1. august 2020 arkiv

Jerry Garcia – 01.08.1942 – 09.08.1995

1. august 2020


I dag ville Jerry Garcia været blevet 78 år. Men sådan gik det ikke, og jeg husker nøje den dag, i august 1995, hvor meddelelsen om hans tidlige død blev nyhedsstof i medierne. Jeg var på et kedeligt jobcenteropfundet it-kursus, og brugte den dag på at søge efter historier om og billeder af Jerry Garcia og Grateful Dead, medens en håbefuld, men viste det sig: håbløs, ung mand forsøgte at fortælle os noget om it-netværk. Det endte med at vi fik ham fjernet og afløst af en ældre it-nørd. Og så var vi lige vidt.

Ovenstående koncert var den sidste med Jerry Garcia. Den findes på archive.org, som man kan se.

Woodstock 69: I mellemtiden på hotellet

1. august 2020

Joyce Mitchell: Alle var på hotellet, og de sloges om værelserne – der var ikke nok værelser. Janis var der. Jeg forsøgte at få hende til at slappe af i lobyen, for hun var meget fuld og meget krævende. Grateful Dead var søde. De sagde, de gerne ville dele værelserne. The Who var der og det var svært at få Keith Moon på plads. Idioten [the son of a bitch] forsøgte at voldtage mig! Jeg måtte virkelig skubbe til ham for at komme ud. Han greb ud efter mig. [The Road to Woodstock]

Joyce Mitchell var en central person i festivalledelsen med ansvar for dens lokale kontor. Hun havde en fortid som mediekoordinator for Robert Kennedy i hans præsidentvalgkamp, havde været producer for de væbnede styrker i radioen og havde været ven med forfattere fra Beat-generationen og andre forfattere som fx James Baldwin. Hun var i trediverne, brunette og havde en universitetsgrad fra universitetet i Miami.

Aftenens filmoplevelse: Jeg er stadig Alice

1. august 2020

TV-sendefladen bød ikke på meget seværdigt, hvis man var i filmhumør. En tju-bang-agentfilm på DR1 og en sagførerdrama på DR2. Så der var ikke andet end at søge eksterne kilder. Og valget faldt på filmen Still Alice fra 2014.

En film om en af vor tids tungeste plager, sygdommen Alzheimer’s. Emnet er ikke nyt. Heller ikke på det hvide lærred. Jeg kan i hvert fald optælle ni stykker, bl.a. Iris: A Memoir about Iris (om den kendte forfatterinde Iris Murdoch). Og ofte er der tale om film, der bygger på bøger. Still  Alice bygger på en meget omtalt fortælling af Lisa Genova.

Ikke overraskende er Still Alice en fortællng om, hvordan sygdommen langsom forandrer det menneske, der rammes, og dennes omgivelser, familie, venner, arbejdsplads osv. I dette tilfælde er den ramte en højt estimeret, kvindelig sprogforsker – lingvist – ved Columbia universitet, spillet af ingen ringere end Julienne Moore. Hun er på højde af sin karriere, har udgivet flere toneangivende bøger, har en lige så højt rangerende ægtemand, kognitionsforskeren John, spillet af Alec Baldwin, tre voksne børn og et par børnebørn på vej. Og der på toppen af tinderne melder sygdommen sig så. Bliver glemsom (kan fx ikke få mobiltelefondystspillet Wordfeud til at makke ret), kan ikke finde hjem igen efter en af sine sædvanlige løbeture i naboområdet og så videre.

Og hun ved godt, at noget er galt og søger hjælp hos en neurolog. Og det viser sig, at Alice er ramt af den sjældne sygdom præ-senil Alzheimer’s. En variant af Alzheimer’s, der adskiller sig ved at ramme relativt unge mennesker og ved at være genetisk betinget. Alices tre børn screenes efterfølgende, og det viser sig at sønnen er positiv, en af døtrene negativ og den sidste vil ikke kende screeningens resultat.

Og filmen, instrueret af Richard Glatzer og Wes Westmoreland, fortælles helt konventionelt lige ud af landevejen. Stille og roligt oplever vi sammen med Alice, hvordan hendes personlighed langsomt men sikkert går i opløsning. Det er i sig selv en smertelig oplevelse og forandring, og instruktørerne formår både at fremstille forfaldet i al dets uundgåelighed og forfærdelighed, samtidig med, at vi skånes for de værste, ubærlige detaljer i processen.

Filmens kvalitet står og falder selvfølgelig med skuespillernes præstationer. Julianne Moore fik ikke uventet og bestemt ikke ufortjent en Oscar for sin præstation i filmen. Hun gestalter da også Alice på en måde, der både gør det let at sætte sig i hendes sted og som undgår de værste Hollywoodmanierismer. Og hun får fremstillet Alice således, at vi både bevidner personlighedens og identitetens nådesløse opløsning og sygdommens effekt på de nærmeste. Først og fremmest ægtemanden John, som Alec Baldwin spiller med en for ham klædelig nedtonet medleven. Og også dem, der spiller børn og svigersøn udfylder rollerne godt. Især Kristen Stewart, der spiller den lidt oprørske datter Lydia, der ikke vil følge moderens forventninger om den akademisk karriere, men insisterer på at slå igennem som skuespiller på en mindre selvfinansieret teater. Hun bøjer sig ikke og får til sidst den sygdomsplagede mor til at se hende som den hun er.

Jeg er stadig Alice er ganske enkelt en god film. I kraft af en god historie og gode præstationer. Og en film, der er svær at ryste af sig på grund af dens dybt tragiske tematik. Det er ikke rart at se et menneske dø før kroppen dør.

Trailer kan ses på Youtube.