11. september 2020 arkiv

Capac anbefaler: The Haiku Project – Gratitude

11. september 2020

Bag projektnavnet The Haiku Project gemmer sig musikeren Henrik Hytteballe, der har en fortid som instrumentalist i forskellige rockbands. Han har også beskæftiget sig med musik til teater, tv og film. Og er uddannet på det Alternative Rytmiske Konservatorium i København med pianoet som det foretrukne instrument.

Medens Hytteballe studerede på konservatoriet udsendte han sin første plade under navnet haiku. Det var i 2006, og siden er er kommet en god håndfuld albums. Senest Gratitude, der er det femte album under projektnavnet The Haiku Project, hvor Hytteballe får musikalsk assistance på guitar (Olav Masen), duduk (Canberk Ulas) og Cello (Christophe Luciani).

Som projektnavnet antyder (haiku er navnet på en klassisk japansk digtform) så befinder vi os – musikalsk og kulturelt – i Østen. Det er musik, der et eller andet sted finder sin inspiration i asiatiske traditioner for, hvad man (i mangel af bedre måske) kunne kalde spirituel musik. Musik, der er funktionel og sigter mod lyttere, der ønsker fordybelse, eftertanke, ro, fred og afklaring gennem musikken. Men, for der er et lille men, musikken står også i gæld til det musikfelt, vi her i vesten kender som ambient (tænk fx på Brian Eno), en slags vestlig pendant til netop de meditative strømninger, der gennem mange årtier har inspireret vestlige musikere (vi husker beatmusikernes inspiration fra de indiske ragaer, men det går endnu længere tilbage…).

Haikuprojektets album består af ti relativt lange numre eller stykker (4 minutter og derover). De har alle en titel – fx Choices, Before Sunset og Another Spring – men er uden vokaler. Og fælles for stykkerne er, at de alle er iørefaldende melodiske, og at de er bygget op omkring en rytmisk-melodisk grundstruktur, hvorpå guitar, duduk osv. leger solistisk og broderende. Det er meget fascinerende og umiddelbart appellerende – også for ører, der ikke er vant til den slags musik.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Gratitude er et album, der sigter mod mennesker, der i forvejen orienterer sig mod meditation  og hvad dertil hører (fx yoga og åndelige praksisser). Men musikken rækker langt videre. Vi lever i et samfund, hvor stress og jag er noget, alle i et vist omfang er noget, alle kommer i berøring med, og efter sigende bliver det kun “værre” de kommende år. Derfor kan der være et stort behov for netop musik, der netop fokuserer på fred, ro, fordybelse, eftertanke og selvforglemmelse. Og det er netop, hvad en plade som Gratitude gør. Det er dens berettigelse, og alle kan være med. Hermed varmt anbefalet.

The Haiku Project: Gratitude. Produceret af: Freddy Albrektsen. Nordsø Records. Udkom 17.07.2020

Youtube har desværre spærret for eksempler på musikken, men den kan findes fx på Spotify, Amazon Music, Apple Music og Pandora.

 

Farvel til Diana Rigg

11. september 2020

Næppe har jeg fremhævet skuespillerinden Diana Rigg i en kommentar på en anden blog, så erfarer jeg, at hun ikke er blandt os mere, men er død i en alder af 82 år. En kræftsygdom gjorde en ende på hendes liv.

Og kendetegnende for vores tid, så fremhæves hun for sin rolle i streamingserien Game of Thrones. Men i min tv-verden vil hun altid især være forbundet for sin tidlige rolle i serien The Avengers (1961-69), som jeg slugte på tysk tv, hvor den havde den forunderlige, tyske titel Schirm, Charm und Melone (cirka: paraply, charme og bowlerhat), hvor hun i rollen som Emma Peel assisterede Patrick McNee som John Steed. En kulørt, morsom spion- og actionserie. Og Rigg spillede sin rolle med bravour- fræk, charmerende og – ja – en fryd for det mandlige blik. Det var længe før Sofie Linde-balladen og streaminghelvedet, dengang hvor tv-serier var i deres vorden. Jeg husker ikke, om serien blev vist på DR (det var jo før TV2 og den andre kanaler kom til), men jeg har ikke glemt den fagre Diana Rigg, der også fik en rolle i en af James Bond-filmen I hendes majestæts hemmelige tjeneste (1969), hvor hun fik æren af at bedøre George Lazenby i hans eneste rolle som agent 007.

Hun fortsatte med skuespilgerningen på teater, tv og film  helt frem til i år. Senest i genindspilningen af tv-serien Folk og fæ ( All Creatures Great and Small), serien Black Narcissus og spillefilmen Last Night in Soho, der endnu ikke har haft premiere. Rigg var altid god til en birollekarakter.

Læs også forfatterinden Magaret Drabbles fine erindringsskitse og nekrolog – her.