august 2020 arkiv

Myten om Talking Heads

31. august 2020

“Historien om, at der kun var en sangskriver i Talking Heads er en myte. Størstedelen af vores sange, især de tidlige, blev til i et samarbejde. Vi indspillede dem ikke. Vi havde ikke engang en båndoptager. Vi måtte huske sangdelene i vores hoveder. Tina [Weimouth] vidste lidt om at læse og skrive musikalske notationer, men David [Byrne] og jeg [Chris Frantz] gjorde ikke, så med sange som ‘Tentative decisions’ og ‘I’m not in love’ måtte vi spille dem igen og igen indtil de var ingraveret i vores hukommelse” [Chris Frantz / Remain in love]

Som skrevet, så skal man tage en biografi med et gran salt. Biografier er ikke indiskutable sandheder. Og i tilfældet Frantz og hans syn på kollegaen David Byrne er saltet også en nødvendighed. Omvendt så er der ingen tvivl om, at Frantz både forholder sig kritisk til den selvoptagede, sære David Byrne, men også er fuld af beundring og anerkendelse af hans person og den særlige evner på musikkens felt.

 

Van Morrison – 75 i dag

31. august 2020

 

Corona og trafik – dagens brokkeri

30. august 2020

Dagens brokkeri gælder trafikken. Jeg skal vende tilbage til den konkrete anledning, men først skal vi lige omkring coronaen. For noget af det positive ved coronapandemien har været, at fælleskabet har vist, at man godt kunne tage hensyn til hinanden – ved håndhygiejne og holden afstand – og undgå smitte. Og så kan det godt undre lidt, at vi ikke kan overføre denne ubesværede hensynsfuldhed til andre sider af det fælles liv, fx trafikken.

For sandt er det, at det står gevaldigt sløjt til med den trafikale adfærd her i Århusområdet. Det gælder ikke kun bilisterne, der kører hensynsløst og for stærkt (jeg bor ved en skolevej, hvor hastighedsgrænsen er maksimalt 50 km. i timen, men det er de færreste, der holder speedometerpinden dernede), man viser ikke af (hverken til højre eller venstre), man respekterer ikke afmærkninger ved gadekryds, men skal helst helt ud i krydset, man overhaler uhæmmet, selv om vejene ikke er egnede til det (fordi de er smalle, stærkt trafikerede, har heller osv.) og så videre. Det gælder også cyklisterne, der mener sig i deres gode ret til at cykle på fortorve, på cykelstier i modsat retning, på fodgængerovergange, uden lys efter lygtetændingstid og så videre. Og det glæder også fodgængere og løbere. Fodgængere, der bare vil frem og ikke vil flytte sig det mindste, når andre vil passere, ikke respekterer rødt lys ved fodgængerovergange, går på cykelstier og veje, når det passer dem og så videre.

I dag var jeg lige ved at køre en motionsløber ned. Sammen med hunden var vi på vej mod den lokale park for at gå en god tur, og på vejen skal vi rundt i en rundkørsel, hvor der er en del trafik. Derfor kørte jeg med lav hastighed, og lige da jeg skulle dreje ned ad en af de tilstødende veje, løb en yngre mand ud foran bilen uden at se sig for. Jeg trådte så hårdt på bremsen, så hunden røg ned på gulvet, og undgik lige netop at nedlægge løberen, der blot fortsatte og ikke så meget som værdigede os et blik.

Da jeg for mange år siden lærte at køre bil brugte min kørelærer en del tid på at få os til at forstå, at det allervigtigste i trafikken var at vise hensyn til andre. Færdselsreglerne skulle selvfølgelig overholdes, men i bund og grund havde de til hensigt at vise hensyn til andre trafikanter. Men den trafikale virkelighed fortæller os noget andet. Her handler det om MIG. Om hvor hurtigt og nemt JEG kommer frem, og så må alskens trafikregler vige. I trafikken har læren fra coronapandemien ikke slået igennem.

 

Liedermacher: Philipp Poisel

30. august 2020

I Tyskland taler man undertiden om Liedermacher 2.0 – for at markere at en ny generation af tyske sangere og sangskrivere er kommet til for at afløse de sangskrivere, der siden halvfjerdserne har skrevet og sunget på tysk. Og en af de yngste er den 28-årige Philipp Poisel, der kommer fra Ludwigsburg. Sidste år kom han på den tyske top 10 med albummet Bis nach Toulouse. Han dumpede til eksamen i musik på sin Hochschule, men blev opdaget af veteranen Herbert Grönemeyer og lever nu af sin musik.

Liedermacher: Max Prosa

30. august 2020

Endnu en tysk sangskriver. Max Prosa, 30 år, fra Berlin og med en lille snes album på samvittigheden. Her med sangen “Erindringer”.

Aftenens filmoplevelse: Three Billboards Outside Ebbing, Missouri

29. august 2020

Nej, “Alle mod 1” (DR) og “Den vildeste danser” (TV2) er ikke noget for mig. Nok sagt. Så derfor var det heldigt, at DR2 diskede op med Martin McDonaghs roste og prisbelønnede film Three Billboards Outside Ebbing, Missouri.

Det var hverken titlen eller filmens priser, der fik mig til at zappe over på DRs anden kanal, men udsigten til at se Francis McDormand. Med hende i en rolle, ja en hovedrolle, så kunne det ikke gå helt galt tænkte jeg og tænkte på film som Almost Famous, Fargo, Primal Feat og Short Cuts.

I denne film spiller hun rollen som kvinden Mildred, der syv måneder før vi møder hende mistede sin datter, der blev voldtaget og dræbt. Politiet har ikke fundet gerningsmanden, og Mildred har mistet tålmodigheden. Derfor lejer hun tre store reklametavler uden for byen og forsyner dem med store røde opslag med teksterne: “Voldtaget, mens hun døde”. “Og stadig ingen anholdelser?”. “Hvorfor ikke, politimester Willoughby?”.

Opslagene vækker både forståelse og modstand i den lille by, hvor Mildred bor. Og nok så vigtigt, så rusker Mildreds handling op i byens borgere, der ikke kan undgå at forholde sig til den uretfærdighed, der er overgået Mildred. Alle de medvirkende får påvirket og forandret deres liv tiden efter. Begyndende med den ansvarlige politichef Willoughby, spillet af Woody Harrelson, der hurtigt indser, at Mildred har krav på, at sagen om datteren åbnes igen. Politichefens erkendelse fremskyndes også af, at han lider af kræft i skjoldbruskkirtlen og ikke har lang tid igen.

Fra det øjeblik, hvor Willoughby genoptager sagen tager filmen et uforudsigeligt forløb. Et eller andet sted har man en forventning om, at filmen nu er en slags kriminalsag, der nok vil munde ud i en opklaring af forbrydelsen og derigennem en genopretning af status qvo i byen. Men sådan går det slet ikke. Og det er lige præcis det uforudsigelige og overraskende forløb, der gør filmen til noget helt særligt. Fokus forskydes fra selve forbrydelsen og dens opklaring til de involverede personer og den effekt, Mildred handling får på dem. Og det er det fine ved filmen. Den bliver ikke bare en film om forbrydelse, skyld og retfærdighed, men et drama, hvor de enkelte personers moralske habitus så at sige sættes på spil.

 

Maigret vender tilbage…

29. august 2020

Jeg har allerede kastet en anbefaling og tilhørende roser efter ITVs filmatisering af George Simenons fortællinger om Maigret – i Rowan Atkinsons gestaltning. Og i aften er tiden inde til en genudsendelse af den særdeles vellykkede, men desværre alt for korte, serie (kun to sølle sæsoner). En kvindemorder er på spil, men Maigret sætter en fælde. Afsnittet følger lige efter et afsnit af Unge Morse, så tv-aftenen er nogenlunde reddet

Tysk: Sahra Lesch

29. august 2020

Hun er født i 1986, men har allerede meget på den musikalske samvittighed. Heriblandt tre album, plus det løse. Hun har arbejdet med børn og skrevet musik til børneteater, men koncentrerer sig nu om at være sangskriver eller rettere, som det hedder på hendes modersmål: Liedermacherin. For selv om Lesch både udtrykker sig med rock og moderne lyd, så er der ingen tvivl om, at hun også bygger på den lange tyske tradition for Lieder. Som fx i sangen ovenfor, der hedder “Det med månen” eller sangen nedenfor “Da draussen” (“Derude”).

28. august 2020

I 1973 et sofistikeret funknummer på Steve Wonders Innervisions. Her med hjælp fra Italien, Senegal, Mali, Japan osv. en mere nede på jorden, blueset udgave – men budskabet er det samme enkle.

Dream up, dream up, let me fill your cup…

28. august 2020

Corona eller ej, Neil Young fortsætter med at sende musik ud fra sin bondegård. Fotograferet og optaget af dhlovelife, der nok dækker over fru Daryl Hannah (man kan høre hende småsnakke med husbond undervejs). Et bundsympatisk projekt, hvor Young giver enkle, smukke versioner af gode gamle sange. Bare iført ukulele eller guitar. Afsnittene kan også ses – i lidt bedre kvalitet – på Youngs arkivside.

DR – igen, igen

27. august 2020

Som faste læsere (?!) af denne blog vil vide, så er jeg ofte kritisk over for institutionen Danmarks Radio. Jeg udøver med andre ord det, som min medblogger Uffe i en kommentar kalder DR-bashing. Et engelsk ord, der cirka betyder “overfald” og “angreb” og kommer af to bash, at slå, tæve osv. Nu prøver jeg så vidt muligt at undgår engelske ord, så vil nøjes med at kalde det kritik.

Og sandt er det da, at jeg ikke lader en mulighed for at hudflette vores såkaldte public service-institution gå til spilde. Men sikkert er det også, at grunden til at jeg gør det, er, at jeg ønsker, at DR skal oppe sig som public service-institution, frigøre sig fra den underholdningstvang, der hersker på de kommercielle kanaler og gennemsyrer og underminerer alt, gøre seriøsitet, alsidighed, folkeoplysning (ja!), kritisk, dybdeborende, baggrundsafdækkende journalistik (herunder: leve op til journalistikken rolle som den “fjerde statsmagt”) og så videre til drivkraften i virksomheden. Og jeg ved også godt, at det vil kræve mod, bl.a. fordi mange politikere ikke ønsker en sådan udvikling, og ikke mindst talent.

Et par eksempler fra i går. I nyhederne brugte man oceaner af tid på noget, der nærmest var en ikke-nyhed. Nemlig, at den lille fodboldspiller Lionel Messi havde meddelt, at han ikke længere ønskede at spille for FC Barcelona. Han havde vist meddelt firmaet det i en fax, men ellers ikke udtalt sig. Og det blev gjort til en nyhed på linje med den for vores demokrati dybt alvorlige skandale omkring Forsvarets Efterretningstjeneste og udsigten til at titusindvis af amerikanere de nærmeste dage vil miste hus, hjem og arbejde på grund af tornadoen Laila. Jeg mener, at Messi-nyheden er et funklende eksempel på, at står rigtig sløjt til med nyhedsprioriteringen i DRs nyhedsafdeling (hvilket blev understreget af, at TV2 lavede samme prioritering…).

Men, som man siger, blind høne finder også et korn. I forlængelse af en lang række udsendelser, hvor danskere har sunget sammen (fra altaner, baggårde osv.) sammen med Philip Faber i fælles front mod coronaen, har DR ganske forudsigeligt malket ideen om at synge. Lavpunktet blev foreløbigt nået i en udsendelsesrække, anført af Mads Steffensen, hvor fællessang – med indlagte videoindslag fra de små hjem rundt om i Danmark – blev ophøjet til noget i retning af et genoptryk af besættelsestidens fællessang med Holger Fællessanger med nationalistisk, kærlig omfavnelse af alle. Kvalmende.

Så er der et langt større potentiale i serien Syng med. Fra skrål til skønsang, hvor en håndfuld danskere med hjælp fra sangcoach Katrine Muff får lov til at opleve, at de faktisk kan synge. Det er med andre ord en udsendelse, der tager fat om mange danskeres beklemmelse, når det gælder om at synge sammen med andre. Hvem har ikke oplevet det – ved familiefester eller i kirken?! Stille og roligt og med ægte pædagogisk sans får Katrine gelejdet de medvirkende derhen, hvor de sammen kan synge Alberte Windings “Lyse nætter”, der bestemt ikke er den nemmeste sang at synge. Og det er en både oplysende og underholdende programserie, der tager danskeres lyst til sang og beklemmelse ved det alvorligt samtidig med at det også er meningsfuld underholdning at følge nogle almindelige menneskers kamp med at overvinde sig selv og kaste sig ud på dybt vand som sangere.

Forskellen mellem de to programtyper er, at sidstnævnte ikke stiller sig tilfreds med at omfavne os alle i en vi-er-alle-i-samme-båd-fælleskabsforståelse, men når ud over denne selvforståelse til de kollektive problemer med at synge og til glæden ved at gøre det.  Udsendelsesrækken er et lille eksempel på, at det godt kan lade sig gøre at lave noget, der både er underholdende, men så sandelig også meget mere. Public service på mikroniveau.

Udsendelsesrækken kan ses på DRs hjemmeside.

 

Psycho Killer

26. august 2020

I december 1991 opløses Talking Heads. Eller rettere: David Byrne havde forladt bandet og Chris Frantz og Tina Weimouth kunne læse om det i Los Angeles Times. Men balladen om David Byrnes enerådighed og enegængeri begynder mange år tidligere, da Chris og David sammen danner det band, der bliver til Talking Heads, The Artistics. I sin biografi fortæller Chris, hvordan han, Tina og David sammen skriver “Psycho Killer” og hvordan han selv, Chris, skriver teksten til en anden klassiker “Warning Sign”, der er med på gruppens andet album. Men – David Byrne tog æren for de to sange. Og selv om man skal tage en biografis ord med mere end et gran salt, så er det tydeligt, at David Byrne ikke er nem at danse med – heller ikke i overført forstand.

I starten af dette årti kom det frem – i øvrigt i en heftig meningsudveksling mellem Byrne og Weimouth – at Byrne havde Aspergers syndrom. Og Byrne har selv siden forklaret, at han gennem musikken har lært at leve med det syndrom, at det så at sige er blevet et træk ved hans personlighed. Et træk, der vel at mærke også er en drivkraft i hans kunstneriske talent.

Men Aspergers eller ej, så er Talking Heads endnu en historie om, hvor svært det kan være at have flere kreative gemytter samlet under et navn. Listen over bands med sådanne problemer er alenlang.

Køkkenmusik

26. august 2020

Længe inden nogen kunne sige Covid-19 eller corona i medierne fik Jens Pfeifer den enkle idé at lade nogle kunstnere – primært tyske – optræde akustisk i sit lille, hyggelige køkken. Ingen udenomsnak, et lille, håndplukket publikum og så en hudnær koncert med sangene i centrum. I løbet af otte år er det blevet til omkring 300 optrædener, der har været en tværsnit af, hvad der rører sig i tysk populærmusik i disse år. En enestående lejlighed til at udvide sin musikalske horisont, hvis ellers man kan forlige sig med det smukke sprog, de taler syd for vores grænse.

Her kan man prøve kræfter med sine tyskkundskaber hos Alex Mayr og hendes”Frag Nicht Warum”. Pfeifers optagelser kan findes på Youtube under titlen Hamburger Küchensessions.

Fra Grateful Dead til Talking Heads

25. august 2020

“Det gik også op for mig, at jeg savnede at spille musik og jeg tænkte over, hvordan jeg kunne få mine trommer op til Providence fra mine forældres kælder i Pittsburgh”

Chris Frantz er sammen med Fred, et Deadhead, han deler værelse med på kunstskolen RISD, gået til koncert med The Grateful Dead. Det foregår i en kæmpestor hytte lige uden for Providence. Og det er lidt sjovt at tænke på, at det lige netop er Grateful Dead, der sætter skub i Frantz’musikalske ambitioner. Der er trods alt langt fra Grateful Dead til Talking Heads. Citatet er fra biografien om Talking Heads, Remain in Love.

Grateful Dead i Providence Civic Center, 14. maj 1978

Nabolandenes tv-kanaler

25. august 2020

Der kan vist ikke herske megen tvivl om, at Danmarks Radio har tabt kvalitativ højde efter den seneste massive nedskæring, der bl.a. kostede DRK livet. Og kombineret med et generelt (ja, jeg tillader mig at generalisere…) faldende journalistisk niveau og et ikke altid lige heldigt programvalg, så fremstår DR-tv tyndere og lettere end nogensinde.

Men heldigvis er der alternativer. Og jeg tænker ikke primært på de store amerikanske streamingtjenester. der konstant ‘banker på’ ens dør, hvis man er på de sociale medier, men derimod på vores nabolandes tv. Sverige, Norge og Tyskland, ikke mindst. Og i går fik jeg en digital opfordring til at modtage nyheder fra siden www. nabolandskanalerne.dk, hvor man informerer om, hvad der sker på nabolandenes tv-kanaler. Og hvis man har bevaret lidt af sine sprogfærdigheder fra folkeskolen og ungdomsuddannelserne, så er det jo ingen anstrengelse af se tv fra de nævnte lande. Og et godt initiativ at informere om, hvad der sker, så man ikke er henvist til at læse ulæselige tv-programoversigter.

Og sjovt nok gjorde DR – af alle – i går opmærksom på, at der laves fremragende tv andre steder end i de angelsaksiske lande. DR2 begyndte i går den tyske tv-serie Charité – et hospital i Berlin om et hospital og dets mennesker i Berlin anno 1888. Det første afsnit (af tre) på halvanden time var intet mindre end fremragende. Fin periodeskildring, meget fine skuespilpræstationer og en spændende historie om lægevidenskabens udvikling i en brydningstid, hvor opdagelsen af mikrober (bakterier) er begyndt og revolutioneringen af behandlingen står lige for at ske. Krydret med historier om kærlighed, ligestilling og andet.  Absolut anbefalelsesværdig.