9. august 2020 arkiv

Jerry Garcia – in memoriam

9. august 2020

Jerry Garcia Band – 1980-03-01 Late Show from Davidaron on Vimeo.

25 år er gået, siden Jerry Garcia – fra Grateful Dead – døde 53 år gammel af et hjertetilfælde på en afvænningsklinik. Og det kan stadigvæk ærgre mig en smule, at jeg aldrig fik set Jerry Garcia Band i Århus, fordi koncerten blev aflyst i sidste øjeblik. Men sådan går det jo en gang imellem. Og hvorfor græde over spildt mælk, når der findes så meget materiale med Garcia og Grateful Dead på nettet!?

Rockens rødder: Judy Garland!? – Jo, da….

9. august 2020

https://youtu.be/aMtPeclbdx

Nej, rockens rødder er mange og mangefacetterede. Det var ikke kun blues, der var grundlanget for rock and roll. Den var som en Misssissippi River, der løb sammen af en masse små vandløb, der løb ud i den store flod og blandede sig med alt det, der strømmede ad sted. Så selvfølgelig er der også plads til Judy “Over the Rainbow” Garland i det store billede. Og vi kan jo ikke tage fra hende, at hun synger med en power, der ellers er forbedholdt store jazz- og rocksangerinder.

Bent Fabricius Bjerre

9. august 2020

Fats Waller Rocks from Movie Memories on Vimeo.

Som forudsagt og forventet har de store tv-kanaler svømmet over med programmer om afdøde Bent Fabricius Bjerre. I går aftes toppede TV2 med en kvalm “mindekoncert”, hvor en række især yngre kunstnere fik lov til at fortolke nogle af mandens allermest kendte numre, medens studieværterne fortabte sig i uspiselig selvpromovering og absolut tandløs prisning af den afdøde. Jeg ved godt, at konventionen foreskriver, at man skal tale pænt om de døde, men derfra og så til en sådan kvalmende omfavnelse post mortem er der altså et stykke vej.

Så var der mere substans i Mikael Bertelsens interview med Bjerre, kort før mandens død. Et interview, der – desværre – blev iscenesat som en slags ærlig efterskrift til mandens død. Et interview, der ikke måtte vises, før Bjerres død. Hele denne sensationsprægede iscenesættelse kunne man sagtens have været foruden. For der var ikke de store chokerende afsløringer at hente i programmet. Nuvel, Bjerre havde forelsket sig hovedkuls i sangerinden Petula Clark på et tidspunkt, hvor hans (elskede) første kone ventede barn nummer fire. Men det blev aldrig nogen rigtig skandale – og bliver det heller ikke post mortem. Bjerre tog det nærmest som det, det var: Et af livets uforudsigelige tildragelser. Noget, der sker. Noget, der ikke behøver at vælte ens liv.

Nej, det mest interessante ved interviewet med Bertelsen, og tilsvarende interviews med Bjerre, er/var, at hovedpersonen ikke lagde skjul på sine menneskelige fejl og mangler. Fx at han var et problembarn, der blev smidt ud af skolen, fordi han hellere ville spille musik. Og at hans livsbane i allerhøjeste grad skyldtes held. Interviewsene med Bjerre er et passende, nødvendigt korrektiv til hele den selvfejrende, kritikløse mediedyrkelse de seneste mange dage.

En sjov anekdote var, da Bjerre fortalte om dengang, han som ganske ung fik en Fats Waller-plade i gave. En plade, der nærmest gav hans liv retning. Fats Waller spillede “happy jazz” fortalt e Bjerre, og det var ikke respektabel musik dengang. Han sammenlignede det med vor tids heavy metal. 

Little Willow

9. august 2020

I forbindelse med en opulent genudgivelse af albummet Flaming Pie, har Paul McCartney fået lavet en video til sangen “Little Willow”. I følge anekdoterne så skrev McCartney sangen som en slags mindesang over Ringo Starrs første hustru Maureen, der døde i 1994 af leukemi.

Paul McCartney: Maggie Mae

9. august 2020

Så nåede DR1 til (foreløbigt) sidste afsnit i serien Pirates of the Caribean. Dead Men Tell No Tales eller som den er betitlet i Danmark: Salazar’s Revenge. Salazar’s hævn – det med danske titler er åbenbart ikke så moderne længere.

Nuvel, det er i dette femte afsnit af skrønen, vi møder Sir Paul McCartney i rollen som kaptajn Jack Sparrows onkel. I et tidligere afsnit mødte vi jo Keith Richard som Jacks far. Nu er McCartney så onkel. Og det fungerer mindst lige så godt.

Da filmen var slut sad jeg og læste rulleteksterne. Det er efterhånden en sjælden øvelse på tv, fordi de meget ofte enten taler hen over eller ligefrem klipper det bort. Hvilket er en synd, og manglende respekt for alle de mennesker, der har været med til at realisere filmen. Og jeg har altid nydt at blive siddende i biografen for at studere rulleteksterne, filmnørd som man er. Og der er meget nyttigt at hente om birolleskuespillere, komponister osv.

Og på rulletekstens sidste linjer kunne jeg læse, at sangen “Maggie Mae” var med og blev sat i forbindelse med The Beatles. Og jeg måtte granske min hjerne. Og kom i tanke om, at Beatles faktisk lavede en version på albummet Let it be. Men hvor i filmen var det man hørte den? Jo, selvfølgelig. Det er McCartney, der sidder i fængselscellen og synger den gamle LIverpoolvise om luderen Maggie, der rullede sømænd, der var på orlov.