august 2020 arkiv

Bent Fabricius Bjerre

9. august 2020

Fats Waller Rocks from Movie Memories on Vimeo.

Som forudsagt og forventet har de store tv-kanaler svømmet over med programmer om afdøde Bent Fabricius Bjerre. I går aftes toppede TV2 med en kvalm “mindekoncert”, hvor en række især yngre kunstnere fik lov til at fortolke nogle af mandens allermest kendte numre, medens studieværterne fortabte sig i uspiselig selvpromovering og absolut tandløs prisning af den afdøde. Jeg ved godt, at konventionen foreskriver, at man skal tale pænt om de døde, men derfra og så til en sådan kvalmende omfavnelse post mortem er der altså et stykke vej.

Så var der mere substans i Mikael Bertelsens interview med Bjerre, kort før mandens død. Et interview, der – desværre – blev iscenesat som en slags ærlig efterskrift til mandens død. Et interview, der ikke måtte vises, før Bjerres død. Hele denne sensationsprægede iscenesættelse kunne man sagtens have været foruden. For der var ikke de store chokerende afsløringer at hente i programmet. Nuvel, Bjerre havde forelsket sig hovedkuls i sangerinden Petula Clark på et tidspunkt, hvor hans (elskede) første kone ventede barn nummer fire. Men det blev aldrig nogen rigtig skandale – og bliver det heller ikke post mortem. Bjerre tog det nærmest som det, det var: Et af livets uforudsigelige tildragelser. Noget, der sker. Noget, der ikke behøver at vælte ens liv.

Nej, det mest interessante ved interviewet med Bertelsen, og tilsvarende interviews med Bjerre, er/var, at hovedpersonen ikke lagde skjul på sine menneskelige fejl og mangler. Fx at han var et problembarn, der blev smidt ud af skolen, fordi han hellere ville spille musik. Og at hans livsbane i allerhøjeste grad skyldtes held. Interviewsene med Bjerre er et passende, nødvendigt korrektiv til hele den selvfejrende, kritikløse mediedyrkelse de seneste mange dage.

En sjov anekdote var, da Bjerre fortalte om dengang, han som ganske ung fik en Fats Waller-plade i gave. En plade, der nærmest gav hans liv retning. Fats Waller spillede “happy jazz” fortalt e Bjerre, og det var ikke respektabel musik dengang. Han sammenlignede det med vor tids heavy metal. 

Little Willow

9. august 2020

I forbindelse med en opulent genudgivelse af albummet Flaming Pie, har Paul McCartney fået lavet en video til sangen “Little Willow”. I følge anekdoterne så skrev McCartney sangen som en slags mindesang over Ringo Starrs første hustru Maureen, der døde i 1994 af leukemi.

Paul McCartney: Maggie Mae

9. august 2020

Så nåede DR1 til (foreløbigt) sidste afsnit i serien Pirates of the Caribean. Dead Men Tell No Tales eller som den er betitlet i Danmark: Salazar’s Revenge. Salazar’s hævn – det med danske titler er åbenbart ikke så moderne længere.

Nuvel, det er i dette femte afsnit af skrønen, vi møder Sir Paul McCartney i rollen som kaptajn Jack Sparrows onkel. I et tidligere afsnit mødte vi jo Keith Richard som Jacks far. Nu er McCartney så onkel. Og det fungerer mindst lige så godt.

Da filmen var slut sad jeg og læste rulleteksterne. Det er efterhånden en sjælden øvelse på tv, fordi de meget ofte enten taler hen over eller ligefrem klipper det bort. Hvilket er en synd, og manglende respekt for alle de mennesker, der har været med til at realisere filmen. Og jeg har altid nydt at blive siddende i biografen for at studere rulleteksterne, filmnørd som man er. Og der er meget nyttigt at hente om birolleskuespillere, komponister osv.

Og på rulletekstens sidste linjer kunne jeg læse, at sangen “Maggie Mae” var med og blev sat i forbindelse med The Beatles. Og jeg måtte granske min hjerne. Og kom i tanke om, at Beatles faktisk lavede en version på albummet Let it be. Men hvor i filmen var det man hørte den? Jo, selvfølgelig. Det er McCartney, der sidder i fængselscellen og synger den gamle LIverpoolvise om luderen Maggie, der rullede sømænd, der var på orlov.

Vejen til Woodstock

8. august 2020

John Lennon sagde engang: ‘Der er ikke mange mennesker, der har bemærket alt det gode, der kom ud af de sidste ti år – Woodstock er den største menneskemængde der nogensinde har samledes for andet end krig. Ingen har haft så stor en hær og slog ikke nogen ihjel eller havde en voldelig scene som romerne eller hvad  som helst, og selv en Beatles-koncert var voldeligere end det.

Nå, men det lykkedes mig at få læst Michael Langs fortælling The Road to Woodstock færdig. En sympatisk fortælling, der både rummer og bevarer drømmen om Woodstock-idealerne og fortæller om alle de problemer og vanskeligheder, festivalen fører med sig. En sympatisk og i det store og hele troværdig beskrivelse af, hvad der foregik fra ideens opståen til tiden efter Woodstock. Fx fortæller Lang, hvordan han efter festivalen lader sig overtale til at hjælpe Rolling Stones, der havde mistet Sears Point Raceway, hvor de skulle give en gratis koncert. Stones og deres stab stod i en håbløs situation, der fra starten af var en fiasko. Så de bad Lang om hjælp. Og Lang der var Stones-fan accepterede. Koncerten blev flyttet til – Altamont Raceway.

Vi ved, hvad der skete på Altamont. Meredith Hunter blev stukket ihjel af Hells Angels, Marty Balin (Jeffferson Airplane) og andre fik tærsk, flere piger blev udsat for seksuel overlast osv. Og Altamont Festivalen blev efterfølgende af medierne udråbt til at være “enden på en æra” – underforstået: Woodstocks æra. Men den køber Lang ikke: “Det der sket på Altamont var forfærdeligt og viste hvor galt det kan gå uden forudseenhed, forsigtighed og egentlig forberedelse. Altamont skulle have været en dejlig dag med musik i the Bay Area.”

 

The Band In Woodstock from The Mystery Of Creativity on Vimeo.

Mundbind

8. august 2020

Her i vores by, den jyske hovedstad, skal vi bruge mundbind i den offentlige trafik, hvis vi ikke kan undgå den offentlige trafik. Det kan jeg som regel godt, fruens el-cykel giver mig en stor frihed fra de dyre offentlige busser i lokalområdet.

Nå, men vi kom fra mundbindet. Jeg fik et foto af et af mine børnebørn. Hun havde trukket et par underbukser ned over hovedet – som hovedbeklædning. Og straks slog det mig: Det er sgu da det vi skal! Sy gamle underbukser om til “mundbind”! Selvfølgelig skal de vaskes først. Men ellers er det da en enkel idé. I stedet for at bruge formuer på apotekets engangsmundbind, hvilket blot betyder øget forbrug, ressourcespild og forurening (de flyder allerede på gader og vej), så skal vi bruge (gerne hjemmegjorte) vaskbare, genanvendelige mundbind. Måske lever de ikke op til myndighedernes allerhøjeste krav til mundbind for sundhedspersonale, men fortæl mig at det ikke gør en forskel med et mundbind af bomuld!? Jeg er sikker på, at det vil reducere risikoen for, at jeg smitter en anden, betragteligt. Og det er nok for mig. Lad os undgå at gå i  panik, lad os holde hovedet koldt og hjertet varmt, overholde de generelle coronaadfærdsregler og bruge genanvendelige mundbind, når det er påkrævet.

Husk: Det er farligt at leve, vi dør af det.

 

Kryddersildenes svanesange

8. august 2020

Tænk sig, det er 20 år siden Spice Girls gik hver til sit (første gang i hvert fald). Og tyve år siden de forberedte deres tredje album Forever, der udkom i november 2000. Ginger Spice, Geri Halliwell, havde da forladt kvartetten (midlertidigt).
Kommercielt klarede den tredje og sidste plade det ganske godt, men det var som om luften var gået lidt ud af det helt igennem kommercielle produkt, som kryddersildene var. Promoveringen som den nye tids feminister tabte højde i takt med, at pigerne blev mediedarlings og faldt til patten i forhold til branchens konventioner og samfundets ditto. Og der var ikke et stinkende hit som “Wannebe”, der kunne få selv blebærende repræsentanter for kvindekønnet til at skråle eller danse med. Kryddersildenes “epoke” var forbi, og senere forsøg på at puste liv i projektet har handlet mere om musikbranchens og mediernes behov for sensationelle nyheder.

Men Forever, der altså på ingen måde levede op til sin titel, er som produkt betragtet ikke ringere end de to foregående plader. Et velproduceret industriprodukt af den slags, der er og har været mange af.

Spice Girls – Let Love Lead The Way from THE SPICE GIRLS on Vimeo.

Aftenens filmoplevelse: A history of violence

8. august 2020

Valget var ikke svært for en gammel fjernsynsafhængig dreng i går. På den ene side et lavpandet quizprogram med titlen “Hvem var det nu vi var” med emnet dyr. På den anden side David Cronenbergs film A history of violence.

Jeg har længe gerne villet se Cronenbergs film, fordi jeg godt han lide den canadiske instruktør, der startede sin karriere som en af grundlæggerne af sub-genren body horror, med titler som Scanners og Videodrome. Men med årene – Cronenberg er i da 77 – har  han udvidet sit tematiske og genremæssige repertoire. Fx har han lavet det psykoanalytiske drama A dangerous Method om trekanten mellem Sigmund Freud, Carl Jung og den unge psykoanalytiker Sabina Spielrein. Og så altså A history of violence, der kom nogle år før Freud-filmen.

Temaet i A history of violence er nærmest klassisk i amerikansk film. En “almindelig” borger, der begår vold mod nogle forbrydere. Eksempler kunne være Sam Pekingpahs Straw Dogs (1971) med Dustin Hofman i hovedrollen, eller Joel Schumachers Falling Down (1993) med Michael Douglas i rollen som en mand, der har fået nok.

I historien om vold er det Viggo Mortensen, der har rollen som familiefaderen Tom Stall, der bor i den lille flække Millbrook med sin kone, sin teenagesøn Jack og sin lille datter Sahra. Han ejer en lille diner i byen. En dag kommer to omkringrejsende forbrydere ind i dineren lige efter lukketid og vil have kaffe og kage. Da de pænt blive afvist, vil de statuere et eksempel og kaster sig over en kvindelig servitrice. Og det får Tom til hurtigt og forbavsende effektivt at afvæbne og slå de to forbrydere ihjel. Hvorefter folk i den lille by gør ham til byens helt. Men Tom vil bare vende tilbage til den stille hverdag.

Det får han dog ikke lov til. For kort tid efter heltegerningen opsøges han af nogle mafiafolk med den vansirede Carl Fogarty (fremragende spillet af den altid pålidelige Ed Harris) spidsen. For Fogarty mener at genkende en vis forbryder Joey Cusack i Tom Stall. Først afviser Tom, at han skulle være Joye. Men den lokale politibetjent og ven Sam kan ikke få tingene til at hænge sammen. Han kan simpelthen ikke forstå, at tre mafiamedlemmer skulle stå frem for offentligheden, hvis ikke deres mistanke var rigtig. Hvilket den viser sig så at være. Efter et opgør med Fogarty og to af hans håndlangere, hvor Tom – sammen med sønnen Jack – dræber de tre forfølgere afslører han, at han er Joey.

Tom var Joey Cusack og blev nødt til at flygte, fordi hans voldelige adfærd havde gjort ham til en persona non grata i det kriminelle miljø. Derfor blev han Tom Stall. Og afsløringen betyder, at hans forhold til konen og børnene bliver voldsomt belastet. Han bliver isoleret i familien. Og en dag ringer broderen Richie Cusack (William Hurt), fordi han har hørt om de drabelige hændelser. Og Tom/Joey tager bilen og kører over for at besøge broderen og – viser det sig – for at afslutte regnskabet med fortiden.

Hvad der sker til sidst vil jeg ikke afsløre, men afslutningen er alt andet end konventionel. Der er i hvert fald ikke tale om nogen form for happy end.

Filmens styrke er netop, at den tager en næsten klassisk tematik og sætter dens forudsigelige præmis på spil. Forholdet mellem det gode og det onde vendes ikke blot på hovedet men udviskes og i den allersidste scene sættes publikum i en situation, hvor det faktisk er umuligt at identificere sig med nogen af de involverede.

Historien fortælles stille og roligt uden de store falbelader. Viggo Mortensen passer godt til rollen som den dobbeltbundede mand, og de andre skuespillere lever helt op til Mortensens præstation.

A history of violence er en film, der gennemspiller et velkendt tema og formår at demontere de identifikationsmuligheder, tematikken har haft. Og det er en kunst.

 

Nu med mundbind

7. august 2020

Grateful Dead – Beat Club TV – Bremen, DE 1972-04-21 AUD from Davidaron on Vimeo.

Som de første i landet indfører Århus obligatorisk mundbind i den offentlige trafik. Godt så. Capac er i gang med at søge vaskbart mundbind, så det stadigvæk vil være muligt at bruge bus og lokalbane m.m. Og så ønsker jeg jer alle derude en rigtig god, coronafri weekend. Pas på hinanden, hvor i end er.

Og med i købet får i en optagelse med Grateful Dead fra nostalgiprogrammet Beat-Club.

Free jazz mod Rasmus Paludan

7. august 2020

Hvorfor dog gribe til rådne æg, tomater eller korporligheder, når man kan imødegå politiske modstandere med musik!? I dette tilfælde er det provokatørpolitiker Rasmus Paludan, der får en dosis free jazz, så det forslår. Mere af det, tak!

Hans Otto Bisgård fylder 75

7. august 2020

Den unge mand – nr. 2 fra højre – på fotoet fra Gladsaxe Teenclubs åbning af Discoteque Box45, januar 1968 – Hans Otto Bisgård runder i dag de 75. Uden ham og hans programmer på Danmarks Radios program 3 var min musikalske lytterdannelse blevet meget fattigere. Han har for længst forladt DR, og jeg kan godt – stadigvæk – savne hans type og programtyper på programfladen.

Lazing on a sunny afternoon

7. august 2020

The Kinks – Sunny Afternoon (1966) from MUNROW’S RETRO on VIMEO on Vimeo.

Nej, det kunne ikke passe bedre. Kinks og “Sunny Afternoon” her på en varm, sommerdag i Århus. Sommerstemningen er her, selv om vi ikke skriver 1966, og vi skal huske at nyde disse varme dage, medens de er her. Skål.

Gummisko – erindringsglimt

7. august 2020

Det er nok varmen, der gør det. Sender mig tilbage i den varme baggård, hvor jeg voksede op. Til dengang, hvor sommerens fodtøj var gummisko. I dag hedder de sneakers – eller mere præcist: klassiske kanvassneakers – og koster mangefold mere. Men det er ikke helt det samme. Ud over, at det dengang var billigt fodtøj – hvilket var nødvendigt – så havde de rigtige gummisåler, rågummisåler. Og de var ikke mærkevarer fra store, kendte sportsbeklædningsfirmaer. Sikkert produceret i Hongkong (det var alt billigt dengang…), men holdt nemt en sommer over på et par ivrige drengefødder. Og så kunne man få dem i en rød og en blå variant.

Den sommer”mode” holdt nogle år, indtil fodstørrelsen nåede str. 45. Så var det slut med den fornøjelse.

Opdatering: Sidst jeg ejede sådan et par ukurante gummisko, var i 1990-91. Et supermarked havde genindført dem i sit sortiment, også i størrelse 45. Dog uden rågummisålen. Mine var røde.

Under radaren: Allison Young

7. august 2020

En af de ting, Youtube har kunnet, var at være en platform for spirende, talentfulde, uformuende kunstnere, der gerne ville promovere sig for platformens store publikum. Og jeg håber, at denne side af kanalen ikke alene fortsætter men også får mulighed for at blomstre endnu mere. For det er vigtigt, at vækstlaget i musikken kan komme lidt ud over det lokale netværk. Det udelukker selvfølgelig ikke, at KODA får lavet en acceptabel aftale omkring sangskrivere og komponister – og får åbnet for det danske marked igen.

Allison Young er et godt eksempel på et lille stjernefrø, der fører sig frem på Youtube. Med gode coverversioner og eget materiale.

Hindbærbrus

6. august 2020

27 graders Celsius står der med hvide tal (ved siden af en gul “sol”) på mobilos. Jeg er lige trådt indenfor i det lille discount-supermarked, efter at have placeret hunden lige uden for døren ved den nærmeste “hundekrog”. Med en besked om, at ‘far kommer straks…’.

Jeg gransker kort hukommelsen for de få ting, jeg skal have med hjem. Mælk, brød, shampoo til fruen. Og varmen får pandehåret til at sende et par sveddråber ned på tindingerne. Og så er det mit blik fanger en rød flaske, der står placeret oven på en palle med danskvand. En kunde har åbenbart fortrudt eller skiftet mening og har efterladt den røde flaske med “Hindbærbrus” lige der, hvor mit blik falder. Og straks er jeg hjemme i barndommens gade en af de søndage, hvor der af en eller anden grund vankede “rød sodavand”. Om det var Kosmos’ med patentprop er jeg lidt i tvivl om, men det var det jo nok. Og jeg kan næsten fremmane smagen, da jeg lader den efterladte flakse glide ned i genbrugsindkøbsnettet.

Og da indholdet senere bliver sluppet fri og bliver nedsvælget genkender jeg smagen. Dog er den i dette tilfælde knap så kraftig. Det viser sig så, at jeg har fået en light udgave, sødet med aspartam. Derfor mangler der den kraftige bund i hindbærsmagen. Nå, men det bliver vist også varmt i morgen – og coops hindbærksodavand findes også i en rigtig sukkerudgave.

Kunsten at slå evigheden i stykker – og tv-tyranniet

6. august 2020

Når man er henvist til de to tv-kanaler, Danmarks Radio styrer, så kan man komme i bekneb med noget, der er værd at se. Også selv om der er on-line-streaming af programmer. Og så er der brug for andre ideer. Og en af dem kunne være at se kortfilm på filmtidsskriftet Ekkos hjemmeside. Her har de en såkaldt shortlist, hvor de viser ti kortfilm af kvalitet. De ti bedste efter Ekkos mening.

Blandt disse finder man fx portrætfilmen Kunsten at slå evigheden i stykker, hvor forfatteren Carsten Jensen fortæller om sit forfatterskab. Det kunne være kedeligt, men det er det ikke. Jensen får fint forklaret, hvad det er fiktionen kan – i sit eget liv og i det hele taget. Og får fortalt noget vigtigt om nogle af sine bedste bøger. Og – helt forfriskende – så får han også sparket kritisk til den “roseklub”, der i og omkring dansk litteratur, hvor middelmådige forfattere gøres bedre end de er. Filmen varer lidt over en halv time og kunne sagtens have varet længere for min skyld.

Som tilfældet er med Søren Ryge, så har også Carsten Jensen og jeg en del til fælles. Ud over fornavnet, så er vi nogenlunde jævnaldrende, er begge opvokset i en skibsfartsby med en søfarende far, har begge taget en magistergrad inden for litteraturområdet og på nogenlunde samme tid. Men her hører parallellen så også op.