juli 2020 arkiv

Alison Krauss – 49

25. juli 2020

En anden savnet musikdame er Alison Krauss, der lod høre fra sig for tre år siden. Hun har desværre ligget lidt på den lade side de senere år. Og det er en skam med det talent og den stemme. Måske coronapandemien kan få hende på andre tanker… Vi får se. Her fortolker hun en gammel Beatles-sang..

Kathleen Edwards live: Options Open

25. juli 2020

Det er efterhånden otte år siden, Kathleen Edwards var forbi Århus og give koncert. Og hun må gerne komme igen, så snart coronaen gør det muligt. Indtil da må jeg nøjes med de optagelser, hun får lavet derhjemme.

50: Traffic – John Barleycorn must die

25. juli 2020

I starten af 1970 var Traffic faktisk gået i opløsning. Steve Winwood var i Blind Faith (og lidt i Ginger Bakers Airforce), Dave Mason var (igen) gået sine egne veje, Chris Wood og Jim Capaldi havde travlt som studiemusikere. Men så opløstes også Blind Faith og Winwood ville lave sin første soloplade.

Men sådan kom det ikke til at gå. Winwood inviterede nogle af sine gamle Trafficvenner i studiet og så var Traffic i realiteten gendannet for en stund.

Titelnummeret viste, at Winwood og vennerne var påvirket af den folkbølge, der løb ind over Storbritannien omkring 1970 med navne som Fairport Convention og Pentangle. Men ellers var det bandets jazz- og bluesinspiration, der også prægede denne plade.

50: The Doors – Absolutely Live

24. juli 2020

The Doors udgave hele to album i 1970. Dels Morrison Hotel , der udkom i februar måned, og så Alsolutely Live, et dobbeltalbum, der blev udsendt i juli. Pladen blev til som en slags patch work fra en række koncertoptagelser fra turneen med Morrison Hotel. Først mange år senere er nogle af de oprindelige koncerter blevet udgivet i helt autentiske versioner. Og det fortæller nok lidt om, hvor usædvanligt det var med livealbums dengang. Modsat i dag. Og måske siger det også noget om, hvor stort et navn The Doors var blevet i 1970, året før Morrisons tidlige død i et badekar i Paris.

Men selv om producer Paul A. Rothshild har klippet og klistret, så fremstår pladen dog som et ganske godt vidnesbyrd om, hvad man kunne forvente, når Morrison og Co. optrådte på de skrå brædder. Det er et gennemediteret, men også vellydende tidsdokument over en af rockens helt store navne.

Tilføjelse: Som omtalt i 2009 var jeg heldig at få fat i en nydeligt restaureret 40-års cd-udgave af albummet på et bibliotekstudsalg.

Shining like a national guitar

23. juli 2020

Overskriften på dette indlæg er et citat fra Paul Simons sang “Graceland”: “The Mississippi Delta /Was shining like a national guitar/ I am following the river…”. Men det er også titlen på en af de virkelig mange opsamlingsplader, der er kommet med den lille, store sangskriver. Og da jeg for snart længe siden faldt over en pose med kasserede cd’er i vores storskraldsdepot, var netop denne opsamling fra 2000 med i fundet. Og selv om jeg generelt ikke er meget for opsamlingsplader, så har den med sine nitten numre sneget sig ind på min afspiller og er blevet liggende længere end forventet.

– Og så har den haft den effekt, at den har åbnet mine ører for nogle af de Simon-plader, der har været lidt overset og -hørt i mandens karriere. Fx albummet Songs from the Capeman (1997), der består af sange fra Simons egen Broadway-musical The Capeman.

Musicalen blev ikke nogen succes, og pladen solgte heller ikke godt. Hvorfor, kan man så godt spørge sig selv her mange år efter? Måske fordi Simon tillod sig at gå veje, som hans publikum og kritikken ikke forventede. Han flirtede med doo-wop, rock’n roll og musik fra Puerto Rico – og så bandede han. I hvert fald kunne amerikanerne ikke så godt lide den side af Simon.

Men sangen “Bernadette”, der er med på denne  hans femte opsamlingsplade, er sådan en åbner, der puster støvet ud af ens ører og får en til at lytte helt fordomsfrit til albummet, der så på sin side rejser sig flot af støvet og viser sig som endnu en eksemplificering af mandens store sangskrivertalent.

Opdatering: Der er lavet en dokumentar om musicalen – The Capeman on Broadway – som fortæller historien om stykket, om dets fiasko og baggrund. Og her får man noget af forklaringen på, hvorfor stykket ikke fik succes: Historien om The Capeman handler om en virkelig mordhistorie, og der var allerede inden stykket havde premiere modstand mod, at man skulle gøre en forbrydelse til underholdning. Men Paul Simon afviser hele denne holdning til stykket. For ham var det en god idë, som han måtte forfølge som kunstner, og hvad publikum ønskede var ligegyldigt. Som den kunstner, Simon er, gik han sine egne veje – og betalte prisen.

Beatles og Woodstock

23. juli 2020

Som bekendt var The Beatles ikke med på Woodstock Festivalen i 1969. Og det var der gode, vægtige grunde til. For det første ville arrangørerne  ikke have en kunstner eller et band med som fjernede fokus fra festivalen, og det vil sige: publikum. Det var en festival, der skulle sætte publikum i centrum. Derfor blev Rolling Stones heller ikke inviteret, selv om chefarrangøren Michael Lang var en stor Stonesfan.

Noget andet var, at John Lennon ikke kunne få lov til at komme ind i USA. Men Apple-firmaet tilbød, at man i stedet for kunne få Applekunstnerne James Taylor og Billy Preston. De tilbød også at Woodstock kunne få en eksperimentalfilm med The Plastic Ono Band og en særlig plastikinstallation, der skulle kunne gøre det ud for Plastic Ono Band. – Men alt det blev ikke til noget, fordi tilbuddet blev væk, da arrangørerne i sidste øjeblik blev nødt til at flytte hele festivalen til dens endelige plads på Max Yasgers farm.

Kurant – erindringsglimt

22. juli 2020

Fremmedordbogen forklarer ordet “kurant”: “gangbar mønt”, i flertal “penge”, “kontanter”, adjektiv: “gangbar”, “gængs”, “sælgelig”.

Men Kurant var også navnet på min barndoms kiosk, der i mange årtier lå på hjørnet af Strandbygade og Cort Adlersgade. Der findes billeder af den på Esbjerg Kommunes Billedarkiv, men man skal have tilladelse til at vise dem, og det koster. Så derfor må i forestille jer en kiosk på et gadehjørne, og over indgangen på hjørnet stod navnet “Kurant”. Og det var sikkert med velberådet hu, at den havde fået det navn.

Det var en meget alsidig kiosk, der ud over almindelige kioskvarer som aviser, blade og tobak, var leveringsdygtig i vine, lædervarer og tipskuponer. Og bortset fra en lille kiosk, der dukkede op et stenkast fra Kurant i Nørregade, så var det den, jeg frekventerede, da jeg var dreng.

Og med frekventere skal forstås, at jeg løb ærinder for andre. Jeg havde ingen penge, så det handlede om at købe ind for andre og måske være heldig at opleve, at der også faldt noget af til buddet. Især var det – selvfølgelig – min mor, der skulle handle. Og det var altid tobak. Pengene var små. Nogle gange var der råd til cigaretter, andre gange blev det til cerutter og cigarillos (sådan nogle små tynde cigarer). Og min mor var ikke kræsen, så længe der var nikotin i stængerne. Nogle gange – i weekenden og efter lukketid – skulle der handles i de blanke automater udenfor. Det var altid spændende at stå der og udvælge den billigste tobak, putte mønter i sprækken og trække i en af de små låger med glasrude.

Men det hændte også, at Laila, storesøster til en barndomskammerat, fik mig overtalt til at hente noget. Slik for det meste. Hun hang ud af vinduet på første sal og råbte mig an, når jeg viste mig i nærheden. Og man kunne ikke bare sige nej, det gjorde man bare ikke.

Ellers var fornøjelsen ved besøget i Kurant at kigge på de udstillede blade og magasiner. Popblade fra det store udland og herhjemmefra. Senere fik jeg lov til at købe blade om The Beatles og popmagasinet Fabulous, der i billed og tekst fortalte om, hvad der rørte sig på beatscenen i Storbritannien. Og så kom de danske blade Beat, Hit, Børge m.fl. Og jeg forsøgte at følge med så godt det var muligt, og lærte mange bandsnavne at kende, inden jeg fik dem hørt i radioen hos Jørgen (de) Mylius.

Kurant er fortid i dag, men hver gang jeg passerer det hjørne, giver det et lille rif i hjertet, fordi kiosken er væk. Lige som andre af barndommens forretninger, fx Strandbio ved Rundkørslen.

 

Woody Guthrie-prisen: Joan Baez

22. juli 2020

Woody Guthrie-prisen gives til en person, der “eksemplificerer Woody Guthries ånd og arbejde ved at tale for de mindre heldige [less fortunate] gennem musik, film, litteratur, dans eller andre former for kunst”. Og i år er det Joan Baez, der er modtageren. Og man kan vel næppe finde en bedre egnet kunstner. Baez har altid været de svages talsperson og hun har aldrig sat karriere og rigdom over sit politiske engagement.

Endnu et dødsfald – og en gammel sang

21. juli 2020

Jeg kendte ikke skuespillerinden m.m. Naya Rivera og heller ikke den tv-serie, hun blev kendt for, Glee. Men jeg blev lidt berørt ved nyheden om, at hun – kun 34 år gammel – er omkommet ved en drukneulykke på en sø i nærheden af Los Angeles. Det er for tidligt at forlade dette liv.

Og her synger hun Fleetwood Macs nummer “Songbird” fra deres sællert Rumours. Og det slipper hun mere end hæderligt fra.

Genhør med Taj Mahal

20. juli 2020

Og Grandpa Elliot og….

Dødsfald: Emitt Rhodes

20. juli 2020

Sangskriveren Emitt Rhodes sov forleden ind i sin søvn, 70 år gammel. Han begyndte sin musikalske karriere som medlem af garagebandet the Palace Guard, men det var først da han kom med i det psykedelisk inspirerede rockband The Merry-Go-Round, at hans talent for alvor kom i gang. Det varede dog ikke længe i den sammenhæng. Merry-Go-Round udsendte en plade i 1967, og et par år senere blev bandet opløst og Rhodes gik solovejen. I 1970 udkom The American Dream og samme år et eponymt album, hvor Rhodes stod for det hele. Efter endnu to album – Mirror og Farewell to Paradise – fik Rhodes en retssag på halsen af pladeselskabet. Og det betød, at han sagde farvel til solokarrieren og begyndte en karriere som producer og tekniker i pladestudier. Først så sent som 2016 vendte han tilbage med albummet Rainbows End.

Rhodes er blevet sammenlignet med selveste Paul McCartney, men i modsætning til denne fik Rhodes aldrig for alvor mulighed for at udfolde sit talent, desværre.

L-o-l-a

19. juli 2020

Det må ikke altid være lige let at afholde koncerter, når man han et nummer – et hit – som i den grad er blevet næsten definerede for et band og en sangskriver. Og ingen tvivl om det: Ray Davies’ sang om “Lola” er sådan en sang, som publikum næsten forventer, man spiller. Også her i denne optagelse fra 1980 (og albummet/videoen One for the Road). Og Ray Davies kan ikke nære sig for at lege med netop den status, sangen har. Først er der en cirka et minutter lang instrumentalt forspil til sangen. Dernæst begynder Ray at spille, men siger så, at de ikke vil spille den sang, for i næste moment at sige, at de kun gør det, hvis publikum synger med. Og det gør publikum selvfølgelig.

One for the Road er en af de Kinks-plader, der har stået lidt i skygge af de store album fra tresserne og halvfjerdserne, og som blev afskrevet af en del kritikere. Men det er faktisk et udmærket album, der viser, at Kinks sent i karrieren sagtens kunne matche andre bands på koncertområdet. Masser af energi og mange af de gode, uopslidelige sange.

Post-corona?

19. juli 2020

Nej, den er her endnu. Coronavirus. Og det er langt fra, at vi kan se enden på pandemien, selv om mange er begyndt at opføre sig, som om det var noget, vi snart kunne lægge bag os. I omegnen af 6000000 mennesker er døde i forbindelse med en coronainfektion, og flere millioner er smittet, og tallet vokser dagligt, ikke mindst i de mest befængte lande som USA og Brasilien. Så det er med god grund, at WHO – verdenssundhedsorganisationen i FN – er begyndt at advare om, at pandemien vil lægge beslag på vores opmærksomhed og kræfter langt frem endnu. Det kan godt være, at nogle lande – fx Danmark – har fået nogenlunde styr på smitterisikoen, men globalt set går det i en kedelig retning.

Oven i dette perspektiv skal lægges, at forskerne i coronasmittet er nået frem til den indsigt, at coronaen ikke bare medfører en influenzalignende infektion af luftvejene, men at den har langvarige skadesvirkning på hele kroppen. Og at det ikke kun er dem, der har været alvorligt syge og hospitalsindlagt, der får alvorlige eftervirkninger. Også dem, der “bare” er blevet smittet uden de store symptomer, må forvente, at coronaen vil skade dem på længere sigt.

Så er det, man ikke kan lade være med at spørge (sig selv i det mindste…): Er det mon en illusion at tro, at “genåbningen” af samfundene vil resultere i en “normalitet”, som den, vi oplevede før helvede brød løs? Og vil nedlukningen af samfundene (den famøse “lock down”) mon afløses af en permanent tilstand, hvor alskens smitteforebyggende forholdsregler vil blive den nye virkelighed? Hvor store menneskeforsamlinger ikke vil blive mulige (sportsarrangementer, koncerter, festivaler og så videre)? Hvor udlandsrejser og i det hele taget kontakter mellem landene vil blive begrænset til de allermest nødvendige. Og hvor vi derfor må indrette os på nye økonomiske vilkår? Svaret blæser måske i vinden.

Flere gratis (film)glæder

18. juli 2020

Det er ikke kun Ken Loach, der har været så venlig at stille nogle af sine film til rådighed for filmelskere. Det samme har Canadas svar på Filminstituttet herhjemme, National Film Board, der har lavet en side med lutter Oscar-vindere og -kandidater. Kortfilm, forstås, men kortfilm er en til tider lidt undervurderet, men også fornem repræsentant for filmkunsten.

Walking the dog: Yndlingsbiotop

18. juli 2020

I følge sundhedsapostel Bente Klarlund så skal man gå sig til et godt mentalt og fysisk helbred. Så jeg forfølger min gamle vane med at gå, hvor og når jeg kan. Og sørger for at gøre min  pligt som hundeejer – at kombinere gåen med hundeluftning.

Og jeg har for længst indprentet mig selv (indoktrinere kunne man også sige), at jeg skal nyde eller i hvert fald ikke irriteres over, at jeg skal gå med hunden minimum 3-4 gange i døgnet. Sol, regn, sne, blæst – ingen undskyldning for ikke at lade hunden snifle.

Og af samme årsag har hunden og jeg med tiden udviklet et vist pensum at snifleture. Fra den lokale matrikels fire verdenshjørner til weekendens ture uden for matriklen. Og her har vi nogle nøje udvalgte steder – el. topoi, hvis vi skal tale græsk – der passer godt med hensyn til gåen, sniflen og biodiversitet. Og et af stederne, som vi besøgte i formiddags, er yndlingsbiotopen. Den lokale forsthave, der har et udviklet stisystem, en meget varieret flora (deraf og -for: forsthave), en lige så varieret fauna (især fugle) og som kun er moderat overrendt af coronaflygtninge fra nærområdet.

Og vi har snart været på biotopen så mange gange, at vi kender de få andre besøgende hundejere med hunde. Alle dem, vi skal gå en bue udenom, fordi min hund skal skælde ud på enhver hanhund (og bestige enhver hunhund…). Og så dem, vi godt kan snakke lidt med, inden min hund hopper op på ryggen af damehunden. Så må vores veje skilles – til næste gang. Og det er ganske hyggeligt hver gang – utroligt, hvad to hundejere kan nå at fortælle, inden mødet er overstået. I dag mødte vi damen med den hidsige pekingeserhan, men han havde heldigvis fået afløb for sin hidsighed hos en større hanhund, inden vi passerede hinanden. Heldig kan man også være.

Når så stisystemet er afsøgt i udkanten af biotopen, så kan vi vende snuden hjemad og glæde os til en anden biotop uden for matriklen i morgen.