlehitlisterne. Og det taler i sig selv for pladens homogenitet.

Star-Crossed Lovers skal anbefales varmt, fordi den på bedste, moderne vis viderefører en rocktradition, der alt for let kan drukne i vor tids overproducerede, digitaliserede populærmusik. Mansfield er traditionalister i ordets bedste forstand: forvaltere af den gode musik. Hermed varmt anbefalet.

Mansfield. Star-Crossed Lovers. Produceret af: Jakob Winther. DME. Udkom 29/05 2020

Medierne og Black Lives Matter

8. juni 2020

Jeg må indrømme, at jeg ofte er ved at rive håret ud af min hovedbund, når jeg ser og hører, hvordan de to store tv-kanaler  behandler situationen i USA her i corona- og George Floyd-tiden. Hvor længe kan man blive ved med at agere journalistisk på-den-ene-side-og-på-den-anden-side, når det bliver tydeligere og tydeligere for enhver, der har øjne og ører i hovedet, at det står helt galt til med det såkaldte demokrati i USA, hvor selve systemet – ikke kun de enkelte politipersoner i frontlinjen – er pilråddent, dybt racistisk og ude af stand til at tage sig af sine borgere på en forsvarlig måde. Jeg kan kun opfordre alle læsere her i bloggen til at læse den i USA boende musiker Nanna Bjerregaard Hansens beretning om forholdene i USA. Det er så meget mere relevant end velfriserede danske journalisters alt for pæne omtale af urolighederne i USA. Læs hendes indlæg her – og del gerne.

Et enkelt citat fra artiklen:

Det her er ikke blot en kamp for retfærdighed for George Floyd eller de tusindvis af andre sorte der er døde i hænderne af politiet, men et opgør med selve de insitutioner der holder hånden over og opretholder et system bygget på racisme og vold, et system kolonialismen eksporterede og implementerede overalt i verden.
Det er værd at huske at Danmark på nuværende tidspunkt stadig er en kolonimagt..
Og hvis du tror dansk politi er udelukkende ordentlige og uskyldige så prøv at spørge en person med en anden hudfarve eller religion i Danmark om deres oplevelser og for guds skyld LYT. Anerkend dit privilegie og brug det til at hjælpe dem der ikke har det og kald folk ud på deres bullshit når du er vidne til racisme og had (også selvom det er dine bedsteforældre…).

Og en stor tak til min gamle blogven Nene, der har gjort mig opmærksom på Nannas vigtige indlæg. Og hos Nene kan du finde flere links til relevant læsestof om situationen i USA (og udenfor) lige nu. Det er på Nenes blog labeet.dk.