Året er 1961 og den unge Bob Dylan er i Greenwich Village for at få igangsat sin karriere som kunstner. og i september måned får han til opgave at varme op for The Greenbriar Boys på Gerdes Folk City, et af folkemusikkens vigtigste steder. Og Dylans optræden overskygger helt de allerede berømte Greenbriar Boys i en anmeldelse i selveste The New York Times.
En af mine bekendte følte, at optimismen var lidt presset på grund af coronaens allestedsnærværelse og indskrænkning af vores livsudfoldelse. Men heldigvis har coronaen ikke taget livet af humoren og den sunde latter. Og da jeg i dag – efter at have været på hundeluftningsudflugt – var i den lokale brugs for at shoppe lidt økologisk kaffe til min egen fornøjelse (fruen er tedrikker…), så kom jeg i tanke om ovenstående sketch med W. C. Fields. Noget af det morsomste, jeg kan vederkvæge mig med, når humørbarometert falder. Mocha Java!
Det er lørdag. Og jeg har været med min ven hunden i vores yndlingsbiotop Forsthaven. Det gør vi hver weekend som alternativ til ture i de allernærmeste lokalområde, som vi gennemtraver alle ugens andre dage. Og denne dags oplevelse var, at vi mødte en kæmpestor snegl. Ikke en dræbersnegl, heller ikke en sort skovsnegl, men en af dem med et hus på ryggen (jeg skal nok undlade at definere den nærmere – lundsnegl? vinbjergsnegl?). Og stor var den, og smuk var den. Og jeg nænnede ikke at flytte den og glemte helt at fotografere den. Hunden var ligeglad, for den havde fundet noget saftigt græs at fortære.
Og selvfølgelig kom jeg straks i tanke om min mors gamle grammofonplade med musikken fra den danske udgave af My Fair Lady ( med Gerda Gilboe, Mogens Wieth og Oswald Helmuth) og sangen om “En snegl på vejen er tegn på regn i Spanien”. Mine forældre, især min mor, var vild med den musik og vi havde været inde og se filmatiseringen med Rex Harrison og Audrey Hepburn.
Så kom det da omsider. Påbuddet om, at vi alle skal bære mundbind i den offentlige trafik. Gældende fra midnat i går. Og det selv om alt tyder på, at virkningen af mundbind som smittebegrænsende tiltag er mikroskopisk forsvindende lille. En million danskere skal gå med perfekt anvendt mundbind i en uge for at forhindre at 1 dansker bliver smittet og kommer på hospitalet. Og påbuddet grunder sig især i, som tv-lægen Peter Geisling påpeger, at politikene har været under et politisk pres. Andre lande har indført mundbind, eksperterne har talt for indførslen af mundbind.
Hvad skal man dog mene og det?! Sikkert og vist er det, at det der især virker smittebekæmpende er det, vi allerede har gjort – holde afstand, rengøre hænderne (sprit, sæbe og vand) og undgår store forsamlinger. Mundbind er et lillebitte supplement.
Selv har jeg truffet en beslutning om, at jeg så vidt muligt vil undgå at bære mundbind. Skal jeg med offentlig transport vil jeg selvfølgelig gøre det – af hensyn til mine medtrafikanter og fordi jeg synes, vi skal bakke op om kampen mod corona. Men i det omfang jeg kan undgå situationer, hvor det er påbudt, vil jeg gøre det. Cykle og gå i stedet for at tage bussen. Køre med min lille bil, hvis jeg kan undgå tog og rutebil. Og i den dur.
Og min beslutning er bestyrket af, at jeg på mine traveture i nærområdet har set, hvordan brugte mundbind flyder alle steder, fx lige ved siden af en af de store kommunale skraldespand og på den nærliggende skoles område. Jeg er alvorligt bange for, at mundbind kan blive en dårlig undskyldning for at slække på de andre langt vigtigere forholdsregler – og ikke bare en påmindelse om coronaens tilstedeværelse.
