8. august 2020 arkiv

Vejen til Woodstock

8. august 2020

John Lennon sagde engang: ‘Der er ikke mange mennesker, der har bemærket alt det gode, der kom ud af de sidste ti år – Woodstock er den største menneskemængde der nogensinde har samledes for andet end krig. Ingen har haft så stor en hær og slog ikke nogen ihjel eller havde en voldelig scene som romerne eller hvad  som helst, og selv en Beatles-koncert var voldeligere end det.

Nå, men det lykkedes mig at få læst Michael Langs fortælling The Road to Woodstock færdig. En sympatisk fortælling, der både rummer og bevarer drømmen om Woodstock-idealerne og fortæller om alle de problemer og vanskeligheder, festivalen fører med sig. En sympatisk og i det store og hele troværdig beskrivelse af, hvad der foregik fra ideens opståen til tiden efter Woodstock. Fx fortæller Lang, hvordan han efter festivalen lader sig overtale til at hjælpe Rolling Stones, der havde mistet Sears Point Raceway, hvor de skulle give en gratis koncert. Stones og deres stab stod i en håbløs situation, der fra starten af var en fiasko. Så de bad Lang om hjælp. Og Lang der var Stones-fan accepterede. Koncerten blev flyttet til – Altamont Raceway.

Vi ved, hvad der skete på Altamont. Meredith Hunter blev stukket ihjel af Hells Angels, Marty Balin (Jeffferson Airplane) og andre fik tærsk, flere piger blev udsat for seksuel overlast osv. Og Altamont Festivalen blev efterfølgende af medierne udråbt til at være “enden på en æra” – underforstået: Woodstocks æra. Men den køber Lang ikke: “Det der sket på Altamont var forfærdeligt og viste hvor galt det kan gå uden forudseenhed, forsigtighed og egentlig forberedelse. Altamont skulle have været en dejlig dag med musik i the Bay Area.”

 

The Band In Woodstock from The Mystery Of Creativity on Vimeo.

Mundbind

8. august 2020

Her i vores by, den jyske hovedstad, skal vi bruge mundbind i den offentlige trafik, hvis vi ikke kan undgå den offentlige trafik. Det kan jeg som regel godt, fruens el-cykel giver mig en stor frihed fra de dyre offentlige busser i lokalområdet.

Nå, men vi kom fra mundbindet. Jeg fik et foto af et af mine børnebørn. Hun havde trukket et par underbukser ned over hovedet – som hovedbeklædning. Og straks slog det mig: Det er sgu da det vi skal! Sy gamle underbukser om til “mundbind”! Selvfølgelig skal de vaskes først. Men ellers er det da en enkel idé. I stedet for at bruge formuer på apotekets engangsmundbind, hvilket blot betyder øget forbrug, ressourcespild og forurening (de flyder allerede på gader og vej), så skal vi bruge (gerne hjemmegjorte) vaskbare, genanvendelige mundbind. Måske lever de ikke op til myndighedernes allerhøjeste krav til mundbind for sundhedspersonale, men fortæl mig at det ikke gør en forskel med et mundbind af bomuld!? Jeg er sikker på, at det vil reducere risikoen for, at jeg smitter en anden, betragteligt. Og det er nok for mig. Lad os undgå at gå i  panik, lad os holde hovedet koldt og hjertet varmt, overholde de generelle coronaadfærdsregler og bruge genanvendelige mundbind, når det er påkrævet.

Husk: Det er farligt at leve, vi dør af det.

 

Kryddersildenes svanesange

8. august 2020

Tænk sig, det er 20 år siden Spice Girls gik hver til sit (første gang i hvert fald). Og tyve år siden de forberedte deres tredje album Forever, der udkom i november 2000. Ginger Spice, Geri Halliwell, havde da forladt kvartetten (midlertidigt).
Kommercielt klarede den tredje og sidste plade det ganske godt, men det var som om luften var gået lidt ud af det helt igennem kommercielle produkt, som kryddersildene var. Promoveringen som den nye tids feminister tabte højde i takt med, at pigerne blev mediedarlings og faldt til patten i forhold til branchens konventioner og samfundets ditto. Og der var ikke et stinkende hit som “Wannebe”, der kunne få selv blebærende repræsentanter for kvindekønnet til at skråle eller danse med. Kryddersildenes “epoke” var forbi, og senere forsøg på at puste liv i projektet har handlet mere om musikbranchens og mediernes behov for sensationelle nyheder.

Men Forever, der altså på ingen måde levede op til sin titel, er som produkt betragtet ikke ringere end de to foregående plader. Et velproduceret industriprodukt af den slags, der er og har været mange af.

Spice Girls – Let Love Lead The Way from THE SPICE GIRLS on Vimeo.

Aftenens filmoplevelse: A history of violence

8. august 2020

Valget var ikke svært for en gammel fjernsynsafhængig dreng i går. På den ene side et lavpandet quizprogram med titlen “Hvem var det nu vi var” med emnet dyr. På den anden side David Cronenbergs film A history of violence.

Jeg har længe gerne villet se Cronenbergs film, fordi jeg godt han lide den canadiske instruktør, der startede sin karriere som en af grundlæggerne af sub-genren body horror, med titler som Scanners og Videodrome. Men med årene – Cronenberg er i da 77 – har  han udvidet sit tematiske og genremæssige repertoire. Fx har han lavet det psykoanalytiske drama A dangerous Method om trekanten mellem Sigmund Freud, Carl Jung og den unge psykoanalytiker Sabina Spielrein. Og så altså A history of violence, der kom nogle år før Freud-filmen.

Temaet i A history of violence er nærmest klassisk i amerikansk film. En “almindelig” borger, der begår vold mod nogle forbrydere. Eksempler kunne være Sam Pekingpahs Straw Dogs (1971) med Dustin Hofman i hovedrollen, eller Joel Schumachers Falling Down (1993) med Michael Douglas i rollen som en mand, der har fået nok.

I historien om vold er det Viggo Mortensen, der har rollen som familiefaderen Tom Stall, der bor i den lille flække Millbrook med sin kone, sin teenagesøn Jack og sin lille datter Sahra. Han ejer en lille diner i byen. En dag kommer to omkringrejsende forbrydere ind i dineren lige efter lukketid og vil have kaffe og kage. Da de pænt blive afvist, vil de statuere et eksempel og kaster sig over en kvindelig servitrice. Og det får Tom til hurtigt og forbavsende effektivt at afvæbne og slå de to forbrydere ihjel. Hvorefter folk i den lille by gør ham til byens helt. Men Tom vil bare vende tilbage til den stille hverdag.

Det får han dog ikke lov til. For kort tid efter heltegerningen opsøges han af nogle mafiafolk med den vansirede Carl Fogarty (fremragende spillet af den altid pålidelige Ed Harris) spidsen. For Fogarty mener at genkende en vis forbryder Joey Cusack i Tom Stall. Først afviser Tom, at han skulle være Joye. Men den lokale politibetjent og ven Sam kan ikke få tingene til at hænge sammen. Han kan simpelthen ikke forstå, at tre mafiamedlemmer skulle stå frem for offentligheden, hvis ikke deres mistanke var rigtig. Hvilket den viser sig så at være. Efter et opgør med Fogarty og to af hans håndlangere, hvor Tom – sammen med sønnen Jack – dræber de tre forfølgere afslører han, at han er Joey.

Tom var Joey Cusack og blev nødt til at flygte, fordi hans voldelige adfærd havde gjort ham til en persona non grata i det kriminelle miljø. Derfor blev han Tom Stall. Og afsløringen betyder, at hans forhold til konen og børnene bliver voldsomt belastet. Han bliver isoleret i familien. Og en dag ringer broderen Richie Cusack (William Hurt), fordi han har hørt om de drabelige hændelser. Og Tom/Joey tager bilen og kører over for at besøge broderen og – viser det sig – for at afslutte regnskabet med fortiden.

Hvad der sker til sidst vil jeg ikke afsløre, men afslutningen er alt andet end konventionel. Der er i hvert fald ikke tale om nogen form for happy end.

Filmens styrke er netop, at den tager en næsten klassisk tematik og sætter dens forudsigelige præmis på spil. Forholdet mellem det gode og det onde vendes ikke blot på hovedet men udviskes og i den allersidste scene sættes publikum i en situation, hvor det faktisk er umuligt at identificere sig med nogen af de involverede.

Historien fortælles stille og roligt uden de store falbelader. Viggo Mortensen passer godt til rollen som den dobbeltbundede mand, og de andre skuespillere lever helt op til Mortensens præstation.

A history of violence er en film, der gennemspiller et velkendt tema og formår at demontere de identifikationsmuligheder, tematikken har haft. Og det er en kunst.