14. juli 2020 arkiv

Ken Loach – frie film

14. juli 2020

Jeg har tit nok brokket mig over filmudbuddet på tv, og betalingsstreamingtjenesterne er ikke noget for mig. Så her handler det alternativt om dvd’er (bl.a. lånt på biblioteket), Filmstriben (bibliotekets udmærkede filmside for publikum) og hvad der ellers dukker op på nettet af såkaldt ‘gratis’ glæder. Og til dem hører Youtubesiden Ken Loach Films / Ken Loach Channel, hvor den aldrende, men stadigvæk aktive instruktør Ken Loach har stillet nogle af sine film til fri afbenyttelse. Det er storsindet af ham og helt i pagt med hans socialistiske grundholdning. Det er ikke de nyeste film, men alle hans film er af høj klasse og værd at se, og han viser et forbilledligt eksempel for alle andre instruktører.

Annisette og DR Big Band

14. juli 2020

Jeg kan godt undre mig lidt over DR (vist ikke nogen nyhed her på siden…). Fx tæppebombes man dagligt på DR1  med forskræppende reklamer for kommende programmer på kanalen, typist livsstilsprogrammer (tykke menneskers manglende sexlyst, unge pigers sommerhusrenovationsprojekt osv.), medens man ikke kan bruge en eneste reklame på nogle af de fine programmer, man diverterer med på søsterkanalen DR2. Som for eksempel dobbeltprogrammet med Annisette i går aftes. Først et program, hvor man fik belyst Annisettes samarbejde med DR Big Band – og efterfølgende den koncert, der blev resultatet af samarbejdet. I sig selv en enestående begivenhed for sangerinden, der primært har arbejdet sammen med Savage Rose de sidste halvtreds år, og som ikke har erfaring med at arbejde sammen med et jazzband. Et møde mellem to forskellige musikalske verdener, der på bedste og smukkeste vis smelter sammen til en ny helhed og bliver et bevis på musikkens evigt favnende og grænseoverskridende evne. To programmer, som DR burde have reklameret for dagligt i ugevis. Heldigvis kan de to programmer ses på DRs hjemmeside – og det kan man kun opfordre til at man gør.

Og nu vi er ved det, så har DR heller ikke reklameret for koncerten med Sinne Eeg og DR Big Band i aften – tirsdag d. 14. juli på DR2.

 

 

Capac anbefaler: Alberte Winding – Martha’s Vineyard

14. juli 2020

En dejlig plade. Det var det, jeg tænkte, da de første, sprøde toner forlod højtalerne. Nogle gange kan man næsten forudsige, hvad der er en i vente, når man sætter en plade på. Og sådan har det i hvert fald været for mig og så Alberte Windings nye plade Martha’s Vineyard. En helt igennem dejlig plade. Og så behøver jeg sådan set ikke skrive mere eller?

Jo, pladens titel henviser til en ø syd for Cape Cod, kendt for en sommerskole for døve og for at være et af velhavernes og de berømtes refugier. Men i dette tilfælde er Martha’s Vineyard mere et personligt mytologisk sted for sangskriver Alberte Winding. Et sted, hvor hun i de formative år mellem 16 og 19 opholdt sig (1980-1982), for at være en slags au pair. Og det blev et sted, det satte sig spor i den unge dame i en alder, hvor man løsriver sig fra sit ophav og forsøger at finde sine egne ben. Og et sted, der med tiden får en nostalgisk og mytologisk betydning for en. Og som voksen beslutter Alberte Winding sig for at vende tilbage og gense og -opleve det sted. Og det afstedkom så –  selvfølgelig  – en række sange, ti i alt, der nu udgør pladen.

Sange, der kommer rundt om de følelser og emner, sådan et formativt ophold kan give anledning til. Udlængsel,  hjemve, forelskelse (på godt og ondt), venskaber, fester, hverdagsliv og meget mere. Og det alt sammen filtreret gennem den voksne persons levede liv, hvilket kaster et blidt og forsonende skær over oplevelserne. Desværre er der ikke noget tekstark med pladen (cd-udgaven), og det kunne   Windings tekster godt have fortjent, og måske skulle man lægge dem op på kunstneres hjemmeside af hensyn til os, der gerne vil studere dem nærmere.

Det er da også den eneste indvendig jeg har mod Windings nye plade. For den er som skrevet dejlig. Alberte synger med sin velkendte, bløde, feminine, dejlige stemme. Og alle sangene, der er skrevet af Winding og ægtemanden Andreas Fuglebæk er en slags moderne folk eller americana (med den der amerikanske kategori, der omfatter alskens musikalske rødder). Sprøde melodier i afbalancerede, tilbagelænede arrangementer. Måske er der ikke et lyse nætter-hit på albummet, men sangene er så dejligt indsmigrende og forførende, at man ikke kan andet end at holde af den plade, hvis man er til smagfuld, charmerende voksenpop med noget på hjerte. Og det må man sige, at Alberte Winding stadigvæk har. Nu kan vi så bare se frem til, at Alberte med band får lov til at rejse land og rige rundt og spille sangene for os. Hermed anbefalet.

Alberte Winding. Martha’s Vineyard. Produceret af: Andreas Fuglebæk. Target Records. Er udkommet.