12. september 2020 arkiv

Dødsfald: Toots Hibbert er død, 77 år

12. september 2020

Toots and the Maytals har siden skabelsen i tresserne været et af de førende reggaebands. Efter sigende var det sågar Toots, der gav navn til genren med sangen “Do the reggay”. Nu er Toots død, muligvis i forbindelse med en coronainfektion.

Capac anbefaler: Lunau & Sund – I dine hænder

12. september 2020

Trine Lunau og Peter Sund er ude med et nyt album I dine hænder. Og som tilfældet var på deres 2018-udgivelse Landet brænder, så er duoen udvidet med et band (det samme som sidst). Og den nye plade føjer sig smukt til den foregående plade, både indholdsmæssigt og musikalsk.

Pladen består af ni sange, der hver især står som afrundede helheder, sange med deres særlige historie. Men sangene holdes sammen af titlens og titelnummerets budskab. I dine hænder er en sang om et irakisk flygtningepars dramatiske historie, men også en sang om kærlighedens helende kraft. Og kærlighedslivet er pladens tema. Ikke kun den kærlighed, der omfatter mand og kvinde, men også den, der viser sig i forhold til en ven (i sangen “En seng af guld”).

Trine Lunau synger sangene med sin gode, klare stemme. Og suppleres af Peter Sunds mørkere stemme. Og de står begge fremme i lydbilledet, som naturligt er for en duo. Og musikken kan stadigvæk beskrives om en afart af folk med ingredienser af den allestedsnærværende hybrid, americanaen.

I dine hænder lever flot op til de løfter, som forgængerpladen gav. Lunau & Sund har fået deres udtryk, deres stil, og rendyrker den på denne plade. Hvis man var til Landet brænder, så er der ingen grund til at holde sig tilbage med I dine hænder. Og nye lyttere kan passende begynde her. Hermed anbefalet.

Lunau&Sund. I dine hænder. Produceret af: Peter Sund. The Farm Music. Udkom . 9. september 2020.

Kampen om forhuden

12. september 2020

Debatten om et forbud mod omskæring af drengebørn har huseret i de forgangne mange uger og måneder, kun overgået af debatten om sexchikane i medieverdenen. Og i sidste uge måtte statsminister Mette Frederiksen så tage offentlig stilling. Og det gjorde hun. Hun og den socialdemokratiske regering er imod et forbud. Begrundelsen var, at vi – mener Frederiksen – i besættelsesårene lovede jøderne, at vi nok skulle passe på dem. Et underligt upræcist argument. For dels er der jo ikke nogen modsætning mellem at beskytte et folk og så på den anden side sætte krav og lave regler for samme folk. Og i øvrigt er det jo ikke kun jøderne, der har det problem, at de omskærer drenge. Muslimerne gør også. Og dem har vi jo ikke lovet at beskytte, snarere tværtimod. Men imod et forbud er regeringen altså.

Og det kan være svært at forstå. For vi lever i et samfund, der er præget af identitetspolitik, hvor retten til egen krop, til at hævde en særlig identitet (tænk på LGBT+-diskussionen) og hvor sundhedsfaglige, rationelle argumenter vejer meget tungt. Ja, man kan gå så langt til at hævde, at ud fra den kontekst, så er der ingen tvivl om, at omskæring af drenge er forkert og fordømmelig. Oven i købet styrkes synspunktet af, at vi jo også officielt er imod og fordømmer omskæring af pigebørn. Her er der ingen slinger i valsen.

Hvorfor så alligevel sige nej til et forbud? Jo, sagen er, at vi i vores rationalistiske, verdslige tænkning ser bort fra, at omskæringen af drenge er en ældgammel, symbolsk handling af dybeste religiøse og kulturelle betydning. Man mener, at omskæring har været praktiseret i hvert fald de seneste 15.000 år, og at de første billedlige vidnesbyrd findes hos de gamle egyptere. Omskæringen er altså en praksis, der er ældre en både jødedommen og islam, de to monoteistiske religioner, der har taget denne praksis til sig som en vital, instituerende handling. En symbolsk handling, der i der i disse to patriarkalske, religiøse samfund markerer mandens tilhørsforhold til et folk og dets privilegerede religion. En tilsvarende handling findes vist ikke for kvinder, for det er jo patriarkalske samfund, og kvinderne defineres i forhold til det. I Biblen indføres omskæringen således:

ifølge 1. Mosebog, kap. 17, 10-14 (se kilder) sagde: “Dette er min pagt med dig og dine efterkommere, som I skal holde: Alle af mandkøn hos jer skal omskæres. I skal lade jeres forhud omskære, og det skal være tegn på pagten mellem mig og jer. Otte dage gammel skal hver dreng hos jer omskæres, slægt efter slægt. Det gælder såvel den træl, der er født i dit hus, som enhver fremmed, du har købt, og som ikke hører til din slægt. Både den, der er født i dit hus, og den, du har købt, skal omskæres. Sådan skal I bære min pagt på kroppen som en evig pagt. Men en uomskåret mand, en hvis forhud ikke er omskåret, skal udryddes fra sit folk. Han har brudt min pagt.”

Denne ældgamle dybt religiøse-kulturelle og symbolske handling har vi svært ved at acceptere i vores rationelle, identitetspolitisk farvede syn på verden. Og det er en svaghed. Det betyder ikke, at vores argumenter om, at omskæring er et overgreb på et umyndigt barn osv. er forkerte. Slet ikke. Blot at vores sandhed – som enhver sandhed – har sine mangler. Der er noget, vi vælger at overse. Det kultisk-symbolske, der går årtusinder tilbage.

Altså er der god ræson i at sige nej til et forbud. Selv om det indebærer en praksis, der kan føre til lemlæstelse af drengebørn (med alle de følger, det har) og strider mod vores syn på mennesket og dets krop. At sige nej til et forbud er at erkende, at vores selvforståelse og verdensforståelse har sine begrænsninger.

Stopper sagen så her?! Nej, for det er måske allervigtigst at understrege, at kampen om forhuden vil fortsætte. Nemlig inden for de kulturelle sfærer, hvor omskæringens praksis foregår. Sagt på en anden måde: Det er op til jøderne selv, muslimerne selv (og de andre) at tage den kamp. Det er de jødiske mænd (og deres kvinder), de muslimske mænd (og deres kvinder), der skal tage stilling til, om de vil lade deres mandlige afkom omskære. Og vi skal i den forbindelse huske, at selv de mest indgroede, kulturelle og religiøse praksisser kan ændre sig med tiden. Uden at det betyder den pågældende kulturs sammenbrud. Forandringens vinde blæser til stadighed.

Hør også Georg Metz’ meget metzske Intermetzo om netop omskæringsdebatten. Ellers læs den i fredagsudgaven af Information.