Og hvor filmen om Sully ikke rigtig havde noget lydspor, så var Det Store År til gengæld forsynet med et “soundtrack”. Og hvad er mere oplagt end at bruge The Trashmen og deres gamle “Surfin’ Bird”, hvilket filmen da også gør et par gange…
Lige så oplagt, men knap så kendt, er Eels “I like birds”…
Så fik jeg alligevel konsumeret to amerikanske film i den lettere ende. For det første David Frankels The Big Year (2011), der markedsføres som en komedie. Og det sker med Owen Wilson, Steve Martin og Jack Black i hovedrollerne. Og det burde vel på papiret understøtte markedsføringen. Men sandt at sige, så fik filmen mig end ikke til at trække på smilebåndet.
Filmen er inspireret af virkelige hændelser og fortæller historien om tre vidtforskellige mænd, der alle er såkaldte birders – ornitologiske nørder – der ønsker at vinde konkurrencen The Big Year, hvor det gælder om i løbet af et kalenderår at identificere så mange fuglearter som muligt. Bygningskonstruktøren Kenny Bostick (Wilson) har den bestående rekord på 732. Og han er manisk optaget af, at ingen skal slå rekorden. I en sådan grad at det belaster forholdet til hustruen, der er mere optaget af at gennemføre en fertilitetsbehandling, så parret kan blive forældre.
Over for Bostick står så den 36-årige programmør Brad (Black), der efter at være droppet ud af skolen, blevet fyret fra et godt job og skilt bare ønsker at opleve den succes, det er at vinde Det Store År., og i den forbindelse at gøre sin skeptiske far stolt. Og han bliver venner med en anden konkurrent, virksomhedsskaberen og direktøren Stu (Martin), der har drømt om at vinde lige siden han var en lille dreng. Stus kone bakker ham op i projektet.
Filmen følger de tre mænds ekspeditioner fra det højeste nord til det sydligste. Som skrevet synes jeg ikke der kommer meget komik ud af det. Og det mest interessante er nok, hvad der sker med mændene i deres privatliv. Lad mig bare afsløre, at Bostick vinder igen (det gør ingen forskel for filmoplevelsen). Til gengæld kommer det til at koste ham ægteskabet. Brad derimod vinder en kvindelig birders hjerte, bliver nr. 2 i konkurrence og opnår sin fars beundring. Og Stu opnår omsider at kunne trække sig tilbage fra firmaet og blive bedstefar for første gang.
Så lidt firkantet sagt, så er det endnu en amerikansk metervarefilm, der skal fortælle seerne, at det er de “sande” værdier – ægteskab, familie, kærlighed, børnebørn m.m – der tæller, og ikke om man vinder en konkurrence eller bliver nr. 1. Filmen er ikke dårlig, men på det jævne. De tre hovedrolleskuespillere lever helt op til deres øvrige præstationer og birollerne er også godt besat. Men den lykkes bare ikke rigtig som komedie, synes jeg.
En helt anden film er Clint Eastwoods Miraklet på Hudsonfloden (Sully: Miracle on the Hudson) fra 2016. Den bygger på piloterne Chesly Sullenbergers og Jeffreys Saslows selvbiografiske bog om flydramaet på Hudsonfloden i 2009, hvor piloterne nødlandede på floden og reddede samtlige 155 ombordværende.
Jeg så filmen, fordi jeg tænkte, at den ikke kan være helt tosset med den bundsolide Tom Hanks i hovedrollen som Sully. Om filmen så er et mesterværk eller blot et hovedværk i Eastwoods filmografi, sådan som fx tidsskriftet Ekko taler for, vil jeg så være et åbent spørgsmål.
Men det lykkes dog for Eastwood at få fortalt historien uden at falde i den faldgrube, der ellers ligger ligefor: glorificeringen af en amerikansk helt. Det undgår Eastwood ved fra filmens begyndelse at fokusere på den konflikt, som Sully ender i umiddelbart efter nødlandingen på Hudson. Nemlig en konflikt mellem på den ene siden offentligheden, der gerne vil heltegøre ham, og på den anden side undersøgelseskommissionens forsøg på med computeranimationer m.m. at anklage Sully for at have truffet en forkert beslutning. At han i stedet for at lande på vandet skulle være landet i en lufthavn. Oven i det må Sully slås med sin egen tvivl. Og det er dette trefoldige drama Eastwood ganske fermt udruller.
Hanks lever helt op til mine forventninger. Han fremstiller Sully som en garvet pilot, der slet ikke kan identificere sig med nogen helterolle, men tværtimod betragter sig som en almindelig mand,der blot gør sit arbejde, og som en del af et hold, bestående af den anden pilot, besætningen og passagererne.
Filmens slutning er på ingen måde overraskende. Og det er heller ikke på grund af den, man skal se filmen, men på grund af det menneskelige drama, der udfoldes. Det er bestemt en af Eastwoods bedre film.
