27. juli 2020 arkiv

Ceres

27. juli 2020

I dag kom jeg tilfældigvis forbi Ceres Byen – eller Ceresbyen – og tog et billede af et hjørne af området. Det hjørne, der ligger lige over for Den Gamle By. Og på fotoet kan man ved foden af den store bygning i midten se rester af den oprindelige bryggeribygning, med de karakteristiske buede vinduespartier. Det er, hvad der er tilbage af Ceres bryggeriet.

Og jeg kunne ikke lade være, medens jeg stod og ventede på grønt lys ved fodgængerovergangen, at mindes de mange gange jeg til fods eller på cykel har passeret netop dette sted og har fået markant duft af humle i næseborene. En af byens mange kendetegnende dufte.

Nu står den lille stump murværk tilbage som en påmindelse om, hvad der var engang, eller som et måske flygtigt tegn på at “fremskridtet” lader smukke gamle bygninger vige for det nye. Og debatten om kampen mellem fortid og nutid ruller til stadighed i medierne. Og måske er det tidsånden, der gør sig gældende, når det gamle må vige for det nye?! Tendensen er i hvert fald tydelige i mange danske provinsbyer. Og medens alle disse og lignende tanker gled forbi på den indre skærm fik jeg helt lyst til at drikke en Ceres Top Pilsner – bare for at holde tanken ud og tanken om fortiden fast. Det blev dog kun til et glas danskvand med brus, da jeg omsider nåede hjem. Tiderne skifter jo, som sagt.

Det er i øvrigt et sjovt sted at befinde sig dér mellem Den Gamle By og Ceresbyen. På den ene side genopbygger de gamle bygninger fra hele landet med mange penge og med allerstørste respekt for, hvordan de egentlig blev bygget; på den anden side får man så et eksempel på, hvordan bevaringsværdige gamle bygninger i bedste fald får lov til at efterlade en stump til eftertiden og til mindernes skatkammer. De nye bygninger vil, hvad man ellers måtte mene om dem, sandsynligvis ikke holde halvt så længe som de gamle og sikkert heller ikke blive genstand for genopbygning i Den Gamle By eller lignende museumsinstitutioner.

At svømme

27. juli 2020

Da jeg for et par år siden cirka, kunne se frem til pensionering, satte jeg mig nogle små mål for, hvad jeg skulle bruge min otiumstid på. En slags personlig tjekliste (eller som amerikanerne måske vil kalde den: en “bucket list”), og øverst på den stod der: genoptage svømningen.

For mange år siden, inden jeg blev far for anden gang, svømmede jeg regelmæssigt i en af byens idrætsforeninger – efter først at have lært at svømme i en relativ sen alder (herom har jeg fortalt for længe siden…). Og da det kørte bedst svømmede jeg tre gange om ugen, tre timer om ugen. Og det var – velgørende. Jeg tænker ikke så meget på det med at holde sig fysisk i form – for det gør man, når man svømmer – men mere på den mentale effekt, svømmeriet havde. Efter at have tilbagelagt en hel del baner af 25 meter – ca. 70, hvis jeg husker ret – så nærmest forsvandt alle tanker og blev erstattet af en zen-agtig tilstand af renselse og afklaring. Og man kunne derefter genoptage hvmerdagen på ny. Og denne oplevelse, som jeg også har skrevet om før, har jeg nok savnet lidt, medens andre ting lagde beslag på min tid.

Nuvel. Jeg har ikke fået realiseret denne lille plan endnu. For pensionistlivet har vist sig at være mere krævende, end jeg havde forestillet mig. Så jeg har – ikke opgivet planen, nej – udskudt de indtil videre, og er overbevist om, at den dag kommer, hvor jeg igen vil bevæge mig gennem klorvandet iført svømmebriller og badebukser.

PS. Loudon Wainwright, der har skrevet “Swimming song” fortæller et sted, at sangen var tænkt som en afløser for gennembrudssangen “Dead Skunk”. En sang med kommercielle muligheder i. Men sådan blev det ikke. Tll gengæld blev den en sang, som Loudon stadigvæk optræder med – og med glæde – og en sang om den eneste sportsaktivitet, han stadigvæk dyrker.