12. august 2020 arkiv

Hedebølge

12. august 2020

Hedebølger føles som regel med højt solskin. En hedebølge er, når gennemsnittet af dagens højeste temperaturer er over 28°C tre dage i træk. Det er med andre ord, når det er rigtig, rigtig varmt i en længere periode (DMI)

Først fik vi vist en varmebølge, nu er det så en hedebølge. Og selv om vi i månederne forud har efterlyst “rigtig” sommer og varme, så brokker vi os nu over hedebølgen. Måske har det noget at gøre med den danske nationalkarakter? (Jeg er ikke sikker på, at en sådan findes eller kan defineres, men alligevel…).

Nå, men jeg forsøger at leve med temperaturer omkring de 28-30 stykker. Og det kræver visse modifikationer af min modus vivendi. Fx drikker jeg mere væske. Det giver næsten sig selv. Med mit store korpus og min store svedproduktion skal der kompensation til. Og det sker – nej, ikke i form af øl – med rigelige mængder vand – postevand fra hanen. Jeg bruger et halvlitersglas, som jeg nemt tømmer i en køre. Så er der tanket op en tid. Men i går gik jeg alligevel i fælden. Jeg stod ude i køkkenet og ville fylde glasset igen, og blev så grebet af en ubestemmelig trang til at drikke noget andet. Hvor kom den trang fra? Nå, men hvad gør man så? Jo, kigger selvfølgelig i køleskabet. Og der stod – en sodavand. Jeg er normalt ikke den store sodavandskonsument. Slet ikke Coca Cola. Men måske var det, der gjorde, at jeg blev fristet over evne og greb sodavanden, der hed noget med “eksotisk”, hældte den op i glasset og lod den løbe ned i dybet.

Det skulle jeg nok have undladt, for kort tid efter var glasset igen fuld af postevand med en lav temperatur. Sukkervandet (ja, der var rigtig sukker i) havde ikke slukket tørsten, men nok dulmet den imaginære trang efter noget andet. Men sådan er det vel med begæret. Det vil altid have “noget andet”.

Nå, men til livsmodifikationerne hører også et obligatorisk køligt brusebad inden sengetid. Den indre afkøling skal modsvares af en ydre, så at sige.

Ellers er alt ved det gamle.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Gensyn: The Bourne legacy

12. august 2020

Den lå øverst i den lille DVD-bunke oven på bogrækken i reolen. Og den passede fint til mit behov der i går, hvor den lumre varme havde fået godt fat og fik sveden til at pible stille ud af alle porer. Så behovet for lidt billedfiktionsadspredelse og godt med postevand i det halvliter store glas var akut.

Jeg kan ikke huske, om jeg har omtalt filmen før. Men The Bourne Legacy er et såkaldt “spin-off” til den her i bloggen omtalte serie om Jason Bourne. Dvs. filmen involverer ikke Jason Bourne i skikkelse af Mat Damon (selv om han bliver nævnt), men tager afsæt i den præmis, som Bourneserien hviler på, nemlig at Jason Bourne har været involveret i et hemmeligt efterretningsprogram og vendt tilbage for dels gøre op med dem, der styrer programmet, og for at finde ud af, hvem han egentlig selv er. En historie, der nøgternt betragtet ikke er færdig endnu og måske aldrig bliver det.

Bourne Legacy handler om agenten Aron Cross (spillet af Jeremy Renner), der er med i det hemmelige efterretningsprogram Outcome. Præcist, hvad Outcome skal, får vi ikke at vide, men programmet består af ialt ni agenter (Cross er “fem”), der alle er udsat for kemisk genetisk design, således at deres fysiske og psykiske formåen er optimeret. Hver dag skal de tage nogle piller, der vedligeholder designet.

Vi møder Cross på et tidspunkt, hvor han i Alaskas ødemark har opsøgt agent “tre” i en træhytte. Denne kan fortælle Cross, der er ved at løbe tør for de nødvendige piller, at han ikke har overholdt spillereglerne til fulde.

Samtidig sker der det, at ledelsen af Outcome finder ud af, at programmet er i fare for at bliver afsløret, da en video på internettet antyder en forbindelse mellem Outcome og det af Bourne afslørede program Treadstone. For at forhindre, at afsløringen bliver til noget og kommer til myndighedernes kendskab, beslutter man så straks af lukke Outcome og i den forbindelse at dræbe de involverede agenter. I filmens indledning ser man, hvordan nogle af agenterne får nogle nye designerpiller til erstatning for de gamle blå og grønne. Og de nye piller slår dem ihjel.

I hytten i Alaska kommer Cross på sporet af ledelsens planer, da en drone kommer og udrydder træhytten og agent “tre”. Det lykkes Cross med snedighed og snille at skyde dronen ned, hvorefter han begynder en jagt på de piller, som skal har brug for. Det fører ham i armene på biokemikeren Marte Shearing (Rachel Weisz), der arbejder med de kemisk-designede piller og er kommet på sporet af bagmændenes skumle planer i forbindelse med et skyderi på laboratoriet.

Da bagmændenen finder ud af, at Shearing er mistænksom, forsøger de at slå hende ihjel, men Cross kommer hende til undsætning og sammen tager de flugten. Den fører dem til Manilla i Filippinien, hvor produktionen af de famøse piller foregår. Her kan Cross med hjælp fra Shearing blive løst fra det kemiske program. Bagmændene sætter alle kræfter ind på at finde de to, og det lykkes dem på samme tidspunkt, som de to flygtende er kommet ind i fabrikken og er i gang med at give Cross en indsprøjtning.

Fra det øjeblik, hvor de flygtende afsløres på fabrikken og resten af filmen er der tale om ren action, hvor Cross og Shearing med politiet og en kemisk hjernevasket superagent fra underprogrammet LARX i hælene kæmper for at slippe fri.

Den første gang, jeg så filmen, var jeg lidt i tvivl om, hvad jeg skulle mene om den. Kunne den leve op til leve op til det niveau Bourne-serien har? Kunne den fastholde de fortællemæssige dogmer, som gør Bourne-filmen til noget særligt i sammenhæng med andre action-film? Jeg tænker her bl.a. på en neddrosling af actionsfilmenes tendentielle trang til ødelæggelse af biler, bygninger osv., dels en mere “naturalistisk” design af slagsmål og lignende, og dels en modsvarende dramaturgisk effektivisering af fortællemåden med hurtigere klipning, dristigere kameraføring m.m. Og jo, jeg synes, filmen ved gensyn lever pænt op til det niveau, som især instruktøren Paul Greengrass har været eksponent for. Tony Gilroy, der har instrueret Bourne Legacy, har bestemt taget ved lære og lægger sig tæt op ad læremesteren. Filmen bliver stramt fortalt og vokser i intensitet minut for minut for til sidst i en forrygende bil- og motorcykeljagt gennem Manilas tæt befolkede gader og stræder at nå et ganske overbevisende klimaks, der taler for den fortsættelse, som slutscenen diskret åbner muligheden for.

Jeremy Renner er en anden type en Matt Damon, men passer fint til rollen som Aron Cross. Og som det feminine modspil er Rachel Weisz også velvalgt som den lidt blege kemiforsker, der viser sig at indeholde meget og andet, da først helvede bryder løs. Dertil skal lægges fine birollepræstationer af Edward Norten (den ansvarlige for nedlukningen af Outcome), Stacey Keach, Oscar Isaac (“tre”) osv.

Samlet set leverer filmen et godt argument for at fortsætte “spin-off”-serien. Og efter sigende er det vist også planen. Hvad der sker med hovedserien er mere tvivlsomt, idet Matt Damon vist nok er kørt lidt sur i serien. Men den fortjener en form for afrunding, dvs. løsning på Bournes konflikt mellem frihedstrang og ønsket om at tjene fædrelandet.

Skrevet i Musik | 2 kommentarer »