Coronaen gør det svært, ja umuligt, for musikere at møde deres publikum på traditionel vis. Heldigvis er der alternativer, som mange har opdaget. Hjemmekoncerter osv.
Og så kan vi jo grave lidt i tv-annalerne. Og er der nogen, der kunne det der med at lave live-koncerter for tv, så var og er det tyskerne. Beat-Club, Musikladen, Pop-Rock und so weiter. Uden dem… Og her har de fanget de fotogene og friske Talking Heads i Dortmund.
Jeg har hilst på Tom McEwan en gang. Det var tilbage i midten af 1970’erne, hvor han var med i Culpeper’s Orchard som trommeslager, slagstøjsspiller og sanger. Og det foregik i Stakladen. På et tidspunkt blev jeg prikket på skulderen og der stod Tom. Han ville bare låne lidt ild til sin cigaret. Men da jeg var og er ikke-ryger, kunne jeg ikke hjælpe. Men et par ord, fik vi da udvekslet.
I dag fylder Tom så 80. Og kan se tilbage på en imponerende karriere som musiker, komiker, skuespiller og meget mere.
Bissekræmmeren, klaverstemmeren, pløksmeden, protesebyggeren, udtrækkeren, landtæge. Kært barn har mange navne – i hvert fald i følge min slangekspert Kaj Bom. Og i dag var det så min tur. Uvist af hvilke årsager er jeg en af dem, der er blevet indkaldt til tandeftersyn her i coronatiden. Selv om jeg som regel – dvs. de seneste mange gange – ikke har haft nævneværdige problemer med gebisset. Men, de skal vel have noget at leve af – tandlægen og i dette tilfælde tandplejeren.
Og tandplejeren, der er en ung dame, iførte sig en plastikbeklædning, der lignede (og måske var) en stor hvid affaldspose, af den slags man har under køkkenvasken. Dertil den obligatoriske lyseblå maske og beskyttende handsker. Jeg tillod mig at ymte noget om, at vi skulle huske – ud over alle adfærdselsreglerne – ikke at gå i panik. Og det var vi til dels enige om – “men jeg er i højrisikogruppe”, som hun sagde. Og jeg havde frygtelig lyst til at sige: Ikke med mig i tandlægestolen. Men jeg beherskede mig og samlede kræfter til den lidelsesfulde tandrensning.
Heldigvis var alt som det plejer, så et kvarter efter, jeg havde sat mig i stolen, stod jeg igen ude på fortorvet og svedte tran.
I epilogen til sin bog om Woodstock fortæller Michael Lang, hvordan han nogle dage efter festivalen kommer kørende en solskinsdag i Los Angeles og bliver kontaktet af en anden bilist, en ung mand med sandfarvet hår, lange bakenbarter og et furet ansigt. Det er Steven Stills, der insisterer på, at Lang skal høre noget. Sammen kører de til Stills hjem i Laurel Canyon, hvor Stills sammen med trommeslageren Dalla Taylor spiller ‘sangen’ for Lang. Og sangen er “Woodstock”, som Joni Mitchell skrev i New York efter at have set noget om festivalen på tv (hun var nemlig selv blevet forhindret i at deltage, fordi hun skulle være med i The Dick Cavett Show). Og Lang skriver: “Jeg var fuldstændig overvældet. Følelsen af at høre den sang for første gang på den måde er blevet hos mig til i dag”.
Ovenstående video med Kjeld Petersen og denne sang “Bare græd”, har jeg lige brugt i en sammenhæng om mandlig gråd. Men genhøret med sangen fik mig til at tænke over teatergenren “revy”. Hvordan står det egentlig til med denne engang så elskede og dyrkede genre i dagens Danmark? Er det hele overtaget af såkaldte “stand-ups”?
Nej, genren er der endnu. Fx kan man se nogle skuespillere (Ulf Pilgaard, Lisbeth Dahl, Niels Ellegaard, Carsten Dahl og Mille Lehfeldt) fra den københavnske Cirkusrevy optræde på tv i en coronaficeret udgave med den rammende titel Revy på afstand. En række små sketches med aktuelt indhold.
Og hvor Cirkusrevyen, der næsten traditionelt vises hvert år på DR, ofte har en kedelig tendens til at blive lidt for indforstået københavnsk med klakkerende hjemmepublikum og en horisont, der ikke strækker sig ud over Valby Bakke, dér lykkes det ganske godt for corona-udgaven at ramme ned i nogle af tidens tendenser. Når fx Lisbeth Dahl folder sig ud som corona-tester mede vatmundpind og får vendt den aktuelle kønsforvirrings (LGBTQ+) absurditet, eller når Ulf Pilegaard parodierer den aldrende Jørgen Leth som rapporterende (à la Tour de France) fra et job i et supermarked. I denne korte serie lykkes det næsten teamet at nå forne tiders højder fra hedengangne tv-satireprogrammer.
Det forlyder også, at det går ganske godt med de lokale revyer rundt om i landet, så der må jo være et behov. Og det ville da også være synd og skam, hvis ikke der var plads til sådan en genre, hvor satire, humor, tekst og musik kan gå op i en højere fornøjelig enhed. Det gælder bare om at få nogle unge talenter til at indse det.
Sidespring: I det filmklip, der ledsager Kjeld Petersens sang ser man en af mine yndlingsskuespillerinder, Birgitte Reimer. Om hvem en sand cineast og connaisseur skriver på Filminstituttets side:
Ved siden af den mere kødelige Judy Gringer er hun vores eneste rendyrket erotiske komedienne. Hun hæver pikanteriet til raffinement og forførelseskunsten til underfundig leg. Charmen og de erotiske antydninger har musikalsk brus. Mon ikke Hollywoods komedie-mester Ernst Lubitsch ville have elsket hende lige så højt som hans danske elev Erik Balling gjorde det?
Jeg kunne ikke have formuleret det mere diskret og på samme tid præcist. Og hvornår har man sidst set det dejlige ord “komedienne”?! Nej, vel!?
Og hvis jeg ikke tager fejl, så er klippet fra filmen “Den grønne elevator” (1961), hvor Petersen spiller en ægtemand, der roder sig ud i nogle ægteskabelige problemer. Filmen er i øvrigt et remake af en tysk film Der Mustergatte (Mønsterægtemanden)fra 1937 af Wolfgang Liebeneiner og med Heinz Rühman i hovedrollen. Der blev siden lavet endnu to tyske udgaver, inden den nåede til Danmark og fik en anden titel (efter en drink, der spiller en vigtig rolle i filmens handling). Nu har jeg beskæftiget mig så meget med emnet, at jeg har bestilt filmen på biblioteket til et gensyn.
“I’d be lost without my blogger” – Sherlock Holmes
HVAD ER BLOGGEN CAPAC?!
Capac er mit nom de guerre og nom de plume.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 18 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 18 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maximet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
Søg og du skal finde
Arkiver
BLOG'N ROLL!
Bibzoom
Bibliotekernes digitale musiktjeneste – musikartikler, genrer og lytteguides
Bo Green Jensen –
filmanmelder, journalist, digter, forfatter m.m. blogger