august 2020 arkiv

Dødsfald: Ulla Pia, Justin Townes Earle og Walter Lure

25. august 2020

Corona eller ej, så har manden med leen været virksom i musiklivet. Dansktopsangerinden Ulla Pia døde forleden 75 år gammel af kræft. Her er hun i en optagelse fra Melodi Grand Prix anno 1966.
Også den kun 38-årige sanger og sangskriver Justin Townes Earle – søn af Steve Earle og til dels navngivet efter legenden Townes Van Zandt – er her heller ikke mere. Dødsårsagen er vist endnu ikke blevet offentliggjort.
Og så har også Walter Lure (Walter C. Luhr Jr.), der var guitarist og sanger i The Heartbreakers, også takket af i en alder af 71 år. Komplikationer i forbindelse med leverkræft.

Søndagens film: Freeheld

24. august 2020

Måske var det den netop afviklede Pride-begivenhed, der fik DR1 til at sætte filmen Freeheld på programmet søndag aften. I hvert fald passede tematikken ganske godt.

Freeheld handler om den lesbiske politibetjent Laurel Hester. Hester arbejder med efterforskning i New Jersey i begyndelsen af dette århundrede. Hun skjuler sin homoseksualitet over for kollegerne, men på en tur udenbys møder hun den yngre Stacey, og det udvikler sig hurtigt til et fast forhold med huskøb og registreret partnerskab. Og Laurel kommer ‘ud af skabet’.

Kort tid efter får Laurel konstateret uhelbredelig lungekræft ,og så får hun samfundets fordomsfuldhed over for homoseksuelle at mærke. Laurel ønsker nemlig, at Stacey skal overtage hendes pension, når hun er død, så hun kan blive siddende i det hus, de i fælleskab har købt og renoveret. Men det vil de lokale politikere ikke gå med til. De vil ikke ligestille det registrerede parforhold med det heteroseksuelle ægteskab.

Med hjælp fra  Laurel mandlige samarbejdspartner ved politiet og lokale homoseksuelle aktivister lykkes det dog for Laurel og Hester at få omstødt beslutningen, inden Laurel dør. Og det er i dette afsnit af filmen, at den for alvor bliver dramatisk og vedkommende.

Filmen bygger på en virkelig historie, og man er ikke i tvivl om, at instruktøren, Peter Sollett, gør, hvad han kan for at publikums sympati skal være hos de to hovedpersoner og ikke mindst for ligestillingssagen. De to kvinder –  spillet af hhv. Julianne Moore og Ellen Page – og deres kærlighed beskrives indgående og det samme gælder det politiske drama. Og der er ikke plads til problematiserende nuancer.

Man kan ikke helt se sig fri for en fornemmelse af, at den politiske korrekthed skal masseres igennem. Derfor er de mest interessante personer måske i virkeligheden den mandlige kollega Dane (Michael Shannon), der bakker Laurel og hendes sag op og lykkes at få andre homoseksuelle i politistyrken til at bekende kulør og gå ind i sagen, men også Steve Goldstein (spillet af Steve Carell) i rollen som den energiske, let karikerede leder af Garden State Equality, der som navnet siger arbejder for ligestilling.

Det er svært ikke at have sympati for historien og sagen, men selv om skuespillerne tager stikkene hjem, så er historien næsten for pæn og velfriseret. Et politisk korrekt propagandastykke for sagen, kunne man også sige. Og jeg synes sagen fortjener bedre film (og de findes og man kan kun håbe, at DR vil finde dem frem).

 

Capac anbefaler: Helene Bak – Under One Roof

23. august 2020

 

 

Fem år  er gået siden Helene Bak debuterede med Oh so quiet, som jeg havde fornøjelse af at anbefale her i bloggen. Og dengang  hæftede jeg mig bl.a. ved, at Helene Baks plade var svært at indfange i en bestemt genre. Var det jazz, singer-songwriter-sange, pop m.m. ? Og min pointe var, at min tvivl eller forvirring netop sagde noget om den særlige niche, som Helene Bak havde fundet med sine intime, inderlige sange.

Og på sin nye plade Under One Roof er Bak lige så svær at sætte på formel som første gang. Og det er en styrke. Det er dog tydeligt, at sangerinden og sangskriveren har noget på hjerte. Hun vil fortælle os noget med otte sange, der er fulde af introspektion, refleksion og erfaring. Det er intime, introverte historier, der inviterer lytteren ind og med på en genkendende oplevelse. Og Helene Baks smukke alt står klart i lydbilledet og sørger for at sangene står tydeligt og letopfatteligt for lytteren (selv om et tekstark ville have været på sin plads i vinylcoveret…).

Og Helene Bak får et godt mod- og medspil af Mikkel Bøggild, der ud over at være medskaber af sangene spiller med (på guitar, lap steel, slagtøj og sang) og står for produktion, optagelse og miksning af pladen. Og dermed er Mikkel også garant for den særlige sound, der er på pladen, hvor singer-songwriter-sangene omfavnes af let americana, folk og diskret jazz-feeling. Igen må man bare sige, at Helene Bak er lykkedes med at tegne sin egen lille niche, der let kunne gå hen og blive hendes stil.

Og bag sig har Helene – ud over Mikkel Bøggild – igen et suverænt hold af musikere – Michael Vestbo (guitar), Jens Jefsen (bas), Søren Pedersen (trommer og slagtøj), Nikolai Bøgelund (trombone) og Jesper Riis (trumpet & flygelhorn) – der forstår at skabe de optimale musikalske rammer for Helenes sange. Med Under One Roof   bekræfter Helene Bak den position, som hun indtog med debutpladen for fem år siden, og der er al mulig god grund til at se frem til næste udspil og til at følge hende fremover.  Hermed anbefalet.

Helene Bak. Under One Roof. Producer: Mikkel Bøggild, Gateway Music. Udkom: 21.08.2020

 

 

 

Ghostbusters – det store flop

23. august 2020

I 1984 kom Ivan Reitmans komedie Ghostbusters. Plottet var helt igennem håbløst og nærmest uspiseligt. Tre parapsykologer laver en forretning med det formål at fange spøgelser i New York. Alene denne korte sammenfatning burde være nok til at afholde de fleste fra at se filmen. Når den alligevel lykkes bedre end man kunne forvente, så var det, fordi de bærende hovedkræfter var de tre veletablerede komikere Dan Aykroyd, Harold Ramis og Bill Muray, der var vant til at få meget ud af lidt. Så filmen endte med at blive en meget populær omgang underholdning, hvis succes blev understøttet af en fængende kendingsmelodi.

Heldigvis blev Ghostbusters dengang ikke genstand for kommerciel “exploitation” i form af en serie, sådan som konventionen foreskriver i Hollywood. Men for nogle få år siden fik Sony den ide at genoplive filmen. Men det blev besværliggjort af, at Harold Ramis i mellemtiden var afgået ved døden og Bill Murray ikke ønskede at medvirke. Derfor blev det besluttet at genopfinde filmen. I stedet for de tre mandlige komikere valgte man tre kvindelige – Melissa McCarthy (især kendt fra tv), Kristen Wiig, Kate McKinnon, Leslie Jones og Chris Hemworth (bedst kendt for Marvel-filmatiseringerne om guden Thor). Dan Aykroyd stod som producer og andre af de gamle skuespillere – Bill Murray, Sigournew Weaver – medvirker dog i små klip (såkaldte “cameo” optrædener), der primært har som funktion at minde yngre publikummer om filmens fortid.

Plottet i den nye udgave er mindst lige så tåbeligt og uholdbart som den gamle films. Den kvindelige kvartet finder sammen for at jagte spøgelser i New York og får hjælp af den unge mand, der arbejder for dem som receptionist. Nogen må have tænkt, at det var nyskabende at lade nogle unge kvindelige komikere – hvis fælles erfaringsgrundlag har været deltagelse i tv-serien Saturday Night Live – overtage hovedrollerne i den hellige ligestillings navn. Problemet er bare, at det slet ikke virker. De er ikke spor morsomme. Og bedre bliver det ikke af, at historien er ganske forudsigelig, uopfindsom, langtrukken og, ja, kedelig. Og det hjælper slet ikke på historien af den anvendte computeranimation slet ikke lever op til vor tids niveau. Og hvad skal man med en komedie, der kun er komedie på papiret, og som slæber sig af sted, ikke formår at aktivere smilebåndet og lattermusklerne det mindste. Det eneste formildende omstændighed ved gårsdagens visning på DR1 var, at tv-kriminalserien “Vera” kom bagefter.

Nej, den nye udgave af Ghostbustersi, er nok den dårligste film, jeg har set i rigtig mange år. Ja, jeg kan faktisk ikke komme i tanke om nogen, der bare kom i nærheden af den. Og det siger trods alt ikke så lidt.

Opdatering: Og medens jeg har skrevet dette indlæg har jeg fundet ud af, at endnu en Ghostbusterfilm er på vej – Ghostbusters: Afterlife – der angiveligt forsøger at knytte an til den oprindelige film og har deltagelse i nogle af de overlevende skuespillere fra dengang.

50: Lou Reed takker af i Velvet Underground

23. august 2020

I dag for 50 år siden stod Lou Reed for sidste gang på scenen sammen med resten af Velvet Underground. På spillestedet Max’s Kansas City. Derefter tog Reed et job i sin fars firma i en kort periode. Velvet Underground fortsatte uden Reed og blev gendannet i 1993, men uden at kunne genfinde ånden fra gamle dage.

Koncerten på Max’s blev optaget på kassettebånd og senere – 1972 -udgivet på vinyl. Det er ikke et hovedværk i bandets diskografi, men en dokumentation af, hvor bandet var på det tidspunkt.

 

 

Da Dylan først bryder igennem

22. august 2020

Året er 1961 og den unge Bob Dylan er i Greenwich Village for at få igangsat sin karriere som kunstner. og i september måned får han til opgave at varme op for The Greenbriar Boys på Gerdes Folk City, et af folkemusikkens vigtigste steder. Og Dylans optræden overskygger helt de allerede berømte Greenbriar Boys i en anmeldelse i selveste The New York Times.

Mocha Java – eller latterkrampe mod corona

22. august 2020

En af mine bekendte følte, at optimismen var lidt presset på grund af coronaens allestedsnærværelse og indskrænkning af vores livsudfoldelse. Men heldigvis har coronaen ikke taget livet af humoren og den sunde latter. Og da jeg i dag – efter at have været på hundeluftningsudflugt – var i den lokale brugs for at shoppe lidt økologisk kaffe til min egen fornøjelse (fruen er tedrikker…), så kom jeg i tanke om ovenstående sketch med W. C. Fields. Noget af det morsomste, jeg kan vederkvæge mig med, når humørbarometert falder. Mocha Java!

En snegl på vejen…

22. august 2020

Det er lørdag. Og jeg har været med min ven hunden i  vores yndlingsbiotop Forsthaven. Det gør vi hver weekend som alternativ til ture i de allernærmeste lokalområde, som vi gennemtraver alle ugens andre dage. Og denne dags oplevelse var, at vi mødte en kæmpestor snegl. Ikke en dræbersnegl, heller ikke en sort skovsnegl, men en af dem med et hus på ryggen (jeg skal nok undlade at definere den nærmere – lundsnegl? vinbjergsnegl?). Og stor var den, og smuk var den. Og jeg nænnede ikke at flytte den og glemte helt at fotografere den. Hunden var ligeglad, for den havde fundet noget saftigt græs at fortære.

Og selvfølgelig kom jeg straks i tanke om min mors gamle grammofonplade med musikken fra den danske udgave af My Fair Lady ( med Gerda Gilboe, Mogens Wieth og Oswald Helmuth) og sangen om “En snegl på vejen er tegn på regn i Spanien”. Mine forældre, især min mor, var vild med den musik og vi havde været inde og se filmatiseringen med Rex Harrison og Audrey Hepburn.

Mundbind !?

22. august 2020

Så kom det da omsider. Påbuddet om, at vi alle skal bære mundbind i den offentlige trafik. Gældende fra midnat i går. Og det selv om alt tyder på, at virkningen af mundbind som smittebegrænsende tiltag er mikroskopisk forsvindende lille. En million danskere skal gå med perfekt anvendt mundbind i en uge for at forhindre at 1 dansker bliver smittet og kommer på hospitalet. Og påbuddet grunder sig især i, som tv-lægen Peter Geisling påpeger, at politikene har været under et politisk pres. Andre lande har indført mundbind, eksperterne har talt for indførslen af mundbind.

Hvad skal man dog mene og det?! Sikkert og vist er det, at det der især virker smittebekæmpende er det, vi allerede har gjort – holde afstand, rengøre hænderne (sprit, sæbe og vand) og undgår store forsamlinger. Mundbind er et lillebitte supplement.

Selv har jeg truffet en beslutning om, at jeg så vidt muligt vil undgå at bære mundbind. Skal jeg med offentlig transport vil jeg selvfølgelig gøre det – af hensyn til mine medtrafikanter og fordi jeg synes, vi skal bakke op om kampen mod corona. Men i det omfang jeg kan undgå situationer, hvor det er påbudt, vil jeg gøre det. Cykle og gå i stedet for at tage bussen. Køre med min lille bil, hvis jeg kan undgå tog og rutebil. Og i den dur.

Og min beslutning er bestyrket af, at jeg på mine traveture i nærområdet har set, hvordan brugte mundbind flyder alle steder, fx lige ved siden af en af de store kommunale skraldespand og på den nærliggende skoles område. Jeg er alvorligt bange for, at mundbind kan blive en dårlig undskyldning for at slække på de andre langt vigtigere forholdsregler – og ikke bare en påmindelse om coronaens tilstedeværelse.

 

Playing for Change møder John Denver

21. august 2020

Så blev man lige mindet om, hvad Playing for Change kan – og om, hvilken udmærket sangskriver afdøde John Denver var.

Carmelita

20. august 2020
I hear Mariachi static on my radio
And the tubes they glow in the dark
And I’m there with her in Ensenada
And I’m here in Echo Park
Carmelita hold me tighter
I think I’m sinking down
And I’m all strung out on heroin
On the outskirts of town
Well, I’m sittin’ here playing solitaire
With my pearl-handled deck
The county won’t give me no more methadone
And they cut off your welfare check
Carmelita hold me tighter
I think I’m sinking down
And I’m all strung out on heroin
On the outskirts of town
Well, I pawned my Smith Corona
And I went to meet my man
He hangs out down on Alvarado Street
By the Pioneer chicken stand
Carmelita hold me tighter
I think I’m sinking down
And I’m all strung out on heroin
On the outskirts of town
Carmelita hold me tighter
I think I’m sinking down
And I’m all strung out on heroin
On the outskirts of town
Den afdøde sangskriver Warren Zevon kunne det der med at skrive sange,der ikke slørede virkeligheden.

All right now

20. august 2020

 

Nej, det var ikke ACDC, der opfandt den uforfalskede, rå rockandroll. Lyt bare til Free og deres *All right now”. Og så har vi slet ikke nævnt alle forgængerne….

Korte bukser

20. august 2020

I mange år, ja faktisk hele mit voksne liv, har jeg gået i korte bukser i sommermånederne. Og jeg er begyndt tidligt og sluttet tidligt. Den danske sommer er jo lunefuld. Og når nogen har stukket til mig og sagt ‘Går du stadigvæk i korte bukser’, har jeg afvist det med ‘Jeg går i korte bukser, indtil jeg får rim på knæene’.

Man kan selvfølgelig altid diskutere (gør det bare!), hvor klædeligt det er, at voksne mænd går i korte bukser. Men jeg har altid ladet det behagelige dominere over det påklædningsmæssigt politisk korrekte. Men jeg går dog ikke med sokker i sandalerne…

Nå, men de korte bukser fik mig straks på sporet af ACDC og deres koncentrerede udgave af rock and roll. Jeg ved ikke, hvad Elvis ville sige, men jeg holder meget af ACDC og deres elementære udgave af rock og rul.

Tomorrow is a long time

20. august 2020

Yeah Elvis Presley … That’s the one recording I treasure most … I wrote it, but I never recorded it.” (Bob Dylan, Rolling Stone, juni 1969)

Jim Reeves – 20.08.1923 – 31.07.1964

20. august 2020

I går mindedes jeg min far, og i dag kan jeg passende mindes min mor, for hendes yndlingssanger Jim Reeves ville være blevet hele 97 år, hvis ikke det var, fordi han allerede i 1964 forulykkede med et lille fly i en tordenstorm på vej til Nashville. Et par år efter blev han post-humt indlemmet i Country Hall of Fame for sit bidrag til amerikansk country med sin fløjlsbløde stemme. Her er min mors favoritsang…

Jim Reeves – I Love You Because (1963) from Gerhard Vonai on Vimeo.