13. august 2020 arkiv

Tv-krimier – en slags status i august

13. august 2020

Nej, der er ikke højvande i tv-krimiafdelingen af DR for tiden. Selv om solide Inspector Morse-“ripp-off” Lewis kører endnu engang over skærmen (og tåler et gensyn) og Vera er i gang med de seneste, også meget solide, afsnit, så ser det lidt sløjt ud. Er der ikke noget nyt på vej fra britisk t, må man spørge?! Hvornår kommer der nye serier, der kan leve op til Vera, Banks, Endeavour og så videre?

For briterne har længe været mindst en hestemule foran andre lande, når det gælder kriminalserier, der matcher, ja overgår, de litterære forlæg. Så jeg håber virkelig, at corona og Brexit ikke forpurrer noget her.

Men lidt er der da at fornøje sig på, oven i Vera og Lewis. Det drejer sig især om den irske miniserie Acceptable Risk, der kører endnu på DR2 (og som kan ses på DRs hjemmeside). En udspekuleret historie om Sahra Manning, der vil finde sin nye kærestes mordere. Sahra og kæresten har begge arbejdet i et stort medicinalfirma, og det viser sig lidt efter lidt at mordgådens løsning skal findes netop i firmaet. Og værre bliver det af, at Sahras første mand, der også var ansat i firmaet, også er død ved mystiske omstændigheder, der peger på endnu et uopklaret mord. En serie, der bygger både på et korrupt firma, korrupte politikere, korrupte politifolk og familiemedlemmer og bekendte, der ikke alle har helt ren mel i posen. Det er en fremragende serie, der helt lever op til niveauet med hensyn til djævelsk udtænkt plot, stram fortællestil og overbevisende skuespilpræstationer (ikke mindst af Elaine Cassady i hovedrollen).

https://youtu.be/pGc21RZ4U5U

Men også vores naboer på Island kan de noget med krimier. Og de seneste par onsdage har DR1 vist Flateyjargátan, der på dansk har fået den lidt gumpetunge titel Øen og gåden. En historie om den unge kvindeoprørske forsker Jóanna, der vender tilbage til sin hjemø Flatø med sin søn for at bo i faderens hus og løse den gåde, som faderen i sine sidste mange år havde forsøgt at løse – og måske havde fundet en løsning på. En gåde, der er indskrevet i et af de berømte islandske håndskrifter. Det bliver en kompliceret mordgåde, da en dansk forsker myrdes umiddelbart efter begravelsen af Jóannas fader. Mordgåden kompliceres af, at politimanden Brynar forsøger at hænge Jóanna op på mordet, fordi hun er mor til Brynars søn. Historien tilsættes en  portion lokalkolorit med indbyrdes stridigheder mellem de lokale myndigheder, en lille sag om hustruvold, tvangsauktion og gæld og en strid mellem Jóanna og Københavns universitet, der vil have udleveret faderens papirer.

Historien fortælles lige ud ad landevejen med nogle få flash backs og solidt skuespil. Og med den særlige stemning, der opstår, når handlingen foregår på en islandsk ø og i en islandsk kulturel kontekst. Absolut værd at bruge nogle timer på.

Fire år mere med Trump?

13. august 2020

I går blev det offentliggjort, at demokraternes præsidentkanditat Joe Biden har valgt Kamala Harris som sin vicepræsidentkandidat og medløber i præsidentvalget mod Donald Trump. Et på papiret klogt, ja smart træk. En yngre mørk kvinde af indisk-jamaicansk oprindelse, der er en af Bernie Sanders’ bevægelse – og dermed garant for, at nogle af Sanders’ mærkesager – almen sundhedsforsikring, større lighed osv. – vil leve videre. Derudover besidder hun noget Joe Biden ikke har: kampvilje, veltalenhed og politisk skarphed og gennemslagskraft. Og endelig “løser” Biden et problem: Han opfattes af mange som en for gammel præsidentkandidat. Hvis han vælges bliver han 78 år, den ældste nyslåede præsident nogensinde. Men med den 55-årige Harris ved sin siden, så kan Biden falde død om uden at det politiske projekt falder til jorden. Og vi vil få den første sorte (som hun selv betegner sig) kvindelige præsident.

Men, men, kommer det mon til at gå sådan? Kan vi være sikre på, at Trump taber? Nej, som valget af ham tydeligt beviste, så kan han ikke bare betragtes som en taber.  På trods af alle hans personlige og mediemæssige fejl og mangler. Vi skal huske på, at han stadigvæk har en kernevælgerskare af u(ud)dannede amerikanere, der primært er træt af det politiske establishment, som Trump vandt over, og som ikke bekymrer sig synderligt om de løgne og meningsløsheder, Trump fylder Twitter med. For dem er Trump bare en helt, fordi han siger, hvad der passer ham og er fløjtende ligeglad med offentligheden i form af pressen og medierne.

Dertil skal lægges – og det må vi ikke glemme – at han har store, økonomiske interesser i ryggen, fx Amerikas rigeste mænd, Koch-brødrene. Økonomiske interesser, der lige som kernevælgerne er ligeglade med Trumps “fake news” og meningsløsheder på Twitter, så længe han tjener deres sag. Og det har han gjort hele vejen og gør fortsat. Og det er en kendsgerning i amerikansk politik, at det er meget svært at vinde et præsidentvalg, hvis ikke du har mange penge i ryggen. Og det har Trump.

Teenage Kicks all through the night…

13. august 2020

Det er min blogkollega Jens Unmack, der gør opmærksom på, at forsangeren i The Undertones fylder 62 år. Så 42 år er løbet af sted, siden Undertones’ testosterondrevne sang om “Teenage Kicks” brændte igennem og ind i mange hjerner, hvor den sidder endnu og minder om både ungdommelig galskab og om glorværdige punk-post-punk-tider.
Her er den i en udgave fra sidste år, hvor  Undertones får hjælp af Baby Shakes. Og jeg synes de gamle drenge kører den fint hjem.

Dødsfald: Trini Lopez

13. august 2020

Bare navnet er et, man let husker eller ikke sådan lige glemmer. Trini Lopez. Han meldes nu død i en alder af 83 år – død “med corona”.
Den texansk-mexikanske guitarist og sanger blev i tresserne eksponent for en pop-rock, der tog farve af fx tex-mex-musikken. Og i mange år kunne man jævnligt høre ham på P3s programmer. Af samme grund er han blevet end del af mit lydbagtæppe fra de år.

Trini Lopez – If I had a hammer – from Mariquita Parecxzio on Vimeo.